SAGEN er denne: I Hillerød Arrest sidder en medarbejder fra efterretningstjenesten. Der har vedkommende siddet varetægtsfængslet i over fire uger. Vi kan ikke fortælle, hvem det er, da der er afsagt navneforbud i sagen. Man kunne argumentere for, at det er i offentlighedens interesse at vide, hvem der i ugevis sidder fængslet for at have videregivet fortrolige oplysninger om landets sikkerhed i henhold til paragraf 109, der kan give 12 års fængsel. Men at vi overholder retlige forbud, betyder ikke, at vi accepterer mørklægning og giver efter for intimidering. Offentligheden skal vide, hvad sagen drejer sig om.
OM den fængslede medarbejder har lækket oplysninger til medierne, ved vi ikke. Er det tilfældet, vil mange sige, må staten selvfølgelig reagere: En hemmelig tjeneste kan jo ikke være utæt. I så fald vil andre lande miste tilliden til samarbejdet med Danmark og det vil gå ud over sikkerheden. Men så simpelt er det ikke. Efterretningstjenerne skal tjene nationen og befolkningen. Beskytte demokratiet. Og de seneste års lækager har givet et vigtigt indblik i de politiske rammer, der omgiver tjenesterne. I den kommende tid er det afgørende at kende den kontekst.
EFTERRETNINGSTJENESTEN – både Forsvarets og Politiets – er normalt vandtæt. Det plejer at være umuligt at få nuværende eller tidligere ansatte til at sige noget som helst, loyaliteten har været uigennemtrængelig. Det ændrede sig, da forsvarsminister Trine Bramsen i samråd med statsministeren og hendes departementschef sidste år suspenderede og hjemsendte hele ledelsen i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Anledningen: Tjenesternes tilsyn mente, at ledelsen havde skabt en stat i staten hinsides demokratisk kontrol og aflyttet og overvåget danske statsborgere ulovligt.
VIRKER frie medier, som de skal, må de i den situation beskrive, hvad sagen drejer sig om. Weekendavisen kunne fortælle, at sagen handlede om et samarbejde med USA om at tappe information fra datakabler, der går igennem Danmark. Det samarbejde er blevet beskrevet før; det nye var, at dét var den aktuelle sags omdrejningspunkt. FE havde – lød kritikken – ladet dette samarbejde udvikle sig ulovligt. Hjemsendelsen kastede tjenesten ud i den største krise nogensinde. Det var åbenlyst væsentligt at få afdækket.
DYBT pinligt for regeringen var det, at den følgende undersøgelse pure rensede FEs ledelse for at have gjort noget galt. Her kunne man forestille sig, at de ansvarlige, Bramsen, statsministeren og hendes departementschef, tog en form for ansvar for at have kastet tjenesten ud i en historisk krise. Men nej. Energien bruges i stedet på at finde ud af, om nogen har fortalt medierne, hvad sagen faktisk drejede sig om, så offentligheden kunne få at vide, hvad der foregår: At rammerne for efterretningstjenesterne er under et hidtil uset politisk pres.
BESKÆMMENDE er det, at myndighederne graver hullet endnu dybere. I denne uge bad politiet flere mediers journalister, herunder Weekendavisens Hans Mortensen, om at stille til afhøring om sagen. Formålet er at skaffe bevismateriale mod den fængslede efterretningsmedarbejder. Det er sørgeligt, at myndighederne forestiller sig, at medier vil medvirke til denne undergravning af pressefrihed og kildebeskyttelse. Men det er ikke så overraskende; regeringens forhold til pressen er i forvejen jammerligt. Endnu mere sørgeligt er dette, og det er sagens kerne: Den siddende regering har ingen forståelse for sit ansvar for efterretningstjenestens krise. Regeringstoppen mener, at efterretningstjenesten væsentligste opgave er at beskytte regeringen mod uheldige sager. Det har undergravet den loyalitet, der altid har hersket i tjenesten. På mandag udløber varetægtsfængslingen af den sigtede medarbejder i Hillerød Arrest. Vi må hurtigt have svar på, hvad der foregået i denne sag. Og få ansvaret placeret det rigtige sted. kras
