Den kontroversielle opera Manualen, der i søndags havde premiere på Det Kongelige Teater, blev udsat for censur og i sidste øjeblik ændret mod komponisten Louise Alenius' vilje. Hun beskylder nu teaterchef Kasper Holten for at have ladet sig presse af kræfter udefra til at sætte den frie kunst over styr.
Operaen, der handler om aktiv dødshjælp, bygger på overlæge Svend Lings' vejledning til terminale patienter om, hvordan de selv kan afslutte deres liv. Operaens libretto, altså teksten, er skrevet af Louise Alenius selv, men efter at prøverne var gået i gang, forlangte Kasper Holten teksten ændret efter en henvendelse fra Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse. Alenius nægtede, men i versionen, som nu spiller på teatret, er ordet for en bestemt og temmelig udbredt medicintype, der kan bruges til selvmord, skiftet ud.
»Min forestilling overlever at få fjernet et ord, selvom ordet er gennemgående i min libretto og desuden et vigtigt og centralt ord i handlingen. Men den kunstneriske frihed overlever ikke på længere sigt, hvis teaterdirektører lader sig intimidere og presse til at ændre i værker fra kræfter udefra,« siger Louise Alenius og fortsætter:
»Sagen er principiel og handler om, at en interesseorganisation eller en gruppe mennesker med en politisk agenda kan presse vores nationalteater til at ændre i et nyskrevet værk, hvis indhold de ikke bryder sig om, før det er præsenteret for offentligheden. Det er i mine øjne en farlig glidebane, for hvad bliver det næste? Kan en anden politisk eller religiøs organisation opnå det samme? Skal et offentligt finansieret teater lade sig styre af dagsordener, som eksterne kræfter lægger ned over kunsten?«
Kasper Holten melder hus forbi.
»Der har været pres på os for helt at aflyse værket eller ændre dets overordnede tema. Det har vi naturligvis afvist. Vi har derimod krævet ét ord ændret for at følge WHOs retningslinjer efter rådgivning fra adskillige sundhedseksperter, inklusive Sundhedsstyrelsens direktør, som jeg efter aftale med teatrets bestyrelsesformand henvendte mig til,« siger teaterchefen. Han afviser at have ladet sig presse til censur:
»Tværtimod stod vi helt på mål for Louise Alenius' emnevalg og værk. Men vi følger myndighedernes anvisninger, når der er tale om en konkret sundhedsfare, nøjagtig som vi hele tiden gør det for at følge henvisninger fra eksempelvis Arbejdstilsynet, brandvæsnet og så videre. Under corona har vi jo også løbende måttet gribe ind i kunstneriske udtryk for at følge myndighedernes anbefalinger. Det er hverken nyt eller usædvanligt og danner for mig at se ikke nogen som helst form for præcedens i forhold til interesseorganisationer af nogen art. Jeg mener i øvrigt ikke, at det danske sundhedsvæsen og Sundhedsstyrelsen kan betegnes som interesseorganisationer.«
LOUISE ALENIUS køber ikke den udlægning af sagen.
»Jeg har det svært med, at et indgreb i et kunstværk – her selve teksten – sammenlignes med praktiske og planlægningsmæssige ændringer,« siger hun og fortæller, at Kasper Holten uden hendes vidende og godkendelse sendte librettoen til tre forskere fra Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse.
»De henvendte sig selv efter at have læst om operaen i medierne, men uden at have set værket, for det havde ingen på det tidspunkt,« siger hun og fortsætter:
»Teksten kom tilbage med røde rettelser. Ordet 'betablokker' var markeret som værende farligt, og på basis af det ønskede teaterledelsen, at jeg fjernede ordet. Det ønskede jeg ikke, og da Kasper Holten ikke fik mig til at samarbejde om denne de facto-censur, kontaktede han på eget initiativ Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen for at få rygdækning til at udføre censuren selv.«
Efter at Søren Brostrøm var taget i ed, blev det skrevne program til operaen udstyret med en disclaimer:
»Efter rådgivning fra sundhedsmyndighederne har Det Kongelige Teater valgt at kræve et ord i librettoen ændret ved opførelsen af Manualen. Det er sket imod komponistens/librettistens vilje,« står der.
»Det lyder måske tilforladeligt, men man kan spørge sig selv, om Det Kongelige Teater skal rådføre sig med sundhedsmyndighederne om det kunstneriske indhold, eller om man skal reservere en sådan statspolitisk indblanding til for eksempel skole- og undervisningsmateriale? Der er jo tale om en opera, henvendt til et voksent publikum, og vi har mig bekendt ikke censureret teater i Danmark siden midten af forrige århundrede,« siger Louise Alenius.
Kasper Holten vedgår, at han på eget initiativ besluttede på forhånd at sende librettoen ud af huset.
»Det er jeg glad for, at vi gjorde, da vi jo således blev opmærksomme på, at vi ikke fulgte WHOs retningslinjer,« siger han.
»Det er jeg ikke glad for, at de gjorde. Det viser jo, at kunsten skal godkendes af statsapparatet, før den præsenteres for publikum, så teatret er dækket ind, hvis nogen bliver stødt,« svarer Alenius:
»Det Kongelige Teater er en institution, som burde kæmpe for den frie kunst i stedet for at få kunsten til at passe ind i det politiske eller sundhedspolitiske landskab. Også den kunst som går til kanten. Men Kasper Holten blev bange og lod sig intimidere af mennesker uden viden om værket og dermed den kontekst, som det forbudte ord skulle optræde i. Jeg mener ikke, at kunsten skal styres af frygt, for i det lange løb bliver det hele uinteressant og irrelevant, hvis man kun vil behage.«
Kasper Holten afviser at være blevet bange:
»Men når nogen fortæller mig, at noget, vi gør, kan udgøre en konkret risiko for menneskers sundhed og liv, så synes jeg, det ville være stærkt uetisk af os, hvis vi ikke tog det alvorligt.«
IFØLGE LOUISE ALENIUS er det både en misforståelse og ærgerligt, at hendes værk på denne måde er kommet til at handle om selvmord.
»Operaen handler om eutanasi, altså aktiv dødshjælp, men emnet bliver altid blandet sammen med selvmord og frygt for unge sårbare menneskers liv. Så er al fokus væk fra eutanasi, og debatten er gået i stå igen. Det sker igen og igen. Jeg har forsøgt at undgå præcis dette ved at lade operaen foregå inde i en døende krop i stor smerte. Alligevel har eksperter, som frygter for unge menneskers liv, nu fået lov at bestemme over mit værk, selvom det handler om en lidende døende krop.«
Teaterledelsens indgriben fem uger inden premieren gik heller ikke sporløst hen over de medvirkende.
»Censuren fik dårlige konsekvenser for den kunstneriske proces, for den ødelagde følelsen af frihed til at skabe kunst på den grundlæggende idés præmisser,« fortæller Alenius og fortsætter:
»Alle på det kunstneriske hold syntes, det var langt ude, og jeg har ikke mødt noget menneske på produktionen, som støtter at fjerne det ord. Jeg er tværtimod blevet opfordret af 90 procent af dem til at tage den her sag op på et principielt niveau, for den er så dræbende for kunstens idé. Som kunstnere tror vi på, at kunsten er fri, og det er med den selvforståelse, vi arbejder. Hvis realiteten er, at der findes en ny bevægelse og norm, som handler om, at kunsten ikke må støde nogen eller gå ud til kanten, må vi arbejde ud fra den præmis. Det kan kunstnere godt, for som vi har set i totalitære regimer, finder kunsten på en eller anden måde altid sin vej. Men man må være åben om det og sige højt, at kunsten ikke er fri længere.«
Kasper Holten afviser, at kunsten ikke længere er fri på Det Kongelige Teater.
»På trods af betydeligt pres og det kontroversielle emne har vi netop ikke censureret Louise Alenius' emnevalg eller værket generelt, kun over for det ene ord, hvor vi blev rådgivet om, at der var en konkret fare for menneskers sundhed og liv,« siger han.
Teaterchefen vil dog godt indrømme, at forløbet ikke har været uden problemer:
»Jeg er enig med hende i, at vores timing var uheldig og forstyrrende, fordi vi blev klar over så sent i processen, at der var problemer i forhold til WHOs anbefalinger. Resultatet var dog blevet det samme. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at kunstnerne har oplevet det som beskrevet, men det sker uundgåeligt indimellem, at vi kommer på kant med kunstnere af den ene eller anden grund. Jeg synes dog, at resultatet er blevet ualmindelig vellykket.«
Ifølge Louise Alenius er problematikken større end som så:
»Jeg anser det som en slags helgardering eller figenblad, han kan gemme sig bag ved, og som nok sikrer ham mod det, han frygter, men som i det store billede er dybt skadeligt for kunsten. For hvis det her åbner for et bal, hvor kunstinstitutioner begynder at censurere på den måde, har kunsten og den kunstneriske frihed jo tabt. Kunstnerisk frihed er en del af den tanke- og åndsfrihed, som ilter vores demokrati gennem samtale, kunst og debat.«
I en tidligere udgave af artiklen stod der, at Dansk Center for Selvmordsforebyggelse havde henvendt sig til Kasper Holten. Det korrekte navn er Dansk Forskningsinstitut for Selvmordforebyggelse. Vi beklager fejlen.
