EM-opsamling. Hrádecky eller Vaclik? Dumfries eller Pavard? Insigne eller Lukaku? Her er de 11 spillere, som er kommet bedst fra start.

Rundens Hold

<p>Grafik: Mathias Høeg</p> Foto: <p>Grafik: Mathias Høeg</p> Foto:
Grafik: Mathias Høeg

​Weekendavisens EM-skribenter diskuterer hver dag det, de oplever i EM-slutrunden. I dag sætter de Rundens Hold, efter at alle 24 mandskaber har været på banen.

Find alle EM-artiklerne her.

Kære Asker

Nu har vi set alle 24 landshold i aktion. Med Portugal, Tyskland, Frankrig, Belgien, Italien og Holland som de bedst spillende, helt som forventet. Og med Finland og Slovakiet som uventede vindere. Lad os sætte et Rundens Hold. 4-3-3 eller 3-4-3 eller 3-5-2?

Kh Joakim

Lad os sige 4-3-3, på den måde kan vi få plads til flest forskellige typer...

Kh Asker

MÅLMAND

Vi var begge enormt imponerede af Lukás Hrádecky i Finlands kamp mod Danmark: sikre indgreb, et par gode parader, ikke en eneste fejl, ikke det mindste tegn på usikkerhed. Til gengæld præsterede Tjekkiets Tomás Vaclik seks-syv store redninger, herunder et par akrobatiske fingervip, i 2-0-sejren over Skotland. Hvad siger du?

Jeg er med på Vaclik. En rigtig EM-spiller. Kun reservemålmand i Sevilla efter flere gode år i Basel og Sparta Prag. Og så står han en brandkamp på udebane på Hampden Park – det er jo det, EM handler om.

MIDTERFORSVAR

Det enkleste vil være at tage de to franskmænd, Presnel Kimpembe og Raphaël Varane, som afviste alle tyske tilnærmelser med muskler og tanke. Giorgio Chiellini spillede dog også en stor kamp for Italien, fyrig og autoritær. Endelig kan jeg ikke helt glemme Finlands blonde bamse Paulus Arajuuri, der blokerede, headede og tacklede 1-0-føringen i hus mod Danmark. En mand som Rúben Dias må vente, til Portugal står over for mere livsfarlige angribere end Ungarns. Måske gælder det samme Chiellinis indsats mod Tyrkiet?

De to franskmænd er for mig rundens midterforsvarere. Så elegante og dog kompromisløse i deres spil. Jeg vil indrømme, at jeg er temmelig tilfreds med mit valg af Kimpembe til Turneringens Hold før den første kamp... Og så synes jeg, at Varane, der ellers godt kan virke lidt shaky, når ikke han har klubkammeraten fra Real Madrid, Sergio Ramos, omkring sig, var blændende mod tyskerne.

BACKS

Næsten lige så simpelt: Det må være to af de fire, som var på banen i aftes i kampen mellem Tyskland og Frankrig. Gosens og Kimmich hos Tyskland, Hernandez og Pavard hos Frankrig. Er du enig?

Jeg er kæmpe fan af Gosens, som jeg har fulgt i årene i Atalanta, men jeg var faktisk lidt skuffet over hans første halvleg, som var præget af ukarakteristisk sjusk. Han plejer at være sådan en, der rydder grundigt op efter sig.

Tyske Robin Gosens rammer franske Benjamin Pavard i hovedet. Foto: EPA/Alexander Hassenstein
Tyske Robin Gosens rammer franske Benjamin Pavard i hovedet. Foto: EPA/Alexander Hassenstein

Men i anden halvleg spillede han sig op, dog trækker hans overgreb på Benjamin Pavard ned. Pavard var faktisk bevidstløs i nogle få sekunder. En form for ubevidst genopførelse af Harald Schumachers attentat på Patrick Battiston ved VM 1982.

Til venstre vil jeg foretrække Italiens Leonardo Spinazzola, der var involveret i det meste i åbningskampen mod tyrkerne, også selv om jeg altid har fundet ham lidt ufiks og robotagtig. Men virketrangen kan man ikke tage fra ham.

Og til højre kommer vi vel ikke uden om Hollands flyvende wingback Denzel Dumfries, der løb og løb, udfordrede og scorede sejrsmålet mod Ukraine. Kan du være med på den?

Yes, jeg mener også, at Spinazzola offensivt har været den mest seværdige af alle. Helt ok med Dumfries – en backscoring bør trods alt tælle.

MIDTBANE

Jeg tror, jeg stemmer på Georginio Wijnaldum, Kalvin Phillips og Adrien Rabiot. Med Nicoló Barella og Marcel Sabitzer i tæt kamp om pladserne. Youri Tielemans var også strålende for Belgien.

Helt enig i Wijnaldum og Kalvin Phillips. Det var herligt at se førstnævnte i den mere fremskudte og skabende rolle, som Frank de Boer giver ham på landsholdet, og som han aldrig rigtig blev betroet i Liverpool. Og Phillips? Sikke en spiller, som både kan presse og spille. Han bliver afgørende for Englands videre færd. Men tredjemanden? Jo, ved du hvad, den må gå til Youri Tielemans, der netop var fremragende i Belgiens udklassering af russerne. Okay?

ANGREB

Her ser jeg også tre klare kandidater: Cristiano Ronaldo, Patrik Schick, Lorenzo Insigne. De har alle tre scoret, Schick og Ronaldo to gange. For mig lægger Schick sig på 9'er-pladsen foran Romelu Lukaku, som også scorede to gange mod Rusland, fordi Schicks to scoringer mod Skotland var så forskellige og så forbandet smukke. Og måske scorer han aldrig ved EM igen – det gør Lukaku.

Schicks mål fra 49 meter mod Skotland (længste distance i EM-historien) var vidunderligt fjollet. Jeg elsker sådan noget. Den skotske keeper i en ordentlig koger, og så tager han bare chancen. Han skal da med. Ronaldo kommer vi vel heller ikke uden om, selvom han nu var tavs i store perioder af kampen. Men efter indskiftningen af André Silva i 81. minut kom der gang i den gamle og resten af portugiserne. Insigne er et godt bud, men jeg vil meget nødig undvære Romelu Lukaku. Sikke en spiller: to mål, alt fysisk i hele verden og kloge beslutninger gang på gang. Kan vi ikke sætte ham helt på toppen, Schick mod højre, og så tvinge Ronaldo, ganske vist mod sin vilje, ud på venstrekanten?

Okay, så du vil droppe en italiener, din elskede Insigne? Godt, så vi har 11 mand at sende på banen. Men du tager snakken med Ronaldo, ikke?

RUNDENS HOLD

Her er de så, de 11 udvalgte spillere.

Grafik: Mathias Høeg
Grafik: Mathias Høeg

Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye skriver hver dag om EM-slutrunden. Find alle artiklerne her.