Offentlige toiletter, der skal betales med kort eller MobilePay. Offentlig kommunikation, der foregår i apps. Når man sover på gaden, har man hverken stikkontakt til at oplade en mobiltelefon eller en postkasse, hvori man kan modtage et betalingskort og en pinkode. Digitaliseringen afkobler i høj grad hjemløse, selv fra nogle af livets mest basale fornødenheder.
En mand pakket ind i vintertøj kører ind i elevatoren i sin kørestol med påhængsmotor. Brian Døssing er på vej ned under jorden til metrostationen på Nørreport i København. Han har et sted at bo, men lever på gadeplan, som han kalder det. Kørestolen svinger om hjørnet, da han kommer ud af elevatoren nede på perronen. Han ruller helt op til muren for enden af stationen og sætter sig i samme retning, som toget kører.
»De behøver ikke at se mere end nødvendigt,« siger han.
Han hiver en plasticpose frem og lyner op i bukserne. Han er parkeret tilpas langt op mod væggen, så de, der sidder bag det store hvide overvågningskamera over ham, ikke kan se med. Det er særligt sent om aftenen, at Døssing er nødt til at tisse på perronen, fordi mange offentlige toiletter lukker senest klokken 22. På denne tid af året er der så koldt, at det ikke går at gøre det udendørs, og han er derfor forvist til et hjørne på en travl metrostation.
Endnu et problem klemt ind i et i forvejen problemfyldt liv, hvor tricket med posen bare er en af de strategier, folk på gadeplan må ty til, når de skal klare ting, som resten tager for givet.
Kontantløs
Fra 1. november blev det nødvendigt med MitID for at kunne benytte sin netbank. De største banker i landet har lukket de betjente kontantkasser. Danske Bank holder dog nogle af dem åbne i Danmarks fire største byer. Benspændene for at få fat i sine egne penge bliver flere og flere.
Hvis man ikke har en adresse, er det svært at få tilsendt et betalingskort og en pinkode. Der findes nogle ordninger, så hjemløse kan få et betalingskort, men de er omstændelige. Det kræver bisiddere fra kommunen. Hus Forbis kontor kan også hjælpe, men så er man nødt til at opholde sig i København.
Udviklingen ser ikke ud til at vende. Fra 2017 til 2021 er andelen af handler med kontanter næsten halveret både i antal og størrelse. Det viser tal fra Nationalbanken. Pandemien har en stor del af æren for udviklingen. Viruspartiklerne har digitaliseret handlen med hastige skridt.
Knap 6.000 danskere er hjemløse, viser den seneste optælling fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE. Den er fra februar 2022. Det er ti procent færre end ved seneste optælling for tre år siden. En del af årsagen er, at der er kommet flere pladser på herberg til hjemløse.
Grønland til Frederiksberg
Vi stiger på metroen mod Frederiksberg, hvor vi skal møde Døssings ven Anders, som sælger Hus Forbi foran SuperBrugsen.
»Jeg fik min første snaps som toårig, første smøg som syvårig og løb hjemmefra som 13-årig, fordi jeg fik bank af min far,« siger Brian Døssing i et tætpakket metrotog.
Det sætter spor resten af livet. Han har været ind og ud af fængsler, stofmisbrug og alkoholisme siden sin tidlige ungdom, som både har foregået i Grønland og i Danmark, fordi faren er dansk, mens moren er grønlandsk.
Døssing blev sendt på genopdragelsesrejse til Solrød på Sjælland i sin gymnasietid. Inden en gymnasiefest tømte han sin fars barskab. Han blev så fuld, at han kastede op over det hele, og på vej hjem fra festen fik han så mange tæsk af sin far, at det medførte en hjernerystelse, siger han. Frygten for flere af faderens korporlige konsekvenser fik Døssing til at låse sig inde på sit værelse i to døgn efter festen.
»Jeg listede ud om natten for at pisse,« siger han.
Kørestolen satte han sig i, efter han skulle springe fra altan til altan i femte sals højde i Grønland som 19-årig. En ung mand, der troede, han kunne klare alt, missede altanen og faldt til jorden. Nu er han lam i det halve af kroppen.
Der er for mange folk i toget til, at der er plads til Brian Døssing på handicappladsen. Heldigvis er der kun tre stop til Fasanvej, hvor vi skal af. I Københavns metro er der ikke stikkontakter. Det er der i regionaltogene, fortæller Døssing. En tur til Roskilde og hjem igen kan både lade hans telefon op og varme kroppen.
»Jeg tror også, at der ligger en bøde i min e-Boks fra Movia, men jeg kan ikke få det til at virke,« siger Brian Døssing. »Mange fra gaden kører uden billet, og bøden bliver aldrig betalt.«
Han fortæller, at han er bedre digitalt end de fleste gadefolk, han kender. Når problemer som misbrug og hjemløshed er daglige, er der ikke overskud til også at kæmpe med NemID, MitID og e-Boks.
Vi stiger af metroen og ruller mod SuperBrugsen, hvor Anders Jeremiassen sidder på en grøn mælkekasse i sin Hus Forbi-flyverdragt. Under heldragtens hætte er der en sixpence og et tandløst smil. Han har solgt fire aviser, siden han tog opstilling her for tre timer siden.
»Ingen øl, når jeg sælger aviser,« siger han og viser sin discountdanskvand. Han byder os på figner, som en kunde i SuperBrugsen har købt til ham.
Jeremiassen har også anderledes toiletrutiner end de fleste. Han stikker to arme i luften, drejer en halv omgang og peger ned mod tøjcontaineren for enden af parkeringspladsen. Bag tøjindsamlingen for Røde Kors er der en grøn plet, som han bruger som toilet.
»Bagefter bruger jeg håndspritten ved flaskeautomaten til at vaske hænder,« siger Jeremiassen.
Han er født i Grønland, hvor han har udgivet to plader med grønlandsk folkemusik. Han kom til Danmark for ni år siden, fordi hans datter blev dræbt. Det sidste familie, han havde i Grønland. Og derfor skulle der startes forfra, men genstarten har været fyldt med misbrug og hjemløshed.
»Jeg sover ude foran Frederiksberg Rådhus,« siger han. »Der er godt med plads.« For at falde i søvn ryger han joints og drikker øl.
Han er blevet tildelt en bolig, som han får nøglen til om tre dage. Det har han prøvet flere gange før, og det ender sjældent med, at han bliver boende.
