Hvis indbyggerne i Palo Alto nogensinde skulle blive i tvivl, kan jernbanen altid minde dem om, hvor de kommer fra. På det lokale gymnasium kan eleverne høre advarselsfløjten, når bommen går ned, og på villavejene runger den skarpe lyd af metalhjul mod skinner, mens toget fra San José til San Francisco buldrer forbi. Ved jernbaneoverskæringen slår lokomotivet en trykbølge ind over de ventende fodgængere, så der dufter af salvie og lavendel, ligesom dengang Santa Clara-dalen var én lang, frodig plantage.
Den er også Palo Altos arvesynd; Californien voksede sig stor og fed med jernbanen, der blev skåret ud af indianerreservater og lagt hen over døde kinesiske migrantarbejdere. Den eksplosion af velstand og viden, som spredte sig fra Vestkysten til resten af landet, begyndte med skinnernes urolige raslen.
For et uhyggeligt højt antal af Palo Altos unge ender det også her. Selvmordene begyndte i 2002, og siden har byens jernbanestrækning været ramme om flere af de frygtede klynger, hvor én tragedie inspirerer den næste og den næste igen, indtil fløjten begynder at lyde som et skrig, og fodgængerne ved bommen stivner, og lærerne smækker klasseværelsernes vinduer i. The Silicon Valley Suicides er et paradoks, som giver fuldstændig mening: at der netop her, på den solbeskinnede kant af menneskehedens formåen, kan være så helt igennem rædselsfuldt at opholde sig.
»Hjemsøgt« er det ord, som Malcolm Harris bruger om byen, hvor han voksede op, og hvis dystre historie han fortæller over 700 sider i en ny bog. Palo Alto er hjemsøgt, men ikke i den overnaturlige forstand, hvor Steve Jobs’ spøgelse huserer i Apples hovedkvarter, skriver Harris, i hvert fald ikke nødvendigvis. Det er snarere sådan, at fortiden ikke vil forblive fortid. Der er en ubalance mellem de levende og de døde, en historisk uretfærdighed, som ikke lader sig berigtige.
»Californiens børn skal blive vores børn,« lovede jernbanebaronen Leland Stanford, der etablerede Palo Alto og senere byens legendariske universitet, da hans egen søn døde tragisk som 15-årig. Profetien gik i opfyldelse, omend på en anden måde, end han havde forestillet sig, for i dag er vi alle børn af Stanford og den verden, han skabte, mener Malcolm Harris.
»Som ung drømte jeg bare om at komme væk fra Californien og tage til Østkysten, hvor der var politik og litteratur, som jeg var mest interesseret i,« siger forfatteren, som Weekendavisen møder på en café i den østlige del af Washington, hvor han bor i dag. »Først da jeg flyttede herover som 18-årig, gik det op for mig, at Palo Alto faktisk var verdens centrum, og at jeg nu befandt mig det helt forkerte sted!«
34-årige Harris er klædt i en brun sweater, der ser hjemmestrikket ud. Håret er rødt og filtret, brillerne er store. Palo Alto – A History of California, Capitalism and the World er journalistens tredje bog, og den fortjener al den opmærksomhed, den får i disse dage. Timingen kunne heller ikke være bedre, for dét, der lignede en dyb krise for USAs techindustri, med fyringsrunder, dramatiske kursfald og krakket af Silicon Valley Bank, har forvandlet sig til noget helt andet. Netop som kryptovalutaen krakkede, og Mark Zuckerbergs metaverse var mest til grin, trak man en ny kanin op af hatten: kunstig intelligens. Lige nu knopskyder virksomhederne syd for San Francisco, og det vælter igen ind med penge og talent til den næste teknologiske revolution.
Malcolm Harris vil vise, at noget lignende er sket i Palo Alto i mere end 150 år. Byen gennemlever de samme begivenheder med skiftende opfindelser, men uden at lære af sine fejl eller sone sine synder. Han kalder den et sted, hvor »Ikaros børster sig ren og skifter forretningsfokus til zeppelinere«.
»Der er en cyklus, hvor hver nye opfindelse fanger hele verdens opmærksomhed, og når boblen så brister, er alle meget hurtige til at glemme de mange op- og nedture, der førte derhen,« siger Harris. »Det samme skete med computerchip, internettet, sociale medier, kryptovaluta – og nu sker det igen med kunstig intelligens, som der er en masse hype om. Vi har allerede glemt, hvad der gik forud for den cyklus, der er ved at begynde nu.«
LELAND STANFORD FLYGTEDE fra San Francisco, da han opdagede Palo Alto, som er opkaldt efter et rødt nåletræ. »Palo Alto« betyder »høj pæl« på spansk, og træet står der endnu ved jernbanen, nu 1.083 år gammelt.
Stanford var ikke noget techgeni. Han var en gennemsnitlig student, der solgte tørvarer i sin brors firma, men fik held i sprøjten, da han i 1860 blev optaget i en skummel forretningsloge kendt som The Associates. Her havde man brug for et nogenlunde anstændigt ansigt udadtil, og de skubbede Leland foran sig, indtil han blev først guvernør i Californien, så rådgiver for præsident Abraham Lincoln og endelig fik ansvaret for at binde Amerikas to kyster sammen med en jernbane.
Det blev en blodig affære. Indianere blev jaget væk eller myrdet, og kinesiske migrantarbejdere omkom i hobetal, mens de trak skinner gennem vildnisset. Nybyggere blev lokket til at slå sig ned og opdyrke jorden langs banen, men blev senere franarret deres investeringer af The Associates.
Til sidst havde der dannet sig en hob af utilfredse arbejdere, investorer og naboer foran Stanfords palæ i San Francisco, der var så stor og højtråbende, at han følte sig nødsaget til at drage sydpå for at finde roligere omgivelser til sin hustru og eneste søn. Efter pandemien har San Franciscos rigmænd i øvrigt gjort det samme: klaget over byens voksende kriminalitet og truet med at flytte til Austin, Miami eller Europa.
Malcolm Harris sammenligner det med Oscar Wildes roman Billedet af Dorian Gray: »Alle de her techfyre, der klager over den arv, de efterlader sig, over de konsekvenser, som deres velstand har haft for deres omgivelser: 'Hvorfor skal jeg have alle de her ekstraudgifter? Hvor kommer alle de hjemløse mennesker fra?' Samtidig med at de modarbejder højere skatter og byggeri af billigere boliger. Det er ret utroligt at høre dem klage over konsekvenserne af deres egne handlinger.«
Men tilbage til Leland Stanford: På sikker afstand af klassespændingerne i San Francisco slår han sig på hesteopdræt og opfinder det såkaldte Palo Alto-system, hvor føl bliver presset til at præstere fra en ung alder. De mest lovende eksemplarer skal udvælges tidligt og overvåges og optimeres gennem hele opvæksten med en proces, som Harris sammenligner med det amerikanske uddannelsessystem anno 2023.
Også hesteopdræt viser sig at være en god forretning, og ægteparret bruger en del af deres anselige formue på at stifte et universitet til minde om Leland junior, der er død af tyfus på en dannelsesrejse til Firenze. Stanford University skal være en konkurrent til Harvard på østkysten, men ved århundredeskiftet udmærker det sig især som samlingspunkt for eugenik og racelære, skriver Harris. Efter Første Verdenskrig begynder strømmen af forsvarskontrakter til de nye techvirksomheder, stiftet af unge, stærke, hvide Stanford Men – og den stopper aldrig igen. Telegrafen, radioen og mikroprocessoren skaber hele industrier i og omkring Palo Alto, som forsvaret pøser penge på, og efter Anden Verdenskrig skruer man helt op for hanen og smider håndtaget væk. Dalen er nu oversvømmet af statens penge, og Stanford-logen graver diger og kanaler for at holde dem på egne hænder.
»For at forstå Silicon Valley er man først og fremmest nødt til at forstå stedets tradition for at opdele arbejdsmarkedet,« siger Malcolm Harris. »Det var især det, der skabte Palo Alto. Da arbejdere fra Kina blev rekrutteret til at bygge jernbanen, blev de delt op, så lønnen kunne presses i bund, og den samme strategi dukker op igen og igen i byens historie. Selvom befolkningen i dag er sammensat og multikulturel, er arbejdsstyrken stadig meget skarpt opdelt, når det kommer til, hvem der udfører hvilket arbejde. For eksempel er der ekstremt få sorte eller latinoer ansat som programmører eller i andre højtlønnede stillinger.«
Militæret er den anden ingrediens, som mange glemmer, når de forsøger at kopiere Silicon Valley, mener Malcolm Harris:
»Det er interessant, at Israel er et af de eneste lande, hvor det faktisk er lykkedes at skabe et nyt Silicon Valley. Det tror jeg ikke er spor tilfældigt. Israel har meget tilfælles med Californien, og den israelske techindustri har en tæt tilknytning til forsvarsindustrien og forstår teknologiens geopolitiske rolle. I andre lande forestiller man sig, at det handler om at sætte en masse kloge mennesker sammen, og så tilsætter man nogle penge og et universitet – og vupti, så får man en masse geniale ideer. Men nej, det handler om våben. Det er sådan, det begynder.«
DET HANDLER OGSÅ om penge. Malcolm Harris beskriver, hvordan Palo Alto bliver en motor i den store globale – ofte onde – kapitalistiske maskine. Byen er et mødested for kapital og luftige ideer, som ikke nødvendigvis bliver omsat til noget konkret, men som derfor sagtens kan vokse og give afkast alligevel. Den tjener et økonomisk formål, som ikke kun handler om at skabe vækst og velstand og gøre verden til et bedre sted.
Ikke alle er begejstrede for den analyse. The New York Times skrev om Palo Alto, at »Karl Marx' lange skygge formørker hver eneste side«. Anmelderen støttede heller ikke forfatterens krav om, at jorden under Stanford University bliver leveret tilbage til de indianerstammer, der engang boede der.
Men Harris’ kritik er ikke helt så firkantet, som den nogle gange bliver udlagt, forsikrer han:
»Det er selvfølgelig ikke hype det hele; der findes teknologier, som ender med at få stor betydning for verden. Det er ikke sådan, at Silicon Valley ikke gør noget – stedet gør bare ikke nødvendigvis det, de fortæller os. Lige nu kan man for eksempel godt forestille sig, at stifterne af de nye virksomheder med kunstig intelligens er en anelse nervøse. De har overbevist alle om, at de kan spinde guld på teknologien, og nu skal de forsøge at levere, samtidig med at de prøver at finde ud af, hvad det hele egentlig er for noget. Men det er typisk for Silicon Valley.«
Stedets personer er til gengæld langt mindre vigtige, end vi gør dem til, skriver Harris. Han kalder dem ikke ligefrem nyttige idioter, men mener vist noget i den retning. I hvert fald går der en lige linje fra Leland Stanford til en mand som Sam Altman, der er direktør for tidens mest hypede virksomhed, OpenAI, forklarer han:
»Altman er ikke i nærheden af at være et techgeni. Han var måske en lovende programmør, da han gik på universitetet, men der er meget langt op til de nobelprisvindende fysikere, som arbejdede for techvirksomheder i 1960erne. For tiden kan man læse de her smiskende portrætter af Altman, hvor han bliver beskrevet som en alvidende titan, men i virkeligheden er han jo bare en kræmmer. Han udfylder en bestemt funktion. Hvis det ikke var ham, havde der været en anden, som kunne gøre det. På samme måde kan man spørge, hvorfor de saudiske banker gav Elon Musk ti milliarder dollar til at købe Twitter, uden at han havde en plan for mediet. Det er jo ikke, fordi de bankfolk er særligt dumme, eller fordi Musk narrede dem til at gøre det. Der er, fordi der findes kapital i verden, som har behov for at blive investeret, og Silicon Valley og dens persongalleri har en bestemt funktion for bestemte investorer.«
Men har der ikke været et kulturelt skift efter pandemien? En stigende utilfredshed med Silicon Valley? At en så kritisk (og lang) bog om stedet kan blive en national bestseller, kunne da tyde på, at der er sket et eller andet? Hvis man stoppede forbipasserende på gaden og spurgte dem, hvad de mener om en mand som Mark Zuckerberg, så ville de fleste nok også rynke på næsen. Betyder det ikke noget?
Malcolm Harris køber den ikke.
»Jeg tror, at det, vi ser nu, er en del af en cyklus, som vi har set før. Husk på, at folk også plejede at hade Bill Gates. Altså virkelig hade ham. I 2001 kom der en film, som hed Antitrust, hvor skurken var seriemorder og inspireret af Bill Gates. Og hvis du i dag spørger folk på gaden, hvad de synes om Mark Zuckerberg eller Steve Jobs, så vil de fleste stadig sige, at de er store forbilleder for erhvervslivet.«
I øvrigt er det ikke ret vigtigt, hvad folkedybet mener, forklarer Harris:
»Problemet har aldrig været kulturen eller den måde, vi taler om teknologien eller opfinderne på. Som samfund kunne vi også godt forstå og tale om de problemer, der opstod med Uber og de andre arbejdsplatforme. Men betød det, at vi fik en lovgivning, der kunne håndtere problemerne? Nej, slet ikke. Vi ser det samme med kryptovaluta: Eksperter har længe sagt, at det grundlæggende er ét stort svindelnummer, men alligevel tog samfundet og mainstreamkulturen det til sig, efter at virksomhederne bombarderede os med reklamer for krypto.«
Efterhånden bor vi alle i Palo Alto, om vi vil det eller ej, mener Harris. Fra de danske skoleelever, der lærer om entreprenørskab på deres iPads, til de kinesiske fabriksarbejdere, der begyndte at tage deres egne liv i 2010. Efter en stribe selvmord på en af de virksomheder, der samler Apples iPhones, spændte kineserne et net ud under fabrikkens højhus som en dystert symbol på globaliseringens bagside. Ifølge Harris var dødsfaldene en direkte konsekvens af det pres, som Apple lagde på deres underleverandører – et pres, som var rejst over Stillehavet fra sit oprindelsessted ved jernbanen gennem Santa Clara-dalen. Her er selvmordsraten stadig tre gange så høj for unge mennesker som i resten af Californien. Samtidig er Stanford University på den anden side af skinnerne blevet det mest søgte universitet i landet.
Intet af det, konkluderer Malcolm Harris på en af bogens sidste sider, »er personligt«. Det er et resultat af nogle kræfter, der blev sat i bevægelse for længe siden, og som stadig vil findes, uanset hvem der bilder sig ind, at de styrer toget:
»Nogle skal gå på Stanford. Nogle skal tjene milliarder af dollar. Palo Alto eksisterer, så de personer kan findes og formes, så tidligt som muligt. Derfra bygger jernbanerne sig selv (...). Ikke engang vinderne kan stoppe toget, selv ikke når deres egne børn står i vejen for det.«
Malcolm Harris: Palo Alto – A History of California, Capitalism and the World. 709 sider. Little, Brown and Company.
