DET var indtil for nylig populært at sige, at Rusland aldrig ville turde udfordre NATO, eftersom NATO består af 30 lande, hvis militære slagkraft tilsammen langt overgår Ruslands. Men efter den russiske invasion af Ukraine er dette argument fuldkommen forsvundet. Det er erstattet af en dyb bekymring i NATOs medlemslande for, at Rusland på nogen måde kunne opfatte dem som en krigsførende part.
ER det nu også forsvarligt at tillade frivillige fra EU og USA at drage til fronten i Ukraine og kæmpe mod Rusland, spørges der nervøst. Og hvad med leverancerne af panserværnsraketter, droner og stingermissiler, går det virkelig an? For slet ikke at tale om de gamle, udtjente sovjetiske MIG-kampfly, som ukrainerne tigger og beder USA om at indkøbe hos sine østeuropæiske allierede og få bragt til Ukraine, før Rusland tilkæmper sig luftherredømmet med flere tæppebombardementer til følge.
OGSÅ de vestlige militære eksperter bidrager til at fremmane billedet af Ruslands militære overmagt. Ganske vist bedyrer de alle som en, at de er positivt overraskede over, hvor svært det har vist sig for Rusland at sætte sig på Ukraine. Men straks efter sukker de og slår fast, at vi til syvende og sidst godt ved, hvad det ender med: Rusland vinder, Ukraine taber, det er kun et spørgsmål om tid. Styrkeforholdet er simpelthen for ulige.
VORES skræk for Putin forhindrer os i at tænke klart. Det er overhovedet ikke givet, at Putin vinder krigen i Ukraine. Til gengæld er det uomtvisteligt i vores interesse, at han lider nederlag. USA tabte i Vietnam og i Afghanistan, selvom amerikanerne militært set var oppe mod en langt svagere modstander. Hvorfor? Fordi vietnamesere og talebanere var dygtige til at slås og villige til at gå i døden for deres land. Fordi de fik massiv våbenstøtte udefra. Og fordi amerikanerne blev mere og mere demoraliserede og i tvivl om, hvad det egentlig var, de kæmpede for. Lyder det bekendt? Så er det, fordi det er det. Ukrainerne er villige til at kæmpe til sidste blodsdråbe, om Putin sønderbomber deres land eller ej. Og vi skal hjælpe dem – ikke overgive os på deres vegne.
KRIG foregår ikke kun på slagmarken. Krigen udspiller sig også i vores hoveder. Det er derfor, Vladimir Putin ustandselig truer os med sine atomvåben. Han ved, at alene ordet har en paralyserende effekt. Vi glemmer helt at fortælle ham, at han i givet fald selv vil blive udslettet af vores atomvåben. På forhånd har vi meddelt ham, at vi ikke ønsker en krig med Rusland. Det skal vi stå fast på. Men de enkelte NATO-medlemslande har aldrig lovet, at de ikke vil hjælpe ukrainerne til selv at forsvare sig militært, og det skylder vi i Vesten os selv at gøre. For hvis Vladimir Putin vinder, er det ikke bare over Ukraine: Så er det hele den europæiske sikkerhedsarkitektur, han lægger i grus. Og nej, man kan ikke udelukke, at Putin opfatter det som en krigserklæring, hvis vi sender kampfly til Ukraine. Men i så fald må han jo erklære krig mod NATO: Der heldigvis stadig består af 30 lande, hvis militære slagkraft langt overstiger Ruslands.
Find frem, læs eller genlæs Weekendavisens tidligere ledere i oversigten her.
Find hele Weekendavisens dækning af konflikten i Ukraine her.
