Satellit. Kinas ledere skal traditionen tro mødes til hemmelighedsfulde diskussioner på et feriested uden for Beijing.

Politik i strandkanten

Beidaihe, et baderesort cirka 300 kilometer øst for Beijing, forventes i de kommende dage at udgøre rammerne, når Kinas ledere mødes til leg i strandkanten, god mad i venners selskab, måske lidt bordtennis og karaoke – og så, ikke at forglemme, politiske diskussioner af betydning for hele menneskeheden.

Stort set intet slipper nogensinde ud til offentligheden, ikke engang det præcise tidspunkt for mødet. Derfor er meget overladt til spekulation. Det er dog ikke overdrevent spekulativt at antage, at især ét emne kommer til at dominere dagsordenen denne gang: Xi Jinpings ønske om at få mindst en fem år lang periode mere som leder af kommunistpartiet.

Egentlig skulle han være gået af nu og have begrænset sig til ti år ved magten, ligesom sin forgænger. Xi er tydeligvis ambitiøs og ønsker at sætte sit præg på fremtidens Kina. På spil er derfor også en række vigtige positioner i toppen af det kinesiske hierarki. Her vil Xi gerne placere sine egne folk.

Gætteri om, hvad der foregår bag kulisserne i Kina, minder om gamle dages kremlologi, og iagttagere er henvist til at fortolke ud fra offentlige erklæringer om alt fra økonomien til Taiwan. Hårdtslående retorik om den demokratiske ø i den nærmeste fremtid kunne være udtryk for, at ingen vil fremstå som svag og dueagtig i en tid, hvor topposter skal besættes.