EM – dag 27. Hjulmands fleksibilitet og Southgates konservatisme kan være den afgørende forskel på to umiddelbart jævnbyrdige landshold i semifinalen på Wembley.

Nej, vi går ikke så højt op i de engelske følelser

Der står en maskine i London. En på én gang stram og tung og luftig konstruktion med alle dele præcist tilpasset den samlede funktion. Svinghjul, skyde- og skinnedele, stempler – alt sammen bevægeligt og fastboltet i et urokkeligt fundament.

De susende backs i korridorerne langs sidelinjerne, den både kværnende og fintjusterede drivkraft på midten hos Delaney og Højbjerg, tremandsforsvarets imponerende præcision og sammenhæng, angrebets bølgende stød tværs over fronten.

Et umanerlig smukt og velbygget dansk landshold står i aften klar i London til EM-semifinalen på Wembley mod England.

I år 1900 besøgte den danske forfatter Johannes V. Jensen verdensudstillingen i Paris. Han så fremtidssyner og skrev tre henførte reportager hjem til dagbladet Social-Demokraten. Den senere Nobelprisvinder åbnede sin første reportage: »Der staar en Maskine på Verdensudstillingen i Paris, den rager mod Hallens Glastag som et sort og blankt Taarn …«

Jensen lod suggestivt anslaget »Der staar en maskine …« gå igen flere gange. Han fortsatte med næsten erotisk befamling i beskrivelsen: »Svinghjulets halve uhyre Masse gaar ned i en udmuring i Jorden, der slutter med et par linjers afstand, men Hjulet roterer støt, det piller ikke et Korn af Murværket.«

Johannes V. Jensen var så inderligt træt af trægheden hjemme i flæskelandet, »en aandelig, haardnakket Tøven«. Han ville have, at den danske nation skulle overgive sig til maskinens nøgterne kraft. Efter hjemkomsten fra Paris skrev Jensen en lille roman, som udkom i tre bind 1900-1901, og hvor han ønskede at udstille den danske veghed og tøven: Kongens fald – som siden blev kåret til det 20. århundredes vigtigste danske roman.

Jeg har ingen anelse om, hvorvidt Johannes V. Jensen havde sans for fodbold. Måske for tragisk, for skæbnesvangert med sine få scoringer og sine besynderlige udfald, stik mod styrkeforhold. Men Jensen havde sans for maskiner, også menneskemaskiner, og for en opgaves usentimentale krav: gør, hvad der skal til, præcist og ufølsomt.

Det danske landshold, som står klar i London i aften, rummer ingen veghed. Det er en enhed og en trup, som kender sit værd og sin mission. Udtrykt med overbevisning af landstræner Kasper Hjulmand, da han i går mødte den engelske presse. The Guardian kunne referere Hjulmand for, at det danske landshold nu har bevæget sig forbi den fase, hvor Danmark partout skal betragtes og betragte sig selv som underdog.

»Vi forsøger at tage initiativet uden skelen til, hvem vore modstandere er. Vi forsøger at være proaktive. Jeg bryder mig ikke om underdog-mentaliteten. Vi har ikke en underdogs tankegang. Vi går ud for at skabe chancer og angribe. Vi er mentalt indstillet på, at vi kan gå ud og slå, hvem vi end skal møde.«

Hvilken befriende erklæring. Og det er ikke ord udtalt af en firkantet dogmatiker. Hjulmand har undervejs i EM – mod Belgien, Rusland, Wales og Tjekkiet – vist sig taktisk overordentlig opmærksom og fleksibel. Der er jo ingen grund til at være dumstolt. Hjulmand har som værkfører på sidelinjen optrådt yderst pragmatisk i forhold til modstanderne og justeret kræfter og positioner inde på banen.

Men det danske EM-landsholds overordnede indstilling har ganske rigtigt været en sund selvfølelse med stor angrebslyst. Vi har påpeget det tidligere på denne plads, men det er værd at hale frem igen på denne store dag: Kun Italien og Spanien har scoret flere mål end Danmark, og kun disse to andre semifinalister har disket op med flere afslutninger end Danmark.

Nu står Danmark så over for et England, som defensivt har vist sig at være i en klasse for sig: nul scoringer i fem kampe på keeper Jordan Pickford. Og en engelsk nation, som er gejlet op i en masse coming home-vås – egentlig bare et besynderligt udtryk for historiske fantomsmerter efter det nedmonterede imperium.

På den baggrund vil Kasper Schmeichels optræden på pressemødet i går i London forhåbentlig stå tilbage som en klassisk reprimande mod overmod og sentimentalitet.

Schmeichels replikker på engelsk udfritning om, hvordan han har det med muligvis at hindre Englands coming home-drømme, er for længst delt hundredtusinder af gange på alle platforme. Men de er virkelig værd at nedfælde i skrift.

Med et forundret smil og et lige så forundret udtryk hos sidemanden Pierre-Emile Højbjerg svarede Schmeichel: »Har det nogen sinde været hjemme? Jeg ved ikke … har I nogen sinde vundet det?«

Den engelske journalist henviste til 1966 … Schmeichel: »Well, det var VM?« Den danske keeper gyngede med hovedet: Yeah, sure

Journalisten holdt fast: Den succes, som nationen længes efter, endelig efter alle disse år – hvad vil det betyde for dig at hindre det i at komme hjem?

»Oprigtigt talt så har jeg ikke skænket det en tanke, hvad det vil indebære at stoppe England, i forhold til hvad det vil gøre for Danmark. For at være ærlig har jeg fokuseret meget lidt på det engelske landshold.«

Her udstødte Schmeichel et lille grin.

»Det betyder virkelig intet for mig. Det handler om, hvad vi kan gøre for vort eget land, dem derhjemme.«

Kasper Schmeichels optræden på pressemødet vil forhåbentlig stå tilbage som en klassisk reprimande mod overmod og sentimentalitet

Man forstår til fulde Schmeichels og Højbjergs forundrede miner. De opholder sig i et England, som ikke alene allerede opfatter sig som finalist – det er et England, som allerede løfter EM-trofæet og skuer videre.

Den tidligere Liverpool-forward Stan Collymore skriver i sin klumme i Daily Mirror om, at en slutrunde sædvanligvis vil sætte den engelske formations balance på prøve, efterhånden som de stærkere hold dukker op.

»Men det vil muligvis ikke ske i denne turnering. Vi kan gå hen og vinde den, så vi kan rejse til VM i Qatar næste år som europamestre.«

Halleluja. Her må vi påpege, at de to landshold i aften, den engelske og den danske maskine, er lige gamle som konstruktioner. Med påfaldende ligheder i omstændigheder og udviklinger.

Begge blev etableret med afsæt i skuffelse omkring EM 2016. Danmark endte som treer bag Portugal og Albanien i kvalifikationspuljen og tabte så til Sverige i to playoff-opgør. England nåede ottendedelsfinalen, men led så et frygteligt 1-2-nederlag til Island.

Begge landshold fik ny landstræner i 2016: Gareth Southgate i England, Åge Hareide i Danmark. Begge så det som deres opgave at opbygge nye formationer med egen identitet.

Her står vi så fem år senere, og Kasper Hjumand har afløst Åge Hareide. Begge landshold går ved dette EM på banen i 3-4-3, England dog med et noget dybere defensivt afsæt end det danske landshold.

Dette kan forhåbentlig vise sig at være en afgørende forskel på to umiddelbart meget jævnbyrdige landshold: Hjulmands fleksibilitet og Southgates konservative forsigtighed. Har Hjulmand bragt sit mandskab et skridt videre end Southgates?

AS Roma-manager José Mourinho har således over for engelsk presse fremhævet, at han ikke finder det nødvendigt for England at stille med tre mand i den bageste kæde mod Danmark. Det ville efter Mourinhos opfattelse være bedre at fylde formationen ud med dygtigt personale længere fremme på banen. En helt igennem fornuftig indvending, som kunne gælde alle Englands kampe ved dette EM.

Det er dog højst tvivlsomt, om Southgate vover at ændre på sin defensive opstilling, som har fastholdt det forjættede 0 i fem kampe. Og det danske landshold må i aften hjertens gerne stå tilbage som en sort og blank maskine, der dystert rager op mod Wembleys plexiglastag.

Som Kasper Schmeichel opsummerede i sin udgangsreplik: »Så nej, jeg har ikke gjort mig så mange tanker om de engelske følelser omkring dette.«

Se klippet med Kasper Schmeichel her:

Video: Uefa, Reuters / Scanpix

Dagens kamp

Semifinale
Vinderen møder Italien i finalen

Kl. 21 i London
England - Danmark

Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye diskuterer hver dag det, de oplever og tænker under EM.

Kære Asker

God morgen i London. Mens du sidder med hotellets gråbrune sausages og de varme bønner i tomatsovs, må du fortælle os om dine oplevelser i aftes. Du var på plads på Wembley sammen med dejligt mange italienere og spaniere. Hvordan var Wembley som skueplads for disse store kampe?

Kh Joakim

Kære Joakim

Haha. Ja, det kulinariske skifte fra Rom til London har været, skal vi sige, interessant… Det var til gengæld pragtfuldt at opleve en rigtig stadionstemning efter de mange, mange kampe for kvartfyldte tribuner. Jeg havde næsten helt glemt, hvor massiv en lydkulisse, 60.000 mennesker kan skabe. Der var nemlig rigtig mange både spaniere og italienere, og dét selv om billetsalget op til kampen var et absolut kaos.

Kun få hundrede havde taget turen fra Spanien og Italien på grund af de strikse indrejseregler, og indtil kort før kampstart kunne man stadig købe billet på selve Wembley. Som i de gode gamle dage: Jeg vil gerne ind og se EM-semifinalen. S’gerne, det bliver 150 pund. Man kan sige, at Covid-19-situationen og rejseudfordringerne efter Brexit på en interessant, omvendt måde viser os globaliseringen. Alle disse italienere og spaniere, som var på Wembley i går, må - ligesom danskerne i aften - formodes at være bosat i England. Sovende celler, der vågner og støtter deres gamle fødeland.

Vi talte før kampen om, at Wembley kan være et svært stadion at synge op, men det klarede både spanierne og italienerne ganske fornemt i går. Det var min største tilskueroplevelse ved dette EM, vel sammen med Frankrig-Portugal i Budapest og Danmark-Wales i Amsterdam.

Kh Asker

Det var en uhyre spændende semifinale: 1-1, forlænget spilletid, straffekonkurrence. En stor EM-aften?

Ja, en klassisk EM-aften! To store fodboldlandshold med hver sin distinkte identitet og karakter i et opgør, der går helt til sidste runde og mere til. At overvære en straffesparkskonkurrence på stadion er noget af det mest intense, man kan forestille sig. Alle blikke samles i ét kæmpemæssigt zoom. Al opmærksomhed rettet mod en lille plet. Det er stort, og det er jo dét, sport kan.

Italien blev sat på en hård prøve mod Spanien, og boldbesiddelsen endte med 70-30 til spanierne. Alligevel sad jeg hele vejen, også da Morata scorede i det 80. minut, med en klar følelse af, at Italien ville vinde opgøret. Det spanske pasningscirkus er yndefuldt, men det er jo ikke fodbold, som kan lave børn?

Det spanske spil er nemlig sterilt, og dét selv om holdet satte national rekord med 13 EM-scoringer. Mod de bedste mangler de en del, ikke mindst i forhold til den individuelle kvalitet. Olmo, Oyarzabal, Ferran Torres - gode spillere, bevares, men de holder altså ikke Chiellini og Bonucci vågne om natten. Jeg var heller ikke (frygtelig) nervøs på italienernes vegne. Og dermed er noget jo forandret.

Siden Italien vandt VM i 2006, har holdet ikke optrådt med den fornødne selvsikkerhed. Der har altid været en sprække af tvivl. Går det, det her? Selv da man nåede EM-finalen i 2012. Ingen troede på, de kunne besejre Spanien, som jo også vandt ubesværet med 4-0. Under Antonio Conte ved EM 2016 (hvor man også besejrede Spanien) var der tegning til et nyt storhold, men det er først under Roberto Mancini, at italienerne er der helt.

Omvendt sitrede det spanske straffefelt af fare, hver gang Italien var i fremstød. Selv om der var en del flere fejlpasninger blandt de blå end hidtil i turneringen, virkede de, som om de fulgte en plan. Er du tilfreds med dine italienere, eller er der noget, som bekymrer dig?

Jeg er meget tilfreds. Det er helt, som det skal være: brusende og idérigt i gruppespillet, mere afventende og dog håndfast i knockout-runderne. Jeg tror, Italien bliver europamester nu - uanset finalemodstanderen.

Der var en fantastisk situation ved anførernes lodtrækning før straffekonkurrencen. Gamle Giorgio Chiellini psykede storgrinende Jordi Alba og løftede ham op fra græsset, og Alba var helt konfus, da han blev sat ned igen, og vidste ikke helt, om han skulle være fornærmet. Vi kan være glade for, at Chiellini i givet fald ikke kan løfte Simon Kjær fra græsset. Men var situationen ikke meget karakteristisk for hele det italienske EM-togt: smilende, listig dominans?

Jo! Og en demonstration af de to holds karakter og betydningen af en stor anfører. Alba bliver aldrig anfører, alt for mange komplekser, alt for lidt menneskeligt overskud. Han er så bitter. Chiellini, boblende af overskud, sover med anførerbindet på. Han glædede sig til den straffesparkskonkurrence.

Tilbage til Wembley og semifinalen i aften: England-Danmark, hvor der forventes 50.000 engelske tilskuere og måske 8.000 danske. I en klumme i The Times udpeger José Mourinho de engelske tilskuere som en ekstra kampenhed, der skal »sætte Danmark, dommeren og sågar VAR-rummet under pres«. Mourinho skriver: »Hvis jeg var Englands landstræner, ville jeg i aften ikke have tilskuerne til at komme til Wembley blot for at nyde kampen - men for at kæmpe.« Hvad tænker du om dét?

Det har han jo ret i. Var den kamp blevet spillet i København foran 30.000 danskere, så ville jeg have kaldt Danmark for lille favorit. Nu har England fordelen af det massive tryk, der bliver lagt fra tribunerne. Spørgsmålet er bare, om det bliver en hjælp eller et åg for hjemmeholdet, der jo godt er klar over, at de er ved at skrive historie.

Når nu Dolberg tramper en 1-0-scoring ind efter syv minutter, så skal Kane, Sterling og alle de andre ikke alene slås med det danske hold, men også med publikums vantro og 55 års skuffelser. Så kommer de spøgelser marcherende ud af skabet: VM-semifinalen mod Belgien i Moskva i 2018, EM-kvartfinalen mod Italien i Kijev i 2012, EM-kvartfinalen mod Portugal i Gelsenkirchen i 2006 osv.