ISTANBUL – Jeg har gået frem og tilbage på de samme 100 meter af Istiklal Street nogle gange, før jeg stopper op og kigger forvirret på en række butikker. Lige der, midt på Istanbuls kendte shoppegade, lå for ikke så længe siden en smuk, mørk boghandel med rækkevis af bøger på alle mulige sprog. Midt i lokalet stod et overfyldt bord med store verdenskort og modelskibe, og i vindueskarmen en blå globus. Hver gang jeg trådte ind i Denizler Kitabevi, trådte jeg ind i en tidslomme, en portal til tiden lige før Osmannerrigets fald. Dengang der stadig boede armenere i Istanbuls armenske kvarterer og grækere i byens græske kvarterer. Dengang gaden husede jødiske tøjbutikker og europæiske flygtninge.
Hver gang blev jeg grebet af stemningen i boghandlen og købte en bog af ejeren, der sad bag et stort skrivebord bagest i lokalet. Sidste gang var det nobelpristageren Orhan Pamuks roman Dette fremmede i mig.
Men nu står jeg og kigger på tre bogløse vinduesfacader og kan ikke helt vurdere, om det er legetøjbutikken, smykkebutikken eller vaffelhuset, der har erstattet boghandlen. Alle spor er ædt op af billigt turistskrammel, der i disse år stille og stabilt er ved at udslette den ellers historiske gade.
Det er fjerde gang, jeg går forgæves. Istanbuls Beyoglu-distrikt er ellers kendt for at huse mange af byens små boghandlere, men når jeg spørger nabobutikkerne om, hvad der er blevet af boghandlerne, er svaret det samme: »De lukkede for nogle måneder siden.«
Det seneste år har været en hård tid for forlag og boghandlere i Tyrkiet, der importerer næsten alt deres papir fra Portugal og Canada. En global papirkrise har fået prisen på papir til at stige fra 650 dollar pr. ton i 2020 til 1.300 dollar året efter. Og da Tyrkiet i forvejen lider under en historisk økonomisk krise med en skyhøj inflation, har de stigende papirpriser ramt endnu hårdere.
»Prisstigning på papir er på 100 procent, men fordi liraen er i krise, er det for os en stigning på 200 procent,« siger Kenan Kocatürk, der er formand for Turkish Publishers Association. Han tager imod mig på sit kontor i den ene ende af Istiklal Street. Her står bogreoler over det hele, fyldt med nye oplag af skønlitteratur, videnskabsbøger, fotobøger og fiktion.
»Krisen har betydet, at små forlag har været nødt til at stoppe med at publicere bøger,« siger han og hiver i sit halvlange, gråsprængte skæg.
»Næsten alle forlag i Tyrkiet, fra de helt store til de helt små, er gået ned i produktion, og nogle har endda færdige bogmanuskripter, de ikke har råd til at trykke foreløbig. Flere forlag prioriterer i øjeblikket at genoptrykke kendte bøger og bestsellere, de ved, der er en vis efterspørgsel efter, og det går ud over nye forfattere,« siger Kenan Kocatürk.
På samme tid er både boghandlere og forlag tvunget til at hæve priserne på mange af deres bøger til næsten det dobbelte, hvis de ikke skal give underskud. Og når tyrkerne i forvejen oplever, at deres lønninger bliver mindre værd på grund af inflationen, bliver litteratur ofte sparet væk som det første.
»Vi plejer at have ret stabile salg i januar, men i år faldt det markant. I 2020 solgte vi også ret godt i november og december, men i år er salgstallene virkelig dårlige.«
ONUR KILICCI ELSKER BØGER. De var hans hobby som barn og blev hans passion som voksen. Så da han besluttede sig for at blive partner i førnævnte boghandel, Denizler Kitabevi, for nogle år tilbage, var det for at arbejde med bøger hver dag.
Jeg finder ham endelig på hans nye adresse siddende bag et skrivebord i forvaskede cowboybukser og en sort fleecetrøje, der nærmest opsluger hans spinkle krop. Det er tre måneder siden, han var nødt til at flytte boghandlen fra Istiklal Street. Huslejen blev dyr, siger han, så han måtte finde et nyt lokale at leje. I dag ligger Denizler Kitabevi få meter fra det velbesøgte historiske Gala Tower i Istanbul. Men fordi butikken ligger nogle hundrede meter efter tårnet, og ikke før, er der mange, der ikke når hele vejen ned til boghandlen, mener Onur Kilicci.
»Jeg sælger ikke så mange bøger for tiden. Salgene er faldet med 50 procent,« siger han og spørger, om ikke jeg vil sidde ned.
Onur Kilicci har gjort sit bedste for at indrette den nye boghandel. Han har stablet mørke bogreoler op ad væggene på hver side af lokalet, og de flotte kort fra den gamle butik har han spredt ud på borde i butikken. Alligevel virker her tomt. Den mørke varme fra lokalet på Istiklal Street er ikke flyttet med ind i den mennesketomme butik.
»Her er hyggeligt,« lyver jeg og trækker en skammel hen til hans skrivebord.
»Vi har gjort, hvad vi kunne. Men det andet sted var bedre,« svarer han.
Han nævner stolt de tre etager, som boghandlen før i tiden bestod af, og som får mig til at tænke på den rødbrune trappe, hans skrivebord stod foran, da jeg købte bogen af Orhan Pamuk for nogle måneder siden. Jeg måtte manøvrere mig forbi andre kunder i den trænge butik for at købe historien om gadesælgeren Mevlut, der heller ikke kunne følge med Istanbuls udvikling.
Onur Kilicci taler direkte og kontant. Man skal ikke have ondt af ham, fordi han har været tvunget til at flytte, ikke kan sælge bøger og ikke ved, om den nye butik kan overleve. Han får stadig tilbud fra forfattere, der gerne vil have Denizler Kitabevi til at publicere deres ting. Men han stoppede med at trykke bøger for seks-syv måneder siden, siger han. Det var for dyrt.
»Ara Güler har publiceret en bog her,« siger Onur Kilicci med henvisning til den anerkendte tyrkiske fotograf, der døde i 2018. »Det var bogen Lost Istanbul. Jeg har ikke flere af dem tilbage. De er alle solgt. Inden han døde, sagde han, at det var den af hans bøger, der havde solgt allerbedst.«
Han lyder stolt, når han taler om den svundne tid.
TYRKIET HAR ELLERS en stolt tradition for at publicere bøger. Ifølge formanden for Turkish Publishers Association udgiver tyrkiske forlag cirka 70.000 nye titler om året i 425 millioner trykte eksemplarer, og litteratur skaffer arbejdspladser til 800.000 tyrkere.
Som den økonomiske situation er i dag, er det ikke kun bøger af tyrkiske forfattere, som forlagene må opgive at trykke. Det gælder også udenlandsk litteratur, som bliver oversat til tyrkisk, og som udgør halvdelen af alle trykte bøger i Tyrkiet. Inflationen har gjort licenserne for dyre.
»Tyrkiet har ikke altid været et land, der publicerer mange bøger. For to årtier siden plejede vi at publicere mellem 3.000 og 4.000 nye titler om året,« siger Kenan Kocatürk. »Vi har arbejdet hårdt for at nå hertil.«
Han har planlagt et møde med både Kulturministeriet og Finansministeriet. Han håber på at kunne overbevise dem om, at litteratursektoren er en essentiel del af den tyrkiske kulturarv og derfor bør støttes økonomisk i en svær krisetid.
»Lige nu får vi næsten ingen støtte. De støtter kun bøger til biblioteker. Det har de budgetteret 30 millioner lira til (cirka 15 millioner kroner, red.). Det er ingenting.«
Hvis salget i Onur Kiliccis nye boghandel ikke snart bliver bedre, ved han ikke, hvor længe han kan holde den nye butik åben, siger han.
»Måske seks måneder?«
Han er stoppet med at samle på bøger, som han ellers har gjort næsten hele sit liv, og er begyndt at sælge ud af sin private samling. Jeg vil gerne spørge ind til, om det skyldes hans økonomiske situation, men jeg kan mærke, at han bliver irriteret. Jeg har ramt et ømt punkt. Så jeg skifter emne og fortæller, at jeg ikke kunne gennemskue, hvilken af de tre butikker på Istiklal Street, som har overtaget den gamle boghandel.
»Det er smykkebutikken,« siger han.
På vejen hjem kigger jeg ind i Steel Accesories, som butikken hedder. Denne gang har jeg ikke svært ved at finde resterne af den gamle boghandel. Bagest i lokalet står den rødbrune trappe stadig. Den virker malplaceret blandt billige kobbersmykker og stativer med neonfarvede huer.
