I dansk politik har det i efterhånden mange år været et fast omkvæd for skiftende regeringer, at Danmark skulle være i kernen eller hjertet af EU og NATO.
Og selvfølgelig står det også i den nye udenrigspolitiske strategi, som regeringen fremlagde i denne uge.
»Vi skal være i hjertet af et EU, der leverer resultater for borgerne,« hedder det manende. Og »Vi vil fastholde Danmark i kernen af NATO og styrke det transatlantiske bånd«.
Det interessante er så, at hvis den aktuelle konflikt med Rusland om Ukraine har blotlagt noget, så er det, at der ikke er ét hjerte og én kerne i EU og NATO.
To fronter tegner sig for tiden tydeligt i vestlig sikkerhedspolitik: mellem dem, der satser på NATO og USA, og dem, der satser på EU. Man kunne også tilføje: mellem dem, der satser på magt, og dem, der satser på møder.
På den ene side finder vi den angloamerikanske front med USA, Storbritannien og Canada i spidsen og Polen og Baltikum på sidelinjen, der vil sætte hårdt mod hårdt over for Putin. De truer dagligt Putin med nye sanktioner, hvis han angriber, og sender mandskab og militært isenkram til Ukraine og de nye NATO-lande i øst.
På den anden side finder vi de gamle EU-lande Frankrig, Tyskland og Italien, der helst vil tale sig til rette med Putin bilateralt eller i EU-regi. Frankrigs præsident Macron, der for et par år siden kom for skade at kalde NATO for hjernedødt – »mort cérébrale« – har indledt sit eget bilaterale diplomati uden om USA med henvisning til, at det er »afgørende, at Europa har sin egen dialog med Rusland«. Den nye tyske regering er endnu mere loren ved NATO: Ikke alene blokerer man for våbeneksport til Ukraine, hvor man kan komme til det; man træffer heller ikke foranstaltninger til udskiftning af de udtjente Tornado-fly, der er et vigtigt element i NATOs atomare afskrækkelsesstrategi.
I Italien holdt en række førende erhvervsledere investeringskonference med Putin himself på videolink i sidste uge. Og i december advarede premierminister Mario Draghi mod at ramme Rusland på gaseksporten til EU, fordi det vil forværre den europæiske energikrise.
For den danske regering er den udvikling ikke spor negativ.
Regeringen har nærmest fra sin tiltræden gjort klart, at den står last og brast med USA og ikke satser på et fremtidigt EU-forsvar. Det har indbragt den mange knubbede ord fra partier som Venstre og Konservative, der kræver forsvarsforbeholdet ophævet ved folkeafstemning – blandt andet med henvisning til, at USA har rettet blikket bort fra Europa og mod Stillehavsregionen.
Den aktuelle konflikt har imidlertid vist, at USA overhovedet ikke har trukket sig. Og at Rusland i øvrigt nægter at forhandle med EU, som man slet ikke betragter som aktør i egen ret.
Forestiller man sig, at der allerede havde været en stor EU-hær til rådighed, så er det ærlig talt svært at tro på, at den ville være bragt i anvendelse over for Putin, når Frankrig og Tyskland satser på dialogkaffe med Putin frem for på krudt og kugler. Og hvis ikke hæren skal bruges i en situation med over 120.000 russiske tropper opmarcheret ved grænsen til Ukraine, hvad skal EU-hæren så bruges til?
Det betyder, at presset på den danske regering for at udskrive en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet aftager forud for den planlagte europapolitiske aftale med Folketingets partier. En sådan folkeafstemning har regeringen hidtil gerne villet undgå ud fra betragtningen om, at resultatet erfaringsmæssigt er komplet uforudsigeligt. I tilfælde af et nej vil Danmark igen fremstå helt modsat af det, der var hensigten: som et land i EUs blindtarm.
Men også på anden vis kan Ukraine-konflikten vise sig at være en politisk foræring for regeringen.
Den frembyder muligheden for en ny fortælling, der kan samle nationen, nu hvor coronaen har udspillet sit potentiale. Fredelig småstat mod aggressiv stormagt. Kæmp for alt, hvad du har kært.
Regeringen har allerede klogt grebet muligheden ved straks at udsende en fregat og fire kampfly til Baltikum og ved – sekunderet af SF – at give tilsagn om militær støtte til Ukraine, hvis Putin angriber.
SFs tilsagn blev fremsat med en iver, der antyder, at SF måske vil kunne indgå i en regering på den anden side af et folketingsvalg. For det er slet ikke udelukket, at truslen fra Rusland kan bære igennem som den nye store dagsorden, der kan sikre, at socialdemokraterne beholder magten, også uden at behøve at invitere De Radikale med i regeringen.
Nogle vil selvfølgelig mene, at det er farligt for regeringen at satse så stærkt på USA og NATO, når man ikke ved, om Trump bliver genvalgt.
Det er der to ting at sige til.
For det første klarede regeringen fint at optræde som amerikansk allieret, da Trump var ved magten. Han bad om hjælp til en observatørmission i Hormuzstrædet, og Danmark fandt en mission, der var franskledet, så vi på den ene side hjalp amerikanere og på den anden side holdt os på behørig afstand.
Men for det andet og vigtigste: Trump er hvis og hvis i 2024. Folketingsvalget er senest til næste år.
