Det var faktisk slet ikke meningen, vi skulle se mere til Sidse Babett Knudsen, Birgitte Hjort Sørensen og alle de andre fra Borgen. Serien, der fik millioner af seere verden over til at falde for noget så usexet som dansk koalitionspolitik, rullede sidst over skærmen i 2013, og fiktionsuniverset blev derefter skrinlagt. Men efter flere år trængte der sig pludselig en historie på, og Adam Price ringede til Sidse Babett Knudsen for at høre, »om hun ville være med til at samle bandet«, som han udtrykker det.
Adam Price var løbet på den radikale politiker Martin Lidegaard, som gjorde opmærksom på en paragraf i Grønlands selvstyrelov, som betyder, at der ingen masterplan er for fordeling af indtægter mellem Grønland og Danmark, hvis man finder råstoffer. Tanken om at dele en kostbar arv uden et testamente i en storpolitisk kontekst satte fantasien i gang hos Adam Price, der øjeblikkeligt kunne se en ny international politisk thriller for sig. Han var på det tidspunkt slet ikke i Borgen-tanker, men da han begyndte at skrive de nødvendige locations ned – en nyhedsredaktion, et statsministerkontor, et udenrigsministerium, flere ambassader – kunne han godt se, han var ved at skabe Borgen en gang til. Og så blev det til en efternøler på otte afsnit. Adam Price taler med vilje ikke om fjerde sæson af Borgen. Der er gået for lang tid, synes han og vil hellere kalde det for »en genopfindelse eller en revitalisering«. Og det er i øvrigt et stand alone-værk, ikke et oplæg til, at der skal komme tre sæsoner mere, tilføjer han.
Fordi både de gamle sæsoner og de nye afsnit danser virkelig tæt med virkeligheden, og fordi jeg har indtaget dem i så koncentreret form op til interviewet med Adam Price, har jeg i øjeblikket næsten svært ved at huske, om noget er sket i virkeligheden eller i tv-serien. Jeg tager mig selv i at blande Nyborgs første parti, De Moderate, sammen med Lars Løkkes Moderaterne. Og Borgens ny statsminister, Signe Kragh, som poster billeder på Instagram af de madpakker, hun smører til sine børn, minder mig om Mette Frederiksens makrelmadder. Signe Kragh forsøger også at få ansat en nær ven, der ikke er folkevalgt, som stabschef. Det rimer en hel del på Mette Frederiksen og Martin Rossen. Min følelse af at cruise ind og ud af fiktionen bliver bare forstærket, da en tjener i hvid skjorte og sort vest viser os et bord i restauranten og siger: »Her sad statsministeren i går.« Jeg kan genkende bordet fra Mette Frederiksens Instagram-feed. Hun spiste her med Søren Pape og skrev som kommentar: »Det er vigtigt, at vi kan samarbejde på tværs af partier i Folketinget.« Det kunne have været en replik i Borgen.
Nu sidder jeg så på den plads, hvor virkelighedens kvindelige statsminister sad i går, og taler med manden, som skabte Danmarks første kvindelige regeringsleder, Birgitte Nyborg. Hun blev indsat i embedet på landsdækkende tv, kort før vi fik Helle Thorning-Schmidt i statsministerstolen i virkeligheden.
»Jeg lægger da øret ind til virkeligheden rigtig mange gange,« siger Adam Price, da jeg konfronterer ham med min desorientering i forhold til faktiske og fiktionaliserede forhold, og fortsætter: »Og så har vi et naturligt forvrængende og forsimplende resonansrum i Borgen. Vi skaber en dramatiseret, forsimplet virkelighed, hvor vi også kan satirisere over den reelle verdens fortrædeligheder.«
Kommentar-feedet under billedet af Mette Frederiksen og Søren Pape er fuldt af positive tilkendegivelser fra danskere, der synes, det er dejligt, at hun og Pape kan mødes trods uenigheder. Jeg kan ikke lade være at tænke, at Birgitte Nyborg ville være flippet ud over det. Nyborg bryder sig slet ikke om statsminister Signe Kraghs selviscenesættelse på sociale medier og kalder hendes brug af dem for populisme. Birgitte Nyborg må alligevel selv på et tidspunkt se sig nødsaget til at tage alle SoMe-kneb i brug for at sørge for, at en sag, der relaterer sig til hendes privatliv, lægger sig i de rette folder.
»Nye tider kræver nye veje ind i politik, og det må Birgitte Nyborg også indse. Selvom hun har det som mange vælgere, der bare ønsker et kompetent og konsistent menneske og ikke en politiker, der mere eller mindre uskønt eksponerer egne fortræffeligheder på Instagram,« siger Adam Price.
DA VI FØRSTE GANG mødte Nyborg og fulgte med hende som nytiltrådt statsminister, havde Facebook, Instagram, Twitter med videre endnu ikke fået fodfæste i den brede befolkning. Manuskriptforfatterne tog stort set ikke hensyn til sociale medier i de første sæsoner, fortæller Adam Price om et af de punkter, hvor vores samfund og hverdag virkelig har ændret sig: »Vi havde en mere klassisk tilgang til tingene, hvor en sag opstod i den politiske verden, og den afdækkede journalisterne så efterfølgende. Nu har den politiske dialog fået en hel anden omdrejningshastighed, i og med der foregår en interaktion mellem det politiske, det journalistiske og det personlige på de sociale medier.«
Omdrejningshastigheden og de sociale medier som den store drivende mekanik i en shitstorm bliver også belyst i den ny sæson gennem en konflikt på den landsdækkende tv-station, hvor Katrine Fønsmark nu er nyhedschef: »Jeg ville meget gerne lave en moderne stress- og arbejdspladsfortælling. Ofte kan det være meget svært at gengive, hvad årsagen er til en konflikt. Det er ofte fnidder, der kan give hele rummet en negativ ladning, men som ingen rigtig ved, hvor stammer fra. Det bliver til en animositet, der ligger som et vækstlag i sig selv, og som begynder at æde en professionel arena op. Voksne mennesker, der slider hinanden ned. Det er interessant, hvordan de sociale medier griber ind og arbejder med sådan en konflikt og skaber en ny virkelighed, som slet ikke kan kontrolleres,« siger Adam Price.
Der er sket meget i de mellemliggende år, fra vi slap Borgen. Diskussioner om vores omgangsformer, tonen på vores arbejdspladser, dynamikken kønnene imellem og så videre bliver tit ledsaget af bemærkningen: »Tiden var en anden.« I den kontekst er det interessant at tage de første tre sæsoner af Borgen frem og se på det billede af tiden, som den projicerer. Siden sidst har bevægelser som MeToo og BlackLivesMatter præget samfundet. I kunstens verden er statuer blevet malet over, buster smidt i havnen og malerier pakket på magasin. Tiden er en anden. Det er slut med klap i numsen og kække bemærkninger på den landsdækkende nyhedsstation i Borgen, og Price har gjort flere af sine karakterer til tidens »bærere af den omsiggribende politiske korrekthed«, som han udtrykker det. Det er blandt andet hos den populære tv-vært Narciza Aydin, at Fønsmark løber ind i krænkelsesparatheden.
»Tidens politiske korrekthed tjener ofte et vigtigt formål, og jeg vil ikke kritisere den for enhver pris. Men det er klart, at faren i den anden ende er selvcensur for os, der kommunikerer i store, brede medier, folk, der er skrivende – i journalistisk eller i fiktion – historiefortællere på det ene eller andet niveau. Der er en risiko for, at vi ender med at stække os selv på forhånd på grund af en anticiperet frygt for en overtrædelse af den politiske korrekthed, som nærmest ingen grænser vil kende,« siger han og fortsætter: »Vi må ikke lade os begrænse retorisk på en måde, hvor vi nærmest mister store dele af sproget, fordi der er ting, vi ikke taler om længere. Ultimativt kan det blive historieløst.«
Adam Price smiler, da han siger, han er sig meget bevidst, at han selv er en gammel hvid mand. Og han dermed tilhører en gruppe, hvis mening i øjeblikket ikke nødvendigvis er i høj kurs i visse dele af den kunstneriske verden: »Jeg synes, det er sørgeligt, hvis man siger: 'Jeg vil aldrig nogensinde mere se på noget, som er skabt af en gammel hvid mand.' Det er trist, hvis der er nogle grupper, der alene i kraft af deres køn, alder eller hudfarve bliver frataget en stemme, fordi man frygter det værste, i forhold til hvad den alder, farve eller generation nu kan finde på. At skære alle over én kam og insistere på en kulturrevolution, hvor man ikke længere vil høre fra en bestemt gruppe, det er jo decideret farligt,« siger han og fortsætter: »Der må være en largesse i et åbent og privilegeret samfund som vores. Vi må ikke lade Danmark blive et sted, hvor man ikke kan tillade sig at trække på smilebåndet, fordi der måske er nogle, som kunne komme til at føle sig stødt på manchetterne et eller andet sted. Det er farligt for Danmark, der som land har en lang tradition for, at vi gerne må grine ad ting, vi finder latterlige – tendenser i samfundet, magthavere og den måde, magten bliver forvaltet på. Det er måske netop latteren, der har været med til at holde luften nogenlunde ren i demokratiet.«
HELE 90 LANDE endte med at se med på de første sæsoner af Borgen, selvom den daværende dramachef ikke mente, den kunne leve uden for landets grænser, da Adam Price første gang pitchede ideen for DR. Borgen har nærmest på niveau med kongehus og dansk design været med til at brande Danmark ude i verden. »Oh, BorGen,« siger folk, med hårdt g, hvorefter de snakker om et frigjort samfund langt mod nord, befolket af et cyklende folkefærd med blonde børn i farverige ladcykler. Den nye sæson, der er lavet i et samarbejde mellem DR og Netflix, rammer 190 lande i midten af april, når først den har kørt på dansk tv. Som manuskriptforfatter til en serie, som hele verden kan se med på, sidder Adam Price med en stor magt til at sætte emner under lup.
I Borgen anno 2022 er klimaet den helt store problemstilling og motoren i dramatikken, men under den gemmer sig andre aktuelle problematikker. Serien undersøger blandt andet spændingsfeltet mellem generationer via madkulturen, for siden Borgens første sæsoner har mange hjørner af gastronomien fået politiske dagsordener, blandt andet i form af veganisme, vegetarisme og madspild. I den nye sæson er Birgitte Nyborg begyndt at abonnere på »den grønne måltidskasse«, hvilket giver anledning til en større diskussion i hendes hjem. Birgitte Nyborgs søn, som man måske husker som en nuttet lille fyr, er nu diskussionslysten veganer og mener, det er langt ude, at man kan markedsføre en måltidskasse som grøn og stadig have oksekød i den. Birgitte Nyborg kalder hans udfald mod kødet for den sædvanlige »bordbøn« og påpeger dermed, hvordan diskussionerne om mad i dag næsten kan have religiøs karakter.
»Måltidskassen giver anledning til et generationsportræt og et generationsopgør. Det er en ren eksponering af generation Z. Mange i dén generation mener, at min generation er en stor del af problemet med verdens tilstand, måske endda hele årsagen til problemet og bestemt ikke en del af løsningen,« siger Adam Price.
Birgitte Nyborgs søn driver sin idealisme helt ud i aktivisme og foretager sammen med nogle venner en aktion mod en traditionel svinebesætning. Er sønnens oprør en måde at give den danske svineindustri en bredside på i denne sæson, vil jeg gerne vide.
»Ja, i hvert fald i kraft af, hvad sønnen går og foretager sig,« siger Price: »Det er en diskussion, jeg kender fra min egen verden, selvom den ikke er kørt helt ud på de værdipolitiske fløje som i serien. Min egen datter er også veganer. Altså medmindre jeg har en 36-måneders lagret comté liggende i køleskabet, så er hun kun vegetar den dag,« griner han med en hæs latter.
BIRGITTE NYBORGS HVERDAGSBRYDERIER falder i små doser ind imellem diskussioner om miljøkatastrofer, klimakrise og internationale økonomiske interesser i Arktis. Det er de to store styringsmekanismer for dramatikken, fortæller Price: det overordnede plot på den ene side og identifikationsniveauet på den anden. For manuskriptforfatteren handler det om at få de to til at spille sammen. I det her tilfælde skal det storpolitiske drama om olien i Arktis og de konsekvenser, det har for Birgitte Nyborgs politiske karriere, lægge sig naturligt ind i dét, Adam Price kalder for skuespillerens »emotionelle topografi«.
Hvert afsnit er blevet skrevet igennem fem-seks, måske endda syv gange: »En manuskriptforfatters arbejde handler om at ødelægge det, man lige har lavet, til fordel for noget, der bliver lidt bedre; og så ødelægge det igen. Sådan er det. Du er nødt til at ødelægge for at bringe det et skridt videre. Du må aldrig være bange for den destruktive proces, for det er ligesom en vulkan, hvor der kommer aske ud og giver frugtbar jord, som ting vokser endnu vildere i. At lave et manus er en destruktiv, men samtidig en meget frugtbar proces.«
Den proces finder gerne sted, mens Adam Price cykler mellem sit hjem i Hellerup og produktionsselskabet SAM i Lille Strandstræde. Han cykler med headset og ringer og diskuterer manus med sin kreative producer, der sidder klar ved tasterne i den anden ende af telefonen til en ny scene eller endnu en gennemskrivning.
Skuespillerne vil forsvare deres karakterer til døden, fortæller Price. Så han kan som manuskriptforfatter ikke bare tvinge deres karakterer ud i usympatiske valg eller situationer. Han skal argumentere for alt, han gør, og der bliver i den proces filet på replikker og scener sammen med skuespillerne, så scenernes udvikling til sidst på harmonisk vis følger kurverne i karakterernes indre topografi. Som et klaver, der skal stemmes.
»Det betyder forhåbentlig, at man kan mærke serien i maven. Det er ikke mindst dén menneskelige identifikation, tror jeg, som ramte store dele af verden,« siger Adam Price og fortæller om dengang, han i Paris så det første afsnit af Borgen sammen med en flok franske feminister. I afsnittet skal Birgitte Nyborg deltage i en partilederrunde, men kan ikke længere komme ned i sit sorte sæt med jakke og nederdel og tager en meget lilla festkjole på i stedet. Da hun indrømmer i sin tale på landsdækkende tv, at hun er blevet for tyk til sættet, kunne Adam Price nærmest høre lyden af paraderne, der faldt hos de franske feminister i lokalet.
TREDJE SÆSON AF BORGEN slutter med, at Birgitte Nyborg kigger på Christiansborg og siger: »Det er mit andet hjem.« I den nye sæson er politik blevet hele hendes liv. Nyborg er nu i midten af 50erne, og hendes børn er blevet store. Datteren er flyttet til udlandet, mens sønnen Magnus hjemme i Danmark studerer og tjekker ind og ud hos sin mor efter forgodtbefindende. Hun er alene. Ingen mand eller kæreste. Måltidskassen sørger for, hun spiser nogenlunde sundt, og en abonnementsordning kommer med en ugentlig buket, så hun i det mindste er sikker på at få blomster fra nogen. Hun har ofret hele sit privatliv til fordel for sit arbejde. »Hvis ikke jeg arbejder 19 timer i døgnet som udenrigsminister, hvem fanden er jeg så?« spørger hun i serien.
»Hun var en tredimensionel kvinde med et ægte liv, en mand og børn, men efter nogen tid i politik bliver hun fanget i en nedadgående spiral, hvor hun mister sit almindelige liv og langsomt bliver en anden person. I gamle dage kunne hun have sagt: 'Jeg har stadig min skønne mand og mine børn, jeg kunne også bare sætte mig ned og skrive nogle bøger og flytte ud på landet.' Men der er ingen mand, ingen børn, ingen projekter af nogen som helst slags. Der er tirsdagsbuketten og den grønne måltidskasse at komme hjem til. Det er, hvad der er tilbage,« siger Adam Price.
Hvor en serie som House of Cards er en rendyrket kynisk, machiavellistisk – og dybt underholdende – dans rundt om magtens flamme, så er Borgen i sin undersøgelse af magtens væsen mere menneskelig. Adam Price fortæller, at han har talt med flere politikere om magten og ikke mindst langtidseffekterne af den, som han beskriver således: »Magten er en langsomt virkende gift. Hver dag drypper der en dråbe ned i din kaffekop, og til sidst er det slet ikke kaffe. Det smager bare bittert. Og du kan slet ikke fornemme, at den kaffe har forandret dig. Den idealisme, der gjorde, at du gik ind i politik, er nu blevet en stræben efter magten for magtens egen skyld.«
Og det er det, der var og er hele Borgens essens, uagtet tidens øvrige temaer og dilemmaer, siger Adam Price: »Kan du bevare magten og stadig bevare dig selv?«
Det er dét, der er spørgsmålet.
