HVEM kan huske Profumo-affæren? Den drejede sig om John Profumo, den britiske krigsminister, som tilbage i begyndelsen af 1960erne havde en affære med fotomodellen og korpigen Christine Keeler. Det spegede var, at hun samtidig gik i seng med Jevgenij Ivanov, militærattaché ved den sovjetiske ambassade. Se, den historie ville man gerne have, at den britiske efterretningstjeneste interesserede sig for. Hans sexliv udgjorde åbenlyst en sikkerhedsrisiko og gjorde manden uegnet til at bestride posten som krigsminister. I Danmark har myndighederne i skikkelse af PET-chefen forsøgt at fortælle en tilsvarende historie; om en Findsen-affære: Ifølge Berlingske fortalte PET-chefen tidligere på året partiformændene i Folketinget om den tidligere FE-chef Lars Findsens seksuelle præferencer. Findsen har hang til S/M-sex, forklarede PET-chefen, som var flankeret af den daværende justitsminister.
UNDERGRAVER regeringens kritikere retsstaten ved at påpege de mange alvorlige problemer i FE-sagen? Sådan lyder det ofte fra socialdemokratiske ministre og støtter, som går til angreb på folk, der påpeger, at noget forekommer at være helt galt i denne historie; herunder tidligere statsministre og departementschefer. Faktisk er det lige omvendt, siger justitsminister Mattias Tesfaye, der i sidste weekend bedyrede, at alt er »gået helt efter bogen«.
FAKTISK er det i en retsstat meget vanskeligt at få adgang til folks, også FE-chefers, privatliv. Politiet havde fået en dommers tilladelse til at aflytte og overvåge Lars Findsen for at efterforske, om han havde overtrådt paragraf 109 om videregivelse af statshemmeligheder, en sigtelse, der forekommer papirtynd. Strafferammen i den paragraf er så høj, at det giver politiet langt tungere efterforskningsmuligheder, herunder aflytning, end hvis man blot havde sigtet Findsen for brud på tavshedspligten. Denne overvågning har skaffet PET oplysninger om Findsens sexliv, som man derefter har fortalt partiernes formænd om. Hvorfor? Det er ikke til at sige, om Findsens præferencer gør ham uegnet til at være FE-chef, som Søren Pind, den tidligere justitsminister, påstår. I så fald måtte konsekvensen være, at Findsen måtte placeres i en underordnet stilling i et afsides politidistrikt. Det er bare ikke det, sagen handler om.
RETSSTATEN bliver efter alt at dømme undergravet i denne sag. Ikke af regeringens kritikere, men af myndighederne selv: PET skaffer sig viden om Findsens privatliv gennem langvarig overvågning. Denne overvågning bliver så brugt til at sladre om detaljer, hvor formålet åbenlyst må handle om at desavouere manden. Det er langt over stregen. Sagen handler ikke om Findsens generelle egnethed som FE-chef eller om kravene til hans sikkerhedsgodkendelse. Faktisk må man i stadig højere grad spørge, om den overhovedet handler om Lars Findsen. Hvad motivet har været til at køre denne sag så ansvarsløst, og hvem der har truffet beslutningerne bag, ved vi ikke. Det er afgørende at finde ud af. Hvis den er kørt efter bogen, må der være noget helt galt med den vejviser, der benyttes i den siddende regering.
