I udbrud. Bob Dylan har måttet krybe til korset, efter at han er blevet grebet i at bruge robot-autografer.

Dokumentfalsk

Bob Dylan har aldrig virket særlig sympatisk, det så man i filmen Don’t Look Back, der følger Dylan på en turné i England i 1965, hvor den 23-årige sanger optræder så selvbevidst og arrogant, at jeg fik afsmag for ham (ikke hans musik, må det lige indskydes).

Især hans nedladende optræden over for konkurrenten Donovan var svær at sluge.

Dylan tålte tydeligt nok ikke, at andre tog rampelyset.

Det samme måtte veninden Joan Baez sande; hun fik lov til at komme med på scenen, så længe hun var mere kendt end ham, derefter var det slut.

Da han fik Nobelprisen i Litteratur i 2016, benyttede han lejligheden til at vise, hvor ægte arrogant han er; han gad nærmest ikke modtage den, han havde vigtigere ting at foretage sig.

Men nu har manden måttet krybe til korset, fordi han er blevet grebet i dokumentfalsk. Som det fremgik af sidste uges BØGER, blev 900 signerede eksemplarer af hans nyligt udkomne bog Philosophy of Modern Song (da. Den moderne sang) solgt for 599 dollar (4.500 kr.) stykket. Hans fans fandt dog ud af, at signaturen ikke var skrevet i hånden, men af en robot. For de var fuldstændig ens.

Dét er da bedrageri af øverste skuffe.

Er det normalt at sælge robotautografer? Det er jo en bombe. Nye afsløringer følger!

Det tog ham nogle dage at tage sig sammen og undskylde. Først i vanlig overlegen stil: »Jeg er blevet gjort opmærksom på, at der er en kontrovers om nogle autografer.« Han undskylder sig med, at han led af svimmelhedsanfald, der hindrede ham i selv at skrive autograferne. Han blev så foreslået at bruge en autopen og forsikret om, at »den slags gjorde man 'hele tiden' i litteratur- og kunstverdenen«.

Det endelige knæfald lyder: »At bruge en maskine var en fejl, og jeg ønsker øjeblikkeligt at rette den.« Han »beklager det dybt«.

Forlaget Simon & Schuster har indrømmet, at Dylan-autograferne ikke er skrevet af Dylan i hånden, og lovet at godtgøre køberne. Og de involverede i sagen slipper nok med at kompensere køberne – et samlet beløb på fire millioner kroner – selvom det er dybt kriminelt, hvad de har gjort.

Men Dylans forsøg på at rense sig selv ved at sige, at han fik at vide, at det var normalt at bruge robot-autografer, kaster jo en bombe. Nye afsløringer følger!