PARKEN – Vi kan ofte godt lide at sige, at fodbolden betyder det meste. Det er derfor, vi bruger religionens og krigens metaforer. Der er generaler og arsenaler, fanatikere og disciple. Spillerne drager i kamp på vores vegne. De taber måske, men bagefter er de her stadigvæk. Selvfølgelig er de det.
Fodbolden er en opførelse af et virkeligt drama. Spillerne stiller sig til skue med deres kroppe og tanker. De spiller ingen roller. Kort før pausen i Danmarks EM-premiere mod Finland, i et festklædt Parken i rød og hvidt, med malede junikinder over kolde øl, blev der stille. Christian Eriksen faldt, han bare faldt. I 12 lange minutter lå han på det kolde græs.
Fodboldspillere spiller ofte spillet, men ingen er i tvivl om, når det er alvor. Finnerne råbte desperat på hjælp. De danske spillere, Kasper Schmeichel og Simon Kjær og alle de andre på dette intense og smittende landshold, der vil hinanden og alle os andre, dannede en menneskemur rundt om deres faldne kammerat. Man fik fornemmelsen af, at de aldrig ville flytte sig.
Christian Eriksen er fodboldspiller, den bedste vi har. Han er også søn, bror og far. Det europamesterskab, der skulle havde været en vidunderlig begivenhed, den bedste måde at samle vores lille land på efter pandemiens hærgen, lignede for en stund en formålsløs tragedie.
Min søn var den første, der skrev til mig. Hvad sker der, far? Jeg ved det ikke, men det er ikke godt. Pludselig føltes sommeren så kold. I halvanden time var Eriksens situation uvis for os alle, her i Parken og ude i stuerne. Imens gav de finske fans sig til at synge hans navn igen og igen. Danskerne istemte nationalmelodien. Bag mig græd en kvinde lydløst. Alle stirrede vi ned på den tomme plæne. Som om den kunne give os en form for svar.
Efter meldingen om, at Eriksens tilstand var stabil; at han var ved bevidsthed på hospitalet, besluttede de to hold at genoptage kampen. Det var spillernes beslutning, en umulig beslutning, men den blev truffet. Da danskerne kom på banen, klappede de finske spillere dem ind. Kasper Schmeichel og Simon Kjær talte med deres holdkammerater. Én efter én. De to kan løfte et land.
På en måde betyder fodbolden jo ingenting, og på en måde kan den få al betydning i verden. Sekundet efter dommerens pausefløjt, kun et par minutter efter genoptagelsen, lossede Daniel Wass nonchalant bolden i mål fra midterlinjen. Publikum jublede. Dér var legen, der skal besejre ulykken. Det ville være meningsløst at beskrive spillets forløb. En fodboldkamp, flået over i to dele, tømt for betydning. Vi kunne ikke score, heller ikke på straffe, og tabte, og nu bliver det svært. Men hvad er »svært«? En skygge har lagt sig over EM.
Jeg har svært ved at skrive, fordi mine hænder stadig ryster. Vi spiller fodbold med vores drenge og piger. Du er Delaney, så er jeg Eriksen. Og så spiller vi og dribler og jubler og forestiller os, at vi er med i en kamp ved et rigtigt EM. Deri findes en drøm og et håb. Det er vi nødt til at sige til hinanden på en aften som denne. Vi kan ikke gøre andet.
