Kronik. Arbejderklassen hungrer efter den anerkendelse, som kun overklassepolitikere kan give.

Folket foretrækker en elitepopulist

Folket foretrækker en elitepopulist

Den 23. januar skal medlemmer af Dansk Folkeparti stemme på en ny formand. Det reelle valg står nu mellem Martin Henriksen og Morten Messerschmidt, to vidt forskellige politikere, der på hver deres måde forsøger at repræsentere folket: Hvor Martin Henriksen selv er en del af folket, står Morten Messerschmidt i al sin elitære snobbethed over det. Med sin forkærlighed for opera og vin, sin Panama-hat og excentriske personlighed kan han, hvis han spiller sine kort rigtigt, mobilisere en massiv folkelig opbakning. Det har han vist før under europaparlamentsvalget i 2014, hvor han fik knap en halv million personlige stemmer.

Man skulle tro, at det ville afskrække vælgerne, men alligevel har den Messerschmidtske kombination af ufolkelig persona med en folkelig politik gentagne gange vist sig at være opskriften på at blive en politisk stjerne på højrefløjen.

Selv Pia Kjærsgaards storhedstid kunne ikke levere, hvad den rette kombination af elitepolitiker med folkelig politik kan levere i dag. For man skal ikke være en politiker af folket, men en politiker for folket.

Det kan forekomme kontraintuitivt, sågar hyklerisk, at tilhøre en højere social klasse og samtidig slå sig op på at være folkets ven. Men den succesfulde populistiske strømning i Vesten drives tværtimod frem af mennesker, der slet ikke selv tilhører folket.

Donald Trump er en overklassemilliardær, der aldrig har lavet et stykke fysisk arbejde, men som alligevel slog sig op på at beskytte folket imod globalisering, akademikereliter og vidensøkonomiens udradering af den industrielle økonomi.

I Danmark tilhører de succesfulde stemmer, der taler folkets sag, heller ikke det segment, de taler på vegne af. Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek, der regnes for Socialdemokratiets chefideolog og manden bag partiets højrepopulistiske drejning, har skrevet flere bøger, som gør op med storbyeliter og københavneri. Selv er han akademiker, forfatter og umådeligt intellektuelt orienteret.

Nye Borgerliges formand Pernille Vermund, der er uddannet arkitekt, bor i Nordsjælland og kører Tesla, lever ligeledes langt fra det vælgersegment, hun forsvarer imod parnasset.

Dermed er det snarere reglen end undtagelsen, at politikere bliver populære på at varetage folkets interesser uden selv at tilhøre det. Men hvorfor egentlig?

Eliterne selv forklarer, at det skyldes snu højreorienterede demagoger med ondsindede tanker. På den måde kan eliterne afvise enhver legitimitet i det folkelige oprør som værende drevet af løgne og manipulationer af udspekulerede politikere.

Men det folkelige oprør er rettere en velfortjent knytnæve i ansigtet på en klasse, der i alt for mange år har negligeret og ligefrem fordømt en stor del af folkets interesser. Vi har hørt, at indvandringen er en gave, og at de, der ikke deler det syn på sagen, er vrede kældermennesker. Vi har hørt, at globaliseringen gør os alle rigere, og at de lavere uddannede bare skal være glade for, at de kan købe billigere dimser fremstillet af iværksættergenier.

Den elitære klasse har med andre ord haft umådeligt travlt med at sige, at folket skal være taknemmeligt for elitens store bidrag til samfundet, og at enhver protest derfor er udtryk for egoisme og smålighed. Det er i kølvandet på dette, at den folkelige reaktion med rette er indtrådt.

Den tyske sociolog Andreas Reckwitz peger i sin nye bog Illusionernes undergang på de strukturændringer, der har fundet sted i det, vi kalder senmoderniteten – groft sagt den periode, der strækker sig fra særligt 1990erne frem til i dag. I denne periode fortrænger en ny elitær middelklasse den gamle middelklasse.

Den traditionelle middelklasse var fra krigens afslutning og op gennem 70erne kendetegnet ved manuelt arbejde i industrien eller i det klassiske erhvervsliv, hvor man solgte konkrete materielle varer. Værdierne for den traditionelle middelklasse er kendetegnet ved flid, traditionelle kønsopfattelser, kernefamilie og nationalt fællesskab. Hvis man passede sit job, tjente sin løn og tog sig af sin familie, var der anerkendelse fra samfundet.

I dag er det i stedet værdier som unikhed, selvudfoldelse og i særdeleshed akademiske grader, der leder til jobs i vidensøkonomien, som er genstand for status og anerkendelse.

Dem, der tilhørte den traditionelle middelklasse, har således oplevet, at de pludselig bliver set ned på af en ny middelklasse, der har installeret deres egne navlebeskuende værdier som selvrealisering, feminisme og kunstneriske og intellektuelle præstationer. Den nye elite opfatter med andre ord den traditionelle middelklasse som en flok mennesker med kedelige jobs, dårlig smag og forældede patriarkalske værdier.

Det er denne manglende anerkendelse af den traditionelle middelklasses livsverden og værdier, der i dag har ledt til en folkelig reaktion med krav om respekt og anerkendelse.

Trangen til anerkendelse kan næppe tilfredsstilles, hvis den leveres af en politiker fra samme stand som en selv. Mennesker vil anerkendes af dem, der står over os. Hvis folk med status og magt ikke anerkender en, hjælper det ikke, at ens nabo, der heller ingen anerkendelse får, siger, man er god nok.

Kort sagt: Hvis man føler sig trådt på og smidt i grøften af eliten, vil man næppe dele grøften med Rasmus Paludan, men foretrække, at en fra eliten rækker hånden frem og sætter de andre fra eliten på plads.

Det er blandt andet derfor, at man ikke behøver frygte typer som Rasmus Paludan. Han vil aldrig kunne mønstre en stor folkelig opbakning, for folket vil ikke have ham som deres forsvarer imod eliten. Det gør intet godt for ens selvforståelse at spejle sig selv i ham.

Derimod kan en politiker blive en stjerne, hvis man besidder statusmarkørerne for den nye middelklasse i form af uddannelsesgrader, intellektuel formåen og unikhed og samtidig forsvarer dem, der ikke har det samme. Det kan Morten Messerschmidt. Den grøft han til gengæld ikke må falde i, er at omdanne DF til et elitært parti. Han skal være elitær, men kun for at kunne træde ind på elitens spillebane og slå dem på deres egen banehalvdel.

Hvis han formår det, vil selv politikere af folket som Martin Henriksen ikke kunne nå ham til sokkeholderne.

Rasmus Ulstrup Larsen skriver på egne vegne og ikke på vegne af Nye Borgerlige.