Rød bølge. Mexico, Argentina, Peru, Bolivia, Chile og nu måske Colombia. Dystre fremtidsudsigter får vælgerne i Latinamerika til at kræve radikale forandringer og stemme venstrefløjen til magten.

Venstrefløjen tager magten i Latinamerika

Gustavo Petro har forsøgt at blive præsident i Colombia før. Men hverken i 2010 eller 2018 havde colombianerne appetit på at vælge en venstreorienteret præsident – og slet ikke en mand med en fortid som guerillasoldat i væbnet kamp mod landets regering.

Tiderne skifter, og tredje gang kan meget vel blive lykkens gang for den 62-årige Petro, der i sin ungdom var aktiv i oprørsbevægelsen M-19. Han er favorit til at vinde søndagens præsidentvalg i Colombia, og dermed er der lagt op til et historisk kursskifte i landet, som i årtier har været en konservativ bastion på det sydamerikanske kontinent.

»Medmindre Petro begår en stor fejl i slutspurten, burde sejren være hans – i hvert fald i anden valgrunde. Det er meget sandsynligt, at Colombia for første gang nogensinde får en venstreorienteret præsident,« siger politologen Sandra Botero fra Rosario-universitetet i Bogotá til Weekendavisen.

Venstrefløjen, siger hun, har ellers tidligere haft det svært i Colombia, hvor mange har sat lighedstegn mellem venstrefløjspolitikere og de marxistiske guerillaer, der i årtier har bekriget statsmagten.

Men fredsaftalen i 2016 med den væbnede oprørsbevægelse FARC var en gamechanger. Efter mere end et halvt århundredes blodig borgerkrig med millioner af internt fordrevne og flere hundrede tusinde dødsofre oplevede colombianerne pludselig, hvad det ville sige at leve i – relativ – fred. Og det har tilladt andre politiske emner at trænge gennem lydmuren.

»Efter fredsaftalen er der kommet større fokus på sociale dagsordener, og det har givet venstrefløjen en plads i den politiske samtale,« siger Botero.

Opsparet frustration

Der har været nok at gribe fat i for Gustavo Petro. Omkring 40 procent af befolkningen i Colombia lever under fattigdomsgrænsen, og landet har ifølge Verdensbanken et af klodens største skel mellem rig og fattig.

Gustavo Petro er en klassisk populistisk leder, der iscenesætter sig selv som en form for frelserfigur, og som samtidig gør valget til en kamp mellem folket og eliten – med ham selv som folkets sande repræsentant.

Juan Gabriel Gómez, politolog fra Nacional-universitetet i Bogotá

»Hvis vi fortsætter ned ad samme sti, vil landet falde i afgrunden. Folk er desillusionerede, og det er derfor, jeg fører i meningsmålingerne,« sagde Petro for nylig i et interview med det amerikanske medie NPR.

De seneste år er den opsparede frustration kogt over talrige gange. Over hele landet har der været store protestdemonstrationer mod økonomisk ulighed, korruption, politivold og vidtgående nedskæringer i den offentlige service, og adskillige demonstranter har mistet livet i sammenstød med sikkerhedsstyrkerne. Vreden har fået ekstra næring af den økonomiske nedtur i kølvandet på covid-19-pandemien, og selvom regeringen efterfølgende har trukket flere af de mest upopulære reformforslag tilbage, var skaden uoprettelig. Tilliden til den konservative præsident Iván Duque var sidste år på et historisk lavpunkt, og tre ud af fire colombianere gav ham dumpekarakter.

»Højrefløjens store fejl er, at den ikke har forstået at læse, hvor dybt utilfredsheden stikker. Den har hængt fast i en narrativ om, at det bare er nogle få ballademagere, der protesterer. Petro har som ingen anden været i stand til at læse dette og kapitalisere på befolkningens frustration,« siger Botero.

Venstreorienteret bølge

Det er ellers ikke, fordi Latinamerika mangler eksempler på lignende bevægelser.

Det gælder i særdeleshed Chile, hvor massive sociale protester mod økonomisk ulighed og nedskæringspolitik sidste år kulminerede med valget af den 36-årige socialist og tidligere studenterleder Gabriel Boric til ny præsident. Men eksemplet står langtfra alene.

De seneste år har venstrefløjen vundet stadig mere terræn i regionen. I 2018 tog Mexico et stort ryk mod venstre, da Andrés Manuel López Obrador blev valgt som ny præsident, og Argentina fulgte trop med valget af Alberto Fernández året efter. I 2020 vandt socialisten Luis Arce præsidentvalget i Bolivia, og i Peru vandt skolelæreren og fagforeningsmanden Pedro Castillo fra det marxistisk-leninistiske parti Perú Libre sidste år præsidentposten efter årtier med højrefløjen ved magten.

Efter valget i Colombia vil alles øjne være rettet mod Brasilien, hvor der er præsidentvalg til oktober. Her tyder alt på, at venstrefløjens grand old man Lula da Silva fra arbejderpartiet PT vil vippe højrepopulisten Jair Bolsonaro af pinden. Hvis både Petro og Lula vinder, vil venstrefløjen have sat sig på stort set alle de toneangivende lande i Latinamerika.

»På tværs af regionen kan vi se, hvordan den økonomiske ulighed og de håbløse fremtidsudsigter får folk til at reagere mod det bestående. Der er et brændende ønske om forandring,« siger politologen Juan Gabriel Gómez fra Nacional-universitetet i Bogotá til Weekendavisen.

Populisme på fremmarch

I Colombia, siger han, har befolkningens vrede og frustration været en frugtbar jord for populistiske paroler. Det har Gustavo Petro dygtigt udnyttet til at køre sig i stilling som manden, der kan redde landet ud af elendigheden og levere social retfærdighed.

»Gustavo Petro er en klassisk populistisk leder, der iscenesætter sig selv som en form for frelserfigur, og som samtidig gør valget til en kamp mellem folket og eliten – med ham selv som folkets sande repræsentant. I det verdensbillede er der kun plads til gode og onde, retfærdige og korrupte. Tonen over for politiske modstandere er meget aggressiv,« siger Gómez.

Gustavo Petro blev født i 1960 og tilbragte sine ungdomsår i saltminebyen Zipaquirá, hvor også nobelpristageren Gabriel García Márquez boede som ung. Han blev i en tidlig alder politisk vakt og sluttede sig som 17-årig til oprørsgruppen M-19 – en blandt mange oprørsbevægelser, der opstod i Colombia i kølvandet på den cubanske revolution. Sit nom de guerre, »Aureliano«, hentede han fra García Márquez’ roman Hundrede års ensomhed, hvor den heroiske oberst Aureliano Buendía udkæmper 32 krige og taber dem alle.

M-19 gennemførte blandt andet kidnapninger og bankrøverier, og i 1985 stod gruppen bag den katastrofale besættelse af Colombias højesteret, der endte med at koste 94 mennesker livet. Petro deltog ikke selv i aktionen, og han mistede med årene troen på den væbnede kamp. I 1990 var han med til at konvertere M-19 til et politisk parti, og han har siden kæmpet for at skabe forandring ad demokratisk vej – både som parlamentsmedlem, senator og borgmester i hovedstaden Bogotá. I 2010 opnåede han fjerdepladsen i præsidentvalgets første runde, og i 2018 kom han videre til anden valgrunde, hvor han tabte til den konservative Iván Duque.

Vidtgående reformforslag

Nu banker han på porten til landets øverste embede, og hans kandidat til vicepræsidentposten – den afrocolombianske miljøforkæmper og borgerrettighedsaktivist Francia Márquez – er i sig selv et billede på, at der blæser nye vinde over det traditionelt så konservative land.

Det store åbne spørgsmål er, hvad han vil gøre med magten, hvis han bliver indsat som præsident. Listen over løfter er lang. Han har blandt andet lovet gratis videregående uddannelse, statslig jobgaranti til arbejdsløse og en hårdere beskatning af de rige for at finansiere reformer af sundhed og velfærd. Han vil også legalisere marihuana og accelerere den grønne omstilling ved at sætte en stopper for nye udvindinger af olie og gas – en sektor, der leverer halvdelen af landets eksportindtægter.

Fra Washington følger man valget med tilbageholdt åndedræt. Colombia har i årtier været USAs tætteste allierede i Sydamerika, og mange frygter, at Petro vil kaste grus i det velsmurte maskineri. Petro har blandt andet meddelt, at han vil genforhandle landets frihandelsaftale med USA, og han vil »gentænke« den amerikanskledede war on drugs, der har særligt sigte på Colombias omfattende produktion af kokain. I stedet for at bekæmpe problemet med militære midler vil han prioritere landbrugsreformer og sociale indsatser for at bekæmpe de magtfulde narkokarteller.

Herudover, og nok så vigtigt, vil han genetablere de diplomatiske og økonomiske forbindelser til nabolandet Venezuela. De brød sammen i 2019 som følge af Colombias støtte til den selvudråbte præsident Juan Guaidó – en åbenmundet kritiker af Venezuelas demokratiske underskud.

På den colombianske højrefløj er Venezuela skræmmebilledet over dem alle. Og det har i valgkampen ikke skortet på advarsler om, at Colombia med Gustavo Petro ved rorpinden kan ende som det ludfattige og kaotiske naboland, hvor Hugo Chávez i 1999 gennemførte sin »socialistiske revolution«.

Spørger man Sandra Botero, er frygten overdrevet.

»Colombia er ikke på vej til at blive kommunistisk, som hans modstandere hævder. Petro vil helt sikkert forsøge at lave sociale reformer, men der bliver næppe tale om radikale forandringer. Han har brug for at skabe brede alliancer i parlamentet, hvor hans parti er langt fra at have flertal,« siger Botero.

Juan Gabriel Gómez er ikke enig. Han mener, Colombia løber en reel risiko ved at vælge Petro som præsident.

»Petro har allerede varslet, at han vil erklære økonomisk nødtilstand for at kunne gennemføre sine reformplaner per dekret. Han er meget stædig og egenrådig som person og immun over for kritik. Det så vi, da han var borgmester i Bogotá. Jeg er oprigtigt bekymret for, hvor det kan ende,« siger Gómez.