Jeg har en hel buket af tvangstanker. Men især én: en nagende fornemmelse af endnu aldrig at have arbejdet seriøst. Eller rettere, slet ikke at være seriøs. Hvert nytår vækkes den til live: Hvad så, Linea, bliver det i år, du endelig tager dig sammen?
Forestillingen om det seriøse er for mig en mosaik af forbilleder og øjebliksscener: Det er forestillingen om et spartansk, koncentreret liv, at man står tidligt op og faktisk læser den Hegel-udgivelse, man i overmod købte fra et lille idealistisk forlag for nylig, og som nu ligger og giver en dårlig samvittighed.
Det er min indre olymp, på hvis tinde Simone de Beauvoir, Virginia Woolf, Joan Didion og Rachel Cusk hver dag sidder og diskuterer, demonstrerer vid og skarphed, de fuldendte kvindelige intellektuelle, forfattere, tænkere. Det er alle førstesektionsdrengene, der skriver om krig og økonomi og politik; katastrofer og ideologier; »den virkelige verden«. Det er drømmen om selvdisciplin (jeg har hørt om hende, men aldrig haft fornøjelsen). Om det ophøjede geni, der sidder i ensom majestæt og mørk kashmirrullekrave og fordyber sig, lider som en helgen, og efter års asketisk koncentration dukker op med dødehavsrullerne fra sin hjernes inderste, lysende kamre og præsenterer dem for et måbende publikum. Drømmen om at skrive: ikke klummer, men en roman, nej, flere romaner, nej, en samtidsanalyse, i bind og atter bind. Og læse! Virkelig læse – og forstå. At eje en bogreol så vægtig, så omfattende og alsidig, så flittigt genlæst og gennemforsynet med gnidrede kommentarer i hver eneste marginsøjle, at Kathrine Diez ville gifte sig med én på stedet. Det er drømmen om at være konsistent. Stærk. At træde i karakter. At arbejde seriøst, at skrive seriøst, ja, og videre, det største kunststykke af alle i dette ironikerland: at tage sig selv seriøst på en så vellykket måde, at det ikke bliver lattervækkende, men ærefrygtindgydende.
Og i slagskyggen fra dette fantasmagori står mit mindreværdskompleks og fryser som den lille pige med svovlstikkerne: Jeg, der aldrig får læst en fagbog færdig. Jeg uforbederlige sludrechatol. Jeg fugleredehjerne, jeg smuldredejspersonlighed, jeg mor til ingen bøger. Jeg, der uge efter uge, ansporet af en blanding af forfængelighed, desperation og folkeskoledengset respekt for deadlines, finder på noget at skrive i avisen, der skal give sig ud for seriøsitet, der er eftertænksomt til husbehov, som knap nok holder identitetskrisen fra døren, men hvisler til mig: Bedrager, bedrager.
MIN ARBEJDSPROCES: Jeg dykker ikke efter dødehavsruller, jeg er et egern, der vimser omkring efter forråd – ak, hør selv, hvilken kvinde med selvrespekt ville sige om sig selv, at hun vimser? Jeg læser (første kapitel af noget) ny forskning; åbner syv faner mere; sukker over, hvor godt de skriver på The Atlantic; slår ved et lykketræf op, hvad culpøst betyder; sætter mig på lur ved det underligt lange, høje, slanke bord midt i avisens kontorlandskab og sludrer med forbipasserende kollegaer, hvis pointer jeg tyvstjæler. Det er ikke seriøst, det er ikke metodisk, det er sniksnak og stigende desperation. Eller jeg antaster min redaktør-bindestreg-terapeut for at spørge, om det nu er et fordelagtigt blandingsforhold mellem selvudlevering og værdighed, jeg har målt af i ugens artikel, hvortil hun tålmodigt svarer, som så ofte før: Du kunne jo også forsøge at skrive om noget andet end dig selv?
Som om.
Nu skal I høre, hvor stor en idiot jeg er. Jeg har altid drømt om at skrive en roman (men betyder det, at man får den skrevet?). I baghovedet har jeg tænkt, først beroligende og så gradvist mere panisk: Virginia Woolf udgav sin første bog, da hun var 34 år. Så: Jeg kan stadig nå at blive én af kvinderne på tinderne. Sagde jeg til mig selv. Jeg har god tid. Jeg har tid. Indtil jeg pludselig ikke havde. Så begyndte jeg i 34-årig panik at skrive en roman. Det var en frygtelig nok oplevelse, og den blev langt værre, da jeg en sen, udmattet aften på Wikipedia opdagede, at Virginia Woolf for fanden var 33 år, da hun udgav The Voyage Out (som hun i øvrigt arbejdede på i syv år). Alt var allerede for sent og forgæves.
Jeg ved det godt. Det er åndssvagt.
OG SÅ MÅSKE alligevel ikke så åndssvagt. Mens man er helt ung, kan man upræcist og ufarligt stile efter sine forbilleder, man ser dem som stjernebilleder gennem en kikkert, de er så uopnåelige, at enhver imitation er harmløs, endda lidt nuttet. Men efterhånden som man bliver voksen, må man æde, at man er den, man er. For eksempel ikke Virginia Woolf. Og samtidig er et vist mål misundeligt mindreværd godt: Jeg fik jo begyndt på den roman. Måske bliver den endda en skønne dag færdig. I mellemtiden må jeg – som alle – påbegynde det halvt seriøse, halvt latterlige projekt: at blive sig selv. Det er en proces i to spor. Accept: at lære at udholde sine uønskede, men iboende karakteregenskaber. Og forædling: løbende at tage sig sammen, tage sig selv alvorligt, blive god til at være det rod, man er.
Min redaktør-bindestreg-terapeut er i samme livsfase, men håndterer det en god del mere værdigt og mindre identitetskriseslingrende end mig. Som hun siger: »Jeg har altid haft en drøm om at være den fuldkomne værtinde. Sidde som Golda Meir i mit køkken (vi har alle forskellige stjernebilleder, fred være med dem) og konversere og servere for en kreds af prominente, interessante middagsgæster. Men efterhånden har jeg accepteret, at jeg ikke er den fødte værtinde. Jeg er til gengæld en fantastisk gæst.«
Det er kunsten. At kende sine karakteristika (jeg er ikke en stringent filosof, men et snakkehoved; ikke en koncentreret asket, men en distræt hedonist) og rendyrke dem i stedet for at gå i krig med sig selv. Dette er ikke en opfordring til at være middelmådig eller stagnere, bevares, men til at blive autentisk excentrisk. Bare så vi har det på det rene. Som Dolly Parton siger: Erkend, hvem du er – og begynd så at være det med vilje.
