}
EM – dag 12. Med en god portion held og en fremragende indsats mod Rusland står det danske landshold nu i en EM-ottendedelsfinale. Så stærke, at de ikke burde behøve mere held.

Velfortjent sejr uden undskyldninger

Er hele Europa blevet danske i hovederne? Hoppet i den simrende, rødhvide hyggejacuzzi uden mindste sociale distancering? Sådan fremstår det i hvert fald i mange europæiske mediers reportager fra Danmarks 4-1-sejr over Rusland i aftes. Der skovles emotionelt brændsel på læsere og seere.

Det tyske nyhedsbureau DPAs udsendte var virkelig grebet: »Den danske fodboldhymne »Vi er røde, Vi er hvide« (Wir sind Rote, Wir sind Weisse) er ganske enkelt en af de mest stemningsfulde stadionsange, som nogensinde er komponeret.«

Selv det hårdtslående britiske Football365, der ellers gør en dyd ud af at være nogenlunde ligeså empatiske som kejser Caligula, har røde øjne af rørelse over forløsningen ved Andreas Christensen dunderhug i det 79. minut. Der hulkes ligefrem på det britiske site: » … på ny var livet smukt. Intet andet hold, ingen anden nation, fortjente den påmindelse mere end Danmark. For hvad dette landshold, som står i så smuk samklang med sit folk, har været igennem de seneste 10 dage, overgår manges forstand.«

Nej, det er helt forkert. Det er en grov fordrejning. Det danske landshold fortjener ikke ét sekund den fine 4-1-sejr på grund af, hvad der gik forud. Dette stærke mandskab fortjener sejren for en uhyre vellykket og dygtigt orkestreret indsats mod en temmelig tykhudet modstander. For 90 minutters stræbende, kæmpende gejst for at vinde overtaget og afgøre kampen.

Og således står det danske landshold på forunderlig vis klar til ottendedelsfinale mod Wales på lørdag på Johan Cruijff ArenA i Amsterdam. Som det første landshold nogensinde, der stod med nul point før tredje puljekamp, har Danmark kvalificeret sig til EMs knockout-fase.

Jeg er temmelig sikker på, at samtlige danske landsholdsspillere ville være blevet fornærmede, hvis man før slutrunden betvivlede, at de ville nå videre fra gruppespillet. Det var der heller ingen grund til at betvivle.

Jeg er også ret sikker på, at disse profspillere – barkede og knap så barkede – vil være de første til at medgive, at de selv er skyld i den faretruende situation, de var havnet i med nul point før Rusland-kampen. Og det vil være decideret respektløst over for disse fagfolk at fremføre en masse undskyldninger.

Den genoptagne kamp mod Finland er alene UEFAs ansvar, ja, og her var det helt forståeligt, at de danske spillere fremstod tomme og vaklende. Men der blev altså spillet næsten en fuld halvlegs fodbold, før Christian Eriksen faldt omkuld, og stillingen var 0-0. Mod Belgien åbnede danskerne med brag og bevægelse. Men gav en 1-0-føring fra sig.

Ikke godt. Derfor er jeg også sikker på, at de danske spillere velvilligt medgiver, at de var heldige med en række omstændigheder, som de ikke havde nogen kontrol over: At Aleksej Mirantjuk fik scoret for russerne mod Finland, og at keeper Lukas Hradecky med sit finske selvmål fumlede Belgien i gang.

I hvert fald så danskerne i aftes ud til at være taknemmelige for at have fået den ekstra chance. Og trods de negative indslag kan vi efter gruppespillet konkludere, at landsholdet på hjemmebanen i Parken har leveret tre meget forskellige dramaer med afsindige emotionelle spændingskurver. Chok, forfærdelse, eufori, skuffelse, amokbegejstring. Som tyske DPA konstaterer: »Parken Stadion i København er så at sige dette EMs skueplads.«

Efter det hårdtpumpede 1-2-nederlag til Belgien kørte den danske fremrykning i første halvleg fast på Ruslands tungt besatte banehalvdel. Man begyndte at ane en vis frustration, og det dryssede med pasningsfejl. Kasper Schmeichel leverede sit bedste moment i turneringen, da han i en stærk russisk periode afviste Aleksandr Golovins skud med en god og uhyre vigtig fodparade.

Og midt i den begyndende rådvildhed åbnedes det russiske forsvar så i det 38. minut ved Mikkel Damsgaards løftede spark fra kanten af feltet, et vidunder af vision og boldfølelse. På svensk tv beskrev den tidligere Lyon-forward Lotta Schelin nøgternt og vidende scoringen fra Damsgaards perspektiv: »Han ser boldens bane, målmanden står stille, han begynder ganske hurtigt at opbygge den boblende følelse.«

Hvor første halvleg formede sig som en yderst vanskelig og knoldet stillingskrig, blev anden halvleg delvist en opvisning fra danskernes side. Med en hård, dramatisk kerne omkring det 70. minut ved stillingen 2-0 efter Yussuf Poulsens opsnusning af Daler Kutsjajevs frygtelige tværpasning foran eget felt.

Her smældede det inden for et par minutter med både følelser og EM-udsigter. Melding om belgisk scoring mod Finland i Sankt Petersborg, tyndt straffe dømt til Rusland, straks efter at Fjodor Kudrijasjov helt uhyrligt slap for rødt kort, Artem Dsjubas reducering på straffe midt i målet, den belgiske scoring VAR-annulleret på Romelu Lukakus støvlesnude. Danmark inde i EM? Danmark ude af EM?

Og så forløsningen ni minutter senere efter et vedholdende dansk pres: Andreas Christensens let stigende langskud mod venstre side af målet – efterfulgt af en godkendt Lukaku-scoring i Sankt Petersborg.

Det hele afrundet med Joakim Mæhles kølige, velplacerede 4-1-scoring ved stolpen, som kunne have været uhyre vigtig i tilfælde af en treer-placering.

Lad os være konstruktive: Der er stadig punkter at forbedre. Kasper Schmeichel har endnu ikke spillet en virkelig god EM-kamp – i aftes virkede hans ellers stramme udspark som tilfældige los. Venstresiden med Damsgaard og Mæhle forekom ikke videre indspillet i første halvleg. Og bortset fra Yussuf Poulsens to EM-scoringer savner de danske forwards hug og touch – bolden dansede fra både Martin Braithwaites og Kasper Dolbergs fødder i gode situationer.

Men før ottendedelsfinalen mod Wales er der meget at glæde sig over. I UEFAs turneringsstatistik bekræftes indtrykket af et livligt og offensivt dansk landshold. Rubrikken »Forsøg på mål« føres af Danmark med 61 forsøg mod Italiens 60. EM-lokomotiverne Holland og Belgien har haft henholdsvis 46 og 32 forsøg. Et fremragende udtryk for dansk overbevisning – og et bevis for dansk spil i og omkring modstandernes straffefelt.

En rullende, vedholdende bestræbelse på at nå frem. Personificeret ved den danske midtbaneduo Pierre-Emile Højbjerg og Thomas Delaney, som i aftes leverede en præstation af højeste EM-standard. Ikke mindst har Højbjerg fundet et niveau, der kan vende og vinde kampe. Med sin pasning til Damsgaard leverede Højbjerg en assist for anden kamp i træk, ligesom han selv fyrede et langskud tæt forbi mål. Frem for alt findes Delaney og Højbjerg konstant i opspillet og river i modstandernes forsvar.

Et andet datafund gælder den noget brede kategori »Clearances«, der jo kan være alt fra en lækker Cannavaro-løsning ved egen linje til skræmt, hovedløs væklosning. Også her ligger Danmark smukt til – det vil sige lavt. Kun Italien har med 24 registreret færre clearances end Danmarks 35. Her noteres Holland og Belgien for henholdsvis 44 og 61. Og hvis disse tal kan tillægges nogen betydning, så er det en dejlig mangel på panik. Det nydannede tremandsforsvar af Simon Kjær, Jannik Vestergaard og Andreas Christensen afviser ganske enkelt tilnærmelser på anden og klogere vis.

Alt i alt: et skydelystent angreb, en rullende midtbane, et trygt forsvar. Slet ikke noget dårligt afsæt for en EM-ottendedelsfinale.

Uden held og undskyldninger.

Dagens kampe

Gruppe D

Kl. 21 i London
Tjekkiet – England

Kl. 11 i Glasgow
Kroatien – Skotland

Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye skriver hver dag om EM-slutrunden. Find alle artiklerne her.

Weekendavisens EM-skribenter diskuterer hver dag det, de oplever i EM-slutrunden. I dag handler det om store skotter, små kroater og en mangel på gode målmænd.

Kære Asker

Godmorgen et sted ude i Europa. Hvor er du nu?

Kh Joakim

Kære Joakim

Jeg er netop ankommet til Edinburgh, hvor skotterne lader op til aftenens vind eller forsvind-kamp mod Kroatien på en meget skotsk facon: på med landsholdstrøjen og de hvide sneakers og så godt med pints of lager/bitter/heavy/mild/ale/pale/stout etc. EM er en opvisning i folkeånder, og det forstår ingen bedre end skotterne. De både mener det og holder en ironisk distance (se mig, jeg er Braveheart!).

Senere på dagen tager jeg toget til Glasgow og kampen mellem Skotland og Kroatien på Hampden Park, et scenisk showdown mellem de langheadende værter og den teknisk stærke, lidt omstændelige, kontinentale individualisme. Lyndon Dykes mod Luka Modric. Men det er ikke hele historien. Skotland har 11 mand i truppen, der måler over 1,85. Imponerende nok. Kroatien har 13! Det kan ende i et stort slagsmål – på banen, forstås. En af de skotske fans dyder er den fredelig fest i lillebrors demonstrative modsætning til englænderne. Vejret er forresten glimrende, ikke mindst til fodbold, 17-18 grader og sol.

En kærkommen kontrast til Roms kvælende hede.

Kh Asker

De to keepere, Dominik Livakovic hos Kroatien og David Marshall hos Skotland, rager i hvert fald op over 185 centimeter. Men hvad får vi at se fra deres side? I aftes fumlede den finske keeper Lukas Hradecky belgierne i gang med et besynderligt selvmål. »Bolden studsede direkte mod mig. Der er forbandet små marginaler i de her kampe,« sagde en ulykkelig og konfus Hradecky efter kampen til det finske YLE-tv. »Hvad fanden kan man stille op?« Jo, man kan jo parere i stedet for at dirigere bolden i mål. Dejligt for Danmark, men frustrerende at se på. Hradecky har ellers været en af de bedste keepere ved EM. Men det lader ikke til at være et stort keeper-EM?

Nej, bestemt ikke. I det hele taget kan man vel tale om en decideret målmandskrise, i hvert fald i de større lande: England, Spanien, Frankrig, Holland. Jeg ved det ikke, men det kunne hænge sammen med tidens mange krav til sidsteskansen, som efterhånden både skal kunne male abstrakt, spille Mozart og lave piruetter på tåspidserne. Hvad med bare at starte med at tage med hænder?

To af den forgangne sæsons bedste målmænd – Atléticos Jan Oblak og Inters Samir Handanovic – er ikke med ved EM. De er begge fra Slovenien, hvor ingen vist taler om målmandskrise. Vores egen Kasper Schmeichel har i øvrigt ikke haft nogen stor turnering.

Nej, selv Schmeichels udspark har været lidt løse. Til gengæld er Tysklands Manuel Neuer på det punkt skarpere end nogensinde. Helt utrolige stikninger direkte op på modstandernes banehalvdel, susende lige over græshøjde. Er du enig i, at Neuer igen virker frisk og toptunet efter sit forfærdelige VM 2018?

Ja, tyskeren er bedre end længe set, men jeg synes ikke længere, han er på 2014-niveau. For eksempel er han helt holdt op med at gå ud i feltet og tage med hænderne. Det gav flere mærkværdige situationer i kampen mod Portugal, hvor Ginter og Rüdiger ofte måtte rydde grundigt op foran næsen på Neuer, som tilsyneladende følte sig hævet over den slags.

Nu er der kun tre keepere, der har clean sheet: Donnarumma, Pickford, Olsen. Ikke ligefrem en trio, der giver anledning til at drage konklusioner. Man kan nærmest ikke finde tre målmænd med mere forskellige arbejdsvilkår.

Og jo heller ikke tre helt ubestikkelige typer. Olsen kan stå forrygende, men man ved aldrig. Pickford har samme matchvinder-potentiale, men hans forsvar kan aldrig føle sig sikkert. Hvad finder han nu på? Donnarumma har jeg aldrig haft den store fidus til. Der ville jeg – fra de seneste 30 års italienske bagkatalog – vælge Pagliuca, Peruzzi, Marchegiani, Antonioli, Rossi, Toldo og selvfølgelig Buffon anyday, som de siger heroppe.

Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye skriver hver dag om EM-slutrunden. Find alle artiklerne her.

Side



        



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby