Da Kinas nyudnævnte vicepremierminister Xi Zhongxun i september 1959 vendte hjem fra et officielt besøg i Sovjetunionen, var han fuld af entusiastiske historier om alt det nye, han havde set i den virkeliggjorte socialismes mest fremskredne samfund. Han havde også russisk legetøj med til sin seksårige søn, Jinping.
Tre år senere lå det kinesisk-sovjetiske forhold i ruiner, og vicepremierministeren måtte i al hast skaffe det nu kompromitterende legetøj af vejen. Men enkelte genstande nænnede han trods alt ikke at smide væk, og de forblev i Xi-familiens eje i årtier ud i fremtiden.
I dag er Xi Jinping 69 år gammel og som Kinas leder måske verdens mest magtfulde mand. Alligevel er han inderst inde den samme, og båndene til Rusland er stadig noget helt særligt trods alle de omskifteligheder, forholdet mellem Beijing og Moskva har været igennem i løbet af de mange år, der er gået.
Både kontinuiteten og forandringen blev der stillet skarpt på i denne uge, da Xi aflagde et tre dage langt besøg i Rusland og mødtes med præsident Vladimir Putin.
For selvom det bilaterale forhold igen er hjerteligt, som dengang i 50erne, hvor Xi gennem sin far første gang stiftede bekendtskab med Rusland, er der også blevet vendt op og ned på det. Den russiske storebror er blevet til lillebror, og i den aktuelle situation, hvor Rusland er under pres fra Vesten over krigen i Ukraine, har det mere brug for Kina end nogensinde.
Hvis man var til metaforer, kunne man næsten fristes til at sige, at Rusland i dag, i stort format, er blevet en slags legetøj i hænderne på den voksne Xi. Men det ville være at gå for langt. For Kina har også, trods sin overlegenhed, i stigende omfang brug for Rusland.
Det var 39. gang, at Xi mødtes med Putin – langt flere end han har ulejliget sig med at stå ansigt til ansigt med nogen anden udlænding – så det er indlysende, at Kina prioriterer forholdet til Rusland højt. Det er der tilsyneladende gode grunde til. Når man hører de ord, der kommer ud af munden på Xi, kan man hurtigt få det indtryk, at nærmest alt står på spil.
»Lige nu er der store forandringer i gang – de største i de seneste 100 år – og det er os, der sammen driver disse forandringer fremad,« sagde Xi onsdag, da han trykkede Putins hånd til afsked ved indgangsporten til Kreml. »Jeg er enig,« svarede Putin.
Vestens epoke slut
Intet vil blive som før i en verden, hvor de to førende autokrater går sammen om at forme morgendagen. Ifølge Xiang Lanxin, der forsker ved tænketanken Stimson Center i Washington, er det den USA-dominerede verdensorden etableret i slutningen af 1940erne, som nu står for fald, men ikke alene dét.
»Faktisk er det verdensordenen, som igennem de sidste 500 år har været domineret af det kristne Europa, der nu er ved at være forbi. Vesten kan ikke eller vil ikke indse det. Måske vil det først gå op for næste generation. Den slags tager tid,« siger han.
»Fem hundrede år med vestligt hegemoni kan virke som en lang periode. Kineserne ser det derimod som en kort historisk afvigelse, fordi de tænker i form af lange historiske cyklusser. Det vil Vesten og specielt en ung nation som USA aldrig kunne fatte.«
Egentlig var Xi Jinpings besøg i Rusland overflødigt. Kinas topdiplomat Wang Yi havde allerede været i Moskva i februar og havde bekræftet det »grænseløse partnerskab«, som de to nationer også hyldede sidste år, lige før invasionen i Ukraine.
Når Xi alligevel tog afsted, er det et vidnesbyrd om et kinesisk ønske om at cementere forholdet på et tidspunkt, hvor modsætningerne i forhold til Vesten og især USA forstærkes, ifølge Alexander Korolev, der specialiserer sig i det kinesisk-russiske forhold ved University of New South Wales i Sydney.
»Jeg tror faktisk, at det er lige før, Kina har mere brug for Rusland, end Rusland har brug for Kina. Det står krystalklart for Kina, at det her handler om stormagtsrivalisering. Kina har behov, et kæmpe behov, for Ruslands støtte i sin forestående konfrontation med USA,« siger han.
»Når det sker, vil Xi Jinping indløse sin check, så at sige. Jo mere han støtter Rusland nu, jo større vil Ruslands vilje være til at støtte Kina i morgen eller i overmorgen, når de amerikansk-kinesiske relationer virkelig går ned ad bakke og sandsynligvis ender i en eller anden form for åben konfrontation.«
Når kinesere taler om »de største omvæltninger i et århundrede«, henviser de først og fremmest til det skærpede modsætningsforhold til USA. Det er en klassisk situation inden for international politik, set igen og igen lige siden oldtiden, når en aldrende supermagt bliver vippet af pinden af en ny. Den slags går sjældent fredeligt for sig.
Som Beijing ser det, vil Washington, i takt med at det mister mere international indflydelse, forsøge at inddæmme Kina. Omvendt ønsker Kina at udnytte forandringerne til at konsolidere sin egen position, specielt ved at omforme regler og standarder, der ligger til grund for internationalt samkvem. En ny og en gammel verdensorden strides.
»Disse processer er ekstremt farefyldte, og Beijing er udmærket klar over disse risici,« siger Alicja Bachulska, en Kinaekspert ved tænketanken European Council on Foreign Relations i Warszawa.
»Det er præcis her, Rusland kan være en hjælp for Kina. Begge lande samarbejder tæt om at omforme den internationale orden og gøre den sikker for autoritære magter. Det er deres vigtigste fælles mål.«
Ambivalens om Ukraine
Kina har et tvetydigt forhold til krigen i Ukraine. På den ene side bidrager konflikten til den globale turbulens og gør det vanskeligere for Xi og hans kolleger at få gang i deres eksportafhængige økonomi efter en langvarig og drakonisk coronanedlukning.
På den anden side vil fortsat konflikt i Europa aflede Vestens og først og fremmest USAs opmærksomhed fra Kinas nærområde i det vestlige Stillehav, hvor folkerepublikken gradvis forsøger at opbygge en styrkeposition.
Under alle omstændigheder ser flere iagttagere et fredsforslag for Ukraine, fremsat af Kina forud for Xis besøg, som et støttedokument, der skal varme russiske hjerter, snarere end et reelt udkast til, hvordan en fredsproces kunne se ud.
De hæfter sig blandt andet ved, at Kina i fredsplanen, med tydelig brod mod Vesten, kritiserer »unilaterale sanktioner« som problematiske.
»Det er ønsketænkning at forestille sig, at Kina for alvor kunne være en fredsskaber i Ukraine. Kinas syn på krigen er baseret på en blåstempling af det russiske perspektiv, og det standpunkt har været konsekvent siden starten af invasionen,« siger Bachulska.
Samtidig med at Xi befandt sig i Rusland, var den japanske premierminister, Fumio Kishida, på lynvisit i Ukraine, som en næsten symbolsk markering af, at de fronter, der aftegner sig i Europa, går igen i Asien, nøjagtig ligesom i den første kolde krig.
Kinas støtte til Rusland er endnu ikke gået så vidt som til at udgøre egentlige våbenleverancer til brug ved fronten i Ukraine, hvilket ville føre til omgående vestlige sanktioner mod Kina og øjeblikkelig bringe den tilstundende kolde krig med Vesten op på et helt nyt niveau.
Men Kina er parat til at gå langt for at sikre, at Ukraine ikke ender i et forsmædeligt og potentielt regimetruende nederlag for Putin. Kina har ikke råd til at være nabo til hverken et kaosramt eller provestligt Rusland.
Hvis Taiwan brænder på
Der er dog også en anden og meget specifik årsag til Kinas fortsatte opbakning til Rusland, trods Vestens frustration, fortæller David Lewis, professor i global politik ved University of Exeter.
»Der er en klar forventning om, at Rusland til gengæld vil støtte Kina i tilfælde af en konflikt om Taiwan. Ruslands evne til at støtte Kina med eksport af råvarer og energi under en konflikt med USA er en stor strategisk fordel for Kina,« siger han.
»Kina ønsker sikkert at øge sine investeringer i strategiske nøgleområder i Rusland, ikke alene af kommercielle årsager, men også for at sikre sig adgang til ressourcerne i tilfælde af en større krise.«
Krisen kunne komme, før vi ved af det. Kineserne er, som de også ofte ynder selv at pointere, vant til at tælle tiden i årtusinder. Men når det gælder Taiwan, har tålmodigheden trods alt grænser.
Kina har selv gjort klart, at det ikke vil vente i al evighed på en løsning af Taiwan-spørgsmålet. Det vil skride til handling, hvis det får en mistanke om, at den taiwanske regering simpelthen ønsker at forlænge status quo til evig tid uden en eller anden form for inkrementel bevægelse hen imod politisk union.
Hver uge synes at bringe nye spændinger. Taiwan bekræftede tirsdag, at dets præsident, Tsai Ing-wen, sidst på måneden rejser i transit gennem USA på vej til Centralamerika. Alt, hvad der lugter af en selvstændig taiwansk identitet, herunder et møde mellem Tsai og amerikanske politikere, vil skabe rasende reaktioner i Beijing.
Alessia Amighini, kinaekspert ved det italienske institut for internationale politiske studier i Milano, tvivler dog på, at Kina vil forsøge et militært eventyr mod Taiwan i den nærmeste fremtid. Dertil er det trods alt endnu for svagt.
Til gengæld vil det skrue op for andre virkemidler, herunder økonomiske, for at tvinge Taiwan til at acceptere tættere integration med fastlandet. Desuden vil Kina bruge økonomien – der længe har været dets stærkeste kort – til at konsolidere sin indflydelse i Asien, og også her vil Rusland spille en rolle.
»Taiwan er det mest oplagte eksempel på, at Kina ønsker bistand fra Rusland, men det er meget bredere end det. Kina er også ved at opbygge en økonomisk blok, hvor den kinesiske valuta, renminbi, er dominerende, med deltagelse af ikke bare Rusland, men også lande i Central- og Sydøstasien,« siger Amighini.
»Det er en afdollarisering og renminbisering, som umiddelbart virker praktisk og økonomisk anlagt, men i virkeligheden er det meget mere politisk, end vi aner, fordi det åbner mulighed for i fremtiden fuldstændig at omgå sanktioner rettet mod Kina eller Kinas venner. Hvis vi tror, det er en uvæsentlig udvikling, tager vi fejl.«
