UKRAINERNE må have det lidt dobbelt med den overvældende vestlige støtte. I årevis har ingen interesseret sig for landet, der har været under ekstremt pres fra Rusland. Annekteringen af Krim, invasionen og de facto-indlemmelsen af de østlige områder, mord- og kupforsøg mod landets ledere, en krig, der for Ukraine allerede har varet i otte år; svaret fra Vesten har været de sædvanlige beklagelser og symbolske sanktioner. Men nu, hvor ukrainske byer bliver smadret af russiske bomber, viser vi vores overvældende støtte ved at tage imod ukrainere, der flygter for livet, skrive navnene på de belejrede byer på ukrainsk og ved at give landets præsident stående klapsalver, når han sender en tale til EU fra sin bunker. Lad det være sagt med det samme: De vestlige landes primære mål er at undgå krig med Rusland, ikke at redde Ukraine. Vi har ikke tænkt os at gribe afgørende ind. Hvis Vladimir Putin bruger termobariske bomber, der suger luften ud af lungerne på tusindvis af civile, vil vi holde os ude. Og hvis ukrainerne forsvarer sig så længe, at Putin ender med at bruge taktiske atomvåben, er sandheden den samme: Vi overlader Ukraine til skæbnen i hænderne på en fascistisk psykopat.
DØR ukrainske børn, kvinder og mænd nu i tusindvis, massakreret af russiske bomber, er det ikke Vestens ansvar. Det ligger hos Vladimir Putin. Og man kan konstatere, at langt de fleste, selv i Ukraine, er dybt chokerede over overfaldet. Hverken ukrainere, der er blevet beskudt i årevis, eller belæste historikere og sikkerhedseksperter kunne forestille sig en sådan invasion. Det ville være dumt, lød det; det vil Putin aldrig gøre. Det ligger dybt i menneskets natur ikke at kunne forestille sig uhæmmet, uprovokeret vold: I årene op til Anden Verdenskrig lød det igen og igen, at nu kunne det umuligt blive værre. Sådan er vi. Vi tror ikke den slags om andre mennesker.
FOR få klarsynede gælder det dog, at de forudsagde begivenhederne. Disse dystre typer, hængt ud som krigsgale fantaster, har længe sagt det klart: Putin har åbent udtrykt sit verdensbillede, som er gennemsyret af revisionisme og revanchisme (fine betegnelser for løgn og hævn). Han har besværet sig med at skrive om det i essays og forklare det i taler med vestlige ledere som publikum: Ruslands imperiale storhed skal genoprettes. Han har strammet grebet om Rusland i stadig mere fascistisk retning. Og han har ført flere krige efter samme opskrift. Groznyj og Aleppo blev jævnet med jorden af Putins bombefly og pumpende stalinorgler, 250.000 tjetjenere og en halv million syrere blev dræbt. Den georgiske regering overgav sig for at undgå den behandling. Ukraine er Putins fjerde krig, og den udfolder sig efter det velkendte mønster.
VORES politiske ledere har konsekvent set bort fra dette mønster. Eller sagt på en anden måde: De har ignoreret, at den anden mellemkrigstid – de tre årtier fra Murens fald i 1989 – længe har været ved at rinde ud. Ligesom den første – fra 1918 til 1939 – har perioden været fyldt med fortrængninger og fantasier, der nu virker naive, idiotiske. Fronten er rykket tættere og tættere på, uden at vi har reageret, eller rettere: Vi har reageret ved at afvæbne os selv. Hvordan har vi, europæere med vores historie, kunnet forestille os, at krigen aldrig nogensinde ville komme igen? Krigen kommer altid igen, spørg bare ukrainerne. Det er Ukraine, der har været Europas frontstat i 100 år, der nu lægger land til igen. Ukrainerne, der har spillet alle roller i europæisk historie – som ofre, gerningsmænd, bødler og frihedskæmpere – der nu har lagt sig yderst som forpost for vestlig civilisation og demokrati.
VÆRDIER, som vi kan repetere i søvne, ja, som vi netop har repeteret sovende, er pludselig virkelige, fordi de reelt er truet. Vi ser jo på dem, der sidder i kældrene i Kharkiv og Kyiv eller kommer strømmende over grænsen; de ikke bare ligner os med deres ergonomiske babybæreseler og dyre barnevogne og nye sneakers, de lyder også som os, når de taler om Europa. Derfor var det også dybt bevægende, at det var Tysklands kansler, personificeringen af europæisk historisk bevidsthed, der sidste weekend officielt afsluttede denne fortrængningens epoke. Stillet over for den ultimative trussel fordampede 75 års tysk pacifisme og kritisk dialog, stabilitet gennem handel, men også polakkernes og ungarernes borgmentalitet forsvandt ligesom svenskernes og finnernes forestilling om evig neutralitet. De ensomt kæmpende ukrainere har forenet Vesten. På en uge.
LAD os pege på en ubehagelig og rystende sandhed på vegne af de 44 millioner ukrainere, for hvem alle disse historiske bestræbelser kommer for sent. Ukrainerne taber til Rusland, og jo mere heroisk de kæmper imod, desto flere af dem vil dø. Ukrainerne vil lide et bebudet, blodigt nederlag, men deres modstand svækker Rusland. Tænk engang: Ukrainerne betaler prisen for at svække Putins planer om at fortsætte sit felttog videre: mod de øvrige ekssovjetrepublikker, også Baltikum, NATOs østligste flanke.
DET første, vi kan gøre, er virkelig at forstå alvoren. Man kan konstatere, at der bruges mange kræfter på at diskutere, hvordan man kan få Putin til at stoppe. Hvad skal han have? Krim? De to udbryderrepublikker? Putin truer med atomvåben, og præsident Biden skælder ham ud for at være så fræk og ubehagelig. Det er vores instinkt; vi vil have ubehaget til at gå væk. Hvis vi giver galningen en bid nu, er han måske tilfreds. Men Putin leder lige så lidt efter en vej ud, som Adolf Hitler gjorde det i 1939. Han leder efter en måde, hvorpå han kan udføre den plan, han har lagt for at rejse et imperium, en plan, der kræver, at NATO trækker sit militær ud af de østlige medlemslande.
IKKE så snart har Putin besejret Ukraine, før han vil forsøge at fuldføre resten af sin plan. Vores militære og politiske ledere kan ikke forestille sig, at Putin virkelig vil gå i krig med os, med NATO, men de kunne jo heller ikke forestille sig det, der sker i Ukraine. Og sagen er den skrækkelige, at den sidste uges europæiske besindelse, de voldsomme sanktioner, planerne om at gøre os uafhængige af russisk gas, ambitionerne om massiv oprustning; alt dét vil hverken virke i morgen eller om en uge eller om to år. Hvis Vladimir Putin ønsker at indtage en korridor til Kaliningrad, kan han gøre det på nogle dage. Og er vi faktisk parat til krig med Rusland for at forsvare balterne?
VÆRE i tvivl kan man ikke længere. Det er krigens tid, og derfor må vi også huske vores erfaringer om, hvad det kræver at undgå krig. NATO gjorde i 1979 op med det skæve styrkeforhold, der var opstået med Sovjetunionen, og besluttede at opstille atomraketter i Vesttyskland. Sovjetunionen måtte ikke være i tvivl om, at en invasion ville føre til atomkrig. Ronald Reagan, der derefter trådte til som præsident, gjorde endelig op med årtiers tro på, at afspændingen var holdbar. Han blev opfattet som en krigsgal cowboy, men hans politik bidrog stærkt til at få Sovjetunionen til at skifte kurs. Spol tiden frem til i dag: De næste par år er livsfarlige, fordi Vladimir Putin kan se, at hans handlemuligheder skrumper hurtigt. Han slår til i Ukraine nu, fordi Vesten er svækket. De mest hidsige høge vil sige, at kun en klar og tydelig militær trussel mod Rusland vil forhindre, at krigen breder sig. Hvem tør være uenig i det? Konsekvensen må derfor være, at NATO også på helt kort sigt opruster med både atom- og konventionelle våben i Baltikum.
FORGÆVES er de ukrainske ofre ikke. Selv hvis Ukraine taber og mister landets selvstændighed, har modstanden svækket Rusland. Vi andre står derfor i dyb gæld til Ukraine og dets borgere. De vestlige lande må fortsat støtte ukrainerne militært, også efter afsættelsen af Ukraines regering, hjælpe modstandskampen og bidrage til, at ukrainerne kan genvinde kontrollen med deres land, også selvom det tager flere år. Det absolut mindste, vi kan gøre, er at stille Ukraine et EU-medlemskab i udsigt. Ikke siden 1945 har det været så tydeligt, hvad Europas værdier faktisk handler om. At forhandle en aftale om russisk kontrol med Ukraine, at sige nej til EU-medlemskab, at ofre ukrainerne i håbet om, at krigen dermed stopper, vil være en frygtelig historisk fejltagelse. Lad det ikke ske. kras
Find frem, læs eller genlæs Weekendavisens tidligere ledere i oversigten her.
Find hele Weekendavisens dækning af konflikten i Ukraine her.
