Her er en rimelig fast rutine: Jeg sidder ved mit bord på avisen helt opslugt af et eller andet, det kunne jo være en klumme til kultursektionen for eksempel, taste taste taste, jeg ser på uret og får et chok, klokken er næsten 16, så jeg springer op, stormer ned ad trapperne og ud på gaden, cykler som en gal mand på tværs af fortove og røde lys, svedende, prustende med jakken flagrende efter mig, og jeg når lige præcis at række armene frem og samle min datter op i dagplejen, som lukker på slaget 16. Bagefter står jeg så stakåndet på fortovet, og så: hov, hvad med mad?
Jeg har ingen idé overhovedet, helt blank, jeg ringer til min kone, som ikke tager den, hmm, det skal være noget lækkert, for jeg har ikke spist siden klokken 10, noget sundt måske, men ikke for dyrt, og åh gud, det skal jo være noget, børnene gider spise, og det udelukker alt andet end kød og hvide kulhydrater. Ej, jeg bestiller sgu pizza! Nej, det fik vi faktisk i forgårs, og det koster 500 kroner pr. gang, okay, så må man jo i Brugsen, vi mangler også mælk, tror jeg.
Og så sker det: Pludselig står man i grøntafdelingen med en halvandenårig pige og en indkøbskurv på armen, helt eftermiddagssukkerkold i et virvar af børnefamilier uden den fjerneste idé om, hvad man skal købe. Det svimler for øjnene, pludselig er man så træt, så træt, man begynder at vandre hjernedødt omkring som i en tåge, men det er trods alt for sindssygt bare at stå og stirre tomt ud i luften. Man snupper et æble fra en kurv og rækker til den lille, så er hun i det mindste beskæftiget, ringer tre gange mere til sin kone, intet svar, du er on your own, og så indfinder aggressionerne sig, hvorfor er gangene så smalle, hvorfor er alle her idioter, hvorfor er der ingen medarbejdere?
20 minutter senere står jeg så på ude på gaden med noget pasta formet som savannedyr, to varme Mikkeller-øl, en pakke grillpølser (jeg har ingen grill), et net med økocitroner, en bakke jordbær, som er blevet mast på kassebåndet, og tre pakker Maldon-salt, som var på tilbud (eller var det nu også et tilbud, måske var det et »medlemstilbud«, jeg er jo ikke medlem, eller jo måske er jeg, men hvor er det der røde kort, som man bipper så henne? Hov næ hey, det er jo lige her bagest i pungen, hvorfor bruger jeg det aldrig?). Hvad er der sket? Jeg har blackout, husker svagt noget med 457 kroner, ser ned i posen – det her kan man jo umuligt få et måltid ud af. På vejen hjem går jeg i kiosken og køber en liter mælk.
Jeg nævner kun alt dette, fordi folk lige nu taler om indkøb som aldrig før. Selv statsministeren stod forleden på Folketingets talerstol og var dybt chokeret over prisen på en pakke smør. Inflation! Det er Vestens mørkeste dæmon, som er vendt tilbage fra historien. Og for en idiot som mig er den slags fatalt, for hver eneste dag kaster jeg penge tilfældigt til højre og venstre: kaffe, en bolle med ost, en lille fadøl, yoghurt, mere kaffe. Ikke store ting, ikke en drone eller kunstkeramik eller sådan noget, men tusind små transaktioner, løbende og hele tiden.
En hovedårsag er, at jeg foragter madpakker, har altid gjort det, som barn smed jeg dem direkte i skraldespanden, mit største barndomstraume var ikke skilsmissen, men da jeg en mandag morgen i august glad hev min lilla Jeva-taske frem fra skabet efter en lang sommerferie, klar til et nyt skoleår, og så fandt madpakken fra sidste skoledag, gæret og lodden og flydende. Så jeg køber mad løbende.
Af og til forsøger jeg at tage i Føtex lørdag formiddag og gøre det, som folk kalder »at købe stort ind«. At planlægge måltider flere dage frem, gå rundt med en håndskreven lap papir: en hel ramme dåsetomater, fem kilo flæsk – resterne kan vi jo fryse ned – og hov, hvad var det: affaldssække på slagtilbud, dem tager vi da 40 ruller af! Men det varer aldrig ved. Det er som et rygestop, der altid mislykkes til sidst. Hvordan skulle alle de varer også kunne være i en ladcykel? Hvem planlægger den slags vanvidsprojekter hver eneste weekend?
Hver lørdag vågner jeg totalt uforberedt på, at man jo er nødt til at lave et eller andet med børnene, komme lidt ud af huset, ellers bliver man vanvittig, og så ender man altid nede på legepladsen, selvom det er en særlig slags tortur. Gynge, gynge, vippe, vippe og pludselig er ungerne sultne, det er klart, og hvad kan man så gøre andet end at købe to teboller og en flaske kildevand til 75 kroner? Det er den type udgifter, almindeligt intelligente mennesker for længst har skåret ud af deres liv; den slags poster, bankrådgivere nævner som det allerførste. Jeg prøver, børnene er jo ligeglade, de vil lige så gerne have en kiks fra Føtex, men hvis man nu ikke har købt stort ind af kiks.
Min søn er begyndt at sige – hvis vi ikke lige har juice eller æbler derhjemme – at »det kan vi jo bare købe«. Det er lidt foruroligende, synes jeg. Jeg tænkte en del over det under covid, vi boede i Bruxelles, hvor alt var lukket ned, så pludselig kunne man ikke forbruge i det offentlige rum: Der var ingen teboller eller hvidvin på fortovscafeerne, man var nødt til at planlægge indkøbsturene meget nøje.
Og det var faktisk en befrielse. Både fra det evindelige krav om hedonistisk nydelse – al den take way-kaffe og små fedtede stykker kage – men også fra min egen forvirrede spontanitet. Man bliver en slave af bagerbutikker og supermarkeder, og det ender med at koste tid og penge og mental energi. Det ved alle andre i denne verden allerede, tror jeg. Og det er da heller ikke første gang, jeg selv når frem til den erkendelse, men det vil ligesom ikke rodfæste sig. Det ændrer ikke mit lille hverdagsritual. Så kære brevkasse, hvad skal jeg gøre? Vores nabo får Nemlig.com hver søndag, har jeg lagt mærke til, måske er det vejen frem?
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.
