Nu har alle nok set det, billedet med Frederiksen forrest i rask trav, Ellemann spjættende efter og bagest: en luntende Løkke. Skidegodt, tænker man. De har en plan. En ny og genial plan.
Eller som den nye trebande selv omtaler deres fælles regeringsgrundlag: et historisk skridt, svære, fremsynede beslutninger, »en særlig løsning til en særlig tid«, en bedre fremtid for os alle.
Og der er da også meget nyt. Toptopskatten har vi hørt om. Arne Plus-ordningen. Farvel til Store Bededag. Den slags. Men så begynder man at læse de 63 sider, og gamle kendinge dukker op her, der og alle vegne. Grundtonen virker underligt bekendt: Det går godt i Danmark, ja, men udfordringerne hober sig op, og noget må gøres.
Tag nu for eksempel »kernen« i det nye regeringsgrundlag: »en stærk og robust økonomi«. Sådan en ville også de tidligere regeringer såmænd have, eksempelvis Foghs første i 2001, som ønskede sig »et solidt økonomisk grundlag«.
Den nye SVM-regering vil skabe »langt større virkelyst« og lave »omfattende reformer«, der skal øge beskæftigelsen og skaffe penge i kassen. I 2001 ville Foghs regering skabe »de bedst mulige rammer for privat virkelyst« og styrke samfundet gennem »udvikling, fornyelse og reformering«.
»VK-regeringen vil have modet og være garanten for, at fortidens løsninger ikke bliver morgendagens sovepude,« lød det dengang.
Og i dag: »Vi har brug for mere nysgerrighed, flere ideer og nye vinkler på gamle problemer. Ellers får vi bare mere af det samme.«
Der er flere eksempler: Det skal kunne betale sig at arbejde, står der i næsten alle regeringsgrundlag, også i Nyrup-regeringens fra 1998. Og nu vil SVM-regeringen så gøre det »mere attraktivt at være i beskæftigelse frem for på passiv forsørgelse«. Mon det nogensinde lykkes at indfri målet?
Frederiksen, Ellemann og Løkke vil også have et opgør med regler og bureaukrati. De vil mindske mængden af byrder på erhvervslivet. De vil styrke iværksætteriet. Og de vil sætte borgeren før systemet.
Alt det ville Fogh-regeringen også i 2001 og de fleste – hvis ikke alle – regeringer siden da. Nå ja, og så ville Fogh føre en »konsekvent og retfærdig udlændingepolitik«, mens den nye står for en »stram, ansvarlig og konsekvent« af slagsen.
»Det er ikke uambitiøst,« som tidligere overvismand Michael Svarer sagde til Berlingske. »Men det afviger heller ikke markant fra det mønster, vi har set på den økonomiske politik de seneste 30 år.«
Det hele smager lidt af det samme. Og det er jo ikke så underligt, når man ser på de tre politikere i spidsen for regeringen. De har været her før, de har tumlet med alle problemerne, ledt efter løsningerne. Og nu gør de det så igen, med lidt andre håndtag og i et nyt »arbejdsfællesskab«.
»Vi skal ikke hjem! Vi skal videre!« som Egon Olsen råber til Kjeld, da endnu et kup løber ud i sandet, og det hele må begynde forfra.
Men hvem ved? Måske det lykkes denne gang.
