Et af de områder, der har været hårdest ramt af coronakrisen og dens nedlukninger, er restaurationsbranchen. Men en ting har de hårdt pressede medarbejdere på cafeer og spisesteder kunne glæde sig over: Der er blevet givet langt flere drikkepenge, end før pandemien brød ud. Udviklingen er specielt markant i USA, hvor drikkepenge betragtes som noget nær obligatoriske.
Michael Lynn, en økonom fra Cornell University, har set på tal fra betalingssystemet Square, og han har specifikt fokuseret på statistik for drikkepenge givet i restaurationsbranchen i perioden fra januar 2019 til august 2021.
Kunderne blev mere gavmilde med drikkepenge, efter at covid-19 bredte sig til USA og i flere omgange vendte op og ned på samfundet. Tendensen var specielt tydelig inden for fast food.
Der kan der være to forklaringer på, mener Michael Lynn. For det første kan det handle om, at kunden har en opfattelse af, at medarbejderne har brug for flere penge – eksempelvis fordi serviceindustrien har færre kunder under pandemien.
»Derudover er der også den udbredte opfattelse, at de fortjener en ekstra belønning, fordi de gennem deres arbejde udsætter sig for at blive smittet med coronavirus.«
Les Boden, en økonom ved Boston University, har observeret den samme tendens, også uden for restaurationsbranchen. Anekdotisk nævner han sin egen kone, der strikkede et halstørklæde til det lokale postbud som tak for, at brevene nåede frem selv under pandemien.
»Jeg vil ikke sige, at pengene og gaverne bliver givet som udtryk for medlidenhed. Der er snarere tale om en form for taknemmelighed, fordi folk er parat til at udføre et nødvendigt job, selvom det udsætter dem for en sundhedsrisiko,« siger han.
Tjenerens tricks
Udviklingen under coronapandemien stiller skarpt på et paradoks, der knytter sig til drikkepenge som fænomen. De er vanskelige at forklare ud fra den traditionelle økonomiske videnskabs snævre forudsætninger.
Alligevel er det oplagt at undersøge fænomenet, for det har eksisteret i hvert fald siden 1500-tallets England, måske længe før, og det er ikke småpenge, det drejer sig om.
Alene inden for fødevaresektoren bruger amerikanerne ifølge et skøn 45 milliarder dollar om året på drikkepenge. Det er næsten 300 milliarder danske kroner eller 15 Storebæltsbroer i 1988-priser. Samtidig udgør drikkepenge i nogle tilfælde op til 62 procent af den indkomst, som ansatte i restaurationsbranchen i USA tager med hjem.
Men hvad får kunderne for alle de mange penge? Ikke det store, ud fra en overfladisk betragtning. Ofte antages det, at restaurantgæster giver drikkepenge i håb om bedre behandling, men forskningen viser kun en meget spinkel sammenhæng mellem gavmildhed og serviceniveau.
Edward Mansfield, en økonom ved University of Pennsylvania, har foretaget sammenlignende studier af drikkepenge i en række forskellige lande, og han må ligeledes melde, at økonomiske forklaringer i vid udstrækning kommer til kort.
»I min undersøgelse af praksis i forskellige lande har jeg ingen empiri fundet, der har kunnet bekræfte, at løn, arbejdsforhold, gennemsnitsindkomst, ulighed eller indkomstskat påvirkede, hvor meget der blev givet i drikkepenge,« siger han.
Homo economicus, det rationelle og egennytte-maksimerende økonomiske menneske, burde slet ikke give drikkepenge. Hvorfor spendere på noget, som i de fleste tilfælde ikke bliver belønnet?
»Økonomer synes, at det er en underlig, mystisk adfærd. Men hvis man er psykolog eller bare et nogenlunde almindeligt menneske, er det ikke så mærkeligt igen,« siger Michael Lynn fra Cornell, der fik interesse for emnet, da han tjente penge til sine studier som tjener på lokale restauranter.
Selv mener han, at forklaringen hovedsageligt skal findes i sociale normer og forventninger. Når han er ude at spise i USA, er han rundhåndet med drikkepenge, men da han for nogle år siden var i Australien, hvor drikkepenge er mindre udbredt, tog han sig i pludselig at blive mere nærig.
»Der var ikke nogen forventninger, og jeg tabte ikke ansigt ved ikke at give drikkepenge. Det viser ret klart, at det, der driver mig til at give drikkepenge, er en følelse af ansvar og pligt og et ønske om at undgå at blive set ned på,« siger han.
Der er altså i høj grad psykologi på spil. Derfor er der også forskellige små fif, som for eksempel tjenere kan benytte sig af, så de uden større anstrengelser, men med videnskaben i ryggen, kan forøge sandsynligheden for flere drikkepenge fra den ene dag til den anden.
For eksempel hjælper det på restaurantgæsternes generøsitet, hvis tjeneren gentager en bestilling ordret. Et hollandsk forsøg tyder på, at tjenere på den måde kan gøre sig håb om at få op til det dobbelte i drikkepenge. Det er den såkaldte papegøjeeffekt, som er baseret på et velkendt fænomen: Hvis man efterligner folk, kortvarigt og ikke alt for tydeligt, øges chancen for, at de kan lide én.
Et plaster på såret
Et andet trick, som har videnskabens ord for at virke, går ud på at bøje sig ned i knæene, mens man tager imod bestillinger. Lynn gennemførte det forsøg i restauranter i sydstatsbyen Houston, og tjenere, som på den måde bragte sig selv i øjenhøjde med gæsterne, fik signifikant flere drikkepenge.
»Det gør det lettere at skabe øjenkontakt, og det formindsker også den fysiske afstand. Begge dele kommunikerer, at tjeneren kan lide sine gæster og kerer sig om dem. Gæsterne vil så gøre gengæld og kommunikere, at de også kan lide tjeneren, ved at give ham flere drikkepenge,« siger Lynn.
Det kan undre, at drikkepenge, når de nu findes og er så udbredt, er begrænset til restaurantbesøg og enkelte andre relaterede aktiviteter som hotelophold. Her kommer der alligevel en smule økonomi ind i billedet. Steve Holland, som er samfundsforsker ved Luther College i Iowa, ser drikkepenge som en slags forsikring, der begrænser risikoen for dårlig service. Derfor er de unødvendige på et område som detailhandel.
»Inden for detailhandel kan kunden reducere risici ved direkte at undersøge et produkt, før han køber det, eller alternativt returnere det, hvis det viser sig ikke at leve op til forventningerne,« siger han.
Ikke desto mindre er det let at komme i tanke om situationer, hvor det i det mindste i princippet ville give god mening at være mere rundhåndet. Hvem ville for eksempel ikke gerne betale lidt mere til sin tandlæge mod at få en mere hensynsfuld rodbehandling, måske med lidt ekstra bedøvelse?
En teori om, hvorfor tjenere får drikkepenge, og tandlæger ikke gør, er udformet af den nu afdøde amerikanske antropolog George Foster og tager udgangspunkt i social status. Normalt er restaurantgæsterne højere på strå end dem, der betjener dem. Mens gæsterne får god mad i venners selskab, knokler tjenerne. Der er grobund for misundelse.
Drikkepenge fungerer som en slags plaster på såret. »Her er en skilling, så du kan få dig en tår, når du engang har fyraften,« er det underforståede budskab – og ophav til vores udtryk»drikkepenge« eller på tysk Trinkgeld. Det siger sig selv, at et lignende forhold mellem udbyder og modtager af service ikke eksisterer i tandlægefaget.
»Tandlægen misunder mig ikke. Jeg har tandpine, og hans behandling gør ondt. Han er selvfølgelig ikke jaloux, og derfor behøver jeg ifølge den pågældende teori ikke at betale ham drikkepenge,« siger Lynn.
