»Hun sidder lige dér,« siger Henning Jensen og peger på sit venstre, halvlukkede øje.
»Først troede jeg, at jeg var ved at blive skør. Siden lærte jeg at leve med det.«
Som 48-årig mistede Henning Jensen sin mor, som han i hele sit liv har haft et ganske betændt forhold til, og han har siden set hendes ansigt for sig. Som var det mejslet ind i hornhinden på det venstre øje, som var hun et spøgelse, der ikke vil give slip.
»Hun siger ingenting. Blikket er hverken godmodigt eller bebrejdende, hun er der bare. Men det er i sig selv også anstrengende nok,« konstaterer den 78-årige skuespiller fra havestolen i Rågeleje.
Det er årets hidtil varmeste dag, så vi har sat os i skyggen på terrassen i det mindst vindblæste hjørne, vi kunne finde. Ved siden af os klatrer to egern rundt i de høje graner, det vrimler med brumbasser, frugttræer og rosenbuske i den umådeligt veltrimmede have. Det er, forklarer Henning Jensen, hans hustru, skuespiller Solbjørg Højfeldt, der er omsorgs- og havemennesket.
Jeg har læst Henning Jensens erindringsbog, En skidt knægt, der udkom i sidste måned, og jeg forstår udmærket, at Henning Jensen er træt af at se sin moders ansigt for sit indre. Kapitel for kapitel skildrer En skidt knægt en barndom fyldt med usikkerhed og angst for moderens vrede. Henning Jensen vokser op på et fattigt husmandssted i Store Heddinge på Stevns i 1940erne og 50erne. Med en venlig og velmenende far, der til sønnens ærgrelse ikke tør forlade moderen, og en mor, der er så kontrollerende, manipulerende og vred, at både far og søn frygter hende.
Igen og igen fortæller hun sin søn, at han er en skændsel, »en skidt knægt«, at hun skammer sig så helt utroligt over ham. Og det er, mener moderen, ham og faderen, der er skyld i hendes ulykke, i hendes klaustrofobiske og fattige husmoderliv uden moderne toilet og køleskab. Det gør noget ved mennesker, ved børn, især, at få den slags at vide igen og igen og igen, fortæller Henning Jensen:
»Når man som barn hele tiden får at vide, at man er forkert – at man tænker og handler forkert – så mister man tilliden til sig selv. Til den, man er.«
Han troede, han kunne slippe af med sin mors ansigt ved at skrive om hende, om barndommen på Stevns.
»Hvorfor pokker gå rundt og have ondt i selvværdet som 78-årig? Hvorfor pokker give ens afdøde mor magten over ens liv på den måde? Det er jo patetisk. Jeg ville ud af det, helt og aldeles, så jeg besluttede mig for at skrive det hele ned. Det hjalp naturligvis ikke. Tværtimod.«
Henning Jensen smiler venligt og pudser sine briller med langsomme, omhyggelige bevægelser. Hans stemme er dyb og rolig, der er en alvor, en slags myndighed over hans furede ansigt. Blikket er på én gang fast og selvsikkert, men også skrøbeligt. Han bevæger sig fortsat som en skuespiller med rank ryg og næsten musikalsk kropskontrol, men han er også blevet gammel. Hans skridt er forsigtigere, langsommere, end han bryder sig om. Der er noget sørgmodigt over ham.
»Efterhånden blev jeg faktisk syg af det. Jeg blev simpelthen deprimeret af at genbesøge min barndom, af at skrive om min mors ustabile og utilregnelige sind. Jeg havde jeg glemt de perioder, hvor hun bare lå i sengen og jamrede som et utrøsteligt barn. Man talte ikke om depression eller maniodepressivitet på den tid, få vidste, hvad det var. Men i dag står det ganske klart for mig – også efter jeg selv har stiftet bekendtskab med depressionen indefra – at hun var virkelig syg. Og hun fik ingen hjælp.«
Det var især, når hun slog, fortæller Henning Jensen, at han kunne se, at hun var fuldstændig ude af sig selv.
»Hun hamrede løs på mig som besat, hun råbte og skreg, hendes øjne var fuldstændig desperate, fuldstændig ulykkelige. Noget sagde bare klik i hende, noget var gået i stykker, og hun kunne ikke gøre det bedre, end hun gjorde.«
Han retter sig op i stolen og tilføjer:
»Det betyder dog ikke, at jeg tilgiver hende. Det kan jeg simpelthen ikke. Jeg forstår, at hun har haft det ad helvedes til, og jeg hader hende ikke længere. Men jeg kan ikke tilgive, at hun i så mange år lod det gå ud over sit barn, sin søn. For hun fik også noget til at gå uopretteligt i stykker i mig.«
SIDEN 1968 HAR HENNING JENSEN medvirket i 112 teaterforestillinger, 84 film- og tv-produktioner, et utal af radio- og hørespil med mere. Som hospitalsdirektør i Riget, som Jean i Frøken Julie, som alkoholiker, morder, patriark, ulykkelig og Rigspolitichef Palsby med flere, mange flere. Til tider har han ønsket sig flere sympatiske, mere elskelige roller, men det falder ham, fortæller han med et skævt smil, »bare utrolig nemt at spille led.«
Ofte er han blevet bedt om smile mere, han er blevet standset op af fremmede på gaden og spurgt, hvorfor han ser så utroligt sur ud – på tv, på teaterscenerne, i Brugsen.
»Hvad kan jeg sige? Det er det ansigt, skæbnen har tildelt mig: to bedrøvede øjne, smertelige furer og nedadvendte mundvige, ikke sandt? Jeg ligner nok ikke den morsomme mand i selskabet, men det er nu engang sådan, jeg ser ud,« siger han og ler lidt træt.
Henning Jensen brugte en del af sin ungdom på at forsøge at indfri sin mors ønske – eller nok rettere: indiskutable krav – om, at han skulle være ingeniør eller jurist. Desværre var han både formel- og talblind, og det eneste han virkelig, virkelig gerne ville var at skrive, og at læse Leif Panduro, Klaus Rifbjerg og Martin A. Hansen på blikskuret bag husmandsstedet. Med dem følte han sig mindre ensom, mindre forkert.
»Min mor ville vende sig i graven, hvis hun lyttede med, men det er alligevel nok hendes fortjeneste, at jeg blev skuespiller,« smiler Henning Jensen.
»Som barn spillede jeg konstant komedie. Det er en slags overlevelsesstrategi. For jeg var jo forkert, som jeg var, så jeg var nødt til altid at foregive at være noget andet. Hun bad mig om at lyve i skolen, fortælle de andre, at min far var forpagter, ikke husmand, at vores toilet var moderne, ikke en åben tønde i et skur. Og jeg blev så usikker på mig selv af al hendes vrede, af alle de tæsk, at det efterhånden virkede lettere at lade, som om jeg var en anden. Jeg tror, at min usikkerhed og identitetsforvirring er en stor del af min kærlighed til skuespilfaget. Her kunne jeg gemme mig i et andet menneske, i andre mennesker, og for en stund få fornemmelsen af at være et nogenlunde heltstøbt menneske. Jeg tror, at det var min fuldstændig fraværende fornemmelse for, hvem jeg egentlig var, der trak mig mod skuespilkunsten.«
FIRE GANGE SØGTE HENNING JENSEN ind som skuespilelev uden held, først i femte forsøg kom han ind.
»Det er kun Paprika Steen, der har brugt flere forsøg end jeg!« ler han.
Det var i 1968, »det herrens år!«, ungdomsoprøret var overalt, antihierarkiske strukturer og eksperimenter indtog også Statens Teaterskole.
»Det var et værre cirkus: Vi improviserede og famlede i blinde, vi rodede rundt på gulvet og lugtede til hinandens fødder, og vi måtte først rejse os op, når de vitterligt lugtede af rose. Vores talelærer insisterede på at undervise os nøgne – så han for alvor kunne studere bugmuskulaturen – på pigerne især. Nogle gange lagde han sig endda på os, så han virkelig kunne mærke vores røst.«
En formiddag nægtede Henning Jensen at klæde sig af, og herfra ignorerede taleunderviseren ham fuldstændig.
»Jeg var, sagde han, en respektløs og småborgerlig lus!« ler han.
»Det var virkelig en stor skuffelse for mig at gå på Teaterskolen. Jeg havde brugt fem år på at komme ind, jeg havde brugt al min tid og alle mine penge på at læse hos skuespillere, og jeg ville så gerne lære at spille komedie – sådan ordentligt. Men dem, der for alvor kunne have lært os noget om skuespil, de flygtede jo fra galeanstalten; Henning Moritzen, Sam Besekow og Harry Katlev sagde op i protest. Til min store fortrydelse.«
Resten af teaterbranchen vidste udmærket, hvordan det stod til på teaterskolen, og en dag blev Henning Jensen kontaktet af teaterchefen for Det Danske Teater. Om han ikke ville væk fra cirkusset? Ud og arbejde som skuespiller i stedet for at spilde sin tid? Det ville Henning Jensen gerne, så han droppede ud af Statens Teaterskole.
»Endelig kom jeg i gang! Det var jo bare det, jeg ville, det var det, jeg skulle. At stå på scenerne!«
Et drømmende, let og lykkeligt udtryk glider over Henning Jensens ellers alvorlige ansigt, og han taler hurtigere og hurtigere. Det vrimler med navne, teaterfolk og forfattere, i hans talestrøm, med anekdoter fra forestillingerne, erindringer om morsomme sammenstød mellem krukkerne i garderoben, og man er ikke i tvivl om, at Henning Jensen stadig elsker den verden, det liv. Han lægger ikke skjul på, at han er utroligt stolt af sin karriere, af sine bedrifter.
»Jeg plejer at sige, at jeg for alvor var god i de første år af min karriere – og så igen efter jeg fyldte 60 år. I de mellemværende årtier prøvede jeg simpelthen for hårdt. Jeg forsøgte at nærme mig rollerne intellektuelt, jeg indstuderede dem ned til mindste detalje, jeg ville være dem.«
– Og det er ikke det, det handler om?
»Nej, absolut ikke. Lad mig fortælle dig om mit livs største fiasko. Det, Morten Grunwald udnævnte til at være det mest overbevisende og gennemførte selvmord på en scene, han nogensinde havde set,« siger Henning Jensen.
I 1974 spiller Henning Jensen hovedrollen i Strindbergs Erik XIV. Og han bliver næsten sindssyg af det.
»Jeg havde forlæst mig på Lee Strasbergs bog om method acting og levede mig alt, alt, alt for voldsomt ind i rollen. Jeg troede, jeg skulle være skør for at spille skør. Og resultatet var rædsomt; ydmygende og desperat. For som Strasberg faktisk skriver, er der en grund til, at det hedder at spille komedie, ikke være komedie. Det lærte jeg på den hårde måde i 1974!« fortæller Henning Jensen.
»Frits Helmuth havde jo advaret mig om det mange år forinden: ‘Det bliver sværere og sværere at spille teater, jo ældre og mere erfaren du bliver. For med al den viden, du høster undervejs, åbner der sig stadig flere og flere løsninger end den, der ligger først for, når du læser et manuskript.’ Det handler om at give slip. Og være til stede.«
Han rejser sig fra sin stol, terrassen er pludselig en fiktiv scene, og hans blik er rettet mod et punkt bag mig. Pludselig er han fuldstændig nærværende, virkelig til stede. For han spiller nu, forklarer han, alkoholikeren i Lars Noréns Personkreds 3. Rollen, der ifølge ham selv er én af hans største præstationer. Han iklæder sig en fiktiv vindjakke, lyner den op, langsomt, og snøvler. Stemmen er lidt anderledes, og han bevæger sig mere usikkert end før, beruset, velsagtens.
»Men ellers er jeg bare mig selv – men i den situation og krise, karakteren befinder sig i. Pludselig blev det meget, meget lettere for mig at spille komedie. Og meget mere kraftfuldt.«
Telefonen på bordet imellem os ringer. Det er fra Bispebjerg Hospital.
»Man slipper ikke helskindet fra et langt liv som skuespiller,« fortæller Henning Jensen og besvarer opkaldet.
»To kunstige hofter og seks skruer i den øverste del af min rygsøjle blev det til i mit tilfælde,« siger han, da han har lagt på.
For mange fald på scenen aften efter aften, for mange instruktører, der vil have mere fysisk intensitet, mens scenografen sørgede for regnvejr på spejlglatte gulve.
»Jeg er dog én af de eneste skuespillere, der efter så mange år stadig har to gode knæ. Og hofterne kan altså godt klare et par år endnu, fortalte lægen fra Bispebjerg mig netop. Det er trods alt opløftende.«
I MERE END 40 ÅR optrådte Henning Jensen på Det Kongelige Teater. Men i 2018 ramlede det, fire hovedroller på knap 12 måneder resulterede i et voldsomt stressnedbrud. Flere gange havde hans ven og kompagnon i forestillingen Møller & Larsen, Søren Sætter-Lassen, bedt Henning Jensen om at tale med sin læge om sin tilstand. Og da Henning Jensen endelig gjorde det, var dommen fra lægen utvetydig: Det var livsnødvendigt, at han lod sig sygemelde øjeblikkeligt – og i lang tid.
»Jeg bad om orlov, og det ville ikke have kostet teatret én eneste krone, men skuespilchefen, Morten Kirkskov, accepterede ikke lægens dom. Han bad mig i stedet om at gå hjem og skrive min opsigelse,« fortæller Henning Jensen.
»Det var stanghamrende ulovligt, og jeg begriber ikke, at jeg fandt mig i det. Men jeg var så uendeligt træt.«
– Men du gjorde ikke en sag ud af det?
»Nej. At andre opfører sig som skiderikker, er sjældent en god grund til selv at følge trop.«
Det ærgrer ham, at han ikke selv fik lov til at trække stikket og forlade scenerne på eget initiativ.
»Men sandheden er, at jeg ikke har savnet at stå på en scene i ét eneste øjeblik siden 2018. Jeg var åbenbart færdig. Længe sad jeg i haven, i den her stol, og stirrede på græsset, fuldstændig fortabt. ‘Hvem er Henning Jensen, hvis han ikke er skuespilleren Henning Jensen?’ Jeg anede det ikke, og det gjorde mig rædselsslagen.«
– Har du fundet ud af det?
»Nej, jeg fik i stedet travlt med at skrive,« svarer han undvigende. Man er vel søn af en arbejdsom husmand, man må arbejde sig ud af ubehaget. For tiden er Henning Jensen dog ikke i stand til at arbejde, til særlig meget faktisk.
»Der er nok noget, jeg alligevel er nødt til at fortælle dig.«
For et par måneder forsvandt en del af Henning Jensens syn. Han havde en blodprop i hjernen, helt nede ved nakken, og det har han stadig.
»Man kan ikke operere, desværre, så jeg må bare håbe, at den forsvinder med tiden. Den er allerede blevet en hel del mindre, men jeg skal holde mig i ro. Det har naturligvis fået mig til at tænke anderledes på mit liv, absolut, men også på min død. Og ved du hvad?«
Jeg ryster på hovedet.
»Jeg er kommet frem til, at jeg ikke fortryder noget. Jeg er den, jeg er, og jeg har levet det liv, jeg har levet. Det kunne ikke være anderledes. Og jeg tror, jeg har forliget mig med døden. Det fortæller jeg i hvert fald mig selv. Og når jeg lukker øjnene om aftenen, så er jeg ikke længere bange,« siger han.
Jeg spørger Henning Jensen, om han er ensom. Om livet på den anden side af scenerne, af prisregn og anerkendelse er for stille, for tomt. Han tøver.
»Jeg ville gerne være blevet ved, jeg ville gerne være i form til de film- og tv-roller, jeg stadig bliver tilbudt. Og jeg fortryder, at jeg ikke har været bedre til at holde fast i mine bekendte, i mine kolleger. For jeg har ikke mange venner. Jeg har Søren Sætter-Lassen og Peter Plaugborg. Og så har jeg Solbjørg. Som barn var jeg ensom, men det synes jeg ikke, jeg er i dag. Det var bare ikke mit talent at have mennesker tæt på mig. Det var noget andet, jeg kunne,« siger han og peger op i granen til venstre foran os:
»Se! Et egern!«
