Hemmeligt. Var den italienske premierminister Mario Draghis fald bestilt af Rusland hos højrepartiet Lega? Lederen Matteo Salvini nægter. Men tvivlen er svær at udrydde.

Den russiske forbandelse

»Vi understreger, at vi uden nogen form for tvetydighed vil være garanter for Italiens rolle og absolutte støtte til det ukrainske folks heroiske kamp. Jeg kan sige, at et Italien ledet af Fratelli d’Italia og centrumhøjre vil være et troværdigt Italien i international sammenhæng.«

Sådan lød det i sidste uge fra Italiens måske kommende regeringsleder Giorgia Meloni i en indvortes tale til udvortes brug på et ledelsesmøde i sit parti, det højrenationalistiske Fratelli d’Italia, Italienske brødre. Og der var mere fra samme skuffe.

»Vi må være meget klare omkring krigen. Som oppositionsparti har vi bedt regeringen om at gøre, hvad der var nødvendigt for at undgå, at Italien blev Vestens svage led, ved at være stolt og loyal og fjerne sig fra billedet af den spaghetti- og mandolinnation, som nogen ynder at beskrive Italien som.«

Når Giorgia Meloni som leder af Italiens største parti, i hvert fald i meningsmålingerne, pludselig følte trang til så tydeligt at slå fast, at Italiens rolle i Vesten vil være uforandret med hende ved magten, så skyldtes det ikke så meget international usikkerhed omkring hendes eget partis udenrigspolitiske linje, eller om hvor meget af den autoritære fascistiske arv, der stadig måtte leve videre i hendes eget parti. Men derimod det andet store parti i højrekoalitionen, Matteo Salvinis Lega, som i årevis har plejet nære og hengivne forbindelser med den russiske præsident Vladimir Putin. En veneration, der i øvrigt deles med Silvio Berlusconi, lederen af det sidste og mindre parti på højrefløjen.

Samme dag som Meloni rykkede ud med sine forsikringer, havde dagbladet La Stampa på sin forside berettet om kontakter mellem den russiske ambassade i Italien og Lega, hvor en ansat på den russiske ambassade i Rom i slutningen af maj ifølge en efterretningskilde spurgte en af partiets udenrigspolitiske rådgivere, om Lega kunne forestille sig at trække sine ministre ud af Draghi-regeringen. Det blev der så vidt vides ikke svaret på. Forespørgslen skete få dage efter den nu afgåede premierminister Mario Draghis telefonsamtale med Putin, som Draghi bagefter kommenterede med ordene om, at han »ikke sporede muligheder for fred«.

Så gik der et par måneder. Så faldt Draghi, blandt andet på grund af manglende opbakning fra Lega. Og nu er det store spørgsmål i Italien så, om der er en sammenhæng mellem de to begivenheder. Har Salvini og Lega med andre ord været, og er de stadigvæk, Putins forlængede arm i det gamle Vesteuropa?

Salvini har afvist historien som »tosserier«, mens andre politiske ledere har forlangt kulegravning af sagen. Den politiske leder af den italienske efterretningstjeneste, viceminister Franco Gabrielli, har afvist, at efterretningskilden er italiensk. Men hverken han eller den russiske ambassade nægter, at korrespondancen rent faktisk har fundet sted.

Vi vil forandre Europa. Et nyt Europa skal være tæt på Rusland som før i tiden.

Lega-repræsentant til russiske samtalepartnere

Fra Lega lyder det, at det ikke er unormalt med den slags udvekslinger mellem ambassadefunktionærer og politikere, og det skal man ikke lægge noget i. Men sporene vækker alligevel bekymring om Italiens fremtidige rolle i det, man efter Ruslands invasion af Ukraine igen kan begynde at kalde for »Vestblokken«.

Kontakter med Moskva

Indtil 24. februar i år var der i hvert fald ingen tvivl om, at var der to partier, der holdt sammen på tværs af grænserne, både de nationale og regionale, så var det Salvinis Lega og Putins Jedinaja Rossija. I marts 2017 var Salvini i Moskva for at underskrive en femårig samarbejdsaftale, der blandt andet indebar »gensidig rådgivning og udveksling af informationer«.

Aftalen udløb dette forår, og da ingen af parterne opsagde den, blev samarbejdsaftalen forlænget til 2027. Forinden har Salvini flere gange i utvetydige vendinger givet udtryk for, at han over for flere europæiske ledere, heriblandt Italiens egen præsident Mattarella, klart foretrak Putin. »Jeg giver gerne to Mattarella'er i bytte for en halv Putin,« skrev Salvini for eksempel i et Facebook-opslag i 2015, akkompagneret af et billede af ham selv iført en T-shirt med et stort billede af Putin i vinteruniform.

Salvini var også en klar forsvarer af Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014, som han fandt værende »legitim«, og han var fortaler for ophævning af EUs sanktioner mod Rusland.

Året efter samarbejdsaftalen mellem Lega og Putins parti var Salvini, der i mellemtiden var blevet indenrigsminister og viceregeringsleder, på endnu et officielt besøg i Moskva, hvor medlemmer af hans delegation i diskretion mødtes med repræsentanter for den russiske regering, angiveligt for at diskutere rammerne for en oliehandel mellem den russiske og italienske stat, der gennem et sindrigt system skulle berige Legas partikasse med et beløb i omegnen af en halv milliard kroner.

Det var i hvert fald, hvad fremgik af en skjult optagelse af forhandlingerne, som senere blev lækket til italiensk presse, hvorefter oliehandlen gik i vasken. I optagelsen sagde en af Legaens udsendinge blandt andet til sine russiske samtalepartnere, at »vi vil forandre Europa. Et nyt Europa skal være tæt på Rusland som før i tiden«.

Også i denne sag afviser Salvini og Lega, at der er foregået noget ulovligt, og en retlig undersøgelse af forløbet er foreløbig strandet i bureaukratiske forhindringer mellem Rusland og Italien, som krigen i Ukraine kun har gjort endnu vanskeligere. Efter alt at dømme ender sagen formentlig med at blive henlagt.

Sikkert er det under alle omstændigheder, at Salvini, lige inden den russiske ambassade sidst i maj i år spurgte, om hans parti kunne forestille sig at trække sine ministre ud af Draghi-regeringen, med den russiske ambassades bistand var på vej til Moskva »for at hjælpe med at skabe fred«, som Salvini udtrykte det, da den planlagte rejse blev kendt i offentligheden, og skandalen fik Salvini til at blive hjemme og opgive endnu et forsøg på at få en rolle i det internationale drama.

Et tidligere forsøg med at transportere ukrainske flygtninge fra Polen til Italien endte også uheldigt for Salvini, da han af en polsk borgmester fik overrakt en Putin-T-shirt, og det var ikke venligt ment. Og nu mistanken om at have væltet Draghi på bestilling.

Der var derfor ikke noget at sige til, at Meloni følte trang til at trække linjerne op. Samtidig er Berlusconi blevet citeret for i en samtale at referere til en telefonsamtale med den russiske ambassadør i Italien, som skulle have forklaret ham, at Rusland rykkede ind i Ukraine, fordi Ukraine ville angribe Rusland, og at Ukraine på det tidspunkt allerede var ansvarlig for 20.000 dødsfald i Donbas. Denne samtale skulle have fundet sted 13. juli. Berlusconi har dog omgående dementeret ethvert møde eller samtale med den russiske ambassadør.

Den italienske højrefløjs officielle holdning til krigen i Ukraine er således den, som Giorgia Meloni lagde frem i sidste uge. Spørgsmålet er dog, om ord alene formår at berolige Italiens europæiske partnere om, at de ved, hvor de har Italien, også efter valget 25. september.

I ingen af tilfældene er efterretningskilderne blevet røbet. Men der er ingen tvivl om, at der flittigt bliver lyttet og tappet og refereret videre i et geopolitisk scenarie, hvor Italiens rolle igen synes i spil.