Træliv. Ny viden om skovens undergrund får en gruppe biologer til at tale henført om modertræer, mens andre advarer mod at se træer som mennesker. Reportage fra en paradigmestrid.

Krig og kærlighed i skovbunden

Krig og kærlighed i skovbunden

»Jaaa, her er der noget virkelig godt,« udbryder træbiologen hæst og rækker en klump jord med rødder så tynde som tandtråd frem mod mig. Vi sidder på skovbunden mellem en flok bittesmå bøgetræer, bare pinde, og jeg er en anelse forbavset.

Planen er at finde et såkaldt »modertræ«. En af skovens kæmper og samtidig et af biologiens varmeste emner for tiden. Men nu kulminerer flere måneders korrespondance med begejstring over et fund i et forstørrelsesglas.

»Den dér,« siger Hanne Nina Rasmussen, seniorforsker ved Københavns Universitet, og henviser til en gullig, slibrig klump med form som et baseballbat. Gennem glasset kan jeg ganske rigtigt se klumpen klæbe sig til en af rodspidserne.

»Det er ektomykorrhiza. En svamp, der kan udveksle stoffer og signaler med træerne ved at sætte sig omkring deres rødder,« forklarer hun. »Den strækker sig ud i et netværk, der kan være spredt ud i hele skovbunden og forbinde træer med hinanden.«

Jeg kigger rundt på de unge skud og op mod bøgetræet, der troner over flokken ved dets fod.

– Så de her små bøgetræer er slægtninge til deres modertræ heroppe, som kan sende dem næring gennem den svamp, jeg kan se her i forstørrelsesglasset?

Træbiologen, der har knap 40 års videnskabelig erfaring med at studere planter, nikker modvilligt. Som en fransklærer, der studser over en elevs udtale af ordet arbre (træ).

»Ja, de er formentlig beslægtet. Men nu er det så ikke helt sådan, jeg ser på træernes liv.«

– Du bryder dig ikke om at bruge ordet modertræ?

»Nej, for jeg mener, det forstyrrer forståelsen af træerne, at vi hele tiden skal trække paralleller til mennesker, når vi taler om dem.«

Foto: Niels Christensen
Foto: Niels Christensen

Hanne Nina Rasmussen forsøger at bevare jordforbindelsen, mens debatten om skovens liv er på himmelflugt med internationale bestsellere som Træernes hemmelige liv og TED-talks som How trees talk to each other.

I løbet af de seneste to år er der kommet forskningsresultater, der fremhæver træerne som langt mere forbundne – måske endda intelligente – end vi hidtil har troet. The Mother Tree Project, et af verdens største forskningsprojekter af sin art, skaber billeder af gavmilde, ældre træer, der beskytter deres slægtninge og er med til at skærme hele verden mod klimaforandringer. Den canadiske biolog Suzanne Simard står bag, og med udgivelsen senere på foråret af hendes populærvidenskabelige bog Finding the Mother Tree er der lagt op til endnu en storsællert.

Den store interesse kommer dog med en pris. Det mener en kritisk masse af biologer, som Hanne Nina Rasmussen ser sig selv som en del af. Og det er den pris, vi er taget i skoven for at diskutere.

Darwinisme eller altruisme

Modertræer, kommunikerende træer og et begreb som Wood Wide Web, lanceret af en fiffig redaktør af tidsskriftet Nature i 1997. Det er en sprogbrug, som ifølge kritikerne forsimpler og fordrejer livet i skoven. Andre – især de canadiske forskere, der har skabt grobund for den stigende interesse – mener, at traditionelle biologer blokerer for et nyt paradigme med deres darwinistiske tilgang og manglende forståelse for populær formidling af videnskab.

Her står vi så. I overført betydning mellem darwinisme og altruisme og i bogstavelig forstand mellem en flok unge bøgetræer i Frederikslund Skov i Nordsjælland. Hanne Nina Rasmussen fører en flad hånd hen over toppen af de hoftehøje småtræer, mens hun kommer med sin fortolkning. Bøgeflokken er formentlig resultatet af en sommer, hvor træerne har bombarderet skovbunden med frø som følge af særlige vejrforhold det foregående år – et oldenår – og derfor står der nu en kohorte af træer omkring en ældre artsfælle.

Foto: Niels Christensen
Foto: Niels Christensen

»Vi ser et eksempel på naturlig selektion mellem træer, som sandsynligvis alle er lige gamle og formentligt nært beslægtede. Vi kan se, at de både konkurrerer indbyrdes og med de omkringstående ældre træer, og at de på trods af deres lave højde er halvgamle – nok en 15-20 år,« siger biologen og demonstrerer, hvordan man kan anslå små træers alder ud fra tynde ringe på barken, der afmærker de såkaldte årgrænser på skuddene.

»Desuden er de også blevet vindbestøvet af pollen, og derfor har de måske alle mulige forskellige ’fædre’,« tilføjer hun og laver anførselstegn med hænderne om det sidste ord.

Hun vender tilbage til den gullige svamp med form som et baseballbat i forstørrelsesglasset. De fleste biologer er enige om analysen af det, der foregår over jorden. Uenigheden bliver straks større, i takt med at vi bevæger os ned til rødderne og ser på træerne og svampenes rolle i skovens underjordiske økosystem.

Biologer som Hanne Nina Rasmussen tilslutter sig den nyere forskning, der har vist, at svampene – de såkaldte mykorrhiza-netværk – agerer som bindeled og kanaler for udveksling træerne imellem. Tidligere forsøg har vist, at svampene er med til at udveksle grundstoffer mellem de planter, de forbinder. Såsom kulstof, vand og endda signaler om faren ved skadelige insektangreb. For eksempel offentliggjorde Hanne Nina Rasmussen en undersøgelse i 2020, der påviste, at 40 procent af alle plantearter får en del af deres kulstof fra mykorrhiza-netværk og altså ikke udelukkende fra fotosyntese.

Hun mener dog ikke, at udvekslingen nødvendigvis er udtryk for en bevidst handling. Det sker bare. Overskud af kulstof eller vand bevæger sig fra større til mindre planter, og signalstoffer, der skal advare om potentielle farer, eksempelvis skadelige insektangreb, bliver udløst, som var de et skrig. Træet reagerer altså, og måske bliver »skriget« tilfældigvis observeret af et andet træ. Men dermed kan man ikke tale om bevidst kommunikation, mener hun.

Eller kan man? Andre biologer tillægger træerne og svampene mere kærlige og kommunikerende egenskaber.

Underjordisk strategi

Står det til de canadiske biologer, vil man ud fra skovbunden i Frederikslund Skov i Nordsjælland ligefrem kunne aflæse en form for moderlig strategi. En strategi, der knytter sig til den selvsamme gullige svamp, og som går ud på, at modertræet hjælper sit afkom og sørger for næring til andre truede arter. Med til strategien hører tilsyneladende også, at træet tilpasser sig forandringer i klimaet.

Det canadiske modertræsprojekt fra University of British Columbia undersøger skovens modstandsdygtighed over for klimaforandringer, og resultaterne antyder, at ældre træer spiller en afgørende rolle for skovens evne til at lagre kulstof fra atmosfæren. Projektet er et forsøg, hvor man tester forskellige grader af fældning af træer – i dette tilfælde douglasgran – seks forskellige steder i det vestlige Canada. Nogle steder har ti procent af træerne fået lov til at stå, andre steder 30 eller 60 procent, og forskerne har løbende taget jordprøver for at kunne sammenligne evnen til at tilpasse sig.

Foto: Niels Christensen
Foto: Niels Christensen

Og hvad viser resultaterne så? At jo flere ældre træer, der har fået lov til at blive stående, desto mere kulstof kan jorden optage og lagre, og desto hurtigere vokser der også nye planter frem igen.

»Vi kalder dem modertræer, fordi vi ved, at de kan genkende og pleje deres slægtninge, og vi har fundet tegn på, hvor vigtige de er i forhold til genskabelsen af fældet skov,« forklarer Suzanne Simard i en online forelæsning om The Mother Tree Project fra oktober 2020.

Når træer vokser og bliver ældre, får de også større rødder, som mykorrhiza-svampene kan knytte sig til. Dermed kommer de til at fungere som forbindelsesled i et netværk, der forbinder træer og alle de andre planter, der knytter sig til samme mykorrhiza i skoven – det såkaldte Wood Wide Web. Disse netværk har projektet arbejdet med at kortlægge, fortæller Simard i sit oplæg.

Hendes elev og tidligere kollega fra projektet, biolog Kevin Beiler, uddyber til Weekendavisen:

»Vi ved, at træer kan udveksle både næring og signalstoffer, og med vores kortlægning af svampenetværk mellem træer har vi formentlig kun set et lille udsnit af de mange forbindelser mellem planterne i skoven, hvor den slags udveksling kan finde sted,« siger han.

Kevin Beiler, der i dag er ansat på Eberswalde Universitet i Berlin, mener, at kortlægning af netværk er vigtig for at forstå træer som andet og mere end enkeltstående planter. Skovforskning har udviklet sig afgørende, siden biologer i 1980erne debatterede, hvorvidt træerne overhovedet kunne transportere ressourcer som vand mellem hinanden. I 1990erne blev den diskussion fejet af bordet med banebrydende forskning om udveksling af alt fra kulstof til glukose, og i 00erne tog man så hul på at udforske kommunika­tion træerne imellem.

Foto: Niels Christensen
Foto: Niels Christensen

Der er tale om et møde mellem traditionelle biologers forståelse og det, Kevin Beiler kalder »et nyt paradigme«. Et nyt biologisk syn på naturen, hvor man hverken afviser planters mulige intelligens eller muligheden for, at de agerer med omtanke for deres omgivelser.

»Alle traditionelle vækstmodeller for skoven bygger på en forestilling om konkurrence, hvor planterne kæmper mod hinanden for at overleve. Jeg synes efterhånden, vi er nødt til at se lidt mere holistisk på det og antage, at billedet af skoven godt kan være mere nuanceret,« siger han.

– Er det så billedet af modertræet, vi skal forestille os? Det ældre træ, der hjælper sine slægtninge og beskytter Jorden mod klimaforandringer?

»Vi skal passe på med de antropomorfe tendenser som biologer, og jeg har aldrig været tilhænger af brugen af ordet ’modertræ’. Det er ikke videnskabeligt dækkende,« siger Kevin Beiler om sin tidligere kollegas ordvalg.

»Men jeg forstår samtidig behovet for at fange folks interesse med farverige billeder, når man taler i en timinutters TED-talk.«

Fortænkt forestilling

På rundturen i Frederikslund Skov standser biolog Hanne Nina Rasmussen op ved et kirsebærtræ for at nuancere sit syn på begrebet Wood Wide Web. Nede under jorden knytter træets rødder sig til to forskellige typer mykorrhiza, forklarer hun. Der er ektoudgaven, som vi mødte hos bøgetræerne, og så er der den arbuskulære mykorrhiza, der borer sig ind i rodspidserne frem for at lægge sig omkring dem. De to svampetyper kan ikke forbindes til hinanden, og da træer som ær og ask kun har forbindelser til arbuskulære mykorrhiza-netværk omkring deres rødder, står de derfor helt uden for de øvrige netværk i skoven.

»Jeg har svært ved at forestille mig træerne forbundet som én stor familie,« siger Hanne Nina Rasmussen. »Så skal de være forbundet i knudepunkter mellem de forskellige svampetyper, og det synes jeg bliver ret fortænkt.«

Foto: Niels Christensen
Foto: Niels Christensen

Den danske biolog sætter også spørgsmålstegn ved Kevin Beilers kortlægning. Hvordan kan han være sikker på, at træerne rent faktisk er forbundet, når han kun har sammenlignet deres dna og ikke har konstateret en ubrudt forbindelse?

Kevin Beiler erkender, at det kan han heller ikke være sikker på. Han henviser til, at jordprøverne er foretaget med samme dna-teknik, man bruger til at identificere familiære bånd mellem mennesker, men indrømmer samtidig, at der er usikkerheder forbundet med at arbejde med pletvise prøver fra noget, der svarer til en treværelses lejlighed på 90 kvadratmeter.

»I bund og grund ved vi mere om, hvad der foregår på havets dybeste bund, end hvad der foregår 30 centimeter under vores fødder i skoven,« siger han.

Så langt er Hanne Nina Rasmussen enig. Livet i skoven er på mange måder fortsat et mysterium, men det ændrer ikke ved hendes tro på Darwins naturlove. Hellere dem end tanken om venskaber og modertræer.

»Jeg ser mere skoven som et samfund,« siger hun og peger på kirsebærtræets bark.

»I et samfund kan handlinger, der i udgangspunktet er selviske, sagtens være til gavn for andre individer eller arter. Det svarer til, at alle borgere gør hver sin indsats – sender posten ud, sætter varer op på hylderne – det gør vi primært for pengenes skyld, men det gavner også andre end os selv.«

Foto: Niels Christensen
Foto: Niels Christensen

Biologen peger på små sorte prikker og større grålige plamager, der er prentet i barkens mørkegrønne overflade. Endnu et tegn på konkurrence, mener hun. Det er forskellige former for lav – en mellemting mellem en alge og en svamp – der har taget bo i barken for at leve af det lys, der skinner på stammen. Et af hendes seneste forskningsprojekter har påvist, at flere træer faktisk forsøger at udstøde fremmede organismer som laver med et stof, der hæmmer deres vækst.

»Så kan man sige: ’Næh, hvor er det et venligt træ, der giver levested til en masse organismer.’ Men måske prøver træet faktisk at forhindre de her laver i at vokse.«

Luft, vand og lidt solskin

Vi går videre og vender tilbage til ideen om skovens kloge mødre. Den canadiske biolog Suzanne Simard har selv erkendt, at det var en filmskaber, der opfordrede hende til at bruge begrebet modertræer. »For som han sagde: Det ville folk kunne forstå,« forklarer Simard.

Men Hanne Nina Rasmussen forstår ikke behovet for nye begreber:

»Hvis det nye paradigme handler om, at træerne opfører sig som mennesker, kan jeg ikke være med længere. De opfører sig først og fremmest som planter. Jeg er da begejstret over mange af de nye forskningsresultater. Jeg synes bare, man skal passe på med at udviske den væsensforskel, der er mellem planter og dyr.«

– Hvorfor?

»Ellers vil man måske finde det naturligt, at træer udviser en slags yngelpleje, sådan som Simard foreslår. For det gør vi mennesker jo. Men vi har lige set, at de unge bøge ikke har det særlig fedt i umiddelbar nærhed af deres frøforældre,« siger hun.

Og giver eksempler på frø af træer, som er tilpasset, så de netop sendes så langt væk hjemmefra, at de ikke vil konkurrere med deres ophav:

»Frøene af ær og ask har propelagtige vinger, eg og bøg har næringsrige frø, som spredes med dyr. Et træ producerer store mængder af frø, netop i forventning om at kun en lille andel overlever, og fordi træet – bortset fra frøets udstyr – har ringe indflydelse på sit afkoms succes,« siger hun.

Foto: Niels Christensen
Foto: Niels Christensen

Der er intet ved træers liv, som tyder på bevidst omtanke for omverdenen, snarere arternes egeninteresse i at overleve, mener biologen. Der er godt nok fundet tegn på, at klimaforandringer og øget kulstof i atmosfæren får træer og de underjordiske svampenetværk til at reagere. Mykorrhizaen spreder sig og oplagrer mere kulstof, mens oldenår opstår hyppigere med potentielt flere træer til følge.

Er det skovens bevidsthed, der forsøger at redde hele kloden? Eller er det bare træers naturlige tilpasning i et forsøg på selv at overleve? Hanne Nina Rasmussen har ingen trang til at spekulere. Hun peger på et egetræ, der står ved bredden til en ellemose:

»Bare se sådan et træ som det dér. Skub til det – det er meget solidt og håndgribeligt, selv om det grundlæggende er bygget op af mødet mellem luft, vand og lidt solskin. Er det ikke fascinerende nok i sig selv?«

Side 56



Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter