AMSTERDAM – Det danske landshold spiller tilsyneladende altid på hjemmebane. Det er i grunden underligt, at modstanderne ikke har gjort nogen indsigelser, men sådan er det altså. For fjerde kamp i træk under dette EM var tribunerne til en dansk landskamp badet i dannebrog, mens spillerne tog teten nede på banen. Og så endda den 26. juni.
Efter tre kampe i Parken gjaldt det denne gang Amsterdam, hvor flere end 25 danskere har optrådt gennem årene, og hvor Christian Eriksen havde hjemmebane fra 2008 til 2013. Ajax’ stadion, opkaldt efter en af landstræner Kasper Hjulmands store helte, Johan Cruijff. Den mest danske fodboldbane uden for Danmark.
4-0 over initiativløse Wales, den største sejr i en slutrundekamp siden 6-1 over Uruguay i 1986, var brillant. Intet mindre. Men den var samtidig en formssag. Som om det aldrig kunne være gået anderledes. Resultatet var ikke uden en vis poetisk retfærdighed: Wales er et af de hold, der har gjort mindst i – eller for – slutrunden. Danmark er et af de hold, som har gjort mest.
Det var ligeledes på sin plads, at aftenens to første mål blev sat ind af Kasper Dolberg – det første på et langskud, det anden efter et forsvarskiks. Hvem ellers? Denne flegmatiske silkeborgenser, for hvem et smil er en eksotisk grimasse, er indbegrebet af landsholdets iskølige vindermentalitet. Han startede kun inde på grund af Yussuf Poulsens skade, men vidste, hvad der skulle til.
Kampen indledtes med tæt fight og flere langdistanceafslutninger: Dolberg over, Gareth Bale hårdt brækkende lige forbi, Bale igen fra distancen. Danskerne havde bolden, men Bale og Aaron Ramsey, Wales’ eneste profiler, begyndte at finde hinanden. Hjulmand sad mere ned, end han stod op, i ly af reklamebanden.
Og så fik han en god idé! For at få bedre hold om kampen og stoppe Bale, der søgte succesfuldt tilbage på banen, skubbede landstræneren Andreas Christensen frem på den defensive midtbane og gik over til at spille med fire i forsvarslinjen, men kun indtil føringsmålet, som måtte tvinge waliserne frem. Udsøgt detalje fra bænken.
Efter spillemæssig stilstand og en byge af danske hjørnespark midtvejs i halvlegen slog lynet ned i Dolberg, en anden tidligere Ajax-spiller. Med to effektive træk på kanten af feltet og en formidabel, følt højrefodsafslutning bragte han Danmark i front. Dolbergs niende landskampsmål.
Angriberen, der selvfølgelig fejrede sin scoring stiv som en saltstøtte, udforskede interesseret det diminutive rum mellem Wales’ forsvar og midtbane, og det blev han ved med, indtil han blev skiftet ud 20 minutter før tid. Var der lidt barnlig glæde at spore i de lyse øjne? Det var der vel næppe, snarere en form for nøgtern tilfredshed. To mål og sejr, godkendt. Videre. Hvem er næste?
Efter Danmark og Dolbergs anden scoring blev walisernes mangler udstillet. For simpelt spil, for tung en byrde for selv Bale og Ramsey, der mistede interessen. Det gjorde de danske tilskuere ikke. De sang »Eriksen« og med på firserslageren Re-Sepp-Ten. For det er jo dér, vi på mange måder stadig er oppe i vores hoveder. Selv efter pragtbacken Joakim Mæhles og Martin Braithwaites sene mål.
Vi vil elskes af de andre, og vi bliver det i øjeblikket. Vi er jo »de tapre tinsoldater«, der »går frem mod fodboldstater«, eller vent – det er den løgn, vi plejer at putte os i. Lad os prøve at vende billedet om: Vi er selv en fodboldstat. Sådan nogle, der har spillere i de bedste klubber i Europa: Inter, Milan, Leicester osv. Spillere, som er blevet rustet i udlandet fra en tidlig alder. Sådan nogle, som lige banker Wales med fire i en ottendedelsfinale.
Næste gang, i kvartfinalen mod enten Holland eller Tjekkiet, skal det danske landshold en tur til Det Olympiske Stadion i Baku i Aserbajdsjan. 4.000 kilometer fra Helsingør. Så kunne man måske få den tanke, at danskerne ville føle sig lidt langt hjemmefra, jetlaggede og tilfredse med bare at være der. Det er jo en kvartfinale. Men det er ikke et sprog, som de nuværende spillere – hærdet under Åge Hareide og forløst under Kasper Hjulmand – forstår. Ikke et ord af det.
Amsterdam har været dansk i dag. Rembrandt-pladsen og Johan Cruijff ArenA. De walisiske fans fik end ikke lov at komme ind i Holland, men det gjorde danskerne, endda uden karantæne, hvis de lovede vores politikere at være ude igen inden for 12 timer. Ingen har lyst til at stoppe den her fest.
Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye skriver hver dag om EM-slutrunden. Find alle artiklerne her.
