Manderollen er under forandring. I dag hylder mainstreamkulturen mænd, som tør være åbenlyst følsomme, som kan græde uden skam – også i fuld offentlighed – og vi klapper ad mænd, som beredvilligt indrømmer både angst og usikkerhed. Som forfatter Sebastian Lynggaard for nylig sagde i Deadline: »Begrebet mand bliver udvidet, så det forhåbentlig bliver nemmere at være i for flere.«
Men er manden også under ombygning sådan rent biologisk?
I de seneste årtier har en række undersøgelser vist, at mænds gennemsnitlige niveau af testosteron er dalende flere steder på kloden. Det har fået panderynkende forskere til at diskutere de tekniske detaljer og fremsætte formodninger om de mulige årsager, men faldet er også blevet del af en større debat om moderne mænd og maskulinitet.
Når man bevæger sig ind i forskningen, bliver det tydeligt, at testosteron ikke bare er et lille stereoidhormon med mange opgaver i menneskekroppens husholdning. Det udfylder nok så meget en rolle som symbol – en udkrystallisering af selve den mandlige essens. Hvor nogle raskvæk kobler kønshormonet til aggression og maskulin toksicitet, fremhæver andre det som ophav til mod, styrke og succesfuld stræben.
Men det bygger alt sammen på en forenklet tilgang til, hvad testosteron rent faktisk gør ved os: Et nyt forskningsmæssigt blik på det misforståede molekyle piller i disse år nogle sejlivede myter fra hinanden.
Det store testosteronfald
»Er mandigheden truet?« spurgte lederen i Journal of Clinical Endocrinology and Metabolism i efteråret 2006. Et studie bragt i tidsskriftet sammenlignede testosteronmålinger hos amerikanske mænd i alderen 45-79 år foretaget på tre kohorter i årene mellem 1987 og 2004, og på baggrund af disse konstaterede forskerne »substantielt og hidtil uerkendt fald i testosteron på populationsniveau«.
Året efter viste noget lignende sig hos danske mænd. Det afslørede endokrinolog Anna-Maria Andersson fra Rigshospitalets afdeling for vækst og reproduktion, som målte på serumprøver fra godt 5.000 mænd, der mellem 1982 og 2000 havde deltaget i fire omgange af den store Glostrup-befolkningsundersøgelse. Mænd født i 1960erne havde gennemsnitligt 14 procent mindre testosteron i blodet end mænd født i 1920erne, vel at mærke selvom de havde samme alder på måletidspunktet. Og som Andersson dengang sagde, var det »en smule skræmmende og tankevækkende, at der er noget, som påvirker mænds kønshormoner«.
Det mener hun stadig og henviser til, at mens der ikke siden er kommet nye danske tal, er de stødt til fra andre lande. I 2012 viser en svensk og en finsk undersøgelse aldersuafhængige fald i testosteron, i 2013 og 2015 er der endnu to amerikanske studier, og i 2020 skærper forskere fra Yale University retorikken. »Meget skræmmende,« siger urolog Soum Lokeshwar om data, han præsenterer på en konference, og som viser, at testosteron hos helt unge amerikanere mellem 15 og 39 år faldt med en fjerdedel mellem 1999 og 2016.
»Vi ser det også i Israel,« fortæller Gabriel Chodick fra Tel Aviv University over telefon. Han er epidemiolog og har sammenlignet testosteronmålinger fra mere end 100.000 israelske mænd mellem 2006 og 2019. Og som han formulerer det: »Testosteronniveauet hos nutidens 18-årige svarer til det, vi så hos 40-årige for bare 20 år siden.«
Hvad sker der for dem? Det korte svar er, at det vides ikke. Når de forskellige undersøgelser kontrollerer for fedme, kroniske sygdomme, alkoholforbrug, medicinforbrug og selv parforholdsstatus, forklarer det intet eller kun noget af testosteronfaldet. Nogle spekulerer på, om ændret levevis såsom mindre motion, stramme underbukser og selv højere varmegrader inden døre ligger bag, ligesom hormonforstyrrende stoffer er på banen. Men decideret belæg er der ikke for noget af det.
»Og hvis man går kritisk til evidensen, viser den ikke utvetydigt, om faldet i testosteron dækker over problemer med at producere hormonet, eller om det snarere er en følgevirkning af noget andet. Det kunne være et generelt dårligt helbred eller insulinresistens,« understreger Niels Jørgensen, der er androlog og speciallæge i endokrinologi ved Rigshospitalets afdeling for vækst og reproduktion.
Han gør opmærksom på, at selve målingen af testosteron er kompliceret, og at en del studier bruger en uheldig metode. De måler den totale mængde af testosteron i blodet. Men den dækker over både frit cirkulerende hormon, som kan indvirke på celler overalt i kroppen, og testosteronmolekyler, som er bundet til protein og er inaktive.
»Faktisk bør man måle på flere andre hormoner samtidig, fordi de viser, om kroppen anstrenger sig for at kompensere for et lavt testosteronniveau,« siger Niels Jørgensen. Trods behovet for bedre undersøgelser mener han dog, at »der nok er et problem, og det betyder noget på befolkningsniveau«.
Maskulin ængstelse
Bekymringen er, at flere mænd vil komme til at lide af testosteronmangel med alderen. En mangel, der baner vejen for dårligdomme som knogleskørhed og hjerte-kar-sygdom, og foruden forårsager tab af libido, træthed, kognitive problemer og depression.
»Testosteronmangel er formentlig både under- og overdiagnosticeret,« siger Niels Jørgensen.
Det store internationale European Male Ageing Study tyder på, at fire procent af mænd over 70 lider af mangel, men langt færre i den aldersgruppe søger og får behandling.
Omvendt rapporterer ikke mindst britiske og amerikanske medier om en voksende tendens til testosteronbekymring blandt langt yngre mænd. På nettet kan man finde et hav af artikler og billeder, der sammenligner Low T-mænd – trætte, deprimerede og småtykke – med High T-mænd – muskuløse, energiske og fulde af selvtillid.
»Der findes rigtig meget unuanceret materiale om testosteron, og det lokker unge, der ikke vil acceptere, at de ikke er optimerede i alle henseender,« siger Jørgensen.
Han sidder jævnligt over for yngre mænd, der kommer til udredning, fordi de er trætte og har knas med libidoen.
»Der er et stort overlap mellem symptomer på testosteronmangel og symptomer på stress, men det sidste vil de ikke høre tale om. De er helt sikre på, deres problemer handler om lavt testosteron, og når vi fortæller dem, at de har helt normale hormonniveauer, tror de simpelthen ikke på vores målinger,« siger Niels Jørgensen.
Det er måske ikke så mærkeligt, påpeger Rebecca Jordan-Young, som er medforfatter til bogen Testosterone: An Unauthorized Biography.
»Der findes et massivt kulturelt fokus på, at alt, som er galt med mænd, må skyldes testosteron,« siger hun. Jordan-Young er forsker i samfundsmedicin og professor ved Barnard College, og hun ser en »langt mere interessant historie« bag beretningen om det dalende testosteron.
»Hvorfor bliver de befolkningsdata ved at fascinere offentligheden, selvom de ikke er nye? Det tror jeg handler mindre om bekymring for mænds helbred end om en udbredt ængstelse for omvæltning af normer for køn og seksualitet og en bekymring for maskuliniteten,« siger Jordan-Young.
»Testosteron står som symbolet på selve den mandlige essens. Men det er en løgn. Man bliver ved med at omtale det som 'det mandlige kønshormon', selvom det indtager mange forskellige fysiologiske roller i både mænd og kvinder. Og til trods for, at samspillet af hormoner i mandekroppen er ekstremt komplekst, griber den offentlige debat igen og igen til at tale om niveauet for testosteron. Det er nemt.«
Det er også opportunt, kan man tilføje. Vi befinder os i en tid, hvor stærke politiske strømninger på hver sin måde står rede til at spænde emnet for egen vogn. På én fløj taler en feministisk front influeret af #MeToo-bevægelsen om »testosteronpumpet« toksisk maskulinitet. Her skælder man ud på »den traditionelle mand«. På en anden er Low T-retorikken blevet samlingspunkt for mænd, der føler sig kørt over af den herskende stemning. Mænd, der foragter »den nye mand«.
Et misforstået molekyle
En eksponent for det sidste er den britiske fitnessinstruktør Daniel Kelly, som står bag bogen Optimized Under 35: How to Boost Testosterone, Increase Your Sex Drive, and Achieve Incredible Health. Her opfordrer han unge kønsfæller til at skaffe sig lidt hormonel kant i et samfund »inficeret af en Low-T virkelighed«. Som han skriver: »Tag ikke fejl, det er ikke 'toksisk maskulinitet', der er problemet, det er den toksiske progressive ideologi.«
Sådan er det også hos det ultrahøjreorienterede UKIP, der taler hånligt om venstresnoede veganske »sojadrenge«, hvis lave testosteron gør dem vege og eftergivende. Lignende indstilling finder man hos en figur som Donald Trump, der under sin valgkampagne i 2016 demonstrativt stillede op til testosteronmåling i talkshowet Dr. Oz. Resultatet blev åbenbaret for et hujende studiepublikum og udråbt som »glimrende«.
Lige her er vi fremme ved noget interessant. Nemlig sammenhængen mellem testosteron og adfærd. Det er et felt, som er præget af sejlivede myter, men også af en yderst mangelfuld videnskabelig forståelse. Som androlog Niels Jørgensen sammenfatter det: »Jeg mener ikke, at man ud fra, hvor i det ret brede normalområde en mands testosteronniveau ligger, kan sige noget som helst meningsfuldt om hans adfærd.«
Aha. Men hvad så med risikovillighed, aggressivitet og status? Er det ikke egenskaber, som er solidt sammenkædet med testosteron?
Både ja og nej. Mange undersøgelser peger på korrelationer, men det kniber meget med at skelne årsag og virkning, høne og æg så at sige. Der findes eksempelvis undersøgelser af fængselsfanger, hvor de mest voldelige indsatte af begge køn også har fået målt de højeste niveauer af testosteron. Men forskere hælder efterhånden mod den forklaring, at det er udøvelsen af dominans, som hæver testosteronniveauet. Ganske som man kan se testosteron få et boost i kroppen, når en sportsudøver vinder i sin disciplin – om det så gælder en rugbykamp eller et skakparti.
»De kausale effekter af testosteron på menneskelig aggression var ikke statistisk signifikante,« konkluderer socialpsykolog Justin Carré fra det canadiske Nipissing University i en metaanalyse i 2019. Og da han i 2021 gennemgår undersøgelser af testosteron og risikovillighed, må han slutte, at det også ser mudret ud. I kølvandet på finanskrisen fandt flere forskere, at de mest testosteronpumpede børshandlere tog de mest risikable beslutninger, men studierne er siden pillet fra hinanden.
»Disse her ting er virkelig vanskelige at studere, og målingerne er fulde af støj,« siger biolog og seniorforsker ved University of Bristol Amanda Hughes.
Hun forklarer, at testosterons kobling til adfærd ser ud til at handle mere om, hvor meget hormonniveauet ændrer sig i forhold til kontekst. Ligesom der er samspil med andre hormoner – ikke mindst stresshormonet kortisol – og med personlighed, social status og andre omstændigheder.
Den nye mand
Sidste år udfordrede Amanda Hughes selv en forskning, der længe har hævdet en ligefrem sammenhæng mellem testosteronniveau og socioøkonomisk succes. Spredte studier, som har meldt om mandlige ledere med højere testosteron end deres underordnede, eller om højtuddannede og iværksættere med højere testosteron end lavtuddannede. Men med prøver fra mere end 300.000 mænd og kvinder fra den store UK Biobank kunne hun ikke finde nogen sammenhæng mellem den enkeltes testosteronniveau og deres socioøkonomiske status eller uddannelsesniveau.
»I vores bog kalder vi testosteron 'det sociale hormon', fordi det reagerer kraftigt på sociale omstændigheder og interaktioner,« siger Rebecca Jordan-Young. »Og hvor der efterhånden er solid evidens for, at adfærd påvirker den enkeltes testosteronniveau, er der ikke meget støtte for det omvendte.«
Hvis adfærd påvirker testosteronniveauet, så melder der sig et spørgsmål. Nemlig om det dalende testosteronniveau, der forvirrer endokrinologer, ikke netop kan bunde i reaktioner på en forandret social situation? En tilpasning til den nye manderolle, som kommer indefra?
Man får et glimt af det i en rundspørge foretaget af det amerikanske YouGov fra 2016. Her beskriver 65 procent af de adspurgte mænd over 65 sig som »udelukkende maskuline« på en skala med seks trin fra maskulin til feminin. For mænd mellem 18 og 29 er det kun 30 procent, der bruger samme beskrivelse. En tilsvarende britisk undersøgelse afslører et endnu større generationsskel. Her føler 56 procent af de ældre, men kun to procent af de unge sig »udelukkende maskuline«. Kunne man ikke forestille sig, at denne forandring i selvopfattelse, parret med samfundets almindelige drejning væk fra »traditionelt« maskuline værdier, spiller ind på de unge generationers niveau af testosteron?
»Ideen er interessant,« svarer Amanda Hughes, men hun kan ikke komme på forskning, der adresserer den.
»Hør her,« siger Rebecca Jordan-Young.
»Parsimoni er det videnskabelige princip, at man alt andet lige foretrækker den simplest mulige forklaring på et observeret fænomen. I dette tilfælde vil jeg pege på, at mere fedme og mindre hård fysisk aktivitet er simple kandidater til at forklare et dalende gennemsnitligt niveau af testosteron. Men som fortælling betragtet er det langt mindre appellerende end noget med truet maskulinitet og et samfund under feminisering.«
