VM – Dag 12. Danmark er ude af VM efter endnu en apatisk og ufokuseret præstation. Pilen peger på landstræneren.

Accelereret læringsproces

<p>Kildefoto: Bernadett Szabo</p> Foto: <p>Kildefoto: Bernadett Szabo</p> Foto:
Kildefoto: Bernadett Szabo

Hver dag under VM skriver Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye med hinanden om alt det, der sker til slutrunden. Følg med på Weekendavisen.dk/VM og i nyhedsbrevet Bænkevarmer.

Kære Joakim

Landsholdet er ude. Landstræner Kasper Hjulmand er ude. De 26 spillere og hele staben er ude. De få medrejsende fans må rejse hjem. Danmark, ja, vi er dømt ude. Og dette – afskallingen af det store vi – er måske i virkeligheden den egentlige lære af den forsmædelige danske indsats.

Den ringeste nogensinde ved et VM, ja, lad os bare tage EMerne med (i magre årgange som 1988 og 2000 var modstanden langt stærkere), gør os til den tredjeringeste nation af 32 på linje med Wales og kun undergået af Qatar og Canada. Sidstnævnte har endda mulighed for at pynte på sit exit senere i dag.

Nederlagene til Frankrig og Australien og 0-0 mod Tunesien er én ting.

Sportsligt var danskerne slet ikke, hvor de skulle være. 10 af de 26 udtagne spillere har mindre end 850 klubminutter, eller hvad der svarer til ni hele fodboldkampe, i benene i den igangværende sæson. Det viste sig at være alt, alt for lidt. Fem af de 10 fik spilletid i gårsdagens blamage mod Australien.

Skulle landstræneren så havde udtaget Philip Billing og Gustav Isaksen? Muligvis, men det blev næppe afgørende. Det gjorde til gengæld den eklatante mangel på lederskab, der gennemsyrede hele VM fra forberedelserne for længe siden til hjemrejsen i dag.

Fra Dansk Boldspil-Unions skæbnesvangre strategi om kritisk dialog på den ene side og fremmøde på den anden over landstrænerens varierende hymne over verdens urimeligheder og fodboldens og fællesskabets »forandrende kraft« til formand Jesper Møllers parodiske forestilling på sidste uges pressemøde har man alene sig selv at takke for nedsmeltningen.

Mod Australien var spillerne apatiske. »Nogle gange bliver man låst, fordi man vil det for meget,« forklarede Hjulmand på dagens pressemøde. Det kan man sikkert, men tilbage stod, at det danske fodboldlandshold fremstod ufokuseret og uoplagt og spillede den ringeste landskamp siden 0-4-nederlaget til Armenien i Parken i 2013, der beseglede Morten Olsens sidste tid som chef.

Det er kun halvandet år siden, Hjulmand blev hyldet for sin empati, kommunikation og lederevner under Danmarks dramatiske EM. Dengang fik han de største roser for sin evne til at navigere ærligt i kaos, også selvom fremstillingen siden er blevet korrigeret.

Nu mindes vi om, hvad vi egentlig godt vidste, nemlig at landstræneren er og bliver bedst på hjemmebane: i Parken foran titusinder af hengivne disciple; i front for en dansk invasion af Amsterdam; foran venlige mikrofoner som det naturlige centrum midt i en kærlighedsstorm.

Anderledes svært har han haft det langt hjemmefra.

Som klubtræner skabte han store resultater på det nysselige kunstgræs i Farum. Her var lutter øren og ingen farer. I tyske Mainz floppede han. På grund af – som han siger i Morten Glinvads biografi Fodbolddrømmer (2020) – den internationale fodbolds »monster af grådighed, dårligdom og massivt hykleri«.

Nu synes Hjulmand så igen ædt op af omstændighederne. På dagens pressemøde tog han det fulde sportslige ansvar, sådan da. Bør han gå?

Kære Asker

Som jeg skriver i en kommentar i morgendagens avis, kan det nogle gange gå helt galt for selv den helt rette kvinde eller mand på posten. Det gjorde det i Qatar.

Den pinlige danske VM-deltagelse kan kun svække de kærlighedsbånd, som møjsommeligt var repareret i relationen til det danske publikum. Og Hjulmand er skyldig i så mange fadæser – på det taktiske niveau og på det overordnede plan – at han bør tage konsekvensen.

Når det gælder balladen om anførerbindet, står Hjulmand og hans folk endnu mere forpjuskede tilbage, når han selv hiver det frem igen. Holland, Tyskland og England var også med i den oprindelige, men afblæste aktion. Hvordan er det gået dem i turneringen?

Vi kan fastslå, at Kasper Hjulmand – i slutrundens nemmeste pulje – modsat sine kolleger ikke formåede at føre sit mandskab videre fra balladen. Hvis det da overhovedet havde nogen betydning. Det burde det ikke have.

I øvrigt må folk som jeg, der har forsvaret landsholdet i beslutningen om at droppe armbindaktionen, revidere vores opfattelse. Når man optrådte så hovent og så apatisk i tre VM-kampe, som andre topspillere ville give ti år af deres liv for at deltage i, så ser den danske retræte krysteragtig ud.

Jeg er personligt mere bange for Roy Keane end for det islamiske Shura-råd i Qatar. Nu må jeg tilslutte mig den gamle, irske legende fra Manchester Uniteds midtbane. Han var dybt forarget over de landshold, der først ville være aktivister og siden stod med dirrende hale mellem benene. »Hvad er de bange for?« spurgte Keane på britiske ITV.

»Jeg mener, at spillerne skulle have gjort det i første kamp og taget straffen,« brummede Roy Keane. »Selvfølgelig risikerede man, at Harry Kane fik et gult kort, men det ville have været et strålende statement.«

På dagens pressemøde brugte landstræneren flere gange formuleringen: »der er ingen undskyldninger, men ...«. Det var svært ikke at få indtrykket af en trykket mand, som helt åbenlyst ikke var tilfreds med pressens arbejde. Han sagde blandt andet:

»Jeg synes, det har været urimeligt over for spillerne at tegne et billede af, at uanset hvad pokker de gør, så vil de gøre noget forkert. Der var et enormt stort pres for, at de skulle være aktivistiske fra halvdelen af jer (henvendt til journalisterne i salen, red.), og måske også fra de samme, der så dagen efter siger, at nu skal spillerne stoppe og bare spille fodbold. (...) Hvad skal vi gøre for at gøre det rigtige?«

Det er, som om han har misforstået pressens opgave, er det ikke? Vil han have et heppekor, der bakker op? Det er vist kun i Qatar, de har sådan et. Måske Saudi-Arabien. Det er altså flabet oven på sådan en elendig sportslig optræden.

Det er usandsynligt upassende. Er det Hjulmands sårede følelser, der er vigtige lige nu? Mener han virkelig, at vi skulle klappe ad hans arbejde? Og indhylle spillerne i varme tæpper og forståelse?

Nej, vi begræder, at et så fint og medrivende mandskab som Ecuador må forlade mesterskabet. Ikke at VMs ubestridt pinligste mandskab må rejse hjem til Danmark.

Til gengæld kan vi – bare for at holde os til den chokerende indsats mod Australien – spørge Hjulmand: Var det en postkolonialistisk happening at opgive sammenhængende spil, så det hele blev mere fair mod primitive, men fightende spillere?

Begik spillerne mytteri, eller var det dig, Kasper Hjulmand, som havde dikteret, at bolden 55 gange skulle slås i en blød bue ind til australske forsvarere på op til 198 centimeter? Hvorefter næste danske spiller forsøgte samme dessin for 56. gang?

Både formand Jesper Møller, direktør Jakob Jensen, fodbolddirektør Jakob Møller og landstræneren har under VM kritiseret den danske presse for at være for kritisk. Det er vidunderligt.

Dette ellers håbløst flinke korps, der pænt giver hånd før og efter pressemøderne. Vi, der skyder med vandpistoler sammenlignet med de nådesløse snipere i Storbritannien, Tyskland, Italien, og hvad har vi. Argentina! Jøses.

Det var i øvrigt en norsk, ikke dansk journalist, der som den første spurgte, om Hjulmand ville miste sit job på grund af VM.

Ja, dette var det absolut skammeligste øjeblik. Fodbolddirektør Peter Møller tillod sig at lange ud efter Norge med en bemærkning om, at Danmark modsat andre har for vane at kvalificere sig til slutrunder. Mener Møller virkelig, at vi i Danmark lige nu har ret til at skryde over for nogen som helst?

Man krummer tæer. Det tyder på en fuldstændig forskruet opfattelse af situationen, som er ganske katastrofal.

Lad os afrunde en tung snak med lidt hjulmandsk optimisme. På pressemødet sagde landstræneren, der engang har taget et semester i sportsmanagement i Orlando:

»Enten vinder man, eller også er man igang med en accelereret læringsproces.«

Den vil jeg huske, næste gang jeg styrter på cyklen eller taber på chess.com. Accelereret læringsproces.

Haha! Så hele Qatar var bare en »accelereret læringsproces«. Det skulle han da bare have fortalt os.

Men det er alligevel fodbolddirektør Peter Møller, der skal have det sidste ord med sin indrømmelse af, at det hele blev lidt for meget med alle de menneskerettigheder, al den kritiske dialog og de dumme anførerbind:

»Det er en god læring at huske, at vi er et fodboldforbund, og det skal vi holde fast i, når vi er til slutrunder.«

Så sandt, så sandt.

Hidtil har Qatars VM-komité fastholdt, at der kun har været tre arbejdsrelaterede dødsfald i de 12 år, det har taget at forberede slutrunden. Det vil sige på de 8 stadioner, i de 17 VM-zoner og rundt om på anden VM-infrastruktur.

Tallet undsiges af en række humanitære organisationer, der vurderer, at mellem 5.000 og 15.000 migrantarbejdere har mistet livet.

Forleden kom komitéens generalsekretær, Hassan Al-Thawadi, imidlertid til at tale over sig på perfekt engelsk – 44-årige Al-Thawadi er uddannet fra University of Sheffield – i et interview med Piers Morgan på TalkTV:

Morgan
– Hvor mange mennesker er siden tildelingen af værtskabet (i 2010, red.) døde i forbindelse med VM-byggerierne?

Al-Thawadi
– Et skøn vil være omkring 400. Mellem 400 og 500. Jeg har ikke det præcise tal.

Morgan
– Nogen vil mene, at det er en alt for høj pris at betale for et sportsarrangement. Hvad siger du til det?

Al-Thawadi
– Ét dødsfald er ét for meget.

Siden har VM-komitéen forsøgt at bortforklare Al-Thawadis lidt for ærlige udmelding. Det, han mente, var godt 400 ikke-arbejdsrelaterede dødsfald i det hele taget blandt alle Qatars hundredtusinder af migrantarbejdere.

Kroatien – Belgien kl. 16 på TV 2
Canada – Marokko kl. 16 på TV 2 Sport X
Costa Rica – Tyskland kl. 20 på DR1
Japan – Spanien kl. 20 på DR2