Så sent som i 2019 kunne Tyrkiet stadig kaldes for et demokrati.
Ganske vist lod det tyrkiske demokrati også på det tidspunkt meget efter, men det opfyldte trods alt den basale præmis: Det var muligt for folket fredeligt at afsætte en hersker ved et valg.
I Istanbul, Tyrkiets største by, tabte Erdogans parti, AKP, således borgmesterposten til Ekrem Imamoglu fra Det Republikanske Folkeparti, CHP, der var opstillet af en koalition af oppositionspartier.
Det var et chok for AKP, som var vant til at have magten i Istanbul.
Så stort var chokket, at valgkommissionen besluttede, at valget skulle gå om. Men resultatet var blot, at Ekrem Imamoglu vandt endnu mere overbevisende: Han øgede sin sejr over modkandidaten fra 13.000 til hele 800.000 stemmer.
Valgets tale var klar: Vælgerne valgte Imamoglu.
PÅ DEN BAGGRUND var det oplagt, hvis oppositionen ville forsøge at gentage succesen og gøre Ekrem Imamoglu til sin fælles kandidat ved det kommende præsidentvalg, der i henhold til forfatningen senest skal være afholdt i juni i år.
Men det kommer næppe til at ske. For i midten af december fik Ekrem Imamoglu pludselig en dom på to år og syv måneders fængsel samt et forbud mod at stille op i politik og beklæde politiske embeder. Hans brøde var, at han i forbindelse med valget i 2019 havde kaldt embedsmændene i valgkommissionen for »fjolser«.
Og det hjalp ham ikke, at ordene var foranlediget af, at Ekrem Imamoglu selv var blevet kaldt et fjols af indenrigsminister Süleyman Soylu, der ifølge Human Rights Watch til en journalist havde sagt: »Jeg vil gerne sige til det fjols, der går rundt og beklager sig til Europa-Parlamentet (over den indledende annullering af valget, red.), at denne nation vil sørge for, at du kommer til at betale en pris ...«
Hertil havde Ekrem Imamoglu så repliceret, da han af en journalist blev spurgt til, hvad syntes om at blive betegnet som en fjols: »Det er dem, der annullerede valget den 31. marts, der er fjolserne.«
Nu kan man indvende, at situationen måske umiddelbart lyder værre end den er. Der er bred enighed om, at Ekrem Imamoglu ikke kommer i fængsel, for i den slags tilfælde sker det normalt kun, hvis dommen lyder på mere end fire år.
Desuden har Imamoglu anket afgørelsen og kan derfor blive i sit embede som borgmester og for så vidt også stille op til præsidentvalget, medmindre han forinden er blevet dømt skyldig ved appelretten. Hvornår sagen kommer for, er uvist: En dom forventes tidligst om tre måneder og senest om et par år.
Desuden må man formode, at Ekrem Imamoglu kun er blevet endnu mere populær hos vælgerne af at blive dømt på så spinkelt et grundlag. Det var jo netop læren af valget i 2019: at hvis Erdogans parti forsøger at snyde sig til sejren, så får det den modsatte effekt.
ALLIGEVEL UNDERVURDERER man Erdogan, hvis man tror, at han har forregnet sig ved at få Ekrem Imamoglu dømt. Det er kun begyndelsen. For Erdogan er da udmærket klar over, at Imamoglu med dommen kan sole sig i et politisk martyrium.
Det var jo den måde, som Erdogan selv blev katapulteret ind i tyrkisk landspolitik på: Han blev som borgmester i Istanbul idømt en fængselsstraf for at recitere et digt, der panegyrisk sammenlignede moskeer med kaserner, minareter med bajonetter og de troende med en hær.
I det dengang langt mere sekulære Tyrkiet lød det i dommernes ører grangiveligt som religiøs hadtale. Erdogan måtte trække sig som borgmester og afsonede fire måneder af dommen, før han gik ind i landspolitik. I 2002 vandt hans nystiftede parti, AKP, parlamentsvalget, og i 2003 blev han premierminister. Siden har han siddet tungt på tyrkisk politik, herunder på kontrollen med Istanbul. Altså indtil 2019. Så selvfølgelig sørger han for, at Ekrem Imamoglu ikke bliver hans modkandidat.
Meget muligt håber han på, at oppositionen enes om en af de andre kandidater, der byder sig til, og som nu kan henvise til, at risikoen ved at vælge Imamoglu som kandidat er for stor: Når som helst kan en appeldomstol stadfæste dommen. Og hvis man alligevel vælger Imamoglu som kandidat, så gør appeldomstolen just dét.
Erdogan behøver heller ikke at frygte de internationale reaktioner: Hans betydning for Ukrainekrigens udfald og for svensk og finsk NATO-medlemskab sikrer, at protesterne vil være forsigtige og afmålte.
Erdogan har annammet en grundregel i grønspættebogen for autokrater: Hvis du vil vinde, skal du kun stille op mod tabere.
