Accept. Ens forhold til frikadellen siger meget om, hvor man befinder sig i den store nationale fortælling.

Frikadeller

Klikker man ind på engelsk Wikipedia under deres opslag om det danske køkken (Danish cuisine), viser billedet, der ledsager artiklen, et fad fyldt med frikadeller. Det er næppe tilfældigt. Der er noget umiskendeligt dansk over netop frikadellen. Selvom mange andre lande også har kødboller på menuen (ja, i Sverige er deres köttbullar også definitionen på svensk), så har den lille danske version af frikadellen haft held med at snige sig ind i folkesjælens inderste kamre. Den er simpelthen blevet synonym med det danske.

Jeg husker, da prins Joachim på et pressemøde i midten af 1990erne præsenterede sin udkårne, senere prinsesse (og endnu senere grevinde) Alexandra, for det danske folk. Her blev den vordende prinsesse adspurgt af en journalist om, hvad hun så frem til ved at lære den danske kultur bedre at kende. Det var, inden hun lærte at mestre sproget, men jeg husker tydeligt hendes svar, der dengang kom på engelsk: Hun glædede sig til at smage frikadeller, som hun havde hørt så meget om.

Noget tyder på, at det ikke bare var spil for galleriet, men at parret fik spist deres frikadeller. I hvert fald kan en B.T.-artikel fra 2003 afsløre, at Alexandra og Joachims ældste søn, den dengang blot treårige prins Nikolai, tog godt for sig af frikadeller til en reception efter navngivningen af farfar prins Henriks nye båd. Prinsgemalen havde dog selv i et interview helt åbent erklæret, at frikadeller ikke lige var hans livret. Han var mere til det franske køkken.

Måske finder vi her forklaringen på, hvorfor Alexandra så let som ingenting blev accepteret af det danske folk, mens prinsgemalen altid havde svært ved at finde sig til rette i den danske kultur. Dronning Margrethe sagde i 2015, at integration ikke handler om at spise frikadeller. Men havde hun nu helt ret i det? Hendes egen familiehistorie fortæller noget andet.

VÆRDSÆTTELSEN AF FRIKADELLEN er en smutvej til at blive accepteret af det danske folk. Af samme grund har frikadellen været en tilbagevendende aktør i kulturkampen. Og muslimernes manglende værdsættelse af denne spise er en vedvarende kilde til integrationsmæssige udfordringer og konflikter.

Ville de blot spise den, ville alt være så meget nemmere, virker til at være præmissen. I 2013 rasede der en decideret frikadellekrig, efter at det kom frem, at man på Hvidovre Hospital kun serverede halalvarianten. Et knæfald for den snigende islamisme, lød det fra bekymrede stemmer. Vores egen chefredaktør, Martin Krasnik, der dengang var Deadline-vært, spiste i den forbindelse demonstrativt sit livs første frikadelle med svinekød for rullende kameraer. »Der krydsede jeg så grænsen og blev en af jeres,« lød det efterfølgende fra Krasnik, mens han kiggede seeren i øjnene.

Ens forhold til frikadellen siger meget om, hvor man befinder sig i den store nationale fortælling. Lars Løkke Rasmussen kan for eksempel godt lide at putte hvidløg i sine. Det er meget løkkesk. På den ene side er han jo en jovial pykniker, der ikke er for fin til smøger, fadbamser og dansk mad, men på den anden side er han også en 1989er med et positivt syn på globalismen og dens usentimentale forandringspotentiale af alt nationalt. I en nytårstale fortalte han begejstret om, hvordan hans søns venner konverserede på engelsk med hinanden. Det er konsekvensen af at putte hvidløg i sin frikadelle, næste skridt er opgivelsen af modersmålet. Det er i øvrigt en stærkt overset detalje ved Anders Fogh Rasmussen, at hans livret er frikadeller. Det fremgik af et interview med Radio Viborg i 2002, der ikke har fået nok opmærksomhed.

Frikadeller er også ofte tæt associeret med familiehistorie. De fleste har en afdød mormor eller oldemor, hvis opskrift på frikadeller angiveligt skulle have været den bedste nogensinde, men som de desværre ikke lige nåede at få nedskrevet, inden hun gik bort. Så nu lever kun sagnene og myterne. Selv havde jeg en far, der gik meget op i sin frikadellefars og altid klagede over de frikadeller, vi fik serveret ude i byen. Han brokkede sig tit over, at nogen havde puttet »gummilastikum« i dem – denne mærkelige tendens, hvormed nogle formår at give deres frikadeller en skrækkelig, gummiagtig konsistens. Hvordan går det til? Han nåede ikke at finde svar inden sin død. Jeg husker hans frikadeller som ganske udmærkede. Men jeg fik heller ikke opskriften.

Selv laver jeg frikadeller således: Jeg bruger altid én teskefuld fint salt pr. 250 gram kød, så hvis man har 500 gram hakket kalv og gris i en skål, så er det to teskefulde salt samt en gavmild omgang groftkværnet peber. Herefter tilsættes ét æg, ét revet løg (ikke hakket!), to spiseskefulde rasp (ikke mel!) og en sjat sødmælk. Dette rører jeg i hånden, indtil farsen har en luftig konsistens. Det tager cirka fem minutter. Jeg foretrækker mine frikadeller små, men det er en smagssag. De skal dog steges i en masse smør. Først ved høj varme, siden på mellem. For at få det bedste resultat bør de formes allesammen, inden de ryger på panden, så de får den samme stegetid.

Jeg serverer altid stegesmørret som tilbehør, ligesom min far gjorde.

Serveret: Spis klogere med vores ugentlige madklummer.