Satellit. Tamponer og bind vejer tungt i de studerendes budgetter. Studenterrådet på Berlins Tekniske Universitet kræver gratis tamponer og bind på toiletterne – også på herretoiletterne.

Gratis bind på uni

Normalt er det tykke bind af Alexander von Humboldt og Jürgen Habermas, der optager de tyske studerende, men nu er en anden type bind kommet i fokus: Retten til hygiejnebind er blevet en universitetspolitisk sag.

Studenterrådet ved Berlins Tekniske Universitet kræver nemlig gratis adgang til tamponer og menstruationsbind på alle de berlinske universiteters toiletter, fordi bindene udgør en relativt stor belastning for mange studerendes økonomi. Det skriver de studerendes repræsentative råd i en pressemeddelelse og tilføjer nok så vigtigt: »Vi kræver udtrykkeligt, at menstruationsprodukter ikke kun stilles til rådighed på kvindetoiletter, men på alle toiletter. På dame- og herretoiletter og på toiletter, der er tilgængelige for andre køn.«

Det sidste aspekt skal fremme ligestilling: »Mange kvinder, trans-, intetkøns- og ikkebinære personer er afhængige af menstruationsprodukter, som er essentielle for at deltage i det offentlige liv.« Her bør universitetet leve op til sin »samfundsmæssige, progressive opgave og være et godt eksempel«, forklarer de studerende.

Deres kamp for gratis bind er i øvrigt, anfører de, bare en lille del af et større mål »på vej mod et ligeværdigt og queerfeministisk samfund, hvor de kapitalistiske, patriarkalske, kvindefjendske trans-, interkøns- og queer-ekskluderinger afvikles.« vind