Satellit. Tuneserne har stemt for en ny forfatning, der giver præsidenten mere magt. Kritikere kalder det et skridt tilbage mod diktaturet.

Saied styrker præsidentmagten

»Folket ønsker at rense nationen,« lød de begejstrede sloganer i centrum af Tunesiens hovedstad, Tunis, i sidste uge. Den 25. juli skulle befolkningen stemme om en ny forfatning, der skulle ændre det parlamentariske system og give præsidenten meget mere magt. Og her var 92 procent af stemmerne altså for en forfatningsændring.

Afstemningen kommer i kølvandet på et år, hvor præsident Kais Saied med argumenter om, at han rydder op i et korrupt system, både har fyret premierministeren, suspenderet parlamentet og opløst den uafhængige domstol. I et forsøg på at gøre afstemningen illegitim har seks af landets partier opfordret befolkningen til at boykotte afstemningen – det førte til, at kun 27 procent af tuneserne afgav en stemme 25. juli.

Det lave stemmetal lader dog ikke til at sætte en kæp hjulet for præsidentens planer. I en tale til sine begejstrede støtter på gaden i Tunis annoncerede Kais, at han som det første vil ændre valgloven, så den fremover bedre afspejler befolkningens vilje.

Kritikere af Kais peger dog på, at den nye forfatning vil være et stort skridt tilbage mod den i dag væltede diktator Zine El Abidine Ben Alis lederstil, som tuneserne gjorde oprør mod under Det Arabiske Forår.