Weekendavisen 1971. I tre dage fulgte Mogens Berendt de kuriøse og pikante begivenheder, der udfoldede sig omkring den store franske modeskaber Pierre Cardins visit i København. Han blev fra en scene annonceret som en »verdenssensation«, han fik blomster – skønt det giver man ikke til herrer – Illum serverede champagne, øl og snaps, danske modefolk kom for sent, en dansk mannequin snakkede i utide. Små lokale uheld i de dage, da København målte sig med Cardins stil.

Cardin complet

<p>Tøjdesigner Pierre Cardin til pressekonference i Kastrup Luthavn.</p> Foto: Steen Jacobsen <p>Tøjdesigner Pierre Cardin til pressekonference i Kastrup Luthavn.</p> Foto: Steen Jacobsen
Tøjdesigner Pierre Cardin til pressekonference i Kastrup Luthavn. Foto: Steen Jacobsen

Denne artikel blev bragt i Weekendavisen d. 20 august 1971

For titusinde gang, Pierre Cardin. Han er ingen fastelavnsklovn. Her kommer han i et drøn af en mælkehvid lsotta Frachini, Milano 1924. Forrest baner en Citroën GS vejen gennem Strøget, hvis menneskestrømme viger trægt. »Soyez le bienvenu PIERRE CARDIN á Illum/G & G«, står der på transparenten over gaden, og kortegen standser under den, og menneskestrømmene slår sammen om lsottaen, og ud stiger Pierre Cardin til nyskrevet barokmusik fra skjulte højttalere i Illums metalbaldakin. Ikke meningen han skulle komme og optræde som fastelavnsklovn eller modtages som en konge, sagde Illum-direktøren. Direktionen baner vejen til hovedindgangen for Pierre Cardin og hans ledsagere: påklædersker, mannequiner, sekretær, venner. Nogle tilskuere klapper, andre begynder at råbe hurra. For titusinde gang, Pierre Cardin. Her er han i København.

Han er ingen fastelavnsklovn. Pierre Cardin er en lille, spinkel mand, og her ved frokosttid har han diskret gråmønstret cityhabit med vest på, blåstribet skjorte og dæmpet, blomstret slips. Han har passende skægstubbe som skygger i sit markerede, venlige ansigt, der øjeblikkeligt forekommer en sympatisk – rammet ind af en klar pande og halvlangt, uglekrøllet hår. Jeg – jour­nalisten, hvis garderobe i disse omgivelser indskrænker sig til nødtørftigheder og ikke har drevet det videre end at afskaffe hængerøven, standens bomærke, i sine bukser – havde oprindelig haft i sinde at stå og grunde over dette førsteindtryk for senere at få hold på en forståelse af hans portræt. I stedet satte hans ansigt øjeblikkelig sit billede i erindringen, og det ændrede sig ikke på noget punkt inden manden forlod landet. Hvilken situation at stå i efter tre dages arbejde! Tøjets videnskab havde journalisten aldrig villet forlade sig på, selv ikke i dette tilfælde. Hans instinkt var at udforske den billedlige duft, som altid senere hen kan spores fra et kort synsindtryk, for så til sidst at lade dette afgøre bedømmelsen af det bredere panorama. Men Pierre Cardins ansigt var komplet fra første øjeblik og umuliggjorde derfor beskrivelse. Journalisten havde regnet med at skulle gøre rede for, hvorfor denne mand, hvis ansigt ikke var usædvanligt blandt gallere, og hvis måde at bevæge sig på og gebærde sig på var så feminin, blev kaldt Paris' smukkeste mand og en drøm af maskulin charme. Duftens videnskab var uvirksom over for det komplette synsindtryk. Journalisten kunne kun beundre fakta.

Champagne i Paris til Pierre Cardins forårs - og sommerkollektion i januar 1967. Arkivfoto: AFP, Scanpix
Champagne i Paris til Pierre Cardins forårs - og sommerkollektion i januar 1967. Arkivfoto: AFP, Scanpix

Illum-direktionen eskorterede Pierre Cardin ind mellem kunder og nysgerrige, gennem alle afdelinger fra køleskabe til gardiner, og lidt efter lidt fortog den generthed sig, som tydeligt viste sig hos ham i modtagelsen ved hovedindgangen. Undervejs åbnede han stormagasinets Boutique 21 ved at klippe et rødt bændel over med en guldsaks, hvilket han formåede at gøre med en finesse, som passer sig, når man affører en ung dame hendes nylonstrømper. Uanset at Boutique 21 ikke indeholdt ét eneste Cardin-produkt, gennemgik han med ublandet interesse tøjgeledderne og fik tilkaldt afdelingens unge leder, som han komplimenterede for farvesammensætningen. Rød, og lidt fortumlet, stod hun bagefter og holdt sig selv i den hånd, Cardin havde trykket. For nogle mennesker er Pierre Cardin en konge, og hans håndtryk kongeligt. Man behøver ikke at kende ham af navn og gavn for at bemærke ham - og der var mange på Strøget, der ikke anede, hvem transparenten bød velkommen - men hvis man tillige med hans udstråling også udsættes for et håndtryk og en kompliment af den mand, som i modeverdenen forstås at være den største, som en af Frankrigs største private forretningsmænd og blandt hendes store skønånder, og hvis man ydermere beundrer ham, eller tilbeder ham, ja, så forstår man måske prisen på de håndtryk, der faldt rundt om i Illums afdelinger, i haute couture­, systuen, i tilskæreriet, i Boutique 21.

Pierre Cardin bevægede sig omkring i københavnske og nordsjællandske cirkler i knap tre dage, fra søndag til tirsdag, omgivet af venner og tilbedere både på det professionelle og emotionelle plan. Det var hans første besøg her, og i højeste grad en overraskelse. Den københavnske modeverden og det økonomiske aristokrati, som på forskellige planer må have interesse i at interessere sig for sådan noget som Pierre Cardin, summede og kunne slet ikke få pladser nok på Kystens Perle, hvor hovedbegivenheden, en modeopvisning med Pierre Cardin personlig, hans egne mannequiner og kun to uger gamle kollektion, endnu ikke frigivet på billeder, skulle finde sted søndag aften. Det var ikke bare et pust af Pierre Cardin, det var et pust af selve den lykke, at København, som man nu boede i og måtte koncentrere sine væsent­lige interesser såsom mode om, at den virkelig skulle blive en af Europas modebyer, ja måske nummer to efter Paris. Det var, hvad man havde talt om, lige siden kredsen af unge modeskabere – Brandt'erne, Drasbæk'erne, Visti, Kjølpin o.s.v. – var sprunget op i byen sidst i tresserne og  havde fået succes både her og i udlandet og var blevet byens nye jet set. Nu var de kredse, som kommer i berøring med det til enhver tid gældende jet set, ved at blive lidt trætte af de danske modefolks tordenskjoldssoldater og var ydermere begyndt at nære skepsis til deres globale format, enten på grund af almindeligt nid, eller fordi der manglede lidt afveksling.

Godt, så kom pludselig Pierre Cardin, og det var i hans magt at gøre et af to: Han kunne pointere, at hans tilstedeværelse skyldtes erkendelsen af, at København var blevet en førende modeby, og derved ville de danske modefolks position øjeblikkelig være restaureret. Eller han kunne bruges som en demonstration af, hvad det virkelige jet set, den virkelige mode, det virkeligt internationale, det virkelige format var over for de danske noveaux riches. Det blev det sidste.

Pierre Cardin besvarede i fjernsynet et spørgsmål om det første med en karakteristisk diskret og let arrogant bemærkning om, at der stadig i Paris var mange, der ikke vidste, hvad København var. Det afgjorde sagen. Mode er jo for parisere, hvad kartoffelpriser er for danskere, så tilbage var kun at lade det københavnske mode-jet set synke tilbage i provinsialiteten og, kan det frygtes, glemselen.

Danskernes skræk siden Grundtvig skrev »ved jorden at blive« har været at få serveret kirsebær af de store, uanset nogle af deres egne kirsebær også har været spiselige, den aktuelle modestandard ufortalt. Hellere end at måle sig i forholdet til omverdenen skutter de sig som mark­mus og forsøger enten at undskylde sig, at grine sig fra det, at pjatte sig fra det eller hygge sig fra det, for ignorere det kan de dog ikke. Så da Pierre Cardin kom, var der kun få af de berømte modefolk at øjne, og nogle af dem, der efterkom invitationerne, demonstrerede deres lokalposition over for universet ved at komme halve timer for sent. Da Pierre Cardin skulle ankomme til Illum, kom nogle af de store danske modefolk forbi stormagasinet flere gange uden at kunne beslutte sig til, om det var mest passende at stille sig op og klappe eller helt at holde sig væk. Ja, hvad gør man? Man har jo trods alt en vis position, et vist format!

Pierre Cardin og den franske skuespillerinde Jeanne Moreau i 'Salon des Ambassadeurs' efter præsentation af Haute Couture kollektionen i 1970. Arkivfoto: AFP, Scanpix
Pierre Cardin og den franske skuespillerinde Jeanne Moreau i 'Salon des Ambassadeurs' efter præsentation af Haute Couture kollektionen i 1970. Arkivfoto: AFP, Scanpix

Det var der flere af modecirklens folk, der bemærkede. Der blev sagt vise ord om formater, om noveaux riches, og provinsialiteten blev begrædt i det skjulte som den evigt tilbagevendende skæbne. Jørgen Basse, Illum-direktøren, bemærkede:

»Under hele arrangementet har der ikke været de mindste vanskeligheder med Pierre Cardin, ikke det fjerneste krukkeri. Det er format! Når jeg tænker på, hvilket besvær vi så kan ha' med nogle af de danske modefolk ... «

Sammen med Niels Hansen, Illum-direktøren, førte han Pierre Cardin gennem Illum op til grund­læggeren A. C. Illums rustikke kontor, som siden hans død for 40 år siden har stået urørt, som et museum, et hjerte uden på tøjet. Det havde været en anstrengende tur, og Pierre Cardin var givetvis en smule rystet over den forlegenhed, der havde erobret ham ved modtagelsen. Der blev serveret champagne. Bagefter spiste et udvalgt følge på en snes frokost i Illums restaurant, til langbords med kiggende gæster fra de øvrige borde. Det var en hård omgang, selv om både den grønlandske rejemad, de afbenede kyllinger og ostetraktementet hjalp på den lidt flade smag, man havde erhvervet sig dagen forinden formedelst 140 kr. af Kystens Perles canapé, farserede agerhøne og champagne-sorbet. Men hvad Illum præsterede oven på champagnen – morgenmad for flere – var øl og snaps til rejerne og, mon Dieu! rødvin til kyllingen. Pierre Cardin, dansk skulle det være, nippede lidt og sagde konverserende, at han ikke røg og heller ikke drak meget, at hansprivatforbrug var ret lille, og at han hellere ville bruge sine sparepenge på at lave godt, moderne teater i Frankrig, og på kunstlivet i det hele taget. Francoise, en af hans tre medbragte mannequiner, som foruden at være høj, flot, elegant som et siv også drak vodka i stedet for snaps, spiste på det hjerteligste, kunne konversere, oven i købet være morsom, og dertil på engelsk, bemærkede fortroligt, at hun syntes, M. Cardin så lidt træt ud.

»Han arbejder virkelig også hårdt, det har han altid gjort. Og han bekymrer sig om selv de mindste detaljer. Det er derfor, han er M. Cardin. Han lægger sin personlighed i de mindste detaljer.«

– Hvordan er han at arbejde for?

»Pragtfuld. Han bekymrer sig altid for, hvordan man har det.«

– Er han 49?

»Ja. Synes De, han ser ældre ud? Han har altid arbejdet hårdt.«

– Er forlovelsen med Jeanne Moreau stadig officiel?

»Nej, det er helt forbi.«

– Så De, da han blev forlegen ved modtagelsen?

»Folk råbte jo hurra ... «

Journalisten fik sine sidelights. Francoise fortalte om sin mor og lillesøster, som hun boede hos i Paris. Francoise var smuk som et af Marc Chagalls dyreansigter. Så fik han øje på Pierre Cardins højre jakkeærme. Den øverste af de fire knapper manglede. Den var faldet af – eller så det ud, som om den kunne knappes og ikke var blevet det? Måske ville tøjets videnskab komme duftens til hjælp ...

Arrangementet på Kystens Perle tiltrak mellem to og tre hundrede mennesker, som ankom i biler fortrinsvis over 40.000 kroners klassen. Foran hotellets hovedindgang er en rundkørsel omkring en sprøjtende delfinskulptur, og man ser bilerne svinge ind i en prægtig vinkel, med køleren lidt hævet, hjulene let drejet, som på et pressefotografi. Ud steg en blanding af modefolk – dog ikke fra the jet set – enkelte kunstnere, samt en majoritet af det økonomiske aristokrati, som ikke nødvendigvis forbinder sin dagligdag med mode, men for hvem Cardin-opvisningen dog var en uundgåelig begivenhed. Damerne var i deres bedste, herrerne i smoking, hvorved journalisten fik revideret sin opfattelse af smokingklædte herrer som pingvinkorteger, idet en smoking kan være alt fra storternet til lamé, med halssmykke eller slørhale­ sløjfe.

Der har været adskillige spekulationer over, hvordan i alverden man formåede at få Pierre Cardin til København. Den mest holdbare er, at Yan Brian, en ven af Pierre Cardin og gæsteinstruktør i hans parisiske Théâtre des Ambassadeurs, bevægede ham til at komme i forbindelse med Yan Brians, entertainerens, fjorten dages gæsteoptræden på Kystens Perle. Yderligere oplysninger er hentet fra arkiv: Yan Brian er søn af impresarioen Gösta Schwarck, som er ven med Oscar Pedersen, Kystens Perle, som igen er en nær ven af hotelejer Chr. Basse, Grand Hotel, der er far til Jørgen Basse, Illum-direktøren.

Pierre Cardin kom i hvert fald, og man fik ad dulgte kanaler besked om, at M. Cardin ikke kunne fordrage at lave show i restauranter, aldrig havde holdt et show i en restaurant og heller ikke vidste, Kystens Perle var en restaurant, og han brød sig slet ikke om, at folk spiste imens, restaurant eller ikke restaurant. Kystens Perle fik hurtigst delt menuen op, så showet kom som hovedret, mens bordene var tømt for bestik. I yderligere betragtning af, at Pierre Cardin interesserer sig for arkitektur som alle andre kunstarter, og her så sig anbragt på Kystens Perle, Max Louws kopi af en strandet luksuscruiser på land, var mesteren ganske gnidningsløs. Ledsaget af den særprægede nybarokke musik, udsat for strygere og elektriske guitarer i vekslen, som også Illum havde skaffet sig et bånd af (»Det var et orkester, M. Cardin hørte i Italien for nylig, og den udkommer først på plade om en måned, i M. Cardins eget pladeselskab,« oplyste Francoise), og som premiereopvisningen i Paris også foregik til, begyndte showet. Det varede knap en time og viste Cardins mere særprægede créationer. Publikum var livligt og klappede villigt, når det kunne li' tøjet, og lo uden malice, når herrerne kom ind i Cardins provokerende rumdragter.

Pierre Cardin, 1969, Paris. Arkivfoto: AFP, Scanpix
Pierre Cardin, 1969, Paris. Arkivfoto: AFP, Scanpix

Journalisten, i sort smoking, var på vagt. Han bemærkede, at Francoise med Chagall-ansigtet – som også hed Marine – at Marise med et hoved så fantastisk som en antik japansk dukke, og Angelique, den nye pige fra Bombay med Nefertete-profilen, forekom køligt professionelle til fingerspidserne, og nogle af de danske mannequiner, populære i udlandet, var varmt professionelle til fingerspidserne. Men han vidste, at de mandlige kolleger ikke burde smile hver gang til modellen Ditte Maria, som sad ved løbegangen i et Jørn Freddie-selskab, og at Lotte Holm, modelveteranen, snakkede til bekendte blandt publikum (»Er det ikke dejlig musik«!), hvilket hun kunne prise sig lykkelig over, at M. Cardin ikke hørte. Han stod, som sædvanlig, i kulissen og efterså hver eneste påklædning og passede båndspilleren.

Anden gang journalisten noterede var, da Pierre Cardin, i sin korte takkerunde på podiet, undervejs blev standset af Lys Assia, gift med hotelejeren, i gul buksedragt, og præsenteret for en blomster­kost. Nu er det sådan, vidste endog journalisten, at det ikke er så heldigt at overrække en herre blomster, og da han ydermere var kommet til forståelse af, at der bag hele Pierre Cardins perfekt-charmerende fremtoning lå en urfransk, aristokratisk kultivering, lige blandet af 8. arrondissement og en stor personlighed, af baggrund og smag, gik katastrofen lynhurtigt op for ham.

Pierre Cardin, i et kort, kort øjeblik, lod, som om han overså blomsterne. Øjeblikket efter kunne han ikke mere overse dem, så han bøjede sig ned, knækkede en rose af buketten og gav den til fru Assia, tog resten af buketten og lagde den elegant på scenegulvet. Voila! Journalisten var lige ved at klappe.

Efter den episode kunne han studere Pierre Cardin mere afslappet. Han bemærkede med tilfredshed, at Cardin, Frankrigs største privateksportør, med en omsætning på 4,5 milliarder kr. for 1970, tre-hundrede-og-gud-ved-hvor-mange butikker i en snes lande, fabrikanten af alt andet end haute couture og ready-to-wear, teatermanden, kunstkenderen, salon-celebraten Cardin udskød eftermiddagsteen med den franske ambas­sadør en time for at holde en aftale med Jørn Freddie, fotografen, som lavede sit billede med mesteren siddende i en hvid plaststol, flankeret af Angelique i en orange drøm og Marise i hvid dragt, på en baggrund som asfalt i mørke. Det var tøjets videnskab.

Kindkys til Pierre Cardin efter præsentationen af Haute Couture kollektion i 1965. Arkivfoto: AFP, Scanpix
Kindkys til Pierre Cardin efter præsentationen af Haute Couture kollektion i 1965. Arkivfoto: AFP, Scanpix

Gösta Schwarck sluttede besøget med en havefest for et par hundrede inviterede, fortrinsvis folk af kunsten, det vil sige især billedkunsten, balletten, musikken, teatret, og der var både den ene og den anden, fordi M. Cardin havde udtrykt ønske om at møde dem. De er altid interessante, den slags sammenkomster omkring én person. Fremfor at møde ham in casu Pierre Cardin, må man sørge for at komme hen i kontakt med ham, hvis man ikke blot vil udgøre den suppe af dyrebare egoer, som et sådant selskab bliver. Pierre Cardin fik trykket noget af den danske kultur i hånden mere end konverseret den, og da journalisten gik tidligt hjem, iført en genopstået halsbetændelse samt knurrende mave – fordi han som mange andre kun formåede at balancere tallerkenen længe nok til to canellóni – ja, så var det ikke så meget med erindringen om, at de obligate topløse piger var begyndt at springe i den oplyste frederiksbergske swimmingpool, omgivet af fotograferne, som at han så Pierre Cardin kysse en pressesekretær fra den franske ambassade på hånden. Hun ville gerne møde ham. Han greb hendes hånd, som havde han ventet hende hele aftenen, tog den med begge hænder og kyssede den, som var det en kattekilling han havde fået rakt. Han måtte nu til at rekapitulere alle begivenhederne, fra det øjeblik Cardin ankom til Kastrup Lufthavn, til han kom til Illum i den mælkehvide lsotta og videre frem til havefesten med alle håndkyssene, hvoraf han syntes, ambassadedamens var det mest perfekte, men ikke var så fuldkomment, at det forekom en dansk journalist melodramatisk. Skulle man gøre sig håb om at finde en akse til det portræt af en så perfektioneret og alligevel æstetisk naturlig personlighed? Han forstod jo ikke tøjets videnskab i den henseende.

Skulle han dømme personen ud fra nogle uheldige blomster, nogle smålige danske modefolk, ud fra Illums champagne-snapse eller deres måske lidt over­spændte Cardin-hyldest, som mest lignede noget, de danske noveaux riches havde kunnet finde på – skulle han lægge en utidig mannequin­ bemærkning til grund? Det opgav han. Nej, han så ikke Pierre Cardin gennem disse begivenheder, højst så han en dansk provinsialisme, som han ikke anså for nødvendig at beskæftige sig med eller overhovedet bedømme på en sådan baggrund. En hvilken som helst person i øvrigt kunne tage sådanne passager med en diskretion som Cardins, og forlegenheden i Illums indgang viste kun hans menneskelighed. Næ, det var mere subtilt end som så. Han huskede billedet under frokosten i Illum og forstod, at han allerede dengang havde fattet noget af hemmeligheden bag den usædvanlige person. Det korte øjeblik, da han bemærkede, at Cardins øverste knap af fire på højre jakkeærme manglede. Han havde ikke kunnet afgøre, om den var faldet af, eller ikke var blevet knappet, men mistanken var allerede da slået ned i ham.

Hvordan havde selv han, journalisten, der forlod sig på duftens videnskab og ikke kendte tøjets, kunnet komme i dyb tvivl om, hvorvidt M. Cardin ikke med vilje havde undladt at knappe den knap. Han var overbevist om, at den manglende knap var den sidste og mest subtile detalje i det perfekte billede af Pierre Cardin, som han sad der, og at den manglede med forsæt. lmperfektion er ikke perfektionens modsigelse, for forligt er de fæller og udretter som sådan det sublime. Ja netop! Ære være duftens videnskab. Nu kunne han begynde.

Gå på opdagelse i Weekendavisens arkiv

Side






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank