DET har i efterhånden mange måneder været det overordnede indtryk i Vesten, at Vladimir Putins krig i Ukraine er slået fejl. Ukrainerne gør meget mere modstand end forventet. Kyiv blev ikke indtaget. Flagskibet i den russiske sortehavsflåde, Moskva, blev sænket. Russerne har forladt Slangeøen. Og der mangler stadig et stort stykke af Donetsk-regionen, før Rusland kan erklære sejr i Donbas.
ER det alt sammen opmuntrende, så ændrer det dog ikke ved de hårde realiteter: Rusland sidder nu på en femtedel af Ukraines territorium, tre gange Danmarks størrelse, og det er sammenhængende territorier i øst og syd, som vil gøre det umuligt for Ukraine at genrejse sig som en stærk, uafhængig og økonomisk levedygtig stat, hvis Rusland beholder de erobrede områder. Kort sagt: Som sagerne står nu, vinder Putin. Og om ti år er det ligegyldigt, hvor lang tid det tog ham.
VORES indstilling i Vesten til krigen kan i høj grad forklare, hvorfor Putin langsomt, men sikkert vinder frem på trods af den massive økonomiske og militære støtte, som Ukraine har fået fra Vesten. For i Vesten har man ført en skizofren politik. Man har arbejdet ud fra, at Putin ikke måtte vinde. Men man har samtidig arbejdet ud fra, at han ikke måtte tabe – for så ville han måske bruge atomvåben og starte en tredje verdenskrig. Den strategi har ført til, at Vesten har tøvet med at give Ukraine de fornødne slagkraftige offensive våben. Og nu, hvor de er begyndt at ankomme i begrænsede mængder, har man betinget sig, at Ukraine ikke må bruge dem mod militære mål i Rusland. Det sidste er vanvittigt: for ukrainerne kan ikke forsvare sig ordentligt uden at tilintetgøre militære enheder samt brændstofdepoter, våbenlagre, broer, jernbaner og anden infrastruktur i de russiske områder, der grænser op til Ukraine. Forestillingen om, at Ukraine kan bruge missilerne og det langtrækkende artilleri fra Vesten til at befri byer som Mariupol, er helt godnat: De ukrainske mænd, hvoraf mange for nylig var civilister, kan da ikke få sig selv til – som russerne – at tæppebombe byer fulde af ukrainske børn og kvinder og gamle.
NEDERLAG er, hvad man kan forvente, hvis man ikke går efter en sejr. Og derfor er det på høje tid, at Vesten holder op med at svælge i skrækfantasier om, at Putin trykker på knappen. Putin har ikke bestilt andet end at skræmme os med sine trusler om atomvåben, fordi han ved, hvor psykisk sensible vi er. Men bemærk, hvor påfaldende afmålt og behersket han reagerede, da det stod klart, at Finland og Sverige ville søge optagelse i NATO. Så var det pludselig ikke særligt vigtigt med NATOs ekspansion mod øst, selvom det ellers var en af hans hovedbegrundelser for invasionen i Ukraine. Sagen er, at Putin ingen interesse har i at bruge atomvåben af to tungtvejende grunde: Dels kan han ikke foruddiskontere den vestlige militære reaktion, dels vil det koste ham alliancen med Kina, som han sammen med Rusland har udset til at være grundstenen i den nye verdensorden, som invasionen skal fremprovokere. For nok er Kina på Ruslands side, men der er trods alt grænser for, hvilke apokalypser Kina vil acceptere, at Putin nedkalder over verden. Nej, atomvåbnene skal Putin alene bruge til at afskrække Vesten fra at sætte Ukraine i stand til at vinde. Og hans strategi virker. For desværre har vi i Vesten ikke forstået, at krigen i hele verdens øjne for længst er blevet en stedfortræderkrig mellem demokratier og autokratier. Det er os selv, vi bekriger, når vi lader os styre af frygt for konsekvenserne af Putins nederlag.
Find frem, læs eller genlæs Weekendavisens tidligere ledere i oversigten her.
