Italienerne er europamestre efter en dramatisk straffesparksafgørelse mod England på Wembley, og kunne det næsten være gået anderledes?
Roberto Mancinis mandskab har fra åbningskampen mod Tyrkiet i Rom og hele vejen frem til finalen stået i et særligt lys. Det landshold, der så ofte har måttet nøjes med omverdenens respekt, hvis ikke skræk, har gennem de seneste fire uger oplevet at være ligefrem afholdt uden for landets grænser. Ikke hverdagskost for italienerne.
I den forstand tegner Mancinis hold med dets karakter, mod, kollektive virkelyst og hvirvlende offensivfodbold turneringen som helhed. EM 2020, afholdt i 2021, blev det mest målrige europamesterskab siden 1976, spækket med langskudsdrøn, susende angreb, action i målfelterne, vilde selvmål og vedvarende belønning til dem, der ville og kunne mest.
Gareth Southgates England, derimod, har lignet antitesen til denne retning. Her blev der spillet i solide, nærige blokke uden stor lyst til at udforske modstanderens ømme punkter. Kun i to af syv kampe scorede englænderne mere end én gang i ordinær tid. Til gengæld lukkede man blot to mål ind i hele turneringen: Mikkel Damsgaards frisparksmål i semifinalen og Leonardo Bonuccis udligning efter hjørnespark i finalen.
Hele 145 gange, eller hvad der svarer til hver fjerde spilleminut, tonsede store klyner som Harry Maguire og John Stones bolden ud af eget straffesparksfelt. Flest af alle 24 hold.
Finalens statistik afslører de to holds forskellige tilgange. Italienerne havde bolden næsten to tredjedele af tiden og brugte den flittigt: 20 afslutninger mod det engelske mål, 65 etablerede angreb. England havde bare ét skud inden for målrammen, Luke Shaws beherskede scoring efter to minutter. Så lille var virkelysten, at englænderne løb i offside én gang i løbet af de 120 minutter.
Det italienske udehold, der fik den værst tænkelige start, åd sig ind i kampen, mens englænderne ingenting ville efter de første 15-20 hektiske minutter. Italien løb mere end England, tacklede mere, begik flere frispark, erobrede flere bolde, foretog flere offensive løb, etablerede angreb efter angreb.
Og så var englænderne alligevel ved at løbe med det hele. 1-1 i ordinær spilletid, 2-3 efter straffespark. Det kunne være gået anderledes. Men det gjorde det ikke, og det skyldes ikke landstræner Southgates lidt feje omgang med turneringens bredeste trup, men manglende lederskab.
Jeg kan ikke forestille mig en bedre, mere omgængelig daglig leder end Gareth Southgate; så empatisk, så opmærksom på små detaljer, humørskift og indbyrdes relationer. Højt til loftet, ingen dumme spørgsmål. Hans spillere er de mest velopdragne i fodboldhistorien. Jeg kan omvendt heller ikke forestille mig en vagere leder i krisesituationer.
Southgates valg af straffesparksskytter bør lede til selvransagelse. Manden, der selv kiksede sit spark i EM-semifinalen mod Tyskland i 1996, også på Wembley, valgte at udskifte sine to mest erfarne spillere, Jordan Henderson og Kyle Walker, i det 120. minut til fordel for Marcus Rashford og Jadon Sancho. To talentfulde herrer, som ingen rolle har spillet i turneringen. Nu skulle de så afgøre EM-finalen, og det samme skulle 19-årige Bukayo Saka. Alle tre brændte.
Efter kampen skyndte Southgate sig at beskytte sine spillere:
»Det var mit ansvar. Skytterne var udvalgt efter, hvad vi har gjort til træning (...) det er alene mit ansvar, alt hviler på mig,« sagde Southgate til BBC.
Det har han helt ret i. For man kunne jo spørge: Hvorfor ikke beholde Walker og Henderson på banen, sidstnævnte blev først skiftet ind et kvarter før den ordinære tids udløb og var næppe mør? Hvor var Raheem Sterling, en af turneringens bedste spillere? Stones og Shaw? Robuste spillere med finaleerfaring. Turde de ikke? Jamen, så tving dem. Eller hvad med Jack Grealish? Han ville da have elsket at sparke. I stedet sendte Southgate børnehaveklassen til pletten. For sådan gør vi til træning. Men en EM-finale er ikke en hyggelig øvelse. 19, 21 og 23 år. Velbekomme.
Dagens engelske aviser er ved at svømme over af sympati for Southgate og hans unge mandskab. »Den ultimative smerte,« skriver The Daily Telegraph på forsiden, som udgøres af ét stort foto: landstræneren, der giver unge Saka et faderligt kram. Her bør man minde om, at Southgate næppe får sine 25 millioner kroner om året for at trøste og favne.
Tilbage står, at England havde alle muligheder. Seks ud af syv kampe på Wembley, færrest rejsekilometer af alle deltagerlande. En strålende trup af unge, toptunede Premier League-spillere. Men finalen viste, at fodbold også handler om karakter.
Italien kom bagud efter 117 sekunder med et næsten fyldt Wembley imod sig. Men de to gamle stoppere, Giorgio Chiellini og Leonardo Bonucci, holdt hovedet koldt. Sidstnævnte spillede 65 minutter med et gult kort, førstnævnte 30 minutter. Bag dem var Gianluigi Donnarumma, kun 22 år, kølig i alle sine indgreb i feltet. På midtbanen blev Jorginho og Marco Verratti ved med at tage initiativ, fremme forsøgte Federico Chiesa igen og igen at trænge igennem den engelske menneskemur.
Også to italienere, Andrea Belotti og Jorginho, brændte deres straffespark. Englænderne var tæt på, men i sidste ende var holdets sparsommelige, spejderdrengede tilgang ikke nok. Ikke ved dette europamesterskab.
Dette er sidste indlæg i Weekendavisens EM-dagbog. De kan finde alle de tidligere tekster her.
