Sevgil Musajeva er en yngre kvinde på 35. Alligevel er hun gammel nok til at have mærket følgerne af Stalins ordrer i 1944 om at deportere alle tatarer fra Krim til de centralasiatiske republikker Usbekistan og Kasakhstan. Omkring 200.000 krimtatarer blev sat på togvogne og tvangsdeporteret som en kollektiv afstraffelse for, at nogle krimtatarer havde samarbejdet med de nazityske styrker under Anden Verdenskrig. 8.000 døde undervejs af sult, tørst og sygdomme, titusindvis omkom senere som følge af de barske vilkår i det centralasiatiske steppeland.
Sevgils forældre blev født i det centralasiatiske eksil, og det samme gjorde Sevgil i 1987 i den usbekiske by Juma, tæt på Samarkand. Hun var to et halvt år, da den daværende sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, i 1989 endelig omstødte Stalins deportationspolitik og gav tatarerne lov til at vende tilbage til Krim.
Det viste sig hurtigt, at de nye beboere på Krim, de russere og andre sovjetborgere, der var flyttet dertil efter tatarernes deportation, ikke syntes, det var en særlig god idé, at de skulle dele land med halvøens gamle beboere. »De var blevet hjernevasket til at tro, at krimtatarerne var ekstremister og radikale muslimer. Ingen var villige til at acceptere, at vi skulle bo i de samme kvarterer som dem,« fortæller Sevgil Musajeva i dag.
»De ejendomme og den jord, tatarerne ejede før deportationen, var for længst blevet taget, og en kompensation for alle de år, vi var deporteret, kom ikke på tale. Så vi skulle begynde helt forfra. Mine forældre var syv år om at bygge vores hus. De havde ikke penge nok, og det var svært at finde job.«
Krimtatarernes situation blev bedre i de år, fra 1991 til 2014, da Krim var en del af det selvstændige Ukraine. Men i februar og marts 2014, da russiske styrker besatte Krim og annekterede halvøen efter en illegal og formentlig forfalsket folkeafstemning, begyndte lidelserne igen for Krims nu omkring 400.000 tatarer.
Lever på ny i frygt
»Det startede lige efter besættelsen,« fortæller Sevgil Musajeva. »Det første offer var en krimtatar ved navn Reshat Ametov. Han gik til en fredelig protestaktion mod besættelsen, blev fanget og dræbt. Forinden var han blevet tortureret, et øje stukket ud, flere fingre skåret af. Flere krimtatarer forsvandt, nogle af dem dukkede op igen som mishandlede lig, andre savnes fortsat. Selv medlemmer af Mejlis (krimtatarernes politiske repræsentation, red.) har de taget. Næstformanden for Mejlis, Nariman Dzjelal, fik sidste efterår en dom på 17 års fængsel for 'terrorisme'. Nu sidder 189 politiske fanger i fængslerne på Krim, næsten alle tatarer.«
»En anden ting er,« fortsætter Musajeva, »at russerne er begyndt at mobilisere krimtatarer til krigen mod deres eget fædreland, Ukraine. 90 procent af de mænd, der er mobiliseret her blandt civilbefolkningen på Krim, er tatarer. Det er en overtrædelse af international humanitær lov og formodentlig en del af et folkemord. Du har ikke lov at tvangsmobilisere folk i besatte områder.«
Mejlis er blevet forbudt af de russiske myndigheder som værende en »ekstremistisk organisation«. Den eksisterer fortsat med base i Kyiv, hvortil formanden, Refat Tjubarov, og størsteparten af medlemmerne er flygtet. De, der er blevet tilbage på Krim, risikerer at få fem års fængsel for at sige, at Krim er ukrainsk, eller at synge ukrainske eller tatariske sange.
»Folk lever igen i frygt. Mange – især mænd, der kan blive mobiliseret – vælger at rejse, mellem 70.000 og 100.000 tatarer skønnes at være rejst ud. Men det er en svær beslutning igen at forlade sit hjemland og alt, hvad man ejer. Nogle er endda rejst tilbage til Usbekistan og Kasakhstan, hvortil tatarerne blev deporteret i 1944. Den onde cirkel er fuldendt,« siger Musajeva.
Selv er hun også rejst fra Krim – til Kyiv, hvor hun i dag er chefredaktør på webavisen Ukrainska Pravda. Også hendes forældre – begge i 60erne – er landflygtige på ny, nu i Tyskland.
Russisktalende flertal
Ifølge den folketælling, de ukrainske myndigheder gennemførte i 2001 – og som er den seneste troværdige – var 77 procent af Krims 2,4 millioner indbyggere »russisktalende«. Omkring 12 procent var tatarer, og ti procent definerede sig som ukrainere. Det tal har – især efter den russiske besættelse i 2014 – rykket sig yderligere i de russisktalendes favør. Efter 2014 skønnes mindst 300.000 russiske statsborgere at være flyttet til Krim – i takt med at Ruslands militære installationer på halvøen er blevet markant udbygget.
Som for at markere, at Krim nu er russisk, spankulerede en cardiganklædt præsident Putin i sidste weekend rundt i den største by, Sevastopols, gader, besøgte en kunstskole for børn og deltog i forskellige arrangementer i anledning af niårsdagen for den russiske annektering af halvøen. Afslappet og hverdagsagtigt, som om Krim ikke er involveret i de blodige kampe, der foregår på andre fronter i Ukraine.
Men allerede mandag kom det ukrainske svar i form af et droneangreb nær en russisk luftbase ved byen Dzjankoi. Et antal russiske Kalibr-krydsermissiler, der blev transporteret med jernbane til basen, blev ifølge det ukrainske forsvarsministerium ødelagt. Kalibr-missilerne, der affyres fra skibe i den russiske sortehavsflåde, er blandt de mest avancerede i det russiske arsenal og har en rækkevidde på omkring 2.500 kilometer.
Ukraine har før vist sig i stand til at ramme langdistancemål på Krim. Sortehavsflådens flagskib, Admiral Makarov, blev beskadiget i et droneangreb mod flådebasen i Sevastopol i oktober. Broen, der forbinder Rusland med Krimbyen Kertj, og som blev set som et kæmpemæssigt prestigeprojekt for russerne, da den blev indviet i 2018, blev delvist ødelagt af eksplosioner i oktober sidste år.
Ukrainerne er fast besluttede på at gøre en ende på den russiske besættelse af Krim. »Det begyndte med Krim, og det vil blive afsluttet med Krim,« som den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har udtalt.
Vestlig tøven
Officielt står Vesten fast på, at den russiske annektering af Krim i 2014 er i strid med international lov, og at Ukraine har krav på at få alt besat territorium tilbage. Uofficielt er vestlige regeringer mindre stålsatte. Et ukrainsk forsøg på at genindtage Krim vil være en rød linje for Vladimir Putin og »kan føre til et vidtrækkende russisk modsvar«, skal den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, have sagt under et zoomopkald til en gruppe eksperter i februar – tilsyneladende med en henvisning til atomvåben. Fire eksperter, der var med i opkaldet, har til magasinet Politico forklaret Blinkens budskab således: »USA opmuntrer ikke aktivt Ukraine til at prøve at generobre Krim.«
Når Blinken taler til citat, siger han altid, at USA vil give Ukraine de midler, der er nødvendige for at »generobre territorium, der er blevet taget fra landet siden 24. februar 2022«, ikke det, kan man forstå, der er blevet erobret af Rusland i 2014. Et »ledende medlem af Biden-administrationen« har udtrykt over for The New Yorker, at »for Putin er Krim lige så russisk som Sankt Petersborg«. General Mark Milley, stabschef for USAs væbnede styrker, har sagt, at »sandsynligheden for en snarlig ukrainsk militær sejr – defineret som at sparke russerne ud af hele Ukraine, inklusive Krim – er ikke høj«.
De fleste i Vesteuropa deler den amerikanske skepsis over for Ukraines insisteren på at befri Krim og peger på de samme ting: faren for, at Putin i så fald vil eskalere med atomvåben. Skepsis over for det ukrainske militærs formåen over for de ekstremt befæstede russiske stillinger på Krim. En vis forståelse for Ruslands historiske krav på Krim. Samt håbet om, at hvis vi giver Krim til Putin, kan det netop være den redningsplanke, der giver den russiske leder rygdækning til at stoppe krigen og trække sine styrker tilbage fra resten af Ukraine.
Sevgil Musajeva køber ikke argumenterne. »Russerne har vedligeholdt fortællingen om, at Krim er en vigtig del af russernes identitet og har været det i århundreder. Men sådan er det ikke. Den første kolonisering af Krim fandt sted under Katarina den Store i 1783. Før det havde krimtatarerne boet her i fire århundreder, i lange perioder med deres egen stat. Det er rigtigt, at der nu er et flertal af russisktalende på Krim. Men det var først, efter Krim blev tømt for folk i 1944, og der blev taget en aktiv beslutning om at genbefolke området med russere.«
Hun vil nødig udtale sig håndfast om, hvorvidt Ukraine er i stand til militært at generobre Krim. »Jeg har mange venner i militæret, og de tror på, at det er muligt. Men det vil også kræve en hel masse tab på begge sider, og vi må tænke på vores folk. Jeg har mistet venner under denne krig – journalister, advokater og andre, der har taget våben i hånd – og det er meget smertefuldt. Ukraine kommer til at betale en meget høj pris for Krim.«
Men én ting vil hun advare om: »Russerne har gennemmilitariseret halvøen. Den vigtigste forsyningslinje til de russiske styrker i Ukraine går gennem Krim, og Krim bliver brugt som affyringsrampe for mange af de missiler, der hagler ned over ukrainske byer. Der bliver aldrig nogen holdbar fred i Ukraine, så længe Rusland sidder på Krim. Det bliver ikke muligt for Ukraine at bruge sine havne med den russiske sortehavsflåde i Sevastopol. Derfor er Krim så strategisk vigtig i en fredsslutning. Hvis Krim bliver russisk, vil Rusland fremover bruge halvøen som militærbase for forskellige former for krigsførelse i hele Sortehavsregionen. I dag er det Ukraine, der er målet, i morgen kan det være de mange EU- og NATO-lande i regionen.«
