»For hver og én, der har støttet mig, er der lige så mange, der har gjort mit liv til et mareridt.«
Et tyndt vinterlys trænger ind mellem hyacinterne i vindueskarmen i Katalin Karikós lille villa og lægger sig over den dybrøde sofa. I indkørslen står en gammel Subaru. Da vi ankom et par timer tidligere, bad hun os om at tage mundbindet af. »Jeg er vaccineret,« lo hun.
Indtil sidste år vidste kun ganske få mennesker, hvem Katalin Karikó er. I dag kaldes hun »coronavaccinens mor«, »kvinden, der kan redde verden« og »en af de mest indflydelsesrige forskere på kloden«. Den ungarskfødte biokemikers forskning har lagt grunden til BioNTech/Pfizers og Modernas coronavacciner og skabt milliardindtægter til disse biotekselskaber og deres investorer.
Sammen med sin kollega, professor Drew Weissman, nævnes hun jævnligt som kandidat til årets Nobelpris i kemi for den forskning, der nu kan befri os for pandemien. Vi møder de to med et par dages mellemrum i begges hjemby, Philadelphia.
»Vejen til coronavaccinen handler om mange år med mennesker, der har sagt nej, nej, nej, og som ikke har troet på forskningen. Jeg er nødt til at rose Katalin og mig selv for, at vi ikke har givet op. Hun havde det værre end jeg. Hun begyndte, længe før jeg gjorde, og fik ingen respekt, ingen legater, ingen finansiering, ingenting,« siger Drew Weissman.
Byggesten
»Virus har altid fascineret mig. De er så kloge, og de kan altid komme igen, selv om immunsystemet har nedkæmpet dem,« siger Katalin Karikó.
Hun er vokset op i en lille by på Ungarns nordlige sletter som datter af en slagter i et hus uden indlagt vand eller strøm og er i dag en af de mest indflydelsesrige forskere i verden. Efter at have uddannet sig som biokemiker begyndte hun at forske i messenger-RNA (mRNA), budbringer-RNA, den genetiske kode, som organismen bruger for at producere proteiner, og som regulerer samtlige biologiske processer. Når organismen har brug for millioner af små proteiner, anvender den mRNA til at instruere cellerne om, hvilke proteiner de skal producere. Karikó var allerede tidligt overbevist om, at mRNA kunne anvendes i kampen mod sygdom og virus.
»Jeg boede bag Jerntæppet, og der var knaphed på alt. Når man bestilte noget til laboratoriet, ankom det et år efter. Og så havde man i mellemtiden glemt, hvad man skulle bruge det til. Enten brugte jeg to dage på at skaffe en komponent til mine eksperimenter, eller også måtte jeg selv fremstille ingredienserne. Min chef måtte cykle hen til slagteriet for at købe en kohjerne, så vi kunne udvinde liposomer. Vi kunne ikke engang skaffe vaskepulver, men måtte op på loftet og finde sæbe, som vi havde kogt for 20 år siden. Men fordelen ved den slags forhold er, at man lærer så meget mere. Man ved, hvor tingene kommer fra,« siger Karikó.
På det biologiske forskningscenter ved universitetet i Szeged var der ikke råd til mRNA-forskning. Men til trods for at Katalin Karikós stilling blev nedlagt, nægtede hun at give op.
»Hvis jeg var blevet i Ungarn, var jeg endt med at blive en middelmådig forsker, som altid brokkede sig. Folk siger, at jeg godt kunne have fået succes, fordi jeg aldrig giver op. Don Quijote gav heller ikke op, men det førte ham som bekendt ikke så langt.«
I skyggen
I 1985 solgte Katalin Karikó sin brugte Lada, vekslede sine penge til dollar på den sorte børs og syede dem ind i sin toårige datters teddybjørn. 900 dollar, som hun holdt hemmelige, indtil hele familien sad i et fly væk fra Budapest. Karikó var inviteret til Temple University i Philadelphia for at forske i mRNA.
»Da vi kom hertil, kendte jeg ikke en sjæl, ikke engang den mand, der havde inviteret mig herover. Vi havde ingen at tale med, ingen penge, ingen kreditkort, mobiltelefoner eller pårørende. Vores levestandard gik ned. Jeg måtte være optimistisk og håbe på, at jeg kunne forbedre vores situation ved hårdt arbejde. Vi havde kun en enkeltbillet. Når man kommer her til USA, må man hurtigt tilpasse sig. Det er også evolution. Hjemme kunne jeg have fået hjælp, her var jeg helt alene og måtte overleve. Så bliver man presset til de yderste grænser,« siger hun.
Hendes mand gjorde rent i ejendommen, reparerede biler, lagde gulve, snedkererede familiens møbler og tog i det hele taget alt forefaldende arbejde. Han var nattevagt i den ejendom, familien boede i, men det var altid hende, der måtte tage telefonen, eftersom hendes mand ikke talte engelsk. Samtidig med at familien kom til USA, begyndte The Human Genome Project – det gigantiske projekt, der skulle kortlægge hele det menneskelige genom.
»Hele årtiet handlede om gener og genterapi. Jeg sagde hele tiden, at de fleste sygdomme, vi lider af, skyldes smerter og skader – ikke genetiske sygdomme. MRNA kan være perfekt til den slags behandling. Men folk var som besatte af genterapi, og det satte mRNA i skyggen,« forklarer hun. I stedet for en rejse ind i den amerikanske drøm måtte Karikó nu rejse ind i noget, der lignede et akademisk mareridt.
»Havde vi været nærmere på Ungarn, var vi måske kørt hjem igen. Men det lod sig jo ikke gøre fra USA.«
I 1994 fik Katalin Karikó besøg af den gruppe investorer fra New York, som ville undersøge mulighederne for at kommercialisere hendes forskning i mRNA.
»De sagde, at de ville finansiere og etablere et projekt, men jeg hørte aldrig fra dem igen. Når jeg forsøgte at ringe, blev der ikke svaret. Da medicinalfirmaet Merck engang udlovede seks stipendier på 10.000 dollar, fik de syv ansøgninger. Du har sikkert allerede gættet, hvem der fik pengene. Mine forslag lå altid i bunden af bunken,« siger hun.
Karikós idé om, at mRNA kunne anvendes i medicinsk behandling, var blevet en karrieremæssig og økonomisk blindgyde. Hun var flyttet til University of Pennsylvania og var på vej til et fuldt professorat. Men på grund af manglende finansiering og interesse for sin forskning blev hun degraderet. Samtidig blev det opdaget, at hun havde en ondartet kræftsvulst i halsen.
På væggen bag hende hænger en signeret åre. Det var den, hendes datter Susan Francia brugte, da hun blev olympisk mester i roning ved OL i Beijing i 2008. Datteren fik også en guldmedalje i otter for kvinder ved OL i London i 2012.
»Min datter fortalte mig, at når man ror to kilometer, kan det ske, at man får for meget mælkesyre efter 500 meter. Men man kan ikke holde op, uanset hvordan man har det. Det er, når man presser sig selv til det yderste, at man finder ud af, at man er i stand til at gøre noget, man aldrig troede var muligt,« siger Karikó.
Et møde ved kopimaskinen
»Jeg tænkte aldrig på vacciner, før jeg mødte Drew Weissman. Han var ny på universitetet, da vi mødtes ved kopimaskinen. Jeg pralede af min datters OL-medalje og af alt det, jeg kunne udrette med mRNA. Han var stille, tankefuld, og fortalte, at han var i gang med at udvikle en vaccine mod hiv. Jeg havde aldrig tænkt på vacciner, før jeg mødte Drew. Vores kundskaber kompletterede hinanden,« siger Karikó.
Professor Drew Weissman, som i mange år havde arbejdet på dr. Anthony Faucis laboratorium, var en stjerne på den akademiske himmel. Karikó var blandt de dårligst lønnede på fakultetet. Indtil videre havde hun ikke haft held med sine forsøg på at bruge mRNA til at levere proteiner, som kunne behandle og beskytte mod sygdomme. Laboratoriedyrene døde af betændelse.
»Jeg havde nok penge fra universitetet til, at vi kunne holde forskningen gående,« fortæller Weissman.
I 2005 offentliggjorde Weissman og Karikó deres første afhandling, hvori de beskriver en modificeret form for mRNA, der ikke kunne nedkæmpes af immunforsvaret. De havde ændret et enkelt bogstav i den genetiske sekvens af RNA. Laboratoriemusene overlevede. Vejen for en mRNA-vaccine var banet.
»Jeg mente, at det var et så vigtigt resultat, at vi ville blive inviteret med til alt muligt. Men der skete ingenting. Vi sendte afhandlingen til tidsskriftet Nature, men fik den retur dagen efter. Jeg måtte slå op i en ordbog for at forstå, hvad de havde skrevet,« siger Karikó med en latter.
I 2005 stiftede de to forskere deres eget firma for at udvikle medicin baseret på mRNA. Sammen sad de på et patent, der kunne skabe grundlag for en milliardindustri.
»Patenterne stod i vores navn, men universitetet ejer alt, hvad vi gør. Hvis jeg opfinder en bedre måde at lave en tandbørste på, er opfindelsen universitetets ejendom. Men universitetet ville ikke give os licens på vores eget patent på betingelser, der var gode nok til, at vores firma kunne overleve. Jeg har aldrig forstået hvorfor,« siger Weissman.
Fem år senere opdager stamcellebiologen og den senere grundlægger af Moderna Derrick Rossi parrets afhandling og begynder at forske videre på deres resultater.
»Det var først i det øjeblik, at vores forskning blev kendt,« siger Karikó.
En af dem, der begyndte at interessere sig for de to forskere i Philadelphia, var lederen af ventureselskabet Flagship Pioneering, Noubar Afeyan. Multigrundlæggeren og opfinderen Afeyan har, siden han var 24 år gammel, grundlagt og finansieret cirka 50 bioteknologiske firmaer. I dag er han leder af vaccineproducenten Moderna. Firmanavnet »ModeRNA« er en sammentrækning af »modificeret RNA«.
»Det absolutte nulpunkt var nok, da Flagship henvendte sig til os i 2020,« fortæller Weissman.
»I fire-fem måneder diskuterede vi muligheden for at starte et firma for at fremstille vacciner baserede på mRNA sammen med Flagship. Men universitetet ville have for mange penge for at licensere teknologien. Så Moderna brugte sine første år på at finde ud af, hvordan de kunne komme uden om vores patent. Det lykkedes ikke for dem,« fortæller Weissman.
Universitetet i Philadelphia solgte i stedet licensen til det canadiske firma Cellscript for 300.000 dollar. Cellscript licenserede Karikó og Weissmans patent videre til BioNTech og Moderna for 150 millioner dollar, ifølge Karikó.
»Moderna lettede i stor stil, og vi blev siddende tilbage med lidt eller ingenting. Katy og jeg har fået lidt, men har ikke tjent milliarder som BioNTech, Pfizer og Moderna,« siger Weissman.
Milliardærer
Katalin Karikó fortæller, at hun har fået tre millioner dollar for licenseringen af patentet.
»Den bil, der står her udenfor, er over 20 år gammel. Jeg har aldrig ejet en ny bil. Herregud, hvis jeg fik en ny bil, ville jeg være bange for at få buler i den. En lille brugt bil er bedre,« siger hun og peger ud på den gamle Subaru.
Moderna-aktien er i løbet af det forgange år steget med næsten 700 procent, og selskabet er i dag vurderet til 72 milliarder dollar. Det har gjort grundlæggerne til dollarmilliardærer. Direktøren Stéphane Bancel sidder i dag på en formue på 2,4 milliarder dollar ifølge Businessweek.
»Jeg hørte, at et bestyrelsesmedlem i Moderna solgte aktier for 8,5 millioner dollar efter at have siddet i bestyrelsen i et par år. Men det er jeg ærlig talt ligeglad med. Jeg kan ikke kontrollere, hvem der får de mange millioner. Hvis jeg var blevet milliardær som så mange andre i denne industri, kan du så forestille dig, hvor bekymret jeg ville have været? Hvor skulle jeg have anbragt pengene? Det ville have givet mig hovedpine. Hvis jeg havde sat dem i banken, ville jeg være konstant bekymret for, at banken skulle gå konkurs,« siger Karikó med en latter.
En af Karikós tidligere kolleger har for nylig udtalt, at hun er en fremragende forsker, men ikke særlig god til at sælge sin egen videnskab.
»Hvis dr. Karikós ideer var kommet fra en person med et etableret, indflydelsesrigt netværk, er jeg sikker på, at modtagelsen ville have været en helt anden end den, dr. Karikó oplevede,« udtaler biokemikeren Bart Anderson til tidsskriftet Times Higher Education.
Manglende kvalitet
I 2013 ansøgte Katalin Karikó om et nyt professorat ved universitetet i Pennsylvania.
»Jeg fik at vide, at man aldrig før havde forfremmet nogen, som tidligere var blevet degraderet, og at reglerne ikke tillod det. ’Der findes dumme regler, og de kan laves om. Det var også en regel, at Rosa Parks skulle sidde bagest i bussen’,« svarede jeg.
Rosa Parks var en borgerrettighedsaktivist, som i 1955 nægtede at flytte sig for at give plads til en hvid mand i en bus i Alabama.
»Til sidst konkluderede de, at jeg manglede ’fakultetskvalitet’,« siger Karikó.
Hendes akademiske karriere var forbi. Da hun fortalte, at hun var blevet ansat i det tyske medicinalfirma BioNTech, fik hun at vide, at firmaet ikke engang havde en hjemmeside.
»Da jeg gik i gymnasiet, læste jeg en bog af stressforskeren Hans Scheie. Han skrev, at man aldrig kan forandre andre mennesker og derfor hellere bør koncentrere sig om det, man selv kan gøre. Når kolleger klager over, at det er gået galt for dem, siger jeg altid: Det er sket, og hvad kan vi gøre for at undgå, at det sker igen? Man kan heller ikke forandre fortiden. Da jeg langt om længe fik nogle midler, fik jeg næsten hjertestop af ren og skær glæde. Jeg tænkte aldrig på alle de forskningsmidler, jeg ikke har fået. Den filosofi er årsagen til, at jeg kunne holde ud så længe og stadig er i godt humør efter så mange episoder,« ler hun.
Katalin Karikó har tidligere været tilbageholdende med at tale om den modgang, hun har oplevet, og med den begrundelse, at der er tale om personaleforhold, har hendes tidligere arbejdsplads aldrig ønsket at kommentere hendes historie.
I dag er Karikó Senior Vice President i BioNTech med hovedsæde i Mainz i Tyskland og leder spydspidsen for dette firmas udvikling af vacciner.
»Jeg fik jobtilbud fra Moderna og flere andre firmaer, men jeg syntes godt om Uğur Şahin. Han er en ukompliceret mand. Min far var slagter, og Uğurs far var fabriksarbejder,« siger hun om grundlæggeren af BioNTech.
Uğur Şahin og hans kone, Özlem Türeci, stiftede BioNTech i 2008 med henblik på kræftbehandling. To år før coronavirus lammede verden, fortalte Uğur Şahin en gruppe epidemiologer i Berlin, at hans firma sandsynligvis ville kunne anvende mRNA til at udvikle en vaccine i tilfælde af en pandemi. BioNTech havde på det tidspunkt ikke et eneste produkt på markedet. I dag har firmaet 1800 ansatte og er vurderet til at være 28 milliarder dollar værd.
»Vi er ikke som Moderna, hvor de skovler ’zillioner’ ind. Da vi udviklede vores vaccine, sagde grundlæggeren Uğur til mig: Katy, det er en moralsk forpligtelse for os at udvikle vaccinerne. Der er ingen garanti for, at det vil give indtægter.«
Efter succesen med coronavaccinen blev Uğur Şahin den første tyrkiskfødte mand, som nogensinde er kommet med på listen over Tysklands 100 rigeste personer.
Vaccinemodstanderne
Den første coronavaccine, der blev anvendt i Danmark den 27. december sidste år, var produceret af Pfizer og BioNTech. En uge før vaccinen kom til Danmark, havde Drew Weissman og Katalin Karikó fået deres første dosis.
»Jeg mærkede ikke noget til den første indsprøjtning, men efter den anden fik jeg hovedpine, ømme arme og var træt. Da jeg begyndte at gøre rent derhjemme, måtte jeg lægge mig. Dagen efter var det overstået,« siger Karikó.
I hendes hjemland, Ungarn, er man nu begyndt at distribuere den russiske vaccine.
»Problemet med den russiske og kinesiske vaccine er, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation. Vi har ikke set data på, hvor mange der har fået vaccinen i testfasen, eller hvor mange der har fået placebo. Og så ved vi, at russernes antidopingmyndigheder har manipuleret med data, så tilliden er der ikke,« siger hun.
Weissmann og Karikó har også udviklet en anden teknologi, som gør vaccinen fra BioNTech/Pfizer og Moderna unik. De har pakket mRNA ind i en fedtkapsel, som bevirker, at molekylet ikke bliver ødelagt på vejen gennem kroppen. Da fedtkapslen er skrøbelig, skal vaccinen opbevares så koldt som ved 70 minusgrader.
»Jeg har for nylig læst om en såkaldt immunolog, der påstod, at virussen ikke eksisterede. Han skrev en bog om det, der blev en bestseller i USA, og han tjente en formue. Nu, hvor folk mener, at der faktisk findes covid-19, er han begyndt at angribe vaccinen ved at påstå, at RNA kan trænge ind i arvematerialet og omprogrammere organismen. Og han påstår også, at den dræber fostre. Men der findes jo også mennesker, der påstår, at Jorden er flad. Bare se der,« siger hun og peger ud i haven.
»Det ser fladt ud. Gennem hele historien har vi mennesker søgt efter grunde eller forklaringer på omverdenens fænomener. Når det tordnede, var det, fordi Zeus var vred. Det er nemmere at sige, at guderne buldrer og brager i deres vrede, end at tale om ladede partikler. Det bliver for meget. Da røntgenstrålen blev opdaget, var der især én egenskab, flertallet fæstede sig ved: Den kunne se igennem tøj. Kløgtige handelsmænd udnyttede de mindre kloge og begyndte at sælge undertøj, der var sikret mod røntgenstråler. Og de tjente mange penge. Jeg erkender, at vi forskere må blive bedre til at tale med et publikum, som ikke er uddannet. Men folk i almindelighed stoler ikke på staten, lægerne eller videnskaben. De stoler mere på naboen,« siger Karikó.
Drew Weissman siger, at han bruger de fleste af sine eftermiddage og weekender på at fortælle om fremstillingen af vaccinerne og om forskningen, der ligger til grund for dem.
»Jeg har ikke svært ved at forstå, hvorfor så mange mennesker er skeptiske over for vaccinen. Det er en naturlig skepsis. Men så er der vaccinemodstanderne, som udtaler sig på de sociale medier og udbreder en stribe løgne. Vaccinen er ikke ny. Den er ikke opfundet ud af ingenting. Det har taget 15 år at udvikle teknologien. Indtil nu har vi set allergiske reaktioner, som er nemme at helbrede, hos én ud af hver 100.000. Det er den eneste alvorlige reaktion, vi indtil videre har opdaget. Det betyder, at vaccinen er utrolig sikker. Men det er umuligt at bekæmpe vaccinemodstanderne. Man kan ikke argumentere med mennesker, der ikke tror på videnskaben,« siger Weissman.
Bedstemors bageri
»’Big Pharma’ har altid haft et dårligt ry, men når man i en fart skal bruge penge og ressourcer, må nogen jo træde til. Jeg havde hørt, at visse lande ville sagsøge Pfizer, fordi de ikke havde fået det antal doser, de havde lovning på. De ved åbenbart ikke, at der arbejdes i døgndrift for at overholde aftalerne. Folk er simpelthen ikke rationelle,« sukker Karikó.
Onsdag i sidste uge blev det kendt, at de første leverancer af titusinder af vaccinedoser fra Moderna – som var ventet i Skandinavien i uge 7 – blev halveret i antal og samtidig forsinket med en uge. Drew Weissman forklarer problemerne med at få fremstillet og distribueret tilstrækkeligt mange vacciner på følgende måde:
»Det er, som når mormor bager en kage, som hele familien elsker. Så begynder naboerne også at kunne lide den og opfordrer mormor til at begynde at sælge den. Pludselig vil hele verden have mormors kage. Hvad gør hun? Jo, hun begynder at se sig om efter et stort køkken. Men det tager tid. Så hun bliver nødt til at indgå en masse licensaftaler. Det er selvfølgelig noget andet med medicin. Man kan ikke ansætte hvem som helst i sit køkken og sætte dem til at bage kager. Man er nødt til at finde en GMP-facilitet,« siger han. GMP (Good Manufacturing Practices) er en international produktionsstandard for lægemidler, som er defineret af WHO.
»Og GMP-faciliteter hænger ikke på træerne. Moderna og BioNTech har opkøbt alle dem, de kunne få fat i, og udvidet deres egne. Det tager alt sammen tid. Desuden skal man have alle komponenterne og finde GMP-faciliteter, der kan fremstille råstofferne. De kan ikke øge kapaciteten med en faktor på flere hundrede fra den ene dag til den anden. Der er simpelthen ikke plads. Så nu skal de alle sammen producere nye råstoffer, og det tager også tid. Netop nu forsøger vi at finde nok råstoffer i verden til at fremstille alle vaccinerne. Alle kemiske stoffer skal fremstilles i henhold til GMP-reglerne. Og så er der alle saltene, glasflasker, emballage. Der skal produceres milliarder af noget, som ikke blev produceret for en uge siden,« siger han.
Da vi møder Drew Weissman på hans hjemmekontor i Philadelphia, er de nye mutationer af virussen netop begyndt at brede sig i Skandinavien.
»Mutationer er et forkert ord at bruge, der er tale om tilpasninger. Det, som virussen nu gør, er at finde ud af, hvordan den bedst kan udvikle sig i mennesker. Alle mutationerne – og der er virkelig mange – er simpelthen virussen, der lærer at blive bedre til at inficere mennesker. Og det vil blive ved med at ske,« siger han.
»Vi mener, at mRNA-vaccinen kan neutralisere den sydafrikanske mutation, som er den vanskeligste af de nye varianter. Men virussen foretager flere typer tilpasninger. Det mest kritiske og bekymrende er, at virussen lærer at undgå vaccinen. Det er det samme, som influenzavirussen gør hvert eneste år, og det er grunden til, at vi hele tiden skal fremstille nye influenzavacciner. Den eneste måde at løse problemet på, er at vaccinere hele verden. Hvis det er muligt, vil det tage mindst et år, før hele verden har fået vaccinen. Efterhånden som flere vacciner bliver godkendt, kan det blive nemmere at vaccinere hele verden,« siger han.
Weissman samarbejder i dag med regeringen i Thailand om at fremstille en coronavaccine til syv lande i regionen.
»Man er bekymret for, at der vil gå flere år, før Sydøstasien, Sydamerika, Afrika og andre dele af verden, som ikke er rige, får adgang til en vaccine produceret i den vestlige verden. Jeg vil hellere end gerne fremstille en vaccine til andre verdensdele, for eksempel Afrika, men det har vi ikke licens til,« siger han.
En ny virus
»Jeg tænker ikke så meget på fortiden. Lad mig hellere fortælle om fremtiden,« siger Weissman.
»Vi har haft sars, mers og nu corona. Og der kommer med garanti en ny virus. Jeg samarbejder med dataeksperter, som undersøger hver eneste coronasekventering, som er udført. Det drejer sig om flere millioner. Så når den næste virus bliver overført fra flagermus til mennesker et eller andet sted i verden, står vaccinen parat på hylden. Og på den måde kan vi forhindre en pandemi. Vi samarbejder også med forskningsafdelingen i den amerikanske hær om en ’60-dages kur’. Hvis en ny epidemi eller en ny virus bryder ud et eller andet sted i verden, får vi blod fra en smittet patient. Og så vil vi kunne fremstille antistoffer fra den smittede patient, som kan neutralisere virussen. Og antallet af sygdomme, som mRNA kan bruges imod, er enormt. Vi har en hel masse andre vacciner, som vi er i gang med at udvikle. Der findes tusindvis af genetiske sygdomme, som vi kan helbrede med mRNA. Det er det, vi arbejder med nu: at udvikle denne teknologi, som kan hjælpe syge mennesker.«
– Er der noget mod alderdom?
»Beklager, men det er svært. Der er et par ting, vi har set på i forbindelse med alderdom, men de står ikke øverst på listen. Men vi skal nok komme til det ...«
Mandag i sidste uge modtog Weissman og Karikó The Lewis S. Rosenstiel Award for Distinguished Work in Basic Medical Research. Prisen blev overrakt af forhenværende præsident Trumps epidemirådgiver, Anthony Fauci.
»Jeg kender Fauci godt, og jeg er sikker på, at han er meget gladere nu. Han skal have ros for, at han har overlevet denne tid,« siger Weissman med henvisning til Faucis tid som rådgiver for Donald Trump.
»Politiseringen af pandemien i USA har været kriminel. Fauci fortæller mig, at Trumps plan hele tiden har været at ignorere pandemien og satse på flokimmunitet. Det skyldes først og fremmest, at nogen fandt ud af, at pandemien ville ødelægge hans chancer for at blive genvalgt. Det er grunden til, at regeringen til at begynde med benægtede, at pandemien var reel og alvorlig. Trump tog ikke hensyn til mennesker eller antallet af døde. For ham drejede det sig kun om valget og om at holde gang i økonomien. I halvdelen af USA er barer og restauranter stadig åbne. Og det er forfærdeligt. Og alle er godt trætte og udbrændte af at gå med mundbind i så lang tid,« siger Weissman.
»I Sverige gjorde man det samme som i USA, ignorerede den sociale afstand og brugen af mundbind for i stedet at satse på flokimmunitet. Aldrig. Det er umuligt. I USA vil det koste 50 millioner mennesker livet, hvis man skal nå det mål. I Sverige har man nu åbenbart opgivet denne strategi, som var vanvittig fra begyndelsen,« siger Weissman.
Nobelprisen
»Alle messenger-RNA-firmaer, Moderna ikke undtaget, eksisterer kun takket være Karikós og Weissmans originale forskning. Uden deres opdagelser ville RNA-vacciner ikke være så avancerede, at de kan imødegå denne pandemi,« udtalte biologen Kenneth Chien ved Karolinska Institutet for nylig til den spanske avis El País.
»Jeg tænker ikke på priser og den slags. For mig er den egentlige pris at standse pandemien med vores vaccine. Virussen er dømt til at tabe, fordi vi har et nyt redskab: mRNA. Jeg forventer, at vi er tilbage til normale tilstande i løbet af sommeren,« siger Karikó.
»I 40 år har jeg arbejdet uden at få støtte. Det bliver man ydmyg af. Jeg var ikke forberedt på al den opmærksomhed, og jeg siger nej til 90 procent af alle forespørgsler om interview,« tilføjer hun.
Heller ikke Weissman bruger ret meget tid på at tænke på Nobelprisen.
»Jeg arbejder ikke for at få priser. Jeg foretrækker at holde mig i baggrunden og arbejde på mit laboratorium. Så er jeg lykkeligst. Men jeg siger da ikke nej, hvis de vil give mig den,« siger han med et forsigtigt smil.
»Uden vores forskning var der kommet andre vacciner, men de ville sandsynligvis ikke have været lige så effektive. Og de kunne ikke være produceret lige så hurtigt. Men teknologi er en vidunderlig ting, og nogen ville have fundet frem til en vaccine,« siger Drew Weissman.
Chokolade
Den aften, Katalin Karikó fik at vide, at vaccinen virkede, fejrede hun det med en æske Goobers – hendes yndlingsslik.
»Jeg er ikke noget ’showmenneske’. Jeg ejer ikke smykker eller juveler og har aldrig forventet, at nogen skal klappe mig på skulderen og sige, at jeg gør et godt arbejde. Mange har forsøgt at gøre livet besværligt for mig, men jeg ved, at min forskning er vigtig. Selv om folk omkring mig ikke siger det. Jeg foretrækker at tage mine hug og bagefter komme på benene igen frem for at være i rampelyset hele tiden. Nu får jeg henvendelser fra folk, der haft modgang og har hentet inspiration i min historie. Jeg har lyst til at kramme dem alle sammen, for de har brug for støtte. For dem er jeg en ’feel good story’ om en kvinde, der blev skubbet til side, degraderet og udstødt. Men til sidst gik det hende godt,« siger Karikó, som netop er fyldt 66.
»Ægte forskere giver aldrig op. Vi er som rockmusikere – så længe vi kan spille, er vi lykkelige. Har du nogensinde hørt om en rockmusiker, der er parat til at gå på pension som 65-årig? Nu har jeg en stilling, der er egnet til at blive ældre i. Det er ikke som at være ballerina og være nødt til at holde op, fordi man ikke længere kan springe. Så længe jeg ikke mister forstanden, fortsætter jeg med at indhøste ny viden,« siger hun.
Oversat af Claus Bech
Læs Weekendavisens interviews med internationale tænkere i serien Globale tanker.
