Okkupert. Vladimir Putins fortælling om, at Rusland har invaderet Ukraine for at redde en undertrykt befolkning fra »en bande narkomaner og nynazister«, har gjort indtryk. I Rusland. Jo Nesbø spørger i dette eksklusive essay, om fortællingen er den egentlige slagmark, og hvilken rolle fiktionen kan spille, når sandheden allerede er faldet.

Kan Putin kæmpe imod fortællingerne?

I 2015 blev første sæson af tv-serien Okkupert vist på norsk fjernsyn. Serien handler om en russisk besættelse af Norge, som EU og USA mere eller mindre stiltiende har accepteret, eftersom begrundelsen for besættelsen er at genåbne oliefelterne, som en grøn norsk regering har lukket ned. Da jeg arbejdede med ideen til tv-serien, var hensigten at fortælle om det enkelte menneskes moralske dilemmaer og valg i en ekstrem situation, en bevidst parallel til det, vores forældre og bedsteforældre oplevede under den tyske besættelse i 1940-45. En del af bagtæppet var det politiske spil mellem et mindre land, en stor nabo og resten af verdens førende nationer, som afvejer politiske principper mod økonomiske hensyn og egen sikkerhed. Men jeg troede alligevel, at det klart ville fremgå, at pointen med fiktionen i Okkupert ikke var at sige noget om Rusland, lige så lidt som ideen bag Steven Spielbergs Jaws var at sige noget om den store hvide haj. Alligevel reagerede de russiske myndigheder. Ruslands ambassadør i Norge, Vjatsjeslav Pavlovskij, udtalte til det russiske nyhedsbureau TASS, at det »er en stor skam, at forfatterne netop i år, ved 70-års jubilæet for sejren i Anden Verdenskrig, tilsyneladende har glemt den sovjetiske hærs heroiske indsats for at befri Nordnorge for den nazistiske besættelsesmagt og i stedet i værste koldkrigstradition har besluttet at skræmme norske tv-seere med en ikkeeksisterende trussel fra øst«.

Det er selvfølgelig muligt, at den russiske ambassadør var særligt ømfindtlig, fordi Rusland året før – ganske vist længe efter at Okkupert var skrevet og forberedt – havde annekteret Krim og dermed anbragt sig selv i rollen som den store antagonist på den politiske scene. Men hvorfor denne voldsomme reaktion, når serien helt åbenlyst drejede sig om en fiktiv fortælling, ovenikøbet en fortælling, hvor russerne for en gangs skyld ikke blev fremstillet som en samling ensartede, robotagtige, onde bad guys?

'Guernica', en ikkeobjektiv fremstilling og et produkt af en kunstners fantasi og indlevelse, var med til at vække Europa.

Måske er svaret følgende: i en tid, hvor sandhed er devalueret til fake news og propaganda, og stærke ledere bliver valgt på stemningsbølger snarere end efter fortjeneste og politisk ståsted, har fakta ikke længere den vægt, de engang havde. De har veget pladsen for fortællingen, der appellerer til følelserne, fortællingen om os, der definerer vores gruppe, nation, kultur og religion. Måske var det ikke en mangel på våben og militærmagt, der tabte okkupationskrigene i Vietnam og Afghanistan, men derimod manglen på fortællinger, som kunne vinde »hearts and minds« Eller sagt på en anden måde: Modparten havde bedre fortællinger.

ET AF DE HYPPIGST ANVENDTE citater i det, der skrives om Ruslands nyeste krig, er den amerikanske senator Hiram Johnsons berømte ord fra 1917: »Krigens første offer er sandheden.« Det bruges blandt andet til at minde journalister og redaktører om, hvor skrøbelig den faktabaserede sandhed er, når parterne slås om at trænge igennem med deres egne versioner. Men det er også en påmindelse om, at det er naivt at tro, at en journalist – selv en journalist med integritet og uafhængighed – kan rapportere uafhængigt af sin egen kultur, sin nationalitet og sit nedarvede værdisyn, især i en krig. Når nobelpristageren og en af forskerne bag atombomben Richard Feynman skriver om noget så absolut som fysik, at »vi ikke ved noget som helst sikkert, kun med forskellige grader af sandsynlighed«, så siger det sig selv, at ideen om den perfekte »objektive sandhed« er en illusion. Men ligesom vi med stor sandsynlighed kan antage, at 1+1 er 2, er der forskel på at forsøge at sige noget, som er sandt, og at forsøge at sige noget, som er usandt. Da den spanske fascistgeneral Franco i 1937 massakrerede civilbefolkningen i Guernica med bombeangreb under borgerkrigen, kunne en hel by af øjenvidner fortælle, hvad der var sket. Men så snart billederne af ødelæggelserne og ofrene blev offentliggjort, forstod Franco og hans generalstab, hvilke følelser det ville vække både i Spanien og internationalt, og påstod hårdnakket, at det var de republikanske indbyggere, der selv havde sat ild på deres by. Og i lang tid troede man på dem. I hvert fald hvis man ville tro på dem. Men republikanerne havde tilfældigvis en bedre historiefortæller. Pablo Picasso svarede straks med at male et af sine mest berømte malerier, Guernica, som skildrede infernoet i den lille spanske by. Dette værk, malet af en mand, der boede i Paris, en ikkeobjektiv fremstilling og et produkt af en kunstners fantasi og indlevelse, var med til at vække Europa. Det blev udstillet i Paris samme år og derefter sendt på turné i Europa og bidrog stærkt til rekrutteringen af frivillige til den republikanske side i borgerkrigen.

Hvis Guernica var propaganda og samtidig et sandt mesterværk, kan det samme siges om Panserkrydseren Potemkin, en film, som de sovjetiske myndigheder bestilte hos filminstruktøren Sergej Eisenstein i forbindelse med jubilæet for 1905-revolutionen i 1925. Selvom begge disse kunstværker giver sig ud for at skildre faktiske hændelser, tager de sig store digteriske friheder – eksempelvis har den berømte scene med massakren på trappen i Odesa aldrig fundet sted i virkeligheden. Men fortælleren af fiktion behøver ikke at stå til ansvar for den slags detaljer – hensigten er at sige noget sandt, men ikke nødvendigvis faktuelt korrekt. At bevæge hjerter og sind, ikke at rapportere antallet af faldne eller bomber, eller hvem der gjorde hvad mod hvem, hvor og hvornår. Det er netop denne frihed, der giver fiktionen magt, især når vi som publikum ikke er os bevidst, at vi udsættes for propaganda. Tanner Mirrlees, lektor ved Ontario Tech University og forfatter til bogen Hearts and Mines: The US Empire’s Culture Industry, beskriver, hvordan U.S. Office of War Information under Anden Verdenskrig havde en enhed, der udelukkende samarbejdede med Hollywood, The Bureau of Motion Pictures. Mellem 1942 og 1945 gennemgik dette bureau 1.652 filmmanuskripter og redigerede eller fjernede stof, der fremstillede USA på en ufordelagtig måde, deriblandt også stof, der fik amerikanerne til at »fremstå ligeglade med, om der var krig eller ej«. Ifølge Mirrlees var det Elmer Davies, chefen for Office of War Information, som udtalte: »Den nemmeste måde at indoktrinere et folk med propaganda på er at udsende den gennem et medium som underholdningsfilm, så ingen opdager, at de bliver fodret med propaganda.« Mirrlees har til det canadiske tv-selskab CBC udtalt, at film var og er det perfekte værktøj til at forme en befolknings meninger, fordi det at se en film er en så inspirerende og fælles oplevelse. Mirrlees siger også, at Hollywood blev ved med at markedsføre amerikanske militære idealer under Den Kolde Krig og stadig gør det den dag i dag.

I DAG SIDDER HELE VERDEN i mere eller mindre den samme biografsal og ser på det, der sker i Ukraine. Men vi ser – billedlig talt – eftersynkroniserede versioner eller versioner, der er tekstet på vores eget sprog, så vi oplever ikke den samme fortælling. Det er en kamp mellem versioner, og den bedste vinder. Den norske mediekommentator Mode Steinkjer har i Dagsavisen udtrykt det på denne måde: »Krig handler ikke om, hvilke militære eller civile mål der ødelægges. Den handler lige så meget om at vinde følelserne hos den del af verdens befolkning, som ikke er direkte involveret i konflikten.«

Spørgsmålet er så, hvilke midler man er villig til at tage i brug for at vinde disse følelser, især i en situation, hvor diktatoren Vladimir Putin spiller efter sine egne regler og driver propaganda og censur på en måde, man troede hørte hjemme i en mørk fortid. Er det ønskeligt eller bare hensigtsmæssigt at spille efter Putins regler? Det virker trods alt selvmodsigende, at et demokratisk land skal give afkald på demokratiske værdier og principper som ytringsfrihed og offentlig indsigt for måske at få en midlertidig beskyttelse af de samme demokratiske værdier. Winston Churchill sagde ganske vist engang, at »i krig er sandheden så vigtig, at den må beskyttes med en livvagt af løgne«. Er man pessimist, kan man tilføje, at under en krig er løgnen så vigtig, at den skal beskyttes med nye løgne. Men der findes altid en krig eller en konflikt, man kan bruge som påskud for at hævde en sådan undtagelsestilstand. Er man – som jeg – optimist, kan man derfor håbe på, at sandheden – det vil sige den uperfekte, subjektive sandhed hos en journalist, kunstner eller anden fortæller, som prøver at udtrykke noget sandt – vinder. For Abraham Lincoln havde nok ret, da han sagde: »You cannot fool all the people all the time.« Der findes trods alt eksempler på denne sandhed – et af dem er Sovjetunionens sammenbrud indefra, et andet er Donald Trump, da han blev smidt ud af Det Hvide Hus. Stillet over for et udmattende mylder af versioner af virkeligheden behøver vi ikke at kapitulere og acceptere, at alle versioner er lige sande. Nogle er faktisk mere sande end andre.

Ross Burley i det London-baserede uafhængige Centre for Information Resilience, som har til formål at fremme objektiv rapportering og modarbejde desinformation og propaganda på alle planer, udtaler, at Putins fortælling om, hvorfor Rusland går i krig mod Ukraine, vinder gehør hos et flertal af russere, som ikke har adgang til sociale medier og udenlandsk rapportering. Men man skal ikke være så naiv at tro, at større åbenhed fra den ene dag til den anden kunne have vendt stemningen mod Putin, som i over 20 år har haft overvældende stor støtte i befolkningen. I Bernard L. Mohrs bog Hvorfor stemmer russerne på Putin? henvises til en meningsmåling, hvor et flertal af russere udtaler, at de hellere end at bo i et lille land med en høj levestandard vil bo i et stort land, som nabolandene frygter. Så sådan set giver Putin russerne det, de vil have. Men Ross Burley peger også på, at den unge generation i Rusland bruger vpn og andre teknologiske smuthuller til at skaffe sig andre fortællinger om, hvad der foregår. Indtil videre er de ret få, men det er en ressourcestærk gruppe, som selv bliver journalister, forfattere og kunstnere med fortællingen som våben. Mens vi følger militære operationer, sanktioner og diplomati fra dag til dag, er krigen om narrativet den langsomme krig. Til syvende og sidst er det en krig, som Vladimir Putin er dømt til at tabe, uanset hvor mange livvagter han omgiver løgnen med. Spørgsmålet er kun, hvor længe der er til »syvende og sidst«. Franco var diktator i Spanien i næsten 40 år med omfattende censur som et af de vigtigste forsvarsværker. Men til sidst tabte han i historiebøgerne, og spanierne har vraget hans arv og tankegods. Guernica kom først til Spanien i 1981 seks år efter Francos død. Det blev besøgt af over en million mennesker alene det første år, og det er stadig det store trækplaster i det nationale kunstmuseum Reina Sofia i Madrid. For de sandeste – og ikke de faktiske – fortællinger er de bedste.

Oversat af Claus Bech.

Jo Nesbø er norsk forfatter. Han har blandt andet skrevet tv-serien Okkupert.