Vladimir Putins to leveregler, som han lærte sig i sin tid som ansat ved den russiske efterretningstjeneste, KGB, lyder: »Gennemfør, hvad du har sat dig for, til den bitre ende – der er ikke noget, der hedder tilbagetog.« Og: »Ræk ikke ud efter et våben, medmindre du er parat til at bruge det.«
Ingen af levereglerne – her gengivet efter Philip Shorts nye biografi om manden, Putin – His Life and Times – er særlig betryggende efter Vladimir Putins tale i sidste uge, hvori han igen truede med at forsvare russisk territorium »med alle de midler, der står til vores rådighed«, herunder, bør man forstå, atomvåben. Politiske ledere og sikkerhedspolitiske eksperter er da også travlt beskæftiget med at forudsige, hvad en trængt Putin kan finde på at gøre, hvis de ukrainske styrker fortsætter deres fremrykning og truer de russiske positioner i det østlige Ukraine, ja, måske endda Krim.
Vil han for at forhindre en total russisk ydmygelse på slagmarken og sit regimes efterfølgende sandsynlige fald række ud efter det ultimative redskab i arsenalet: atomvåben?
Flere og flere af de sikkerhedspolitiske eksperter, der følger krigens gang på daglig basis, svarer nu ikke længere blot »nej« til det spørgsmål.
»Jeg tror ikke, at Rusland militært er i den situation, hvor det kan ske. Ikke endnu. Men man kan klart se, at det kan gå den vej. Risikoen for brug af atomvåben er ikke som sådan høj, men den er ukomfortabelt stor,« siger Michael Kofman, leder af Ruslands-forskningen ved den militære forskningsinstitution CNA i Virginia, USA, til den fremragende krigspodcast War on the Rocks.
Joseph Cirincione, amerikansk sikkerhedspolitisk analytiker og forfatter til bogen Nuclear Nightmares: Securing the World Before It Is Too Late, siger i en kommentar i Washington Post, at det er svært at sætte procentsatser på risikoen. »Men det er også lige meget. Om risikoen er 10 procent eller 40 procent, er svaret – givet, hvad der er på spil – det samme: Minimer muligheden for brug af atomvåben. Og forbered en respons på forhånd.«
Christopher S. Chivvis, seniorforsker ved tænketanken Carnegie Endowment med to årtiers erfaring i amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik bag sig, opremser – i The Guardian – følgende scenario, der kan få Putin til at overveje atomvåben:
»Den vestlige støtte til Ukraine øges her til efteråret, med nye våbensystemer og større mængder af våben. Vestlige efterretningstjenester giver ukrainerne en endnu større fordel over for russiske styrker, der er dårligt trænet, mangler udstyr og er demoraliserede. Det russiske militær må lide svære tab og fordrives fra en eller flere af de ukrainske regioner, de har annekteret. Putins store projekt er ved at bryde sammen én gang for alle. Protesterne i Rusland intensiveres. Han frygter at miste sin magt og at blive slæbt gennem gaderne som Gaddafi. Så han satser stort og rammer de ukrainske styrker med et taktisk atomvåben for at få stoppet krigen. (...) Hans mål er ikke at opnå nogen militær fordel, men at hæve indsatsen så meget, at de vestlige regeringer er tvunget til at gentænke deres strategi.«
Scenarier for en optrapning
Altså: Risikoen for, at Putin beslutter sig for at bruge atomvåben i konflikten, er ikke overvældende. Det er fortsat mere sandsynligt, at han ikke gør det, end at han gør det. Men risikoen for, at verden oplever en atomkrig, er større end på noget tidspunkt siden Cubakrisen i 1962 og er kun taget til efter den seneste ukrainske succes på slagmarken. Hvordan vil den nukleare eskalering i givet fald foregå?
Michael Kofman opstiller i War on the Rocks nogle scenarier. Første skridt er allerede taget, påpeger han. Det er – som Putin og hans håndgangne folk har gjort det – at fremsætte trusler om at ville bruge våbnene, hvis Ruslands »territoriale integritet« er truet. Andet skridt er at tage praktiske tiltag til at aktivere atomvåbnene – de skal hentes frem fra lagrene, missiler skal bestykkes, våben skal transporteres, kommandoer gives. Alt sammen vil foregå så demonstrativt som muligt som led i eskaleringen af truslen, ivrigt overvåget og rapporteret af amerikanske og britiske efterretningstjenester.
Tredje skridt vil være en demonstrativ affyring af et atomvåben mod et relativt mennesketomt område. Slangeøen, den myteomspundne ukrainske sortehavsø, der ligger strategisk placeret ud for Donau-flodens munding, nævnes af Kofman som et muligt mål. En eksplosion over Sortehavet eller under havets overflade nævnes også som muligheder.
Der vil formentlig være tale om, hvad nogle eksperter kalder taktiske (kortrækkende) atomvåben, selvom Kofman foretrækker at tale om low-yield- og large-yield-våben, altså atomvåben med mindre eller større sprængkraft. »Ethvert atomvåben er strategisk,« forklarer han. »Det er ikke den militære betydning, der er vigtig her. Det, der tæller, er, at Rusland viser vilje til at overskride en tærskel. Fulgt op af trusler om, at hvis ikke Ukraine sætter sig til forhandlingsbordet og er villig til at give indrømmelser, der af Putin kan præsenteres som en sejr, vil Rusland fortsætte med at bruge atomvåben i selve Ukraine. De vil i første omgang være rettet mod ukrainske troppekoncentrationer, baser, våbendepoter eller vigtig infrastruktur, i sidste ende mod byer,« siger Kofman.
Brugen af atomvåben – selv med relativt lille sprængkraft – på ukrainsk territorium har selvfølgelig sine tekniske begrænsninger, også set fra russisk side. Radioaktiviteten kan kontaminere et kampområde og dermed også ramme de russiske styrker, og den kan sprede sig ind over grænsen til Rusland. Den kan også i lang tid fremover gøre et territorium, som Rusland gerne vil annektere, ubeboeligt og uopdyrkeligt. Så det er også for Putin et skridt, han kun vil tage, hvis alle andre muligheder for at nå krigsmålene er udtømt.
Vestens svar
Hvad stiller Vesten op, hvis Putin beslutter sig for at eskalere krigen ved at anvende atomvåben? Jake Sullivan, USAs nationale sikkerhedsrådgiver, advarede sidste søndag om, at det ville få »katastrofale konsekvenser« for Rusland – uden at uddybe, hvad de så var. Han lod forstå, at Washington tager Putins trusler alvorligt, og at USA er forberedt på »ethvert scenario«. Han tilføjede, at den amerikanske regering er i kontakt med folk i Kreml og i det russiske militær. »Rusland forstår udmærket, hvad USA vil gøre som svar på brug af atomvåben i Ukraine, for vi har skåret det ud i pap for dem.«
Hvad er det så, USA og NATO kan gøre? Et godt bud kommer fra Matthew Kroenig, der har arbejdet i Pentagon og de amerikanske efterretningstjenester under præsidenterne Bush, Obama og Trump, og som i dag er professor på Georgetown University i Washington og vicedirektør i tænketanken Atlantic Council.
Han peger på tre muligheder:
1. USA og NATO-alliancen kan gøre, hvad man allerede gør, bare mere af det: udvide sanktionerne, forsøge at isolere Rusland internationalt ved også at få lande som Indien og Kina med på at fordømme Ruslands brug af a-våben og om muligt få dem inddraget i sanktionerne, bevæbne Ukraine med endnu flere avancerede våben og styrke de østeuropæiske landes forsvar, eventuelt med udstationering af a-våben i Polen og andre østlande. Ulempen ved dette er, at såvel venner som fjender vil se det som alt for svagt til at afskrække fra flere russiske atomangreb, skriver Kroenig.
2. Man kan gøre alt det ovennævnte plus svare igen med en begrænset militær intervention, for eksempel et amerikansk luftangreb med konventionelle våben mod de russiske styrker og baser, der har været involveret i atombombeangrebet. En mere robust version af denne option er, at USA og NATO går ind i krigen på Ukraines side med konventionelle styrker.
Det vil, fremhæver Kroenig, blive set som et meningsfuldt gensvar, men vil også øge risikoen for, at Ukrainekrigen eskalerer til en egentlig krig mellem Rusland og NATO.
3. USA kan anvende atomvåben mod et nøje udvalgt, begrænset mål i Rusland for at afskrække Moskva fra at foretage yderligere atomangreb mod Ukraine. Ulempen her er den helt indlysende, at et desperat Putin-regime muligvis vil svare igen med et atomangreb mod mål i USA, og at krigen herefter eskalerer ud af kontrol.
Kroenig er, kan man forstå, tilhænger af en blanding af valgmulighed 1 og 2. Og imens vi overvejer Vestens reaktion, kan vi jo håbe på, at Putin bare bluffer. Eller at de vestlige advarsler har været tydelige nok til at overbevise Putin om, at brug af atomvåben i Ukraine på ingen måde vil føre til, at Rusland kommer nærmere sine krigsmål.
