DEN formidable Tour-sejr er det vanskeligt andet end at falde i fuldkommen svime over. I dansk sportshistorie er Jonas Vingegaards triumf en af de største præstationer nogensinde. Alligevel er det, som om visse københavnske dagblade har svært ved at give sig helt hen. »Vi vil så inderligt gerne hylde en ren dansk vinder af Tour de France,« lød det i en leder for nylig, før der faldt en hel søjle af sørgmodige forbehold og antydninger, der alle skulle pege på, at ingen jo kan køre så langt, i så mange uger og så hurtigt på »saftevand og nok så god træning«. Beviser på disse insinuationer var ingen steder at finde, ud over at Vingegaard ligesom Bjarne Riis i 1996 kørte meget hurtigt op ad det berygtede bjerg Hautacam (dog ikke lige så hurtigt). Men ingen bør åbenbart lade sig narre.
FORVENTEDE skuffelser. Formodede svigt. Det er en kedelig og underlig selvplagerisk måde at gå til Tour de France på; som elskeren i den amerikanske sanger Joshua Kadisons bittersøde 90er-hit, der ikke kan lade være med at vende tilbage til Jessie, skønt han udmærket ved, at hun atter vil svigte ham. »Your dreams are never free,« klager han. I årevis har det været en ganske typisk, forsmået og spielverderberisk tilgang for mange danske cykeljournalister højlydt at tvivle på det, de ser – som den voksne til et trylleshow, der bliver ved med at fortælle børnene, at det jo altså er snyd det hele. Bare vent: I bliver klogere.
SKUFFELSE og skepsis. De følelser synes kun at styrkes i takt med, hvor højt en dansk rytter kan placere sig på podiet. Den forbitrede vankelmodighed har skabt et besynderligt inkonsekvent forhold til de danske topryttere, der i 90erne og 00erne gjorde cykling til en stærkt underholdende nationalsport, og som siden har indrømmet doping – det er jo efterhånden de fleste: Bjarne Riis blev ikke inviteret til hyldestfesten i onsdags, og indslag om hans triumf i 1996 udstyres altid med trigger warnings og alskens påmindelser om, at han sandelig har erkendt, at han var dopet. Gud forbyde, at nogen skulle finde på at svømme hen i alt for glade minder. Rolf Sørensen derimod får lov at fylde TV 2-fladen med sin begejstring og anekdoter fra landevejen under hele Touren. Også han har indrømmet doping. Hvorfor den ene skal udskammes og den anden hyldes, står ikke ganske klart. Måske ville det nemmeste bare være at slå sig til tåls med, at toprytterne dengang kørte på nogenlunde lige vilkår. Og at de ikkedopede ryttere var undtagelsen. I dag kører de nok også på nogenlunde lige vilkår. Men nu er det den dopede rytter, som er undtagelsen. Forhåbentlig. Det er jo meget sjovere at betragte Touren før og nu på samme vis, som Johannes Møllehave kaldte en af sine mange bøger: Skuffelser, der ikke gik i opfyldelse.
Find frem, læs eller genlæs Weekendavisens tidligere ledere i oversigten her.
