EM – dag 28. Et både levende og robust dansk landshold nåede ikke EM-finalen, men indsatsen lover godt for fremtiden.

Sommeren ’21

Sommeren ’21 Af Asker Hedegaard Boye

WEMBLEY – Mod slutningen af første halvleg af den forlængede spilletid af EM-semifinalen mellem England og Danmark sendte verdensstjernen Raheem Sterling sit forsøg langt over det danske mål. Bolden havnede på den overvejende rød-hvide endetribune, hvor en snedig rad gemte den. Måske under trøjen, måske omme på ryggen, det var ikke lige til at se.

En bolddreng opfordrede straks menneskehavet til at udlevere bolden. Den slags drilleri er nemlig strengt forbudt i den moderne fodbolds regimente. Også en steward i neongult forsøgte forgæves at lokalisere bolden. Inde på banen fortsatte kampen. Der er jo bolde nok at tage af.

Men efter nogle minutter skete der noget sælsomt: Bolden dukkede atter frem af sit skjul og blev nu bokset rundt mellem de danske fans, som en badebold i sommervandet. Efter nogle hyggelige baggerslag fik den én over frakken, helt ind på banen. Og så lå den der, i danskernes venstre forsvarsside, som et pinligt fremmedlegeme, en flad ballon efter den sjoveste fest. For hvad nu?

Spillet foregik heldigvis for en gangs skyld på englændernes halvdel, langt fra Kasper Schmeichels mål, men ude på sidelinjen var den danske reserve Andreas Cornelius tiltagende bekymret. Han signalerede til linjedommeren, som vinkede afværgende, gav endda en uinteresseret thumbs up.

Nu angreb englænderne den side, hvor den vildfarne bold lå. Sterling udfordrede venstrebacken Joakim Mæhle, gik højre om ham, kun en halv meter fra bold nummer to. Danskeren halsede efter, mellem to bolde, kunne ikke få fat på sin hurtige modstander, som snoede sig ind i feltet og endte med at falde til jorden uden modstand. Tyndt straffe. Engelsk scoring. Dansk exit.

Men dette er ikke historien om en flok behjertede danskere, der endte med at spænde ben for sig selv. Tværtimod. Gennem en hel turnering, ikke mindst i lyset af Christian Eriksens chokerende hjertestop i premieren, har Kasper Hjulmands landshold vist det største format.

Det er ikke kun herhjemme, at landsholdet har fundet folket. De seneste fire uger har jeg set fodbold i Rom, Amsterdam, Glasgow, København, München, Budapest og London. Overalt er danskerne blevet fejret for deres mod, sammenhold og initiativrige spil, ikke mindst mod Belgien og i sejrene over Rusland og Wales.

»Alle håber på Danmark,« sagde den skotske taxachauffør. »Når man ser Danmark spille, får man det indtryk, at spillerne er venner,« sagde receptionisten i Rom.

Hvis det absurde moment på Wembley viser noget, så er det vel spillets lunefuldhed. Var den bold ikke landet lige dér ... Havde kampens dommer, den hollandske politibetjent Danny Makkelie, valgt at gennemse sin fejldom ved videoskærmen på sidelinjen, ja, så måske ... I fodbolden, dette simple spil med uendelige udfaldsmuligheder, kan en uforsætlig hændelse nemt få evighedens vægt.

En times tid tidligere, i pausen af semifinalen på Wembley, trissede 24 mænd og to kvinder i blå signalveste tålmodigt rundt på banen med hver sit lille redskab, en form for slank greb. Dybt koncentrerede og strategisk spredt ud over den 7.140 kvadratmeter store plæne gik de med bøjede hoveder uden at tale sammen, kun med én opgave: At få græsunderlaget til at fremstå lige så indbydende ensartet som før kampstart. En lille ujævnhed? Den får vi udbedret.

Således er topfodbolden en stadig mere neurotisk øvelse i kontrol. Spillerne ankommer til stadion i deres luksusbus på et præcist klokkeslæt; de inspicerer banen i civil, mens tribunerne langsomt fyldes af feststemte mennesker; spillerne forlader banen, klæder om i korridorerne, dukker op igen til opvarmningen, hvor træningskeglerne står, hvor træningskeglerne altid står. Og så er der kamp. To nationalhymner, lodtrækning mellem anførerne, bolden leveret på en lille fjernstyret reklamebil.

Uden denne regularitet ville sport ikke være sport, men trangen til orden kan aldrig stå alene. Den er kun rammen, hvori vi hælder alle vores forhåbninger, fantasier og bekymringer. Det er derfor Mikkel Damsgaard findes.

Mikkel Damsgaard fejrer EM-slutrundens første frisparksmål. Foto: Laurence GriffithsAFP.
Mikkel Damsgaard fejrer EM-slutrundens første frisparksmål. Foto: Laurence GriffithsAFP.

Den unge, lidt generte mand fra Jyllinge er det bedste og mest perspektivrige, der er sket for dansk landsholdsfodbold, siden en anden lidt genert, ung mand fra Middelfart, Christian Eriksen, fik debut i 2010. Samme klarsynede boldbehandling tilsat et susende temposkift, vi skal tilbage til en ung Brian Laudrup for at finde magen til.

Da danskerne efter en halv times spil fik tilkendt et frispark nogle-og-tyve meter fra mål, var det naturligvis Damsgaard, denne unge forward med det åbne ansigt og de ubesværede spaghetti-ben, som nuppede bolden. Lagde den til rette, trak vejret en gang og sendte et formidabelt indersidedrøn over den engelske mur og dybt ind bag målmand Jordan Pickford. EMs eneste frisparksmål, og det første mål scoret mod England.

Forud var gået et engelsk overtag, båret frem af fansene. Lydkulissen var ekstraordinær. Efter godt et år med tomme tribuner har EM været en påmindelse om tilskuernes essentielle betydning. Onsdag aften var der 65.000 tilskuere på Wembley, heraf knap 8.000 i danske farver.

Det danske hold bed fra sig i hastige nålestik og var dygtige til at få luft gennem sekvenser af hurtige, flade pasninger. Damsgaard, Pierre-Emile Højbjerg og Martin Braithwaite lod englænderne forstå, at de ikke kunne være trygge.

At englænderne fik udlignet før pausen, da anfører Simon Kjær var uheldig at skovle Bukayo Sakas flade tværpasning i eget mål, ændrede ikke på, at danskerne stadig var med. Men efter pausen og ikke mindst i den forlængede spilletid strammede englænderne grebet om de udmattede danskere. Landstræner Gareth Southgate introducerede friske topspillere som Jack Grealish og Phil Foden, mens Hjulmand efter alt at dømme forregnede sig ved at skifte tre mand allerede midtvejs i anden halvleg.

Da endnu en indskifter, Mathias Jensen, blev skadet i den forlængede spilletid, måtte danskerne, som allerede havde foretaget de maksimale seks indskiftninger, spille det sidste kvarter i undertal. En umulig opgave.

For englænderne er en slutrunde et evigt forsøg på at tilbageerobre deres eget gamle spil. Fodboldens moderland har kun vundet én stor turnering, VM på hjemmebane i 1966. Siden er fulgt 55 års skuffelse.

Ved hver slutrunde genfindes troen på, at nu er det nu. »It’s coming hoooome«, altså fodbolden, som de synger. Et forkrampet, postimperialt forsøg på at påberåbe sig et patent, som for længst er udløbet. Som en vuggevise for voksne mænd i bar overkrop.

Englænderne er verdensmestre i at synge et stadion op, men de er endnu ikke europamestre. Først må de overkomme Roberto Mancinis Italien, turneringens bedste mandskab med et repertoire, som overgår værternes. Også italienerne, der kun har vundet EM én gang, i 1968, mener efterhånden at have krav på titlen.

Men er der noget, EM har vist, så er det, at ingen er arveberettiget til succes. Feterede storheder som Frankrig, Tyskland, Holland og Portugal, alle tidligere europamestre, nåede ikke kvartfinalerne, mens mellemstore fodboldnationer som Belgien, Tjekkiet, Schweiz, Sverige og Danmark leverede mesterskabernes stærkeste holdindsatser. Her havde man gjort sig klart, hvad man ville, og hvem man var.

En knust Joakim Mæhle efter nederlaget. Foto: Frank Augstein/REUTERS.
En knust Joakim Mæhle efter nederlaget. Foto: Frank Augstein/REUTERS.

Efter semifinalenederlaget til England var den danske presse stolt, ja, helt taknemmelig: »Hvor har det været fedt at have et hold at holde med, som kan noget, som tør noget, og som vil noget,« skrev BT. » Vi vinder ikke EM, men hvor har vi alligevel sejret stort,« skrev Politiken.

Receptionen er klassisk dansk. Vi tabte, men vi vandt. Heroverfor var spillerne stolte, ja, men først og fremmest hamrende skuffede. De var kommet for at vinde det hele og fornemmede, at muligheden var der.

»Vi er komfortable under pres,« sagde Braithwaite efter kampen. Sådan taler en mand, der til daglig træner med Lionel Messi i Barcelona, og som er et eksempel på den robuste, internationale professionalisme, dette hold er gjort af.

Schmeichel blev indlemmet på Manchester Citys ungdomsakademi som bare 15-årig. Højbjerg rejste til FC Bayern München som 17-årig, og Kasper Dolberg havde samme alder, da han skrev kontrakt med hollandske Ajax. Vi skal tilbage til begyndelsen af 1980erne for at finde en dansk generation lige så hærdet.

Allerede på selve aftenen tillod landstræner Hjulmand sig at se fremad: »Det er min fornemmelse, at vi kan gøre det igen (...) Jeg tror på, at der venter store ting for det her hold.«

Det er denne stålsatte ambition og indædte ærgrelse, der skal bære landsholdet videre. Lederskikkelser som Schmeichel og Kjær bliver svære at erstatte, når de en dag takker af, men talentet og mulighederne findes.

Dette var ikke blot et sommereventyr.

Asker Hedegaard Boye og Joakim Jakobsen skriver hver dag om EM-slutrunden. Læs hele dagbogen her.

Side






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank