Tik-tak. Modstridende nok føles moderskabet længere væk, jo ældre jeg bliver.

Æggeur i udu

Æggeur i udu Af Sonja Furu

Kan du ikke skrive om, at det er blevet trendy at være barnløs, spurgte en redaktør mig med henvisning til den amerikanske forfatter Lionel Shriver, der netop havde skrevet en artikel med overskriften »The age of anti-natalists«.

Jeg er helt med på, at vi får færre børn i Europa, at vi får dem sent, og at en hel del yngre klimaaktivister ikke mener, det er særlig smart at sætte flere børn i verden. Alligevel kom min redaktørs opfordring på et tidspunkt, hvor jeg dårligt kan mødes med en veninde uden at lykønske hende med en graviditet.

Alle omkring mig får børn. Flere af mine venner forplanter sig for anden gang. Og det er måske ikke så mærkeligt, når man er kvinde i den fødedygtige alder. Og det er måske heller ikke så underligt, at det føles overvældende, når man går fra nul til 100; fra at ingen har børn, til at alle pludselig vil have dem.

Selv er jeg meget i tvivl, om jeg overhovedet vil dét med børn. Men jeg fornemmer bestemt ikke, at jeg tapper ind i tidsånden, når jeg lufter ideen om en barnløs livsførelse, snarere at min indstilling bliver mødt med en skepsis eller en formaning om, at det vil ændre sig om et øjeblik. Altså når æggestokkenes tik-tak for alvor begynder at slå.

DA MIN MOR var på min alder, havde hun min storebror og min storesøster, og snart ventede hun mig. Som barn og teenager tænkte jeg instinktivt, at jeg selv en dag skulle være mor. Men modstridende nok føles moderskabet længere væk, jo ældre jeg bliver.

Lionel Shrivers skriver, at hun engang var outsider ved at fravælge forældreskabet, men at hun ikke ville være det i dag. I Europa tørrer vi ud, ingen vil længere have børn, argumenterer 65-årige Shriver. Det står så grelt til, at EU har nedsat et demografiudvalg for at sikre det svindende lille afkom, der kommer ud af os europæere. At EU ligefrem nedsætter et udvalg, accentuerer den dalende fertilitets seriøsitet. Men jeg vil nu stadig argumentere mod Shrivers påstand om, at det er blevet in at være barnløs.

Forleden spiste jeg middag med tre af mine gode veninder, alle tæt på de 30. Vi har kendt hinanden, siden vi var i begyndelsen af 20erne; den ene har en søn på to år, den anden er netop blevet viet, og den tredje er ved at indrette en fælles lejlighed med sin kæreste, og nå ja, så forsøger de alle tre at blive gravide. Det fortalte de den aften, mens vi drak det sidste af øllene ude foran restauranten og skuttede os i den sprøde efterårsluft.

Det var svært ikke at blive smittet af deres fælles begejstring og svært ikke at føle sig uden for den. For der var intet i mig, der havde lyst til at cykle hjem og spørge min kæreste, om vi også skulle lave en baby. I stedet cyklede jeg hjem, tung om hjertet, og tænkte, at jeg ville ende som den der kejtede veninde, der ikke kan tale med om den bedste dagpleje.

Ofte forstummer jeg i samtalerne om børn, for de spydige bemærkninger forklædt som åbne spørgsmål lurer lige om hjørnet: »Er det ikke også, fordi du går så meget op i dit arbejde? Og det bliver du træt af. Bare vent. Tror du ikke, du ville have godt af at tilsidesætte dine egne behov?« (At det skulle være så indsigtsfuldt at udskyde søvn og toiletbesøg, har jeg aldrig forstået).

Men som med alt andet kommer de sværeste ord fra dem, der er tættest på én.

Jeg glemmer ikke min kærestes reaktion, da jeg fortalte, at jeg måske aldrig ville være mor. Panikslagen så han på mig: »Mener du det, eller mener du bare lige nu?« ville han insisterende vide. »Jeg mener, at jeg ikke vil lige nu,« svarede jeg tøvende og tilføjede, at jeg jo ikke ved, hvordan jeg har det om nogle år.

Hvordan samtalen efterfølgende forløb, har vi diskuteret en del gange siden. Min version: Efter et par minutters stilhed udbryder han: »Selvfølgelig! Det giver faktisk rigtig god mening. Du er jo også kynisk og kold, og du tilsidesætter kun modvilligt dine egne behov.«

Hans version (mere udglattende): »Du er selvfølgelig ikke egoistisk, men din begrundelse for ikke at ville have børn er.«

EGENTLIG HANDLER mine overvejelser ikke så meget om at fravælge børn, men om at fravælge det liv, jeg lever nu, og som jeg virkelig nyder. Jeg er ved at få fornyet mit visum til Indien, så jeg kan bo mindst et år mere i New Delhi – måske flere. Min kæreste og jeg beskæftiger os med det samme, og jeg drømmer om, at han kan komme i perioder og bo med mig, at vi kan rejse rundt sammen, skrive og arbejde og læse. At vi kan tage til Sydindien, Nepal, Sri Lanka, rejse til Japan, som står øverst på hans liste, og Kina.

Jeg forestiller mig, at jeg vil skrive alt muligt, som jeg aldrig havde fået indblik i fra storrumskontoret på Pilestræde. Noget vil helt sikkert være barskt og brutalt, andet vil være fuldstændig fortryllende. Langt de fleste oplevelser vil være uegnede for børn. Og jeg har ingen ambition om at gøre forsøget med en nyfødt på armen gennem Indiens oplyste, myldrende millionbyer.

Da jeg kom hjem fra New Delhi i sommer, havde jeg det lidt, som om min verden var gået i stå; at nogen havde skruet ned for alle lyde og lugte og farver – og ikke mindst hastigheden. Hvor var de hylende bilhorn og menneskehavet?

Vi taler altid om alt det, man mister, hvis man ikke får børn. Men hvad med alt det, man ofrer til gengæld for moderskabets velsignelser? Al den frihed, spontanitet, afstikkere, dybe venskaber og nærvær for andre end lige præcis sit eget afkom.

Et liv uden børn er ikke nødvendigvis et selvisk liv. Og børn er vel også et valg, man træffer for sig selv, for at udleve sine egne familiedrømme.

Skal man få børn for andres skyld? For samfundets? Selvom jeg blandt mine venner føler mig alene med drømmen om en barnløs fremtid, er der – som Lionel Shriver skriver – en faldende fertilitet i Europa.

Den kroatiske premierminister Andrej Plenković kaldte det for et »eksistentielt problem« under sit formandskab af EU. At opfostre et barn i Europa koster i snit en million danske kroner. Og flere lande forsøger ihærdigt at gøre det økonomisk attraktivt for deres befolkninger at formere sig; Ungarn tilbyder eksempelvis generøse lån til unge ægtepar – for hvert barn udskydes lånet – og ungarske kvinder med mindst fire børn slipper for at betale indkomstskat.

I Danmark har nataliteten ligget stabilt på knap to børn pr. kvinde siden begyndelsen af 1970erne. Og jeg fornemmer ikke, at det ændrer sig foreløbig. I hvert fald ikke i min egen lille venindeflok. Så der er nok ikke andet for end at acceptere tilværelsen som barnløs særling. For nu.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.