Konglomerat. To journalister fra Financial Times graver sig dybt ned i pornoindustrien for at finde svaret på et eneste spørgsmål: Hvem står bag?

I pornolands pengestrøm

<p>Fotocollage: Mai-Britt Bernt JEnsen</p> Foto: <p>Fotocollage: Mai-Britt Bernt JEnsen</p> Foto:
Fotocollage: Mai-Britt Bernt JEnsen

På markedet findes tusindvis af kunstige vaginaer modelleret efter den amerikanske pornostjerne Stoyas egen og en berømt video, hvor hun nøgen og med sin tamponsnor hængende løst ødelægger en plysbamse. Stoya leverer analsex, trekanter, lesbisk sex og viser alt, mens pengemændene bag hende og verdens andre små og store pornoaktører skjuler alt, optræder under dæknavne og er i stand til at holde deres identitet hemmelig i årtier.

Indtil nu.

Et indlysende, men penibelt spørgsmål dukkede op i hovedet på journalisten Patricia Nilsson for et par år siden: »Hvorfor skriver vi ikke om porno?« spurgte hun ud i luften på Financial Times, den fornemme internationale erhvervsavis, stiftet 1888, med hovedkvarter i London. Pornobranchen sidder på et stort hjørne af internettet, omsætter for milliarder og har kolossal indflydelse på børn og voksnes opfattelse af sex. Oplagt stof for undersøgende journalistik, så hvorfor ikke? Nilsson svarede selv: »Fordi vi skammer os, fordi porno er tabu.«

Hendes redaktør, Alex Barker, tilføjede: »Og ikke lige Financial Times’ kop te.«

Men her er den gode nyhed: De to fik otte måneder til at grave sig dybt ned i pornoindustrien og finde svar på et eneste spørgsmål: Hvem står bag?

Ingen vidste, hvem der kontrollerer verdens største pornovirksomheder. Det ved vi nu. Financial Times indtog lukkede borge, gik gennem labyrinter og røgslør og fandt en række hemmelighedsfulde aktører, herunder milliardærer, techgenier og de mest magtfulde finansvirksomheder i verden.

»Gør det, I er bedst til,« sagde en pornostjerne til dem. »Følg pengene.« Og så gjorde de det, angreb pornoindustrien, som var det enhver anden. Ingen fordømmelse, ingen aktivisme, de hårde personlige historier om ødelæggende konsekvenser af porno er ikke deres vinkel, men i løbet af Hot Money, deres podcast på otte afsnit, uddannes man alligevel i pornoens moderne historie fra grynede fotos og frække tekster på det tidlige internet til direkte og kontante forbindelser mellem de optrædende og deres fans. »Internettet er lavet til porno!« siger Nilsson og Barker. Ikke flere akavede besøg i den lokale biks. Aldrig er så meget porno eller »adult content« nået ud til så mange. Hver dag lægges der mere ud, end man kan nå at se på et helt liv.

DA STOYA BEGYNDTE sin karriere, solgte man stadig porno-dvd’er i tonsvis, filmstudier indspillede kostbare film, der tog ugevis at optage og kunne involvere store kulisser som sørøverskibe med kanoner og påfaldende mange bløde lejer under dæk. Skuespillerne blev betalt, kendte direktørerne og havde noget at skulle have sagt.

Alt ændrede sig i 2009, da internettet endegyldigt smadrede produktionsselskaberne. Folk lagde piratklip fra pornofilm ud på tube sites (kortform for pornowebsite, hvor brugere selv lægger videoer ud og mødes med likes/dislikes, kommentarer etc.). Pludselig blev det gratis, ingen købte længere dvd’er. Det var online anarki, ingen pornoskuespillere vidste, hvem der ejede hvad, og publikum var berusede af deres nye gratis drug.

Nu kæmpede investorer om at opkøbe tube sites – og fralægge sig ansvaret for de stjålne klip ved at påberåbe sig værtsrollen. »Hvis der lå hævnporno derude, havde du et problem, ikke tube sitet. Det er ikke fair,« siger Stoya. »Jeg er derude, ejeren gemmer sig. De mennesker udnytter pornoindustrien, og så vil de ikke vide af stigma og skam? Sorry babe, men det hører med til pakken.«

Men til en konference i 2012 i Las Vegas, pornoindustriens årlige Davos, nynnede salen dødsmarchen fra ’Star Wars’, da Thylmann trådte op på scenen. The Darth Vader of Porn viste sig at ligne et stort barn.

Skurken, den første af mange, undveg journalisterne i måneder, så sagde han ja til et interview: en tysk softwareingeniør, Fabian Thylmann, der på forunderlig vis havde rejst millioner af dollar fra Wall Street, der finansierer våben, cigaretter og spil, men ikke turde røre den syndefulde pornobranche. Thylmanns styrke var ikke at finde på ting, men at købe dem. Først var det svært at finde investorer, men da de først kom ombord, overhalede deres appetit efter mere endda Fabian Thylmanns. Han bad dem om 100 millioner dollar til at støvsuge markedet for porno, de spurgte: Hvorfor ikke 300? Han endte på 362. De var bange for deres renommé, men kunne ikke stå for profitraten.

Thylmann skabte først Manwin. »Gyseligt navn!« udbryder Stoya i podcasten, men hun tjente ufrivilligt penge til ham, hver gang en eller anden lagde klip af hende ud på hans side. Så navnet passede: Man win – mand vinder. I 2010 købte han også Pornhub og kaldte derefter sit konglomerat MindGeek. I dag er han taler, blandt andet ved EU Upstarts-konferencen, kalder sig »the disruptor« og skriver på sin hjemmeside, at han er en af de første og til dags dato meget få tyskere, som med succes har opbygget et globalt digitalt selskab på niveau med Amazon, Google og Facebook.

Men til en konference i 2012 i Las Vegas, pornoindustriens årlige Davos, nynnede salen dødsmarchen fra Star Wars, da Thylmann trådte op på scenen. The Darth Vader of Porn viste sig at ligne et stort barn. »Han satte sig på bordet, var i hoodie, var latterlig,« siger Sara Jane Anderson, en marketingkvinde. »Han kom for at introducere sig selv efter at have erobret det hele på fire år, det var modigt, og alligevel var der noget 'ha ha, jeg ejer jer' over ham.«

Da Thylmanns magt kulminerede, kontrollerede han 60-70 procent af al porno online. »Jeg var der, da det var til at få fat i,« siger han. Ingen andre ville købe under og efter finanskrisen. Et eventyr, lige indtil tysk politi bankede på døren til hans hus i Bruxelles en morgen i 2012, da han var på vej til lufthavnen og videre til London for at møde bankfolk. Politiet beslaglagde computere og arkiver med en formodning om skattesvig og satte ham atten dage i fængsel. De nervøse pengemænd bakkede lynhurtigt ud og nægtede at videreføre hans lån, ikke engang til 20 procents rente som tidligere. Han måtte erklære sig konkurs, og Wall Street så sig om efter en køber, helst én, der lignede dem selv. De fandt en af hans gamle rivaler – en usandsynlig sky herre, forhenværende Goldman Sachs-bankmand og usynlig, indtil Patricia Nilsson rodede op i tingene. Hun googlede ham: Bernhard Berkemann, ingenting. En dyb kilde fortalte hende, at det var et dæknavn for Bernd Bergmair, bingo. Han smækkede røret på, men var afsløret, et scoop for Nilsson, der aldrig fik en samtale med ham, men stykkede et portræt sammen: Bergmair kommer fra en lille østrigsk by, gik på businessskole i USA, fik job på Goldman Sachs i Frankfurt, kørte hurtig bil, sov på en madras på gulvet i sin penthouselejlighed, forlod firmaet og vendte hjem til Østrig som rådgiver. Det bragte ham i forbindelse med to mænd, der ønskede at sælge deres pornoside Redtube, den ene for at starte en kristen hjemmeside. Bergmair vidste intet om at drive en pornoside, men fem år senere drev han en af verdens største med tre milliarder besøgende om måneden, mere end Netflix, Yahoo eller Amazon.

Folk, der har mødt Bergmair, taler om en venlig og charmerende mand i skræddersyet tøj, der med enorm omhu holdt sig anonym. Han ansatte en direktør til at tage tæskene fra pornoindustrien. På en konference sagde en producent til ham: »I fyre har ødelagt branchen, I stjæler, I skulle ikke være her.« Direktøren modtog også et brev med en pistolkugle, indgraveret med deres firmanavn Redtube.

HOT MONEY HOLDER sin vinkel og finder ud af, hvem der bestemmer, og hvem der har bestemt, men er blevet ædt af større hajer. Det er dybt interessant, let og levende fortalt. Podcasten kaster et seriøst, nærmest elegant blik på kinky finance, på ejernes ekstreme dobbeltmoral, og husker altid dem, der leverer varen og sjældent behandles og betales ordentligt.

Journalisterne stiller og besvarer oplagte spørgsmål som: Hvordan kan det være lovligt at være vært for millioner af piratvideoer? Hvordan tjener de penge? Hvordan kom de ind i denne særlige branche, hvad er deres strategi, og hvor ender det hele?

Et afsnit behandler historien om journalisten Nicholas Kristofs klumme i The New York Times, december 2020: »The Children of Pornhub.« Efter en 15-årig pige forsvandt i Florida, fandt hendes mor hende på Pornhub – i 58 sexvideoer. Seksuelt overfald på en 14-årig pige fra Californien blev lagt ud på Pornhub og derefter indberettet til myndighederne, ikke af firmaet, men af en klassekammerat. I hvert tilfælde blev gerningsmændene arresteret, men Pornhub blev ikke holdt ansvarlig for at dele videoerne og tjene penge på dem. Kristof skriver om voldtægt, hævnporno og søgeord som »extra small petite teen« og »exploited teen Asia«. En 15-årig piges liv kan blive ødelagt, hvis hendes ekskæreste lægger en video ud. Piger tager livet af sig af den grund.

En milliardær, hedgefondforvalter og far til fire døtre, Bill Ackman, læste klummen og sendte en vred mail til direktøren for Mastercard, som han kendte personligt. Bad ham om at lukke brugen af Mastercard for kunder i Pornhub. Visa fulgte med, og nærmest fra den ene dag til den anden luede Pornhub ud i sine videoer, fra 13 millioner til kun fire. Bill Ackman siger i Hot Money, at det burde have været staten, der greb ind, ikke en privatperson. Andre tube sites fortsatte uanfægtet.

Financial Times opdager, at kreditkortselskaberne allerede har indflydelse på branchen. Der findes en liste med søgeord, de ikke vil acceptere, en best practices, udarbejdet af et konsulentfirma. Listen har eksisteret i hvert fald i ti år, men efter Kristofs klumme er pornosiderne blevet mere opmærksomme. Meningen er, at de skal censurere sig selv. Listen tillader ikke søgeord som »twink«, en tynd, ung homoseksuel dreng/mand, eller »teen« eller nedværdigende racistiske søgeord. Over tid er »golden shower« blevet ok og normaliseret og derfor fjernet fra listen. Stoya nævner »period«, menstruation, som et ord, hun ikke må sige, heller ikke som forklaring på, hvorfor hun ikke vil opfylde et særligt kundeønske. »Jeg må gerne have fire fingre fra en hånd oppe i mig, men ikke fem, så er det fistfucking. Fire fingre fra en hånd og tommelfingeren fra den anden er en måde at komme om ved det alligevel,« siger hun med et højt grin. »Mastercard og Visa bestemmer, hvad der er højrisiko, og hvad der er acceptabelt. Blod i vulva finder en eller anden i Mastercard forfærdeligt, selvom det er naturligt. Jeg ved ikke, hvem de er. Har de en universitetsgrad i kvindestudier eller filosofi? De har mere magt end paven!«

Folk, der sover eller er hypnotiseret, mens de bliver knaldet, er forbudt, også selvom det er skuespil. To mennesker i fekostumer er ok, men hvis den ene er en faun, halvt menneske, halvt dyr, så nej. »Det er som at gætte en gammel konges ønske,« siger journalisterne om den letbevægelige forbudsliste. »Du ved først, at du gættede forkert, når du bliver straffet.«

Men igen: Ligesom Bill Ackman udfører et konsulentfirma det arbejde, staten ikke påtager sig, og konsulentfirmaet gør det for bankerne.

HOT MONEY FLYVER til Prag, et europæisk centrum for porno med unge ukrainske og russiske kvinder. Journalisterne forsøger at komme i forbindelse med Stéphane Michaël Pacaud, født 1978, franskmand og ejer af et pornoimperium med det usandsynlige navn WGCZ (The Web Group Czech Republic). Journalisterne har brugt seks måneder på at lokalisere ham og få fat i hans navn. Da Pacauds største konkurrent Pornhub tog ni millioner videoer ned efter The New York Times-klummen, havde han stadig alle sine og en trafik på siden, der matcher Twitters. Pornhub er gennemsigtig, har et stort hovedkvarter med navn på bygningen lige ud til en motorvej i USA, WGCZ bor i en sovjetblok uden navneskilt i Prag.

»De to er pornoens Montagues og Capulets,« siger værterne. »WGCZ har vundet. Det er historien om, hvor godt det betaler sig at leve skjult.«

Man skulle ikke tro, at Stéphane Michaël Pacaud overhovedet fandtes, så få spor efterlader han sig.

I bygningen er der ingen reception, ingen sikkerhedsvagter. Patricia Nilsson går op ad trapperne, banker på døre, møder kun to skræmte unge piger, der ikke tør tale. »De optager faktisk porno i deres hovedkvarter,« siger Nilsson og får endelig fat i Sabian, en pornoskuespiller dækket af tatoveringer. Hun har arbejdet fuld tid hos Pacaud i tre år. Han betaler godt, for de bliver bedt om stride ting, og mange vil ikke, siger hun: Det involverer bræk, tis, blod, brutal analsex, vold og nedværdigelse. Selv ser hun det som et arbejde, et valg.

Pludselig modtager journalisterne en usigneret e-mail, men skrevet i jegform, fra Pacaud må de gå ud fra, hvor han siger, at optagelserne foregår med samtykke og er rollespil. Manden, der kontrollerer en tredjedel af al porno, vil ikke mødes, men de finder kilden til hans magt: uafhængighed af kreditkortselskaberne. Pacaud har skåret dem væk og skabt sit eget betalingssystem med en direkte forbindelse mellem kunderne og hans bank. Vinderne i pornoland er virksomheder, der har styr på betalingen. Ellers overtager andre kommandoen.

DET NÆSTSIDSTE AFSNIT handler om OnlyFans, en slags fairtrade i porno, hvor de nederste leverandører bliver betalt rimeligt. OnlyFans bringer magten tilbage til de optrædende selv. De kan gøre det hjemme, opfylde særlige kundeønsker som akrobatisk nøgenyoga eller finansiel dominans (»Giv mig jeres penge, undersåtter!«) og lægge videoer op. Penge fra fans strømmer direkte til dem, OnlyFans tager 20 procent. Peppermint og Dusty, begge kunstnernavne, lever af det. Nogle er blevet seriøst velhavende.

OnlyFans opfattes som stedet, hvor porno blev genfødt, og er i sammenligning en happy end.

Hot Money. Patricia Nilsson og Alex Barker, Financial Times, Pushkin.