Den ukrainske succes på slagmarken har i den forløbne uge hensat Vesten i eufori. Lige pludselig handler det ikke længere om, at »ukrainerne ikke må tabe«, nej, nu handler det om, at de faktisk kan vinde.
»Det er på tide at forberede sig på en ukrainsk sejr« lyder overskriften på en artikel af Anne Applebaum i The Atlantic. »Putins krig i Ukraine går så skidt, at hans fald er blevet en reel mulighed« hedder det i The Telegraph. »Derfor vil Ukraine vinde« profeterer Francis Fukuyama i Journal of Democracy.
Og det mest bemærkelsesværdige er, at disse udbrud af glæde og triumf ikke er ledsaget af frygtsomme advarsler om, at det helst ikke må gå for godt for ukrainerne, for så kan Putin finde på hvad som helst.
Nej, tværtimod opfordres der til, at Vesten – nu hvor ukrainerne har vist, at de kan slå tilbage – øger den militære støtte til Ukraine markant og sætter landet i stand til faktisk at jage russerne på flugt. Fra starten af Ruslands invasion har det ellers heddet sig, at Vesten for guds skyld ikke måtte lade ukrainerne presse Putin for hårdt; for så kunne det ende i en atomkrig.
Ja, selv ikke når Volodymyr Zelenskyj eller hans forsvarsminister erklærer, at krigen først er vundet, når Krim er tilbage på ukrainske hænder, lyder der protester fra de vestlige hovedstæder. Det virker virkelig til, at vi i Vesten er holdt op med for alvor at være bange for Putin.
DET ER et velkomment psykologisk gennembrud.
Ikke fordi Putin har opgivet at vinde. Tværtimod er det sandsynligt, at han vil forsøge at skræmme livet af os i den kommende tid. Hvis ukrainernes succes på slagmarken fortsætter, kan man sagtens forestille sig, at han vil tvinge Belarus’ præsident Lukasjenko til at åbne en ny front fra nord. Lukasjenko kan næppe afslå, hvis han bliver presset hårdt nok, for han sidder i sit embede på Putins nåde.
Alternativt kan det også sagtens være, at Putin foranstalter en nedsmeltning af atomkraftværket i Zaporizjzja og skyder skylden på ukrainerne. I telefonsamtalen med Tysklands kansler forleden, brugte Putin angiveligt en stor del af sin taletid på at advare mod den atomkatastrofe, som ukrainerne meget snart kan tænkes at forårsage.
Alternativt kan det også være, at Rusland tager kemiske og biologiske våben i brug og hævder, at det er Vestens værk: Putin og hans forsvarsminister Sjojgu har længe påstået, at USA har forsynet ukrainerne med sådanne våben med henblik på et nært forestående angreb.
Ja, helt kan man da heller ikke udelukke, at Rusland kunne bringes til at tage taktiske atomvåben i brug, selvom det ikke virker videre sandsynligt. Det vil næsten med sikkerhed gøre Rusland til en international paria, som Indien og Kina vil føle sig nødsaget til at vende ryggen; og det gør det svært at realisere Putins vision om Vesten mod Resten.
Endelig – og det må vi virkelig ikke håbe – kan man tænke sig, at Putin overtaler Xi Jinping, der også har interesse i en svækkelse af USA, til at forøve en provokation i Kinas nærområde, som vil aflede amerikanernes opmærksomhed fra Ukraine.
MEN PÅ TRODS af alle disse mulige risici er det godt, hvis angsten for Putin har sluppet sit tag i Vesten. For hvad er alternativet til at forsøge at tilføre Putin et endegyldigt nederlag i Ukraine? Ja, medmindre man mener, at Ukraine simpelthen skal overgive sig til Rusland, så er alternativet at forsyne ukrainerne med lige tilpas så få våben, at Putin hele tiden bevarer håbet om, at han kan vinde.
Det er en rigtig dårlig strategi. Og ikke kun, fordi det påfører ukrainerne ufattelige lidelser, men også fordi det bibringer indtrykket af et svagt og ubeslutsomt Vesten, som andre end Putin vil vide at udnytte. Desuden vil det svække vores tro på os selv.
Man skal nemlig huske, at Putin kan sidde til 2036, og argumentet om hans utilregnelighed gælder derfor ikke mere i dag end om fem år. Han har tid til at vente på, at der kommer ledere til magten i Vesten, som har andre prioriteter end at levere våben og økonomisk støtte til Ukraine. Men allermest skræmmende er det måske, at manden selv ligeud siger, at Ukraine-invasionen kun er katalysator for det skifte i magtbalancen, der skal bringe Vesten til fald. Det er kun begyndelsen på et større opgør om verdensherredømmet. Det kan ikke forstås anderledes, end at den demokratiske retsstat endegyldigt skal miste sin attraktion som samfundsmodel: Først da kan denne verdens autokrater vide sig sikre.
Ergo gælder det for os om at slå til nu, hvor krigslykken er vendt. Ukraine skal have alle de våben, vi overhovedet kan levere, for det er nu, at Vesten og ukrainerne har det psykologiske overtag. Fortsætter ukrainerne deres fremstød, vil det gå op for den russiske befolkning, at Putin ikke er ved at vinde Ukraine, men ved at tabe Rusland.
