Jeg kan ikke huske, om jeg græd. Principielt var jeg holdt op med den slags, men det har i hvert fald været tæt på. Det var en gigantisk skuffelse. Det er måske ikke proportionalt på nogen måde, for der var andre skuffelser det år, som der er, når man lige er begyndt på teenagelivet. Nogle af dem kan set i bakspejlet virke større, men da kampleder Harry Gibbs de sidste sekunder af femte omgang stoppede kampen efter for tredje gang at have talt over Tom Bogs, var det i momentet den største nedtur. Og jeg var ikke alene.
Det er præcis 50 år siden. Den 19. august 1972. En fyldt Københavns Idrætspark, som den hed dengang, og så alle os rundt ved tv-apparaterne, der lige havde fået farver. Vi havde håbet så meget på en dansk verdensmester i mellemvægt. Boksning var en gigantisk sport, der ikke havde konkurrence fra alverdens andre slags kampsport. Året før var Muhammad Ali vendt tilbage efter lang karantæne på grund af en fængselsstraf for at nægte deltagelse i Vietnamkrigen. »No Vietcong ever called me nigger.«
Ali havde endnu sine to legendariske sejre over henholdsvis George Foreman i »The Rumble in the Jungle« og i »The Thrilla in Manila« over Joe Frazier til gode. Men for Bogs var den augustaften i 1972 udset til karrierens toppunkt. Det blev den også i den forstand, at herfra gik det baglæns. Han blev aldrig den samme bokser igen. Det gjorde næsten ingen, der var løbet ind i Carlos Monzon fra Argentina.
Men hvordan var en murersvend, der var vokset i Postparken i Kastrup, endt deroppe i den ring, som det meste af Danmark kiggede på med håb om noget, der havde potentiale til en national lykkestund a la Jonas Vingegaard? Et par mirakler og en masse hård træning, er svaret.
ET AF MIRAKLERNE FØRST, for at han overhovedet blev født, var et af dem. Faderen var nemlig tæt på en krank skæbne, længe før der var tænkt på Tom. Paul Larsen rejste som barn med sin mor, der tidligt var blevet enke, til Tyskland, hvor hun giftede sig med den stenrige pianofabrikant Alexander Bogs, der var nazist og ven med blandt andre Herman Göring. Det betød, at Paul blev indkaldt til den tyske hær omkring krigsudbruddet. Han stak imidlertid af til Danmark, men blev sendt tilbage efter Besættelsen og dødsdømt. Han blev reddet af stedfaderens gode forbindelser og fik lov igen at rejse tilbage til Danmark. Nu som dansker. Paul Bogs Larsen, som han nu hed, blev fire gange dansk mester i kuglestød, og han kom til at spille en stor rolle som vejleder i sønnens karriere.
Tom viste sig tidligt som et boksetalent, og i 1964 nåede han kvartfinalen ved De Olympiske Lege i Tokyo. Det var vejen til en professionel kontrakt hos værktøjsmager og brugtvognsforhandler Mogens Palle, der lige havde etableret sig som promotor, og som i løbet af få år på godt og ondt skulle blive enehersker i dansk professionel boksning. Tom Bogs var Palles stjerne og pengemaskine. Den ene kunne bokse, den anden skaffe de rigtige kampe og modstandere, men gnidningsfrit var det ikke.
»Jeg havde det ikke helt godt med, at det allerede dengang først og fremmest handlede om at få penge i forbunds- og Pallekassen. Så kom vi boksere i anden række. I hvert fald i det interne økonomiske hierarki. Det var ikke os, der stod og hoppede lykkeligt på bundlinjen, når alt var gået godt. Der var sjældent nogen ekstra bonus i tilfælde af store sejre eller store stævner. Til gengæld var der kun halv løn, hvis stævnerne publikumsmæssigt var gået knap så godt,« fortalte Tom Bogs mange år senere i journalist Jørn Maders portrætbog, Mesterbokseren.
Men Palle kunne føre sine boksere frem i det rigtige tempo, finde de rigtige modstandere. Den 19. september 1968 i Idrætsparken kulminerede det for første gang, da Tom Bogs på bare to minutter og 35 sekunder vandt europamesterskabet i letsværvægt fra tyskeren Lothar Stengel.
Tom Bogs brød sig imidlertid ikke om letsværvægt, han var naturligt mellemvægter, og et år senere blev han europamester i den klasse, da han i Idrætsparken vandt over italiensk-argentinske Carlo Duran.
Nu var målet verdensmesterskabet og en kamp mod Nino Benvenuti. Men Tom var blevet stjerne, og det fristede. Ægteskabet med barndomskæresten Jytte knirkede.
»Jeg havde tidligere været frygtelig genert over for piger. Og blev rød i hovedet, bare de sagde noget til mig. Nu kunne jeg stort set komme i kassen med alle dem, jeg pegede på. De kom oven i købet af sig selv. I bundter. Til lille mig, der måske så barsk og smart ud, men inderst inde stadig, som i skolen, var klassens bænkevarmer. Når vi havde fester dengang, blev jeg typisk sat til at sælge pølser, mens de andre kastede sig ud i kærligheden. Det var jeg godt nok for genert til. Men nu var det som sagt noget andet. Noget helt andet,« fortalte han i Jørn Maders bog.
Ofte var han at finde på de tvivlsomme barer på Vesterbro eller på Damhuskroen. Ofte i selskab med vennen, sværvægteren Hans Jørgen Jacobsen, der selv var noget af en ugebladskendis. Ikke mindst på grund af ægteskabet med svenske Anniqa Forss, der var danmarksberømt som slangepigen Anniqa for sin optræden på natklubber og til byfester i selskab med sine kvælerslanger.
Begge havde affærer på stribe. Da Tom Bogs skulle bokse revanche mod Carlos Duran i Rom, boede han sammen med Mogens Palle hos den danske ambassadør Hans Tabor, med hvis datter han indledte et forhold.
Han tabte i øvrigt kampen, men det gjorde alle, der boksede mod italienere i Italien dengang. Medmindre de kunne vinde på knockout.
UD OVER KVINDERNE var der også datidens gangstere, der selv var en slags berømtheder, som fortrinsvis levede af at smugle cigaretter fra Østtyskland og Polen i speedbåde. Alexander Blask, Bent Ricardo Madsen, Divan-Svend, Sofa-Kurt og Leon Owild var så store navne, at de i begyndelsen af 1970 blev portrætteret i Leif Panduros og Bent Christensens tv-serie Smuglerne.
Mange af dem var faste gæster til boksestævnerne, hvor man også så tidens skuespillere, eksempelvis Morten Grunwald, Poul Bundgaard og Preben Kaas. »Københavns høj- og lavadel,« som legendariske Kurt Thyboe skrev.
Mindst en gang kom forbindelserne til lavadelen Tom Bogs til gode, fortæller han i Jørn Maders bog. En aften dukkede fire skumle typer op foran familiens hus. Udenfor viste de ham nogle særdeles belastende billeder fra Vesterbro-baren Kakadu.
»Hold da kæft, tænkte jeg. Nu ramler det hele. Knægten sad med to billeder, hvor jeg lå med røven lige i vejret. Knipset lidt fra siden, så mit ansigt var tydeligt. Der var ikke noget at gøre. Enhver idiot kunne se, det var mig. 'De er dyre, sådanne nogle billeder. Meget dyre,' sagde han slesk.«
I første omgang tog Bogs kontakt til sin far, der lovede at ordne sagen, og til Mader fortalte han: »Jeg fik aldrig spurgt min far om, hvad der egentlig skete. Men det lå ligesom i luften, der ikke skulle tales mere om den sag. Så egentlig aner jeg ikke, om det vitterligt var min far, der tog affære. Det kunne lige så godt have været nogle af kongerne i Vesterbros underverden, Leon Owild, Divan-Svend eller Store Georg, som jeg alle var gode venner med. De kunne typisk have sagt: 'I holder jer fra Tom. Han er en af vores drenge. Så se at få den sag ud af verden.' Og deres ord var lov.«
Mogens Palle var imidlertid ikke glad, og han var klar over, at han skulle have Tom Bogs isoleret inden VM-kampen, der ikke som ventet blev mod Nino Benvenuti, men mod argentinske Carlos Monzon, der i mellemtiden havde taget VM-bæltet i mellemvægt fra italieneren.
Stedet blev Skuldelev i Hornsherred, hvor Palle først havde udset sig kroen, men under et besøg fik øje på en fin gammel have, der var egnet. Det viste sig at være præstegården, og overraskende nok sagde pastor Lomholdt ja til at huse en træningslejr.
»De fungerede rigtig godt bortset fra, at vi alle var forelskede i præstens datter, og det var han jo ikke så glad for,« husker sværvægteren Svend Omar Hermansen, der var hentet ind som en af flere sparringspartnere til lejren.
Til at styre træningen havde Mogens Palle hyret den amerikanske legende Al Silvani, der havde et farverigt cv. Bodyguard for Frank Sinatra, træner for Floyd Patterson, Rocky Graziano og Jake LaMotta. I øvrigt også sidenhen træner for Robert De Niro, da han portrætterede LaMotta i Martin Scorseses Raging Bull, og for Sylvester Stallone forud for Rocky-filmene.
Præstegården og Al Silvani. Det hele spillede pr-mæssigt. Boksejournalisterne flokkedes i Skuldelev. Kurt Thyboe fra Ugens Rapport, Knud Esmann fra Århus Stiftstidende, brødrene Vagn og Flemming Nielsen fra henholdsvis Ekstra Bladet og B.T. Historier var der nok af, og Silvani kunne fortælle, men Tom Bogs var ikke begejstret.
»Alt imens Silvani forblændede pressen med sine egne meritter, var han godt i gang med at ødelægge mine muligheder for at blive verdensmester. Han ville ændre min stil totalt. Kun tre uger før mødet med Monzon. Få mig til at droppe den oprejste stil og den automatik, der var så dybt inkorporeret i min boksning og havde drevet mig fra sejr til sejr gennem 13 år. På tre uger skulle jeg ændres til amerikaner og bokse i en rullende stil, hvor jeg konstant svajede fra side til side for at komme under Monzons lange effektive venstrejabs og ind og knuse hans krop. Det kan godt være, det var den rigtige taktik, men jeg kunne sgu da ikke fuldstændig ændre stil på et par uger, så kort tid før min karrieres største og vigtigste kamp. Tænk på, hvor meget af arbejdet i ringen der bliver udført på instinkt og intuition. Ud fra en stærk psyke, en mental balance, der skabes af en stilmæssig sikkerhed. Men der var ingen pardon. Ikke for en blød sjæl som mig. Mogens Palle beordrede mig til at gøre, som Silvani sagde. Og det gjorde jeg så,« siger Bogs i Jørn Maders bog.
Ud over problemerne med stilen var der også vægten. Tom Bogs lå på grænsen mellem letsværvægt og mellemvægt, og aftenen før indvejningen havde han et kilo for meget. Al Silvanis råd var at sove med to træningsdragter, hue og vanter. Det gav et halvt kilo.
»Men heldigvis bevarede Silvani roen, fik fat i et sjippetov og sendte mig ind i saunaen. Jeg var tosset over, jeg havde bragt mig i en så farlig situation. Det var dumt, ansvarsløst og utilgiveligt. Men nu var der kun én mulig vej ud af mareridtet: saunaen. Så i en time knoklede jeg løs i 70 graders varme med sjippetovet susende om ørene. Det hjalp, men var samtidig direkte livsfarligt og enormt kraftkrævende. Ved den officielle vejning var jeg 74 gram under grænsen på de 72,5 kilo. Og lettere svimmel,« fortalte han til Jørn Mader.
SÅ BLEV DET 19. august. Idrætsparken fyldt, alle os andre hjemme i stuen parat. Nu skulle det være. Randers-bokseren Poul Knudsen bar Dannebrog, Buster Larsen sang for på nationalsangen, høj- og lavadel var parat. Men for nogle var der ildevarslende tegn.
»Jeg stod helt oppe ved ringhjørnet, og jeg kunne se ind i øjnene på Carlos Monzon. Jeg har aldrig set noget lignende. Det blik skræmte mig. Jeg har siden snakket med Tom om det. Han havde set det samme, og det havde allerede fra begyndelsen givet ham dårlig mave,« fortæller vennen og sparringspartneren Svend Omar Hermansen.
Selve kampen kan fortælles på mange måder, men næppe bedre og mere kondenseret, end Kurt Thyboe tilsat sine legendariske tre malplacerede punktummer gjorde i bogen Ringens Mestre: »Monzon osede af rasende had, der sendte gnister fra hans kulsorte indianerøjne, da han entrede ringen. Hans snerrende karisma, hele hans dirrende nærvær var så intenst, at både hans hjerne og krop sendte vibrationer langt ud over tovene og til de fjerneste hjørner af Parken. Her var en … champ i ordets reneste betydning. En champ, der lyste og lynede af arrogance, stolt power, satans sej selvbevidsthed. Det var forbi i 5. omgang. Da var Tom mørbanket af den argentinske indianer.
De, der var der den nat, glemmer det aldrig … denne atmosfære af blodtørst og henrettelse, der lå i luften. Denne klamme, ramme lugt og stank af en uhyggelig farlig ring-killer på job.«
Til Jørn Mader fortæller Bogs selv om kampens slutning: »Jeg kom på benene igen og var rimelig klar i hovedet, men med Monzons enorme slagkraft kunne det have været livsfarligt at fortsætte. Da jeg kom på højkant, tog Harry Gibbs om mig og sagde: 'Tom, I think I’ll stop you …!'
'I think so too, Harry,' svarede jeg i dette, mit bokselivs værste øjeblik.«
Tom Bogs genvandt europamesterskabet i mellemvægt året efter, han tabte til gengæld en kamp om titlen i letsværvægt til engelske John Conteh i 1974, og hans sidste kamp var et nederlag til amerikanske Tom Bethea 21. november 1974.
Mogens Palle havde satset på en række indbringende kampe i USA, men Bogs sagde nej, hvilket slog skår i forholdet mellem de to.
»Jeg husker tydeligt og kan næsten mærke skuffelsen, da han sagde det. Han havde lige spist mig af med sølle 5.000 og i stedet for at give mig en god kassekamp som afslutning på karrieren, foreslog han altså, jeg nu skulle tage til Guds eget land og blive slået, om ikke ihjel, så sandsynligvis til lirekassemand. For unge talenter i USA er fightere, der har drømmen om et godt liv i hvert eneste stød, og ikke har mange andre chancer for materiel rigdom end den, der gives i ringen. Jeg var skuffet, men stod fast på min beslutning. Og afviste selvfølgelig blankt at bokse i USA. Jeg fattede ikke, han ville gøre mig til en slags journeyman. Se mig gå til grunde. Vi var jo venner, havde gået så meget igennem sammen og haft uendeligt mange hyggelige stunder. Mogens blev så fornærmet, at vi ikke talte sammen i næsten et år. Jeg forsøgte at genoptage kontakten ved at tage til et stævne og få snakket med ham. Men jeg kunne ikke komme ind. 'Der er ikke flere billetter,' sagde hans kone Lis, kort for hovedet,« fortæller Bogs i Mesterbokseren.
Mogens Palle havde selvsagt et andet syn på historien. I 2014 sagde han i et interview med B.T.: »Tom var en god bokser, indtil han blev pisse useriøs hen mod slutningen. Det skæmmede desværre hans karriere. Det gik lidt ud over seriøsiteten, når man render i byen. Man kunne jo hele tiden læse om ham i Se og Hør. Der var altid billeder og historier i pressen. Han kvajede sig på så mange områder, men der var ikke noget ondt i Tom. Han var en sød og rar fyr. Som bokser var Tom set i danske forhold helt unik. De boksere, der var fremme dengang, kan du slet ikke sammenligne med dem, der er i dag. Det var boksere på et meget højere niveau. Jeg vil rangere Tom på linje med Kessler rent boksemæssigt. Tom var et naturtalent og et kæmpe trækplaster. Han var et fysisk pragteksemplar og træningsnarkoman. Og han blev holdt til ilden, også af sin far, der gik højt op i hans karriere. Han havde ambitionerne og ville det hele. Men desværre manglede han evnen til at adskille skæg for sig og snot for sig. Det endte med at gå ud over seriøsiteten. Hvis du pludselig ender på diverse værtshuse, så er det ned ad skrænten. Sådan var det desværre for Tom.«
I NOVEMBER 2016 efterlyste Københavns Vestegns Politi en 71-årig dement mand, der var gået fra sit hjem i Hvidovre. Han blev kort efter fundet på Axeltorv i København.
Det var det sidste, offentligheden hørte til Tom Bogs. Men her skal Kurt Thyboe have det sidste ord: »Én ting står skrevet med flammeskrift: Tom er den største fighter blandt de danske prof’er. Måske også den tapreste. De minder, han gav sit publikum, bør leve evigt, ellers har ordet mod mistet enhver betydning!«
1972. I den kommende tid skriver Weekendavisens skribenter om det ene år for 50 år siden, hvor verden skælvede.
