Levned & Meninger. Hvem havde fået det vanvittige indfald at gøre en så klodset krop som min til et våben?

Et enkelt slag

Da jeg var seks-syv år, fik en flok jævnaldrende drenge smag for at jagte mig gennem skolegården. Det var 90erne, før Aula, før lovkrav om antimobbestrategi. Min far lærte mig at knytte næven med tommelfingeren yderst og holde håndleddet i vater. Sådan her, sagde han: Lige over næsen, så ligger de der.

Jeg husker ikke, om jeg fik det brugt. Skilsmissen skete, skoleskiftet skete. Med tiden skete også puberteten, og med den kom utrygheden, den diffuse følelse af at være en sårbar krop i det offentlige rum.

I HILLERØD havde vi noget, vi kaldte voldtægtsstien. Den gik fra bymidten, hvor diskotekerne lå, og ned til stationen. Her gik man nødig alene efter mørkets frembrud; hvis man gjorde, ringede man til en ven for at tale højlydt med dem imens. I København kan jeg ikke tælle de nætter, hvor jeg er gået gennem byen med hjertet i halsen og nøgler knuget mellem fingrene.

Ikke at jeg nogensinde har været ude for noget alvorligt. Der var dengang, jeg lå døddrukken på en bænk på Hovedbanegården, og en fremmed kravlede over min krop, så jeg måtte sparke ham af mig; dengang en efter alt at dømme psykotisk kvinde greb mig i håret og tvang mig ned mod asfalten uden for hedengangne Gefährlich på Nørrebro; dengang en besoffen ung mand kom løbende bagfra, lagde armen om halsen på mig og løftede mig op, mens han snøvlende forsøgte at overtale mig til at tage med ham hjem. Men der skete aldrig rigtig noget.

Flest har været de små hverdagsoverskridelser, hvor min egen reaktion oftest har været det mest traumatiske: Oplevelsen af at stivne, at »nej« og »stop« sad fast i halsen på mig, at luften forlod mine lunger, og min stemme blev tynd og skinger. Ydmygelsen og selvhadet bagefter.

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg placerer mig i diskussionen om feministisk selvforsvar, hvis iboende dilemma for nylig blev opridset i denne avis. Hvis man tilslutter sig, at kvinder kan og bør forsvare sig selv, lægger man så samtidig skyld på dem, der ikke gjorde?

For mig handler evnen – og viljen – til at forsvare sig nok ikke så meget om feminisme, som den handler om almenmenneskelig værdighed. Eller i hvert fald en fantasi herom. Jeg er 163 centimeter høj og bygget som et egern; jeg tvivler på, at jeg kunne forhindre nogen i at gøre mig ondt, hvis de virkelig ville. Men jeg har altid godt kunnet lide tanken om at kunne slås. Det hører ligesom til listen af færdigheder, der gør en kapabel i verden. At kunne sætte en hylde op. At kunne gennemskue et årsregnskab. At kunne slå fra sig, hvis man skal.

DET VAR NOK DET, jeg havde i baghovedet, da jeg for nogle år siden begyndte til krav maga, et israelsk selvforsvarssystem, på et særligt hold for kvinder. Jeg lærte at slå rigtigt – med håndroden eller hammerslag, aldrig knyttet næve, medmindre man er boksetrænet – hvordan man retter et spark mod henholdsvis knæ og skridt fra liggende stilling, hvordan man løsner et greb om sin hals.

Mest af alt øvede vi os i den for mange kvinder, og altså herunder mig, så svære kunst at sige tydeligt fra. Torsdag efter torsdag stillede vi os op på række og råbte »stop«, »nej«, »hold dig væk«, så det gav genlyd i salen.

Det er noget af det mest grænseoverskridende, jeg i mit liv har prøvet. Men det var også sjovt. Og det måtte selvfølgelig gå galt.

En aften øvede vi os i at parere en helkropstackling – spørg mig ikke hvorfor, måske i tilfælde af, at vi en dag skulle befinde os i et hooliganmasseslagsmål? – og da min makker kom tordnende mod mig, tog jeg fejl af den vinkel, hun ville angribe fra: Jeg hævede armen for at blokere, som jeg havde lært, men i stedet for hendes skulder ramte jeg hende durk i ansigtet, så hendes næse sprang som en fontæne.

Det værste var faktisk ikke blodet eller at se min makker krølle sig sammen på det skridsikre linoleumsgulv, mens blålilla plamager øjeblikkeligt bredte sig på hver side af hendes næseryg. Nej, det værste var, da træneren kaldte holdet sammen for at bruge hændelsen som en learning opportunity. Se, damer, sagde han, det er præcis, hvad vi har talt om: Der skal faktisk bare et enkelt slag til, før modstanderen er uskadeliggjort.

Måske hørte jeg min fars ord netop da: Lige over næsen, så ligger de der.

JEG KOM IKKE tilbage til træning. Skammen var for overvældende, volden var pludselig alt for konkret, og hvem havde overhovedet fået det vanvittige indfald at gøre en så klodset krop som min til et våben? Mit krav maga-eventyr lignede endnu et nederlag til samlingen.

Men så et års tid senere, da jeg trak min cykel hjem gennem København, træt og ædru, passede to mænd mig op. Øjnene sejlede rundt i hovedet på dem, den ene greb om styret, de grinede, jeg koldsvedte og forberedte mig på at krabbe mig væk i atter en ydmygende seance. Men det var ikke det, der skete. I stedet hørte jeg mig selv sige med forbløffende myndig røst: »Det der, det gider jeg ikke. Hav en god aften.«

Manden, der havde haft fat i mit styr, slap det, som havde han fået stød. Jeg trak cyklen til mig og gik videre. Bag mig hørte jeg ham måbe til sin ven: »De plejer da for fanden ikke at være så tydelige.«

Der er ikke gået nogen voldsmand tabt i mig. Men mindre kan åbenbart også gøre det.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.