Anmeldelse. Succession lakker mod enden og er i fjerde sæson bedre end nogensinde.

Inficeret med vittigheder

I første afsnit af den nye, fjerde sæson af Succession er der intet nyt under solen. Det er ikke en kritik, tværtimod. Det var altid det centrale paradoks, der nærede denne bunke mytologiskrot, der jo ikke burde være i stand til at svæve så ubesværet over vandene: Jo mere Succession gentog sig selv, desto mere original blev den.

Så jeg var bare glad for endelig at genindtræde i den efterhånden så velkendte koreografi: Denne arvefølgestoledans, denne nederdrægtighedslimbo, denne »kamp om en kniv i mudderet«, som det koparrede farmonster Logan Roy formulerede det i slutningen af tredje sæson.

For det er altid det samme, der sker: Børnene – næstældstesønnen Kendall, mellembarnet Siobhan og yngstesønnen Roman – forsøger at vælte far af pinden som chef i familiekonglomeratet, fordi firmaets fokus på gammeldags medier altid er to minutter i at blive overhalet af techindustrien, men hver gang må de se sig slået tilbage til start af meget analoge magtudøvelser som manipulation, del og hersk og almindelig voksenskældud.

Men efter at have set de første fire ud af sæsonens i alt ti afsnit sad jeg lamslået i stolen. Overrasket, målløs. Jeg vil af samme grund undgå at skrive for konkret om handlingen i denne fjerde sæson, der også bliver seriens sidste, men jeg kan hermed forsikre om, at det tegner til, at Succession vil gå over i tv-historien som et storværk, der forstod sit medium bedre end andre, og ligeledes forsikre om, at selvom jeg vitterligt blev meget overrasket, var det, selvfølgelig, kun fordi serien fandt nye dybder i egen gentagelsestvang.

Da tredje sæson sluttede, var Succession blevet, hvad enhver tv-serie drømmer om at blive. Centrum for den kulturelle samtale. De to sidste afsnit fandt sted til et bryllup i Toscana: De bredskyggede hatte, de stampede røde jordveje. Al den hør. Men i ly af natten rykkede konsulentkolonnen ind i bjerglandsbyen, og Logan var i færd med at sælge familiekonglomeratet igen. Sådan er det altid.

Godt og vel halvdelen af alle afsnit er bygget op omkring en fejring af en art: bryllupper, fødselsdage og gallamiddage. Men det er altid bryllup og fjendtlig overtagelse. Altid fødselsdag og opkøb af konkurrerende nyhedsmedie. Igen forsøgte Logans voksne børn at besejre deres egen far, men de måtte igen igen se sig udmanøvreret af Logan, der havde fået hjælp af datter Siobhans dumme og tragisk ambitiøse båtnakke af en ægtemand, Tom. Var han virkelig en ny mulig arvtager?

Samtidig fandt man ud af, at Logan i smug spiste den såkaldte maca-rod, som skulle gøre underværker for ens sædkvalitet. Var den nogle-og-firsårige i gang med at producere en arving mere? Det var, som altid, både episk og latterligt.

Jeg troede et øjeblik, at jeg havde regnet dramaet i fjerde sæson ud, da Logan meddelte, at han nu ville dedikere sig fuldt til driften af sit Fox News-inspirerede nyhedsnetværk ATN, mens hans børn samtidig købte et konkurrerende et af slagsen. Banen var kridtet op. Og der var da også nogle fremragende scener, hvor Logan iført solbriller gik rundt blandt skrivebordene på redaktionen, »som hajen i Dødens Gab, hvis alle i Dødens Gab arbejdede for hajen«, som kaoselementet fætter Greg formulerer det. Men det var ikke her dramaet skulle være, og det er herfra, jeg har givet mig selv mundkurv på.

Jeg kan hermed forsikre om, at det tegner til at Succession vil gå over i tv-historien som et storværk, der forstod sit medium bedre end andre.

DET ER FRISTENDE, når vi skal begynde at forstå Successions plads i tv-historien, at sammenligne med de andre store prestige-HBO-serier som The Sopranos og Six Feet Under. Men Succession tager ikke sit emne alvorligt på samme måde. Snarere er det her, som om selve alvoren på tragisk vis er gået af led. Med William S. Burroughs centrale idé om, at sprog er en virus, der er kommet til jorden fra det ydre rum, kunne man sige, at Roy-familien er inficeret med vittigheder. Dels forstået på den måde, at al kommunikation tager form af nederdrægtige, ofte nærmest skulpturelt avancerede vittigheder, dels fordi karaktererne dybest set er vittigheder.

På den måde er serien nærmere beslægtet animationssatiren BoJack Horseman, hvor vi fulgte en afdanket hest klædt i mennesketøj, der var en stor komedieseriestjerne i 90erne. BoJack ønskede at tabe sig og ville derfor, som han sagde, gerne holde op med at spise som en hest. Men han var for evigt dømt til at fejle, for han var jo en hest. Når de to serier minder om hinanden, er det ikke kun, fordi Succession-karaktererne minder om dyr – Tom er en væsel i jakkesæt, Greg en orm i et æble, Roman en klam lille kat, Logan et vortesvin med rabies, der afskyr svaghed – men fordi karaktererne – ligesom BoJack – kan reduceres til en mekanisk punchline i vittigheden om sig selv.

Roman kan ikke sige nej til far og kan i øvrigt heller ikke sidde almindeligt på en stol. Kendall bliver ved med at søge fars anerkendelse ved at forsøge at tage fars job. Tom, der i fjerde sæson er blevet en mere central karakter, bliver sparket på oppefra og sparker derefter nedad på fætter Greg, der altid sladrer. Det er opførsel, vi ikke er vant til i dramaserier, men som vi kender fra situationskomikken, hvor Joey fra Venner lægger an på alle, han møder, og Kramer altid kommer glidende ind ad hoveddøren på samme måde i hvert afsnit af Seinfeld.

Man kunne måske kalde Succession for situationsdramatik. En ny grundform inden for fjernsynet. Succession har i det hele taget forstået noget centralt om sit medium. I Hollywood-film er der som regel nogen, der lærer noget til sidst, modnes. Men fjernsyn, modsat film, handler ikke om det, der slutter. Det handler om det, der bliver ved. I Succession er vi så fortsat langt ud over det punkt, hvor vittighederne ophørte med at være sjove, at det i sidste ende blev til noget nyt. Noget på en gang mørkere og livligere.

Fjerde sæson af Succession er udviklet af Jesse Armstrong. Den kan ses på HBO Max.