EN gammel kending i mellemøstlig og amerikansk politik er Nixon-Begin-reglen: at man kun kan slutte fred med sine fjender, hvis der er en højreorienteret regering ved roret. Ellers stoler folk ikke på, at det virkelig er nødvendigt at give indrømmelser. I Danmark har vi noget tilsvarende, man kunne kalde den Nyrup-Thorning-reglen. Hvis man vil have borgerlige økonomiske reformer, skal de gennemføres af en socialdemokratisk statsminister. Det var hverken Anders Fogh eller Lars Løkke, der stod i spidsen for de seneste årtiers mest omfattende blå økonomiske politik, tværtimod. Det var til gengæld Poul Nyrup og Helle Thorning, der gennemførte de hårdhændede arbejdsmarkedsreformer, sænkede topskatten og fjernede formueskatten. Og Mette Frederiksen vil nu føre den mest gennemførte borgerlige politik i mange år.
BLÅ vælgere kunne dårligt tro deres ører, da statsministeren gennemgik programmet onsdag. 45.000 flere i arbejde med en ambitiøs arbejdsmarkedsreform. Lettelser i skatten, også til de velhavende. En aflysning af tvangsfordelingen af gymnasieelever. Mere frit valg og mindre kontrol i den offentlige sektor. Hensyn til landbruget i den grønne omstilling. Ingen slinger i valsen i det internationale samarbejde. Ellemann og Løkke havde aldrig kunnet få det program igennem, hvis alle de andre blå partier havde skullet være enige.
POLITIK handler om noget, ikke om nogen, som Lars Løkke sagde det i valgkampen, og i disse dage smelter de to pronominer sammen: Det er netop disse nogen, der kan gennemføre dette noget, og en stor del af danskerne ligger utvivlsomt lige dér, hvor snusfornuft og husholdningsregnskab bestemmer retningen. Den lille købmand lever i vores politiske kulturs urfortælling: Vi iagttager virkeligheden, tæller penge og arbejdskraft og gør det nødvendige. Og det er Socialdemokratiet, der med størst overbevisning kan træffe disse beslutninger, fordi formålet er reaktivt, konservativt: at forandre – for at bevare velfærdsstaten.
KRÆVER en borgerlig reformpolitik en socialdemokratisk statsminister, kræver det til gengæld også, at statsministeren har fundet den åbenlyse fællesmængde med sine to borgerlige juniorpartnere. Til Arbejdet, brødre kunne have været regeringsgrundlagets titel. Arbejde er den nederste del af den socialdemokratiske behovspyramide, eller burde være det. Og arbejdet er også en borgerlig grunddyd. Regeringsgrundlaget er gennemsyret af arbejde som positiv kraft. Vi skal arbejde mere, uddanne os mere målrettet til arbejde, vi skal have mere ud af vores løn. Et arbejdsfællesskab kalder de regeringssamarbejdet og signalerer dermed, at heller ikke de selv længere vil spilde tiden med uendelige (ideologiske) diskussioner ved kaffemaskinen eller stadig snak med folk, der ikke rigtig får udrettet noget.
EN beslutning er allerede truffet: Vi skal ikke længere dovne den på store bededag, nej, vi skal arbejde. Vi kunne kalde den Store Arbejdsdag og mødes ude på vejen eller nede i gården og få noget fra hånden. Der er jo altid noget at lave. Herfra skal ikke lyde kritik af denne tilgang til værdien af arbejdet. De store løft af vores samfund er sket gennem ambitiøse arbejdsmarkedsreformer.
RØD er denne regering ikke. Der er tale om et bemærkelsesværdigt ryk mod højre, og det er Jakob Ellemann-Jensens regeringsdeltagelse, der har sikret denne bevægelse. Hatten af for det. Hvad man end ellers mener om en sådan midterregering, skal også Mette Frederiksen have ros for at kunne rumme så imponerende ideologisk fleksibilitet.
STATSMINISTER Frederiksen har i regeringsgrundlaget skrevet en sætning, der virkelig vil teste hendes ambition med projektet. »Vi ønsker,« lyder det, »at gå fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med meget mere lokal frihed og forandringskraft.« Enten er det sædvanlig programmatisk ordgejl, eller også åbner det virkelig for noget større: Ét er at skaffe penge gennem mere arbejde. Noget andet er at flytte Socialdemokratiets opmærksomhed: fra en evig udbygning og konsolidering af velfærdsstaten med dertilhørende kontrol til at turde overlade beslutningskraft og initiativ til dem, der udfører arbejdet: i skolerne, på sygehusene, på plejehjemmene, overalt i den offentlige sektor. Mener den nye regering den målsætning alvorligt, handler de næste år om meget mere end at få os til at arbejde. Det er her, de store ideologiske modsætninger findes, mellem stat og borger, styring og frihed. Ideologi og interessemodsætninger forsvinder ikke af at erklære, at de er sat på pause. Vil denne bemærkelsesværdige regering skabe virkelig forandring? Det må være den store prøve.
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
