Asker Hedegaard Boye og Joakim Jakobsen diskuterer hver dag det, de oplever under EM – i dag den danske 4-0-sejr over Wales. De finder resten af EM-skribenternes dagbog fra slutrunden her.
Kære Joakim
Endnu en dansk sejr, endnu fire mål, endnu en folkefest, denne gang i Amsterdam, hvorfra jeg skal hilse og sige, at caféerne og barerne var fyldt op med danskere i aftes og nat. Det var første aften efter den hollandske genåbning, og jeg skal love for, at de tusinder af medrejsende danskere udnyttede det til fulde. Jeg mødte en flok australiere på ferie i den hollandske hovedstad. De stod og hang ved en kanal og råbte hele tiden »Bakuuuu!« Hvorfor, anede de ikke. Det gjorde alle andre. En form for kampråb.
Hvad skal det ende med, det her? Holland eller Tjekkiet i lørdagens kvartfinale i Baku bliver naturligvis ikke nemt, men det er svært ikke at se det danske hold som favorit mod tjekkerne og med fornuftige muligheder mod hollænderne. Den tidligere landstræner Åge Hareide har gennem hele turneringen ment, at Danmark vil spille sig i (mindst) en semifinale på Wembley. Det ville være en tangering af EM 1984, det næstbedste slutrunderesultat nogensinde. Vil du ikke være venlig at dosere en smule realisme? Jeg har nemlig svært ved det.
Kh Asker
Det ville være en tangering af ikke bare 1984-semifinalen, men også EM-fjerdepladsen i 1964, som vi har skrevet om tidligere. Men det var så pinlig en affære, at vi har arkiveret den langt borte på erindringens fjernlager. Dengang spillede vi også i Amsterdam, en kvartfinale mod Luxembourg – en tredje kamp på neutral bane, fordi vi kun kunne klare to gange uafgjort mod ministaten. Men dengang, i december 1963, støttede det talstærke hollandske publikum inderligt Luxembourg og buhede ad danskerne, fordi publikum i Parken havde optrådt så ubehageligt, med flaskekast og korporlige overfald på udeholdets spillere, at det i aviser over hele Europa var blevet beskrevet som en svinsk optræden mod et lille lands repræsentanter. Det er en noget anden stemning, der omgiver det danske landshold i dag.
Nå, jeg forsøger åbenlyst at undvige dit spørgsmål. For jeg har også svært ved at mobilisere tvær realisme. Det her landshold kan nå langt. Men hvis chancen er 55/45 mod Tjekkiet, vil den vel være 40/60 i hollandsk favør. Det er det bedste værn, jeg har at byde på. Det er et forrygende dansk mandskab, som kan slå alle, og som rummer stor modstandskraft. Jeg tror også, at vi skal give os selv lov til at leve i fryden og håbet en uges tid. Vi ved ikke, hvornår en sådan sommer kommer igen, og vi ved fra 1984, 1986, 1992 og 1998 – til dels også 2002 og 2004 – at et sådant togt lægger et varmt lag af fælles minder i vore kroppe og hoveder. Det skal vi tage vare på.
Kh Joakim
Én ting er euforien og fællesskabet, men spiller for spiller er det danske hold jo også virkelig stærkt. Det slog mig her til morgen i Schiphol, mellem hundreder af orange hollændere på vej til mødet med Tjekkiet i Budapest, at jeg har svært ved at finde en EM-målmand, jeg hellere ville have end Kasper Schmeichel (også selvom han endnu ikke har været på sit bedste), en bedre back lige nu end Joakim Mæhle, en større leder end Simon Kjær, en mere initiativrig midtbanespiller end Pierre-Emile Højbjerg, en mere afklaret reserveangriber end Kasper Dolberg.
Det er længe siden, en dansk landstræner har rådet over en lige så stærk pulje af spillere. Hvor langt skal vi tilbage? Bo Johansson ved VM 1998 med Peter Schmeichel, brødrene Laudrup og yngre folk som Thomas Helveg, Martin Jørgensen og Ebbe Sand. I modsætning til dengang, da vi havde få spillere i den absolutte verdensklasse og mange lovende folk, så virker de 12-14 bedste i den nuværende trup til at være på samme høje, internationale niveau. Det er fantastisk homogent.
Jeg er vanvittig imponeret af Kasper Hjulmand. Hans adrætte ageren fra sidelinjen i går var sublim. Danmark nåede jo at spille med tre mand i forsvarskæden, så fem, så fire, så tre igen. Hjulmand afgjorde kampens forløb, da han efter 20 minutter sendte Andreas Christensen frem på Aaron Ramsey foran det danske forsvar – dermed blokerede danskerne den forsyningslinje, som Gareth Bale trak tilbage på banen for at forvalte. Med Ramsey ude af spillet havde Wales kun deres forudsigelige spil på kanterne at gøre godt med.
Jeg så Hans Backe, den tidligere FCK-cheftræner, kommentere kampen på svensk TV4. Den meget skarpe Backe strålede af lykke over Hjulmands indsats. Backe var simpelt hen stolt af sit fag.
Her må jeg erkende, at jeg var blandt dem, der havde svært ved at forstå, at Åge Hareide for et år siden skulle skiftes ud med Hjulmand. Hareide havde leveret så fremragende resultater. Men nu kan vi konstatere, at det var en perfekt stafetoverdragelse. Og så kan vi takke Hareide for, at han fik det her landshold til VM i 2018. Det var fuldstændig afgørende for det nuværende, euforiserende togt, at spillerne – hovedparten var jo med i Rusland – fik slutrundeerfaring. Med perfekt progression i alder og klubadresser: 25-30-årige spillere i topklubber. Det kunne ikke være bedre.
Jeg vil også gerne indrømme, at jeg tog fejl. Jeg undervurderede stygt effekten af en dygtig og samvittighedsfuld klasselærer med faglig tyngde. De her spillere er villige til at lytte og lære og blive bedre, og landstræneren er tydelig – både fagligt og personligt. Jeg er ikke sikker på, at Hjulmands ledelsesstil ville fungere i mange andre lande. Der ville altid være en eller to krukker, der sagde bvad, når han begyndte på sin tale om relationer og identitet. Men ikke på dette mandskab. Der er noget ærkedansk over den måde, han leder på: Hele tiden med kollektivet for øje, uden at den enkelte dermed føler sig overset. Jeg har sjældent oplevet en træner og et landshold i så fin sammenhæng.
Dagens kampe
Ottendedelsfinaler
Kl. 18 i Budapest
Holland - Tjekkiet
Vinderen møder Danmark i kvartfinalen
Kl. 21 i Sevilla
Belgien - Portugal
Vinderen møder Italien i kvartfinalen
Læs også Asker Hedegaard Boyes artikel om fodbolden, som er blevet socialdemokratisk.
